– i hans bok “Minder fra mit Reiseliv”. Gjengitt hos H.G.Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede”. 1912-1920.
Mads Wefring fortæller om sin første længere Reise som Lægmand i 1834 : “Jens Johnsgaard var ikke hjemme; alligevel fik jeg en hjertelig Modtagelse af hans Hustru Elisabeth.
Her stødte jeg igjen paa en af disse elskværdige og fra Hjertets Side saa mærkværdig udviklede Kvinder, af hvilke der den Tid var saa mange i Hauges Samfund”.
Senere i sine Erindringer skriver den samme : “Nu traf jeg ogsaa Jens Johnsgaard, der ved mit tidligere Besøg Aaret i forveien ikke var hjemme. Jeg fandt i ham en udpræget kristelig Personlighed, udrustet med en klar Forstand i Forening med Hjertets Varme. Det mest fremtrædende Træk i hans Karakter var Mildhed og Fordragelighed. Han var i eminent Forstand en Fredens og Kjærlighedens Mand.
Jeg har neppe truffet nogen af Hauges Venner i Besiddelse af Johnsgaards Evne til at stifte Fred. Var der opkommet en eller anden Misforstaaelse eller Kulde inden den Vennekreds, i hvilken han færdedes som Lægprædikant, blev hans Mægling i Regelen paakrevet. Han brugte ikke strænge Ord til nogen af Parterne; men hans Methode bestod i at føre dem ind i deres egne Hjerter for der at finde Grunden til det opkomne Misforhold. Fandt han, at den ene havde feilet mod den anden, saa foreholdt han den feilende Nødvendigheden af at erkjende sin Forgaaelse først og fornemmelig for Gud og dernæst for den, mod hvem han havde forseet sig; Modparten formanede han til at vise Forsonlighed.
Var der opstaaet Strid angaaende visse Lærepunkter eller Aandsretninger, sagde han frimodig sin Mening, men indlod sig aldrig i Disput; overfor saadanne Foreteelser søgte han med en for ham eiendommelig Visdom at henlede Opmærksomheden paa det ene fornødne og formanede til at holde fast ved den kristelige Børnelærdom og Kirkefædrenes Udlæggelse af Guds Ord.
Strid blandt de Troende fører med sig baade i de Troendes Samfund og overfor Verden, til Skade for Guds Riges hellige Sag. Da han engang var kommet til et Sted, hvor en frikirkelig Bevægelse var vakt, og hvor han ikke hørte andet end Beklagelse over Statskirkens Brøst og Mangler, ytrede han, “at dersom de ikke hørte op med denne Tale, saa reiste han øieblikkelig fra dem; thi han var ikke kommet til dem for at tale om Statskirkens Feil, men meget mere om de Feil og Skrøbeligheder, der havde sit Udspring fra Hjertet, og om Nødvendigheden af at faa Hjertet renset fra Grunden af, og han troede, at om end Statskirken kunde have sine Mangler, hvad dens Forfatning angik, saa havde den dog Midlerne, hvorved Hjerterne kunde renses og forbedres; dersom disse Midler ret blev benyttede, saa vilde det snart blive bedre med Kirken idethele; enhver Kirkeforbedring maa udgaa fra Hjerterne, komme indefra, hvis den skal være til noget”.
Ved saadanne sindige og rolige Forestillinger havde han det i sin Magt at lægge en Dæmper paa de urolige Aander; thi de Ord, han talte, slog an ved sin egen Sandhedsmagt. I forbigaaende bemærkes, at jeg meget ofte traf sammen med Jens Johnsgaard paa mine senere Reiser; undertiden reiste vi sammen flere Dage. Han besøgte mig ogsaa, efter at jeg blev Prest i Skien.
Han hørte ikke til de mest begavede Lægprædikanter; hans Styrke laa i Evnen til ved Samtaler at sætte sig i Forbindelse med andre. Her var han uovertræffelig. Da han selv efter indre Kampe for sin Saliggjørelse havde fundet hvile i Kristi Fyldestgjørelse, havde hans Opbyggelser et stærkt evangelisk Præg, der undertiden udsatte ham for Beskyldningen af (om) Herrnhutisme”.