– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 9 – 28 :
Et ligesaa karakteristisk og talende Vidnesbyrd (som John Bjørges/red.) om det ved H.N. Hauge vakte og af flere af hans Venner nærede og udviklede kristelige Liv i Øier er en anden fremragende Lægmand fra denne Bygd, Jens Johannesen Johnsgaard, kjendt og elsket over det hele Land ved sin lange og betydningsfulde ægte lutherske Indremissionsvirksomhed.
Om ham skrev Biskop A. (Andreas/red.) Grimelund bl. a. følgende : “Der turde ikke være saa faa, der bevarer i kjært og dyrebart Minde den gamle, elskelige Patriark blandt Guds Folk, som han jevnlig drog om ret som en Fader og Fredsstifter og med aandelig Visdom og faderlig Kjærlighed og Blidhed virkede til Hjerternes Opbyggelse i Troen og Forening i Kjærligheden.
Han udøvede alletider besynderlig Magt netop derved, at han ei vilde være overlegen som gammel og prøvet og vis, men gjemte Prøvetheden i en inderlig barnlig, ydmyg og elskelig Sjæl.
Det var umuligt for den Sandhedskjærlige at kjende Jens Johnsgaard uden at agte og elske ham, ligesom det var umuligt at komme i Berørelse med ham uden velgjørende at paavirkes af ham”.
Han blev født paa Gaarden Nordre Vedum i Øiers Hovedsogn den 4. Marts 1792. Gaarden ligger i Dalskraaningen høit og vakkert med vid Udsigt sydover, et Stykke ovenfor Kirken.
Forældrene var agtværdige Bondefolk. Af Sindsbeskaffenhed var de hinanden temmelig ulige. Medens Faderen lagde fSøor Dagen ubøielig Strænghed og Alvor under sine Børns Opdragelse, var Moderen derimod en blød Kvinde med et blidt, fredselskende Sind.
Jens, der var den yngste af 4 Søskende, fik imidlertid en mildere Opdragelse end de andre, da Faderens Strænghed i Aarenes Løb betydelig havde tabt sig. Sønnen var ogsaa Moderen op af Dage i et og alt, og hans Jevnaldrende har fortalt, at han fra Ungdommen af var meget vennesæl og fredelig og en Mester til at stifte Fred mellem Stridende, saa allerede Gutten forjættede, hvad han skulde blive som Mand i denne Henseende.
Det indsees derfor let, at han var en meget søgt, elsket og afholdt Kammerat.
Efterat han i Hjemmet havde modtaget den første Undervisning af sine Forældre, blev han sendt i Bygdens Omgangsskole, der dengang, som ventelig kunde være, stod paa et lavt Trin. De fleste af Børnene maatte nøie sig med at lære udenad Luthers lille Katekismus og være glad ved at kunne læse saa nogenlunde i Bog.
Jens, der hørte til de flinkeste Elever i Skolen, kom derimod saa vidt, at han skrev en noksaa smuk og tydelig Haandskrift samt kunde Pontoppidans Forklaring som paa sine Fingre. Om nogen dybere Forstaaelse af Børnelærdommens Sandheder kunde der ikke være Tale, da disse ei blev forklarede for Børnene, og den unge Gut, uagtet han var meget tænksom, vel heller ikke magtede paa egen Haand at tilegne sig den.
Hans Kristendomskundskab i Skolen blev derfor en Hukommelsesskat, der laa ufrugtbar for det første, men som dog blev til stor Velsignelse, da den Helligaand senere fik gjøre den levende.
Forøvrigt var han i sit Liv i Skoleaarene en brav Gut, udvortes ulastelig og naturlig elskværdig, men heller ikke mere. Det sande Liv i Gud fattedes ham; thi han kjendte ikke ret hverken Synd eller Naade og elskede ei den Herre Jesus Kristus.
I Konfirmationsalderen gjorde dog Guds Ord et dybt Indtryk paa ham, har han selv fortalt; men det udslettedes snart igjen, og han blev dragen ind i Fornøielser og Adspredelser, der gjorde hans Sind verdsligt og bortvendt fra Herren, som dog holdt sin beskyttende Naadehaand over ham, saa han aldrig overskred Sømmeligheds og Ærbarheds Grændser. Han var i Verdens Øine agtværdig, men manglede den levende Tro og den dermed forbundne Fred og Glæde i Gud. Nogen Paavirkning modtog han dog henimod den voksne Alder af Haugianere, dels bosatte i Bygden, dels tilreisende.
Da han var vel 20 Aar, indtraadte han den 2. November 1812 ved Vielse hjemme i Huset i Ægteskab med Elisabeth Johannesdatter nordre Johnsgaard fra Tretten, Anneks til Øier. Hun var født paa nævnte Gaard 26. Juni 1796, Datter af Johannes og Ømbjør Johnsgaard.
