– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.
– fra s. 595 – 601 :
I Vardal boede ogsaa længe en af Norges mest bekjendte og virksomme Lægmænd, nemlig fra Begyndelsen af Femtiaarene og nedover til den allersidste Tid.
Det var Hans Pedersen Lingjerde, født 10. Juni 1819 paa en Plads under nævnte Gaard i Lyster (Luster/red.)(Oplysninger og Meddelelser fra ham selv, nedtegnede af Kirkesanger Anders Olsen, Østre Thoten. “Nogle Erindringer af den gamle Lægmand Hans Pedersen Lingjerde” i “Kristelig Ugeblad” for 1914 No. 28 flg.; de lider af et unøiagtigt Gjennemsyn og en mangelfuld Korrektur. Oplysninger fra samtidige Haugianere. Mangeaarigt personligt Bekjendtskab).
Faderen, Skrædder Peder Pedersen, var fra Gudvangen i Sogn og gjennem sin Moder i Slægt med Elling Eielsen. Han omtales som en begavet, kvik og livlig Mand, en dygtig Violinspiller og meget arbeidsom.
Moderen, Brynhilde Johannesdatter, var fra Drægo i Dyrdal og roses som en strævsom og flink Kvinde, der gjorde alt, hvad hun kunde, for at faa Mandens Fortjeneste til at strække til og holde Huset i god Stand. Dette faldt saare vanskelig i de Dage; Uaar indtraf, og de maatte spise Barkebrød.
De havde ialt 11 Børn; Hans var den syvende i Rækken og røbede tidlig en rig Begavelse. Faderen ivrede meget for, at Børnene skulde blive flinke; de maatte sidde ved hans Side og lære Bønnerne i Salmebogen; anden Læsebog havde de ikke.
Sønnen var i Barneaarene og siden gjentagne Gange i Livsfare, men blev altid paa en underfuld Maade reddet.
Af sin Moders Fortællinger fik han vide, at der i Faderens Slægt havde været mange, som “elskede Sandheden”; dette gjorde Indtryk paa ham.
I Omgangsskolen var han stærkt interesseret; men Undervisningstiden var kort og Fagene faa. Pontoppidans “Sandhed til Gudfrygtighed” samt en Del Kjærnesalmer af Kingos Salmebog lærtes udenad; paa Kristendomskundskaben blev der lagt størst Vægt. Ved Siden heraf øvedes Eleverne i Læsning; de flinkeste fik tillige lidt Undervisning i Regning og Skrivning.
Hans udmærkede sig baade i Skolen og ved Konfirmationsforberedelsen fremfor de andre. Ved Jonsoktider 1833 blev han bekræftet i sin Daabspagt af Sogneprest Chr.F. Fleischer (1779-1848). Allerede før Konfirmationen havde han været borte fra Hjemmet hos en Slægtning for at tjene sit Brød.
Nu kom den unge Gut helt ud blandt Fremmede, hvor han somoftest fik høre og se det, som ondt var.
Blandt andre Steder kom han til en stor Gaard, der hed Kroken, med ialt 10 Tjenere og et meget verdsligt Liv; Brændevinsdrik, Kortspil, Dans, lidderlig Sang og raadden Tale florerede. Han holdt sig mest mulig borte fra Ugudeligheden, men desværre blev han smittet. Konfirmationsløftet glemtes; Børnelærdommens levende Indtryk paa Hjertet slettedes lidt efter lidt ud, og det gik mere og mere ned ad Bakke mod Syndens og Lastens fæle Sump.
Da fik han en kraftig indre Paamindelse fra Gud : “Blir du længere paa dette Sted, saa gaar det dig galt”.
Han var lydig mod Aanden og flyttede, naar Aaret var omme, uagtet Husbondsfolkene bad indtrængende om at faa beholde ham.
Den unge Gut kom nu paa et Sted, hvor der i moralsk Henseende var noget bedre og tillige fandtes en Del gode, kristelige Bøger som Henrik Müllers “Huspostille”, Luthers “Skatkiste” etc. Da han var lærenem og videbegjærlig, læste han flittig i disse Skrifter, hvilket senere blev ham til Velsignelse.
Der var dog endnu ingen dybere kristelig Trang hos ham efter at høre og læse Guds Ord eller at paakalde ham i Bønnen; “Hjertet var haardt og uforandret”. Saaledes gik en Række dyrebare Naadesaar tabt.