Da hun var odelsberettiget, overtog Jens sin Svigerfaders Eiendom, og de tilbragte der Resten af sit Liv. Hun havde faaet en forholdsvis god Opdragelse og Undervisning efter de Tiders Forholde, skrev en tydelig Haandskrift og besad ikke ringe Evne til at udtrykke sine Tanker skriftlig i et naturligt og greit Sprog.
I sin Hustru fik han en større Gave af Herren, end han dengang forstod; thi hun var en sjelden alsidig udrustet og i alle huslige Gjøremaal vellært og dygtig Kvinde med en sagtmodig og ydmyg Aand; hun blev ham til usigelig Velsignelse timelig og aandelig.
Uagtet han først nogle Aar senere kom til Sindsforandring, stod han dog allerede nu under Guds Aands forberedende Naade; thi han lagde ikke alene Vind paa et ulasteligt Liv i det Ydre, men kjæmpede ogsaa mod det Onde i sit eget Hjerte. Han har selv fortalt, at naar han i denne Tid var fristet til at være heftig overfor nogen af Tjenerne eller Arbeidsfolkene, gik han fra dem en Stund, indtil Sindet var blevet ganske roligt, og han kunde tale om deres Feil paa en kjærlig og venlig Maade.
— Det varede dog ikke saa længe, han fik nyde Ægteskabets Lykke, før Livets Alvor, Prøvelser og Trængsler kom til. Straks efter Brylluppet blev han som værnepligtig udkommanderet og maatte forlade Hustru og Hjem for at deltage i vor Uafhængighedskrig i 1814.
Medens han var borte, foregik der en vigtig Forandring med hans kjære Hustru, idet hun blev vakt til alvorlig Omsorg for sin Sjæls Frelse, saa hendes Livs inderligste og viktigste Spørgsmaal blev : “Hvad skal jeg gjøre for at blive salig ?”
Midlet i Guds Haand til at vække dette Spørgsmaal var en af H.N. Hauges Venner, uden at vi ser os istand til med Bestemthed at pege paa Navnet.
Der var dengang i Øier ikke saa faa alvorlige, virksomme Haugianere baade i Annekset og Hovedsognet. Den mest fremtrædende af de ældre dalevende var vistnok Johannes Johnsen Kraabøl.
Elisabeth Johnsgaard lod det imidlertid ikke bero med at blive paavirket og vakt. Hun blev ikke, som saa mange, kun staaende paa Dørtærskelen til Guds Rige, men fandt ved Guds Ord og Aand Veien til Frelseren, fik Naade til at tro sine Synders Forladelse og blev derved en ny Skabning i Kristus Jesus samt i Besiddelse af den Fred, som overgaar al Forstand.
Vi skjønner let, at hun ikke kunde beholde en saadan Lykke for sig selv, men maatte søge at gjøre ogsaa andre delagtige deri. Det gik her, som Frelseren siger : Hvo, som tror paa mig, af ham skal levende Vandstrømme flyde.
Troen i Hjertet brød frem i Mundens Bekjendelse og Livets Helliggjørelse, og da hendes Mand lykkelig og vel var kommen tilbage fra Krigen, kunde hun ikke skjule for ham, hvor store Ting Herren havde gjort mod hende. Han har selv senere fortalt, “at han, da hans Hustru havde meldt ham om den Forandring, som var foregaaet med hende, og om den Fred, hun havde fundet i sin Gud, havde svaret, at han sagtens ikke vilde have noget imod eller misunde hende den Glæde og Fred, hun havde fundet, men at han meget mere ønskede hende Bestandighed deri”.
Selv vilde han dog ikke bøie sig for den Aand, som havde indtaget hendes Hjerte, og det varede derfor ikke længe, førend han begyndte at finde, at hans Kone dog “burde læse med Maade, synge med Maade og bede med Maade”.
Han foreholdt hende dette; men hun var allerede stærkere i Guds Ord og kunde med Lethed nedrive hans Bevisgrunde. Johnsgaard har fremdeles fortalt, “at nogle af hans Hustrus Ligesindede undertiden besøgte hende, men at de sagde til hende, at de vel fik ophøre dermed, eftersom hendes Mand var saa verdsligsindet, at de maatte frygte for, at deres Besøg var ham imod”; men at hun havde svaret : “De kunde være ganske rolige; hendes Mand vilde snart af ganske Hjerte slutte sig til dem“.
For at opnaa dette, blev hun først og fremst flittig ved i Bøn og Tro, men lagde derhos for Dagen baade kristelig Klogskab og Enfold. For at faa Støtte af troende Søstre i Herren, som kunde bistaa hende med Forbøn og Opmuntring tingede hun sig kristelige Tjenestepiger.
Johnsgaard har fortalt, at han ikke syntes om, at de gik saa ofte paa Opbyggelser, hvorfor han nægtede dem dette.
Han fik dog nu se, at det havde en Virkning, som han ikke ønskede : deres Arbeide gik det smaat med, fordi Sind og Tanke stod til Sammenkomsterne. Han gav dem da Tilladelse til at gaa saa ofte, de vilde, og fik nu til sin Glæde se, at Arbeidet gik meget raskere fra Haand, og at de udrettet langt mere nu, end da han holdt dem hjemme.
Hustruen søgte ved Venlighed og Kjærlighed samt en sagtmodig og stille Omgjængelse i Herrens Frygt at vinde sin Mand for Sandheden. Hendes Fremgangsmaade, naar hun talte til ham om Salighedens Sag, er meget betegnende. Naar de havde lagt sig om Aftenen, har han selv fortalt, klagede hun jevnlig over sine daglige Synder, sit onde fordærvede Hjerte og sin Mangel paa ivrig vedholdende Bøn og Aarvaagenhed. Derpaa tog hun for sig Børnelærdommen til Selvprøvelse og Trøst; men idet hun fremsagde Spørsmaalene, lod hun, som om hun ikke huskede Svarene og spurgte sin Mand, om han ikke erindrede disse, og da han havde en god Hukommelse, kom han hende tilhjælp, men blev derunder fangen og bragt til, ligesom hun, at erkjende sig som en fattig, hjælpeløs Synder.
Han begyndte nu ogsaa ganske anderledes end før at føle den indre aandelige Tomhed og Ufred, som følger med Synden, og at han manglede den Sindets Ro og Hvile samt den Fred og Glæde, som hans Hustru eiede. Det gik ham som den forlorne Søn i det fremmede Land : “Han begyndte at lide Hunger“.
Dette mærkede hans trofaste Hustru med inderlig Glæde og henviste ham til Jesus Kristus, som er Veien, Sandheden og Livet, og opmuntrede til at søge ham i Bøn og Tro; thi hun vidste af egen salig Erfaring, at han er mægtig til at forlade Synden og rense fra al Uretfærdighed.
Det vilde dog længe ikke ret gaa op for Manden, at han maatte komme til Naadestolen just slig, som han var, for at kjøbe uden Penge og uden Betaling Vin og Melk; han vilde, som saa mange andre, veie Penge der, hvor der ikke var Brød, og Arbeide der, hvor man ikke kunde mættes. Enhver, der har lidt aandelig Erfaring, ved ogsaa, hvor vanskeligt og bagvendt det er for Fornuften og det til Egenretfærdighed tilbøielige Menneskehjerte at tro paa ham, som retfærdiggjør den Ugudelige, og at denne Tro regnes til Retfærdighed.
Ingen Retfærdigheds Gjerninger at have og dog at tro sig retfærdig for Gud er en vanskelig Lekse at lære for alle og var det ogsaa for Jens Johnsgaard.
Medens han saaledes gik med beklemt og frygtsomt Hjerte, ønskede Hustruen at nyde Alterens Sakramente; hun syntes, at hun trang det saa vel for sin egen Del, og mente, at det samme var Tilfældet med ham.
De blev da enige om begge at gaa til Herrens Bord og lod sig derfor indtegne. Men Natten til den Søndag, da de skulde gaa til Alters, blev hun vækket ved, at han jamrede og ynkede sig stærkt. Da hun spurgte ham, om han var bleven syg, fik hun til Svar : “Ja, jeg er syg af den værste Sygdom, et Menneske kan faa; jeg er syg af Synden og føler, at jeg er et Fordømmelsens Barn; at gaa til Guds Bord for mig nu vil kun være at forøge min Skyld. Du faar gaa alene, jeg kan ikke være med, jeg er ikke værdig; jeg har begaaet stor Synd ved at gaa ubodfærdig til Nadveren”.
Saaledes klagede han, og hun skjønnede nu klart, at han var greben af Herren. Hun spurgte ham derpaa, om det kun var Syndens Straf, som forfærdede ham, eller om det tillige var Synden selv, der trykkede, og som han ønskede at blive befriet fra, og da han hertil svarede, at det ligesaa meget var det sidste som det første, sagde hun, at han trøstig burde følge med; thi han var da just en af de Arbeidende og Besværede, som Jesus særlig indbyder at komme til sig for at faa Hvile.
Ved disse Ord blev han opmuntret til at følge med og gjorde den Dag salige Erfaringer som ingenlunde tidligere.
Medens han med et dybt angergivent og bedrøvet Hjerte under ivrig Bøn nød Sakramentet, velsignede Herren ham i sin store Barmhjertighed med en følbar Forvisning om Naaden, og at han for sin egen Skyld havde udslettet hans Synder og nu skjænket ham Pantet paa deres naadige Forladelse i Jesu sande Legeme og Blod, i, med og under Vrød og Vin.