Efter mange Omvekslinger fik han Plads paa en enslig Fjeldgaard i Hafslo, der hed Lille-Beten; her havde han tjent før. Da hændte det en Dag ud paa Vinteren 1841, at der kom en Fattigkone tilgaards og begyndte som sædvanlig at meddele “Bygdenyt”. Saa fortalte hun, at en ældre Pige, som boede i en Udkant af Prestegjældet og hed Marhe Lassesdatter Heggestad, havde hat Aabenbarelser og Syner af Himmelen og Helvede og kunde beskrive de Uomvendtes skrækkelige Tilstand der.
Ved at høre dette gik det Hans som et Sting gjennem Hjertet; en indre Røst vidnede kraftig : “Saa ilde som med hine, du har hørt fortælle om, vil det ogsaa gaa dig, hvis du ikke omvender dig !”
Han gik lige fra Spisebordet og bort til et Skab; der laa H.N. Hauges “Udvalgte Salmebog”. Det første, hans Øie stødte paa, var den gribende Salme af Hertug Anton Ulrich (1633-1714) : “Hvor kan du dog i Synden le, Du lystoptændte Øie ?” Landstads Salmebog No. 520.
Han læste den helt tilende og syntes, at den fra først til sidst passede paa ham. Mens han derefter stod paa Laaven og tærskede Korn, fik han en haard og afgjørende Kamp om, hvem han vilde tilhøre : enten Gud eller Verden.
Da han var færdig med Dagens Arbeide og mærkede, at han var alene, knælede han ned paa Halmen, bekjendte sin Synd for Gud og bad inderlig om Naade.
Det var dog ingen jævn og let Landevei, han havde begyndt paa; han fik snart mærke, at Satan nødig slipper sit Bytte, at Synden i Hjertet er mægtig og Fristelserne mange samt at “begyndt er ikke endt”.
Det blev derfor særlig nu en trang og vanskelig Tid; men han fik Trøst og Styrke gjennem Bønnen og Guds Ord, som først og sidst var hans Tilflugt. Børnelærdommen og de nævnte Skrifter og Salmer, som han tidligere havde lært og tildels kunde udenad, blev ham dog til stor Hjælp under Aandens Lys og Veiledning.
Han søgte snart at komme til en kristelig Husbond; en saadan fandt han i Ole Jordanger, Hafslo. Denne var en ældre Haugianer, der tillige eiede en Samling av vore bedste lutherske Opbyggelsesbøger, som blev den Nyvakte til Bestyrkelse i Troen og Veiledning om Veien til Livet med dens Afveie og Farer.
Da han tildels ikke udviste hellig Forsigtighed og ei var saa aandelig vaagen, som ha skulde, snublede han af og til ved Uforsigtighed i Ord og Gjerning, saarede herved sin Samvittighed og kom i Sjælenød og Anfægtelse. Han blev veiledet af ældre Kristne, var mere vaagen og lydig mod den Helligaand og seirede ved en flittig Brug af Naadens Midler. Da han paa nysnævnte Sted drev stadig med tungt og vaadt Arbeide, blev hans Hænder meget ømme og smertefulde.
Derfor begyndte han at se sig om efter en lettere Sysselsættelse. Under Opholdet paa Jordanger havde han sammen med sin Husbond, der talte Guds Ord, ofte deltaget i Opbyggelserne ved at lede Sangen. Herved blev han mere og mere kjendt med kristelige Venner og holdt paa Opfordring ogsaa af og til Bøn i Forsamlingerne.
Saaledes gik Tiden hen til 1843, da han gav sig i Skredderlære hos Syver Vandenæs, som ogsaa dengang holdt Opbyggelser.
De kom nu paa en dobbel Maade til at virke sammen, da Hans i denne Tid tillige begyndte at deltage gjennem kristelige Formaningstaler. Hos sidstnævnte var han omtrent 1 Aar.
Da fik han Anmodning om at bestyre en Eiendom og drev denne til omkring 1845. Saa tog han Plads hos en bekjendt, kristelig Mand, Hattemager Ellend Rasmussen i Sogndalsfjæren, hvor der stadig holdtes gudelige Sammenkomster og tog ind mange kristelige Venner.