Der aabnede sig nu en hel ny Aandens Verden for ham; der faldt som Skjæl fra hans Øine, og han smagte og saa, at Herren var god, og følte, at han eiede i sit Hjerte Guds salige Fred og en unævnelig og ubeskrivelig Fryd og Glæde.
Han ønskede blot, at han bestandig maatte beholde disse himmelske Følelser og Fornemmelser, og da Gudstjenesten var tilende, var han saa bange for atter at tabe dem, har han selv fortalt, at han istedetfor den alfare Vei hjem fra Kirken gik en ensom Fodsti for ikke at blive dragen ind i verdslige Samtaler, hvilket han vidste let vilde blive Tilfældet, dersom han skulde have gaaet den almindelige Kirkevei.
Allerede, medens han var i sin store Sjælenød, havde han gjort Herren det hellige Løfte at afstaa fra enhver Synd; og under disse salige, følbare Forvisninger om Naaden tænkte han, at det vilde være aldeles umuligt mere at synde mod ham, som havde skjænket en saadan Naade.
Det var nu ogsaa hans faste Beslutning frit at bekjende sin Tro paa Frelseren og ikke skamme sig ved at prise Guds Godhed og Barmhjertighed.
Tanken paa Verdens Haan og Spot, hvor stor denne end var, afskrækkede ham ikke det ringeste, og vi har Vidnesbyrd for, at han hele sit Liv holdt urokkelig fast ved den Regel, som han altid uafviselig opstillede for en Kristen, nemlig ikke med Vidende og Vilje at begaa en eneste Synd, om man saa fik al Verdens Guld og Glæde derfor.
Efter sin egen Bekjendelse var han endda blind for eller næsten ukjendt med den Troens kamp og Strid, som altid følger med Vandringen i Kristi Fodspor; men den udeblev dog ikke, da de aandelige Bryllupsdage var over; og disse svandt, syntes han, som Dug for Solen. Hans Troes Guld blev snart kastet i Smeltedigelen og sat i Trængselens Ild; men Herren var selv Smelteren og sad hos og vaagede over, at det ikke tog Skade, men kun blev lutret og renset fra alt uædelt og urent og taget ud af Ilden, naar alt dette var udbrændt, og hans Billede rent og klart speilede sig i det pure Guld (Malakias 3,3; Sak. 13,9).
Aldrig saa snart var de liflige Følelser og Fornemmelser over, før hans indre Prøvelser begyndte. Synden, som han nys havde troet var død og borte, ytrede sig atter stærk i Tanker og Begjæringer, saa han til sin store Forfærdelse fik se, ar den endnu levede mægtig i Kjødet.
Dette fremkaldte atter i hans Hjerte Tvil, om han i Sandhed var omvendt og virkelig benaadet og eiede Syndernes Forladelse i Jesu Navn. Han kom saaledes ind i en ny Selvprøvelses Ild, og jo alvorligere en Sjæl tager det, desto sværere er det at føle Syndens trykkende Byrde og store Magt; jo ømmere Samvittigheden er, desto smærteligere føles det Onde, saa man med Paulus klagende maa udbryde : “Jeg elendige Menneske, hvo skal fri mig fra dette Dødens Legeme ?” (Rom. 7,24)
Dette var dog den trange Vei, Aanden førte ham, nedad i Ydmyghed og ind til Herren i alvorlig vedholdende Bøn om hans Raad og Bistand samt til en dyb Indtrængen i og stadig Brug af Guds Ord, der er mægtigt til at gjøre Sjælene salige.
Samtidig vaagnede ogsaa ret levende hos ham Trangen til at opfriske sin halvt glemte Børnelærdom. Som de fleste andre havde han i sin uomvendte Tilstand ikke alene lagt Bøgerne paa Hylden, men rent forlagt dem, saa de ikke mere var at finde, hvorfor han kjøbte sig ny Katekismus og Forklaring for at studere dem som den ivrigste Skolediscipel. Disse to Bøger var derfor i længere Tid hans stadige Ledsagere, med hvilke han beskjæftigede sig i sine Hvilestunder, enten han var hjemme i Huset eller ude paa Marken.
Uagtet han nu i dobbelt Forstand var en “Læser”, varetog han dog sit jordiske Arbeide med stor Flid og Troskab, men medens han var beskjæftiget med dette, levede han af og i Guds Ord.
Børnelærdommens herlige Sandheder fyldte hans Tanke, Sind og Hjerte og var hans Sjæls daglige Brød. Han holdt sig ikke for stor eller vis hverken til at være en Katekismusdiscipel eller at lære af gamle Pontoppidan, og derfor fik han ogsaa gjennem dem rig Velsignelse og Naade for sin Sjæl.
Medens “en Lad Sjæl hungrer“, lod Herren ham “forlyste sig med det fede” og mættede ham rigelig med det gode Ord, “der er kosteligere end Guld og fint Guld i Mængde og sødere end Honning og Honningkage“.