Her havde han det i alle Henseender godt; særlig tiltog det aandelige Liv i indre Vekst og Modning. Det blev nu Sædvane, at han sammen med sine Troesbrødre virkede for Guds Riges Sag baade ved Sang, Bøn og kristelige Vidnesbyrd. Vinteren 1845 -1846 arbeidede han ikke lidet sammen med den føromtalte, noget ældre Lægmand Ingebret Mundal paa forskjellige Steder i Sogn; Husbonden saa nemlig gjerne, at han reiste flittig om og virkede paa denne Maade til Medmenneskers aandelige og evige Vel.
“Herren var med og velsignede deres enfoldige Bekjendelse til Sjæles Vækkelse og Frelse”.
I Juni 1848 fik han Anmodning af Johannes Amble om at blive med ham til Østlandet for at besøge Broderen Christen Amble, som dengang var i Farverlære hos Haugianeren Syvert Bostad i Brummunddalen, ikke saa langt fra Hamar.
Lingjerdes Husbond gav gjerne sit Samtykke, og nu tog de to unge, ivrige Bekjendere afsted. De gik Kongeveien over Filefjeld og gjennem Valders til Gjøvik uden videre Stands, ialt 22 gamle Mile (242 Km.). Her hvilede de sig lidt og fortsatte saa til Ringsaker, hvor de traf Christen Amble, som for ikke længe siden havde udstaaet sin Lære.
Paa nysnævnte Sted var dengang Vækkelse, og flere ældre og yngre Venner. Her ruslede de nu omkring blandt de Troende til fælles Opbyggelse og Bestyrkelse. Sammen med Christen, som skulde til Byen i Forretningsanliggender, tog saa Hans udover Bygderne til Hovedstaden; de holdt Opbyggelser, hvor de fôr.
I Christiania blev Reisekammeraten igjen, medens Hans fortsatte videre til Fredrikshald for at besøge Olaus Nielsen. I sidstnævnte By holdt Lingjerde paa Latinskolen en Opbyggelse, gjorde en Snartur til den bekjendte Haugianer og Eidsvoldsmand John Hansen Sørbrøden i Bergs Prestegjæld, deltog hos ham i Aannearbeidet og kjørte ind 26 Læs Hø en Lørdag.
Den næste Dag holdt den unge Lægmand Opbyggelsen sammen med den gamle Veteran og blev meget styrket ved Samværet med ham og Olaus Nielsen.
Saa reiste han til Christiania og drog i Følge med Chr. Amble opover igjen; de standsede især i Blaker, Sørum, Eidsvold, Stange og Vang og holdt i broderlig Samvirken overalt mange Opbyggelser.
Paa Ringsaker traf han sin gamle Følgesvend Johannes Amble og tog nu paa Hjemveien gjennem Vardal, Land, Valders og videre til Sogn.
“Gud gav dem Naade til om end i Skrøbelighed saa dog efter Hjertets Trang at forkynde sin Frelsers Evangelium, hvor de kom frem”.
Efter ca. 13 Ugers Fravær vendte de i god Behold hjem.
Dette var den egentlige Begyndelse paa Lingjerdes meget betydningsfulde Reiseliv. Trods det lange Fravær gav Husbonden ham alligevel fuld Løn uden Afkortning for den Tid, han havde været borte. Han fortsatte derefter med stor Troskab og Iver sit timelige og aandelige Arbeide indtil Vaaren 1850.
Da tænkte han at gjøre sin anden Østlandstur sammen med David Kroken, der senere kjøbte Fladhammer i Lyster og var en rig Fæhandler, som nylig havde oplevet den store Overgang fra Døden til Livet, ikke mindst ved sin gudfrygtige Moder Guros Formaninger og Bønner. Hun var allerede død omkring 1829; men Erindringerne om hendes Tro og Gudsfrygt blev den stærke, uimodstaaelige Magt, som drog ham tilbage til Gud.
Han skulde nu afslutte sine Forretninger og tage Farvel med gamle Kamerater; derfor vilde han som Støtte have med sig en kristelig Ven.
Lingjerde drog omkring 14. April 1850 ind til Fortun; her ventede han imidlertid forgjæves i flere Dage og fik saa en Tjenestegut til Veiviser over Sognefjeldet. Det var hans Agt at vente paa Vennen i Lom og imedens holde Opbyggelser der.
De blev imidlertid oppe paa Vidden pludselig omgivet af Taage, gik vild under stor Livsfare hele Dagen, men naaede som ved et Under dødstrætte frem til en Gaard, der ligger i Høidalen, øverst i Lom.
Her var nu Hans en 14 Dages Tid, besøgte den derboende gamle Haugianer Ole Aanstad fra Lyster og holdt Opbyggelser baade der og paa Skamser, Hørve og mange andre Steder.
Da hans Reisekamerat, David Kroken, havde faaet Forhindringer, fortsatte Lingjerde sydigjennem Gudbrandsdalen, hvor han i Bredebygden paa Sel besøgte Haugianerne Fredrik og Amund Bu, i nordre Fron Ole og Gjertrud Mælumsvangen, i Øier Jens Johnsgaard, i Faaberg John Blegen (Bleken) og Ole Magnussen, bosat paa Onsum.
Overalt havde han Samlinger, der var stærkt besøgte; saa virkede han en Stund sammen med Torger Bleken paa forskjellige Steder i Gausdalsbygderne.
Derpaa reiste han til Lillehammer. I Nærheden af Byen boede en kristelig Kone, der gjerne vilde have Opbyggelse; men Sønnen nægtede. Hans gik ud paa Tunet; der stod Sønnen ivrig optaget med at sage Ved. De taltes ved en Stund om dagligdagse Ting. Saa sagde Hans : “Da jeg alligevel maa vente paa mit Uhr, der skal renses, vil jeg gjere hjælpe dig at sage lidt” og greb straks energisk fat, som han pleiede.
Efter af have holdt paa nogle Timer spurgte Manden : “Vil du holde en Opbyggelse her ?” Jo, det var den Fremmede straks villig til; Folk blev budsendte, der kom mange, og baade Manden og forskjellige andre blev grebne af Guds Ord.
Herfra fortsatte Lægmanden til Ringsaker, hvor han standsede hos Ole Rud, John Blekens Søn; de holdt der adskillige Opbyggelser i broderlig Samvirken.
“Første Gang“, skriver Hans, “jeg hørte Ole tale, græd jeg som et Barn og tænkte ved mig selv : Denne skulde drage omkring og forkynde Guds Ord, og du, din stakkars Stymper, burde dyrke Jorden i hans Sted“.
Lingjerde saa naturligvis ogsaa indom sine Venner fra første Besøg der og fortsatte udover til Brummunddalen, hvor han lovede Syvert Bostad, der var fra Bolsø ved Molde, at gjøre en Reise til Romsdalen.
Imidlertid blev han her i 14 Dage og hjalp til med Slaataannen, reiste derefter over til Thoten og videre udover til Hadeland.
I Gran var S.B. Bugge dengang Sogneprest. Denne bad Lægmanden læse en Tekst af Retzius’s Huspostille; “du er jo for ung til at tale Guds Ord ! Jesus talte ikke før, han var over 30 Aar”.
Hans, der ofte pleiede at læse gode Prædikener i Opbyggelserne, oplyste herom og tilføiede : “Jeg er desuden snart 32 Aar !”
Straks efter drog han gjennem Gudbrandsdalen over Dovre og kom til Veblungsnæs om Høsten; overalt udstrøede han rigelig Ordets Sæd under stor Tilslutning og ledsaget af Guds Velsignelse. Derefter virkede han i Molde og Omegn. En Dag skulde han holde Samling paa en ensligliggende Gaard i Bolsø, hvor der var Haugianere. Saa gik han forbi et Sted, der hed Sotaaen; her ser han Konen lægge Ved paa Peisen.
“Du vil vel blive med til Opbyggelsen, du ogsaa ?” spurgte Hans. — “Nei, det behøves ikke at rende slig. Gud er at finde allesteds”.
— “Ja, det er han ! Søg ham du i Sandhed ! Farvel”.
Hun kom straks efter med sit lille Spædbarn, medens Lægmanden læste Teksten i Hauges Samlingspostille, blev paavirket af Ordet og bad selv om at faa en Samling i sit Hjem.