Efterat Børnebøgerne gjentagne Gange var gjennemgaaede, tog han fat paa det nye Testamente, som sjelden manglede i hans Lomme, og hvori han efter sin egen Udtalelse, altid fandt noget nyt, medens det forekom ham, at hans øvrige Bøgers Indhold var velkjendt.
Den hellige Skrift omgikkes han efter sin Børnelærdoms Anvisning, idet han “først sukkede til Gud om hans Aands Oplysning” og dernæst “læste med Andagt og et villigt Forsæt at ville leve efter Ordet”; og Herren skjænkede ham mangengang følbare og salige Naadestunder under dets Betragtning. Paa samme Toid som det veverkvægende og styrkede ham, fik han ved Ordet mere og mere se Menneskenaturens dybe Fordærvelse, navnlig sin fuldstændige Uduelighed til det Gode og Tilbøielighed til alt Ondt.
Det gik nu stik modsat, hvad han fra først af havde tænkt sig, idet han saa langt fra nu syntes at være ren og fri for Synd i Lev og Levnet, at han Dag for Dag klarere saa og erkjendte sin Synd og Skyld for Gud. Dette ydmygede og bedrøvede ham meget, men Troens Vækst er jo altid : nedad i sig selv og opad i Kristus.
Foruden af sine mange Feil anfægtedes han ogsaa meget af al den Skrøbelighed og Mangel, som han saa, andre Guds Børn var behæftede med.
“Men”, sagde han om sig selv, — “saaledes behagede det Gud i sin Naade at føre mig for at vise, at jeg i og af mig selv er ganske og aldeles syndig, blottet for det Gode, og at Kristus maatte blive mig alt til Salighed”.
Hvorledes Kristus blev ham alt ogsaa til Helliggjørelse og Forløsning (1. Kor. 1,30), fortalte han selv omtrent saaledes : “Jeg var paa en Reise; Gud skjulte sin Naade for mig; min Afmagt stillede sig ligeoverfor Synden, saa jeg frygtede for ikke at kunne bevare Troen og fuldende Løbet i Helliggjørelse. Frygten var saa stor, at Legemets Kræfter tillige angrebes. I denne nedslagne Stemning og store Elendighed kom jeg til en Ven, som jeg bad om et Værelse uden nogen Opvartning. Indkommen paa Værelset strakte jeg mine trætte Lemmer paa Sengen, slog op i Testamentet, og min Øine faldt paa disse Kristi Ord : “Fader, jeg helliger mig selv for dem, for at ogsaa de skal være helligede i Sandheden” (Joh. 17,19).
Da opgik det saa klart for min Aand, at jeg i ham har Helliggjørelsen saavelsom Retfærdiggjørelsen, at jeg i ham er ligesaa hellig for Gud som Kristus selv, og at jeg kun havde at holde mig til ham, saa vilde han ved sin Aand fuldkomne alt”.
Herren førte ham dog ogsaa ofte senere i Dybet. Han har selv fortalt, at han tog Bibelen med sig, naar han gik paa Laaven for at tærske, og han maatte se i den ofte for at holde Hovedet over Bølgerne, da han syntes, han var nær ved at drukne i de mange og forskjellige Slags Tanker, som stormede ind paa ham.
“Fra denne Vandring i de dybe Steder“, skriver en Lægmand, der kjendte ham godt, “havde han lært at være en saadan Trøster og Raadgiver for dem, som var anfægtede og gik i Mørke. Jeg ved ikke, hvilken Prøvelse et Menneske kunde komme i, uden at Jens var erfaren i dem saavel udvortes som indvortes“.
Til disse stærke aandelige Kampe kom ogsaa timelige Trængsler og Prøvelser. Før han drog ud i Krigen, laante han bort til en i Hjembygden 3000 Rdlr. Ved Statsbankerotten, som imidlertid snart indtraf, svandt Pengene ind til en Værdi af to Skilling Daleren. Han tabte saaledes næsten hele sin Formue, og blev en gjældsbunden Mand, da han overtog sin Svigerfaders Gaard.
Endnu mere trange blev hans timelige Kaar, da flere Uaar indtraf, og han jevnlig havde Ulykke paa Kreaturene. En Ildebrand hærjede ogsaa i denne Tid hans Gaard og lagde Fjøset i Aske.
Alt dette tilsammen var overmaade tungt og nedslaaende for ham, og han var mangengang nær ved at gaa under i Mismod og Forsagthed; men Herren bevarede ham og holdt ham oppe midt i de brusende Vande og hjalp ham til at ydmyge sig under hans vældige Haand og se, at det ikke var Forbandelse, men Kjærlighedens Revselse og Optugtelse og en Del af den Trængsel, som har mødt alle Guds sande Børn paa Veien til det himmelske Fædreland.
I sin uransagelige Visdom fandt Herren det tjenligt ogsaa at prøve ham med Svaghed og Sygdom. Af Naturen havde han en stærk Helbred; men denne fik et alvorligt Knæk en Høstnat, han roede over Laagen. Baaden kantrede, og han faldt i Elven. Ved at vade i det iskolde Vand paadrog han sig en Svaghed, der siden stadig fulgte ham.
Hertil kom, at hans Hustru langtfra heller ikke var stærk, men bar i mange Aar paa et sygeligt Legeme.
Hvad der ikke bragte mindst Trængsler og Bekymringer var, at Familien regelmæssig forøgedes hvert andet Aar.
Udsigten var saare mørk, og efter menneskelig Beregning kunde han vente, naarsomhelst nogen af hans Kreditorer i en Fart vilde kræve sine Penge tilbage, at blive sat paa bar Bakke med nedbrudt Helbred, sygelig Hustru og en talrig Barneflok. Her gjaldt det ret at forlade sig paa Herren og i Tro og Bøn at klynge sig fast ved hans Forjættelser og ikke slippe ham, førend han velsignede og udfriede af Nøden.
Guds gode Helligaand hjalp ham ogsaa hertil af sin Naade og Barmhjertighed og lod ham modtage mange Beviser paa, hvor underlig Herren ved at sørge for sine og trøste dem ved sit Livets Ord.
I denne Trængselens Skole gjorde han mange og salige Erfaringer, som han til Guds Pris pleiede at meddele sine Troesbrødre til deres Opbyggelse og Bestyrkelse. Om disse sine Prøver og Guds Trøst og Hjælp har han selv fortalt saaledes : “Jeg gik saa træt og nedbøiet paa Sjæl og Legeme, at jeg neppe var istand til at slæbe mig fra Arbeidet til mit Leie; men naar jeg var kommen der, havde strakt mine Lemmer paa Sengen, aabnet mit nye Testamente, fortalt Gud min Nød og anraabt om hans naadige Hjelp, lod han mig reise mig inderlig trøstet og styrket. Det syntes mig da, som om jeg baade var saa frisk og stærk, som jeg behøvede at være, og saa rig, som jeg trængte til; thi jeg havde en Fader i Himlene, der besad alt, og som af sine Goder vilde give mig saa meget, som var mig gavnligt; jeg havde kun i Troskab at arbeide i mit Kald og forøvrigt at love og takke ham for al hans Naade”.
Dette gjorde han ogsaa mere end de fleste Kristne og fastholdt enfoldig, barnlig og bogstavelig Guds herlige Naadeløfter, hvori han forsikrer sine Børn, at han baade kan og vil hjelpe dem, ikke alene i aandelig, men ogsaa i al timelig Nød, og sørge for deres legemlige Behov; og denne hans sikre Tillid lod Herren heller ikke blive tilskamme.
Engang, fortalte han, var han i den største Forlegenhed for en sum Penge, der skulde ud straks, uden at han vidste, hvor han skulde tage dem fra. Efter at have lagt Sagen frem for sin himmelske Fader, tog han sin Hest, spændte for Sleden, kjørte afsted og lod det gaa, hvorhen den vilde. Efter at have kjørt en Stund svingede Hesten op til en stor Gaard, der laa et lidet Stykke fra Veien. Da han var kommen op i Tunet, steg han ud af Slæden, bandt sin Hest og gik ind, hvor han traf en ukjendt Mand og Hustru med to voksne Sønner.
Han gav sig i Tale med Fokene først om timelige Ting og dreide derefter ganske umærkelig, lift efter lidt, ind paa det aandelige Omraade og sang tilslut et Par Salmer, der lod til at gjøre et dybt Indtryk paa Sønnerne. Da Folkene spurgte ham, hvad han reiste efter, fortalte han dette ganske aabenhjertig.
En af Sønnerne tilbød sig da, uden at han bad derom, at laane ham de fornødne Penge.
Jens Johnsgaard saa heri Guds underfulde Styrelse og Bønhørelse og takkede ham inderlig i sit Hjerte for den naadige Hjælp, han havde faaet, hvorefter han glad kjørte hjem igjen.
— Han var ogsaa sjelden tro, flittig og dygtig i sit jordiske Kald, og uagtet det, som antydet, mangengang saa mørkt nok ud for ham, blev der dog altid en Udvei, og Herren velsignede hans Stræv, saa han kunde betale enhver sit tilbage, og gav ham det fornødne til Livets Ophold, saa han indtil sin Dødsdag aldrig led Mangel.
Ja Herren gjorde endda mere og velsignede med sine gode Gaver baade ham og hans Hus, saa Davids Ord særlig gik i Opfyldelse for ham : “Jeg har været ung og er blevet gammel, men har ikke seet den Retfærdige forladt eller hans Sæd søge efter Brød”.
At Gud ikke alene vil give sine Børn det nødtørftigetil Livets Ophold, men endog velsigne dem med Overflod, naar han ser, at de kan taale det og bruger Gaverne ret, fik ogsaa Jens Johnsgaard erfare. Dette fyldte ham igjen med inderlig Taknemmelighed mod Gud for der mindste som det største.
Han takkede Gud for alle Ting i vor Herres Jesu Navn, “for Leiet, han havde givet ham til Legemets Hvile, naar han var træt, og for Næringen, som mættede ham, naar han var hungrig. Enten takkede han for Korset, som Gud lagde paa ham, eller ogsaa bad han, at Gud vilde hjælpe ham til at takke derfor, og det gjorde han uden Skrømt jevnlig ved den daglige Husandagt med Familien og Husets øvrige Folk”.
Det var dog ikke alene ved sit Liv og sine Husandagter og Samtaler med den enkelte, at Johnsgaard aflagde Vidnesbyrd om Kristus. Der laa hos ham en dyb, levende Trang til at vidne for mange af sine Medmennesker om den store Naade, han havde modtaget, at vække dem ved Guds Ord til Erkjendelse af Synden, til Hunger og Tørst efter Naaden, til Omvendelse og Tro paa den Herre Jesus Kristus, der er kommet til Verden for at gjøre Syndere salig.
Saa snart han selv var kommet til Fred og større aandelig Indsigt og Modenhed, begyndte han at holde Opbyggelser i Hjembygden om Søndagene og i Høitiderne.
Og fra omkring 1820 virkede han tillige i videre Kredse. Naar hans Gaardsbrug tillod det, gjorde han kortere og længere Reiser, besøgte Troesbrødre og holdt Opbyggelser.
H.N. Hauge paa Bredtvedt gjæstede han gjentagne Gange vekslede flittig Breve med ham. Det vides ogsaa, at den store Lægmand satte megen Pris paa den forsigtige, erfarne og virksomme Johnsgaard, der foretog sine Reiser mest efter Opfordring af Venner og i Regelen i Følge med en eller anden, helst ældre Guds Ords Bekjender.
Fra 1820 til 1860 var han en af vore flittigste og betydeligste Guds Ords Forkyndere. Hans Virkefelt var især det østen- og søndenfjeldske Norge samt den største Del af Trondhjems Stift, særlig Trondhjems By, hvor han havde flere Børn; her nedlagde han et betydningsfuldt Arbeide.
I Vintertiden og Høsttiderne, der var mest beleilige for hans Lægmandsvirksomhed, havde han i sin Husmand John Andersen Johnsgaardsvangen en overmaade tro og dygtig Arbeider, der passede Gaarden. I de travleste Aarstider derimod var Jens altid selv hjemme og “drev Arbeidet paa sin Eiendom med stor Flid og Dygtighed”.
I Aarenes Løb virkede han sammen med John Bjørge, Lars Knudsen Tjødlingen, Henrik Mathisen, Daniel Arnesen, Anders Nielsen Haave, Elling Eielsen, Sølfest Lund, Johannes Gulbrandsen og mange flere.
Tilreisende Lægmænd saa ogsaa altid indom Johnsgaard. Den senere bekjendte Provst Mads Wefring fortæller om sin første længere Reise som Lægmand i 1834 : “Jens Johnsgaard var ikke hjemme; alligevel fik jeg en hjertelig Modtagelse af hans Hustru Elisabeth. Her stødte jeg igjen paa en af disse elskværdige og fra Hjertes Side saa mærkværdig udviklede Kvinder, af hvilke der den Tid var saa mange i Hauges Samfund“.
Senere i sine Erindringer skriver den samme : “Nu traf jeg ogsaa Jens Johnsgaard, der ved mit tidligere Besøg Aaret i Forveien ikke var hjemme. Jeg fandt i ham en udpræget kristelig Personlighed, udrustet med en klar Forstand i Forening med Hjertets Varme. Det mest fremtrædende Træk i hans Karakter var Mildhed og Fordragelighed. Han var i eminent Forstand en Fredens og Kjærlighedens Mand.
Jeg har neppe truffet nogen af Hauges Venner i Besiddelse af Johnsgaards Evne til at stifte Fred. Var der opkommet en eller anden Misforstaaelse eller Kulde inden den Vennekreds, i hvilken han færdedes som Lægprædikant, blev hans Mægling i Regelen paakrævet. Han brugte ikke strænge Ord til nogen af Parterne; men hans Methode bestod i at føre dem ind i deres egne Hjerter for der at finde Grunden til det opkomne Misforhold. Fandt han, at den ene havde feilet mod den anden, saa foreholdt han den Feilende Nødvendigheden af at erkjende sin Forgaaelse først og fornemmelig for Gud og dernæst for den, mod hvem han havde forseet sig; Modparten formanede han til at vise Forsonlighed. Var der opstaaet Strid angaaende visse Lærepunkter eller Aandsretninger, sagde han frimodig sin Mening, men indlod sig aldrig i Disput; overfor saadanne Foreteelser søgte han med en for ham eiendommelig Visdom at henlede Opmærksomheden paa det ene Fornødne og formanede til at holde fast ved den kristelige Børnelærdom og Kirkefædrenes Udlæggelse af Guds Ord. Derfor kunde han med Styrke fremhæve de sørgelige Følger, som Splittelse og Strid blandt de Troende fører med sig baade i de Troendes Samfund og overfor Verden, til Skade for Guds Riges hellige Sag. Da han engang var kommet til et Sted, hvor en frikirkelig Bevægelse var vakt, og hvor han ikke hørte andet end Beklagelse over Statskirkens Brøst og Mangler, ytrede han, “at dersom de ikke hørte op med denne Tale, saa reiste han øieblikkelig fra dem; thi han var ikke kommet til dem for at tale om Statskirkens Feil, men meget mere om de Feil og Skrøbeligheder, der havde sit Udspring fra Hjertet, og om Nødvendigheden af at faa Hjertet renset fra Grunden af, og han troede, at om end Statskirken kunde have sine Mangler, hvad dens Forfatning angik, saa havde den dog Midlerne, hvorved Hjerterne kunde renses og forbedres; dersom disse Midler ret blev benyttede, saa vilde det snart blive bedre med Kirken idethele; enhver Kirkeforbedring maa udgaa fra Hjerterne, kommen indenfra, hvis den skal være til noget”.
Ved saadanne sindige og rolige Forestillinger, havde han det i sin Magt at lægge en Dæmper paa de urolige Aander; thi de Ord, han talte, slog an ved sin egen Sandhedsmagt. I forbigaaende bemærkes, at jeg meget ofte traf sammen med Jens Johnsgaard paa mine senere Reiser; undertiden reiste vi sammen flere Dage. Han besøgte mig ogsaa, efter at jeg blev Prest i Skien. Han hørte ikke til de mest begavede Lægprædikanter; hans Styrke laa i Evnen til ved Samtaler at sætte sig i Forbindelse med andre. Her var han uovertræffelig. Da han selv efter indre Kampe for sin Saliggjørelse havde fundet Hvile i Kristi Fyldestgjørelse, havde hans Opbyggelser et stærkt evangelisk Præg, der undertiden udsatte ham for Beskyldningen af Herrnhutisme“.
Ved siden af sin Lægmandsvirksomhed skrev han en Række Breve til Venner paa de forskjellige Steder. Af disse er endnu nogle bevarede og giver et godt Indblik i hans rige aandelige Liv, klare kristelige Opfatning og mærkelige Evne til at veilede.
I en Skrivelse af 2den Juni 1821 føier hans Hustru til følgende Linjer : “Ved denne Leilighed vil jeg hilse Eder; jeg har meget at takke Gud for, at han ved sin Aand straaler ind paa mit Hjerte, oplyser mig om mine Mangler og virker Forsæt til Afstaaelse fra Synden og Renselse i Jesu Blod. Kjære Venner ! bed for mig, at jeg maa blive mere stadig i Aanden til at vaage ! thi Hjertet er saa bedrageligt. Jeg taaler lidet af Glædens Skaal, da Letsindighed og Uagtpaagivenhed derved kommer af mit Kjøds Skrøbelighed. Dog kjender jeg en hjertelig Længsel efter at blive mere overladt til Gud, saa han kunde faa virke det, ham behager, til sit Navns Ære og mig selv og Næsten til Gavn. O, at han kunde faa drive mig med sin Kjærlighed og bevare os i sin Sandhed ! derom beder jeg baade for mig selv og andre”.
I et Brev, skrevet 26. januar 1834, fortæller hendes Mand : “Jeg har nu en lang Tid været stille hjemme; Aarsagen hertil har været min Kones Sygdom.. Nu er hun, Gud ske Lov, oppe af Sengen”.
Hun tilføier selv følgende Ord, der, saavidt vides, er de sidste bevarede fra hendes Haand : “Da denne Leilighed falder, saa vil jeg, om Gud giver mig Naade dertil, skrive nogle Ord. Herren af sin store Barmhjertighed har opholdt mig i Ordet og i Attraa til mere Troens Bestyrkelse og Hjertets Renselse og en god Beredelse til Døden. Jeg har havt megen Legems Sygdom, men ofte følt lidet dertil formedelst den store Trang, jeg har været i med Frygt og Tvil om mit Hjertes Oprigtighed imod Gud i at være overladt og fornøiet i hans Vilje og Førelse. Men jeg kan aldrig fuldtakke Gud, som for sin Søns Skyld ikke har overladt mig til mig selv at fortvile i min Elendighed, men mindet mig om sit Ord og Løfte, at “han er den kjærlige Fader, som Sønnen udsendte for os, fortabte, fra Døden