Fra Nordmøre skrives : “Vi hørte Rygter om et stor Taler, og at en Mængde Folk fulgte ham. Han kom Osmarken og ned Torvikdalen og holdt paa alle Steder Opbyggelser; Husene kunde ikke rumme Folkemængden. Saa drog han ind Tingvoldfjorden til Sundalen”.
En Søndag han her hørte Sogneprest C.M. Glückstad prædike, spurgte han om Lov til bagefter at tale til Kirkefolket. “Hvis du har Frimodighed”, sagde Presten.
Men da Hans saa et Brudefølge med to Spillemænd i Spidsen komme, holdt han paa at tabe Modet, bad derfor i Stilhed alvorlig til Gud, og da de naaede frem, steg han hurtig op paa Kirkemuren og istemte Haugianeren Johannes Kraabøls Salme : “O, Jesus, som fra Øst og Vest indbyder til din Bryllupsfest” etc. og holdt saa en kort, men kraftig og indtrængende Tale, der greb den store Forsamling.
Noget tidligere havde et Par ukjendte Mænd i en fremmed Dragt spurgt efter ham. De hilsede og sagde . “Vi er fra Opdal og er sendt af vore Brødre med indtrængende Anmodning til dig om at komme til os og tale Guds Ord”.
“Det kan jeg ikke”, svarede Lingjerde; “jeg er udslidt og maa hjem !”
De holdt dog ved, indtil han endelig blev overtalt. Nu var han paa Veien did. Øverst i Sundalen mødte den bekjendte Sivert Gravaune ham. Det var 18. Marts 1851, han kom til den omtalte Bygd, hvor der fra Hauges Dage var adskillig kristeligt Liv og nogle anseede Ledere som den nysnævnte Lægmand og Lærer Elling Sæther.
De havde længe bedt om en ny Vækkelse, og Herren lod den i Naade komme. Det var næst før Paaske, og Lingjerde virkede nu her til over Pintse. Han og Gravaune holdt Opbyggelser rundt om i Prestegjældet.
Til en af disse indfandt Menighedens pers. Kap. Christian Dick (1815 – 1881) sig for at kritisere og modsige. Lingjerde havde netop læst Daniel 5, 27 og talte over Themaet : “Du er veiet og fundet for let”, ildfuldt, overbevisende og gribende. Det varede ikke længe, før Ordets Pil traf Prestens Hjerte; han blev alvorlig vakt og deltog derefter sammen med Lægmændene i mange Møder.
Hele Prestegjældet var snart i aandelig Bevægelse; Opbyggelserne maatte ofte holdes ude paa fri Mark, da Husene ikke kunde rumme Skarerne.
Over Pintse gjorde Lingjerde en Tur til Sundalen, men blev der syg af Overanstrængelse. Nogle Dage senere bedredes han, reiste nedigjennem Dalen til Nordmøre, derfra over til Romsdalen, hvor han besøgte den anseede Haugianer Daniel Arnesen og kom der Kræfter, saa han kunde fortsætte opover Dalen og reise videre gjennem Gudbrandsdalen, Biri, Vardal, Valders og over Filefjeld til Lyster.
Han kunde dog ikke underveis tie stille, men virkede flittig ved Ordets Forkyndelse og under stor Tilslutning af de ofte stærkt aandelig grebne Skarer.
Da han naaede hjem, havde han været borte i 1 1/2 Aar.
— Saa tog han fat som Skrædder og drev sit Haandværk med Iver og Dygtighed en Tid. Han fik imidlertid talrige Opfordringer til paany at besøge de Steder, hvor han før havde virket.
Vaaren 1852 begav han sig atter over Filefjeld til Valders og fôr opigjennem Gudbrandsdalen til Opdal, hvor han havde uforglemmelige Stunder sammen med Pastor Dick og Vennerne der. Herfra fortsatte han til Rennebu, Meldalen og Orkedalen, hvor der ved Aarets Begyndelse var begyndt en Vækkelse ved Bonden Peder Skamser fra Lom.
Her virkede nu Lingjerde Sommeren 1852. En skriver om sidstnævnte : “Denne vandede, hvad den anden havde plantet. Vækkelsen vedblev. Tilstrømningen til Opbyggelserne blev om mulig endda større. De maatte ofte holdes paa aaben Mark, da Husene ikke kunde rumme de store Skarer. Hans Pedersen var lige ypperlig baade som Taler og Sanger. Han pleiede at afslutte sin Tale, naar den var som varmest. Det gav Mersmag. Da kom Folk igjen. Mange, som før var vakte til Uro og mere eller mindre Bekymring ved Skamser, men stod der, brød nu ved Guds Naade igjennem til bevidst Liv i Gud og en alvorlig Forsagelse af Synden”.
Herfra gjorde Lingjerde en Tur til Surendalen, hvor han besøgte Ole Løseth, og reiste til Trondhjem og Omegn. Tog derpaa opover Guldalen og fôr saa over Aasen til Meldalen igjen. Da det nu var i Slaataannen, gav han sig i Ro hos Erik Lo en Tid, syslede Hverdagene med timeligt Arbeide og holdt Samlinger Søndagene.
Det var dengang ikke liden Vækkelse ogsaa i denne Dal.
Saa virkede han atter i Ørkedalen og holdt 2-3 Opbyggelser daglig der; det tog stærkt paa Kræfterne; men Guds Naade og Glæden over Herrens Gjerning styrkede ham forunderlig og holdt ham oppe.
Næst før Jul reiste han gjennem Surendalen, Meldalen og Rennebu til Opdal, hvor han virkede ved Nytaarstid 1853. Saa reiste han sammen med Sivert Gravaune over Fjeldet til Lesje. “Her virkede Gud ved sit Ord, at der blev talrige sandhedssøgende Sjæle, og mange kom til sand Sinds- og Hjerteforandring”.
Af disse kan nævnes Thor Hattrem, der siden døde som Prest i Amerika efter at have arbeidet meget for Guds Rige. Lægmændene holdt Opbyggelser her en tre Ugers Tid.
“Der var dengang et elskeligt Forhold mellem de Vakte og stor Enighed blandt dem; men saa reiste G.A. Lammers did og vakte Splid og Uro i Leiren. Det saa noksaa Betænkelig ud en Tid; men Gud styrede det saa, at Professor Gisle Johnsen kom derop, beroligede Gemyttene, klarnede Stridsspørgsmaalene og blev til Velsignelse for mange, som ved Lammers var blevne vaklende. Følgen deraf blev, at kun nogle faa meldte sig ud af Statskirken”.
— Lingjerde reiste derefter videre udover Dalen til Biri, hvor han standsede i Snertingdalen.
Ved Jonsoktid 1853 blev han gift med en meget begavet, kristeligsindet Pige, Kari Andreasdatter Aalset, født 1829. Vennerne her havde udseet hende til ham; men de to Unge havde ogsaa Grund til at være glade, da de passede særdeles for hinanden.
En Tid efter Brylluppet reiste Hans til Lyster for at realisere sine Eiendele, kom tilbage til Aalset Julekvelden og blev der udover Vinteren.
I Marts 1854 gjorde han en Tur til Lesje og ud paa Vaaren overtog han og Hustru Gaardparten Aandalsenegn i Vardal, ikke langt fra Gjøvik.
Her levede de nu et arbeidsomt, nøisomt og meget lykkeligt Familieliv. I Sommerhalvaaret var Lingjerde Jordbruger med Liv og Sjæl, drev sin Eiendom mønstergyldig og arbeidede selv stadig saa strængt, at det gik over Kræfterne; det var næsten ugjørlig for andre at holde følge med ham under Arbeidet.
Hustruen paa sin Side var ikke mindre driftig og dygtig. Det maatte nu af økonomiske Hensyn være slut med de lange Reiser. Han pleiede dog altid hver Vinter for at imødekomme mange Anmodninger fra Steder, hvor han tidligere havde virket, at gjøre Ture vestover til Valders og Nabobygderne, nordover gjennem Gudbrandsdalen til Romsdalen og Dalene deromkring, eller sydover til Hadeland, Modum, Eker, Christiania og Omegn.
Hustruen opmuntrede ham altid, og han var borte 12-15 Uger. Børneflokken voksede, de fik ialt 11; men Konen styrede sit Hus saa fortrinlig, holdt alt i saa ypperlig Stand ude og inde samt opdrog de Smaa saa praktisk, fornuftig og ægte haugiansk, at Manden maatte glæde sig derved, naar han kom hjem; hun var ham en uerstattelig Medhjælp.
De delte trolig sammen et Ægteskabs Sorger og Glæder i 20 Aar.
Næst før Jul 1873 fik Hans indtrængende Anmodning om at holde Opbyggelser i søndre Aurdal under Høitiden og udover. Og da Børnene og Hustruen tilsyneladende var friske, og hun tilskyndede ham, drog han forhaabningsfuld afsted to Dage før Jul.
Ved Afskeden lagde Hustruen sin Haand paa hans Skulder og bad inderlig om, at Gud vilde være “hans Veileder, Forsvarer og Opholder til sidste Stund“.
Anden Juledag blev hun angrebet af Mavebetændelse og døde 30. December; Nytaarsdag fik Manden vide, at hun allerede var bortkaldt fra ham og Børneflokken. Han skyndte sig hjem. Af Hensyn til Børnene og Huset var han fra nu af nødt til at indskrænke sin frivillige Lægmandsvirksomhed til nærmeste Omegn.
Siden giftede han sig igjen og fik i andet Ægteskab 8 Børn; hertil kom et ubeslægtet Pleiebarn, altsaa ialt 20 Børn, som han skulde forsørge, opdrage og skaffe en fornøden Uddannelse, i Sandhed en næsten uløselig Opgave.
Det lykkedes ham imidlertid ved Guds Naade; et Par døde smaa og tre som voksne; “de andre er friske og har det bra”.
— Til Aaret 1900 fortsatte han sun Lægmandsvirksomhed, hvorover der er noget forunderlig ideelt og selvopofrende, der virkede baade opløftende og beskjæmmende; men han tænkte ringe om sig selv og sin Gjerning.
Da Sønnen bad ham meddele mærkelige Oplevelser, svarede han : “Jeg har ikke Tro for at meddele saadant. Det kan let mistydes. Herren alene tilkommer Æren og os vort Ansigts Blusel“.
I sidstnævnte Aar blev han angrebet af Influenza og laa fra den Tid tilsengs, men var fuldt aandsfrisk og interesseret, læste, sang og talte til sine Omgivelser. Sandserne sløvedes dog adskillig; han mistede tilslut næsten helt Hørselen, saa det var omtrent umuligt at tale med ham.
I sin høie Alderdom tabte han ogsaa Synet paa det ene Øie, med det andet var dog sa godt, at han med Briller kunde læse lige til det sidste.
Han sovnede fredfuldt og stille ind 29. December 1913 i en Alder af 94 1/2 Aar.
— Hans Lingjerde havde fremragende Evner. Han eiede en livlig Indbildningskraft og var en Mester til at gjengive Fortællinger, hvoraf en stor Rigdom altid stod til hans Raadighed. Han havde en skarp og klar Forstand, en sund Dømmekraft samt et noget heftigt Gemyt; men naar han stødte an, var han ogsaa snar til at erkjende, bekjende og angre sine Forseelser.
I yngre Dage havde han en enestaaende vakker, ren og klangfuld Sangstemme, hvis Mage man yderst sjelden faar høre.
Derhos var han, som berørt, svært driftig og indsigtsfuld i de timelige Ting.
Som Guds Ords Forkynder var han original, livfuld og dygtig som faa og forstod den saare vanskelige Kunst at slutte i rette Tid, naar Tilhørerne syntes, det var allerbedst at høre ham.
Det kom stærkt frem baade i Samtaler og under Virksomheden, at han var klart overbevist om den lutherske Kirkelæres Sandhed; næst Bibelen var Luthers, Arndts, Müllers, Scrivers, Franckes, Pontoppidans og Hauges Skrifter hans kjæreste Læsning.
Baade i Opbyggelser og Samtaler var han en Mester til at komme med en Rigdom af gode og træffende Udtalelser af disse Forfattere. Hans Opbyggelsestaler var i høi Grad alsidige, snart vækkende, snart formanende, belærende, opmuntrende, tilskyndende og fuldt ud evangeliske; ingen vigtig Sandhed blev overseet eller sat i Skyggen; det vækkende og formanende Element var maaske dog mest fremtrædende i hans ildfulde Vidnesbyrd.
Hans Begavelse var saa rig og alsidig, at den i fuld og beaandet Virksomhed under Sammenkomsterne ofte ikke alene greb, men ofte endog ligesom kunde elektrisere Masserne og rive dem med sig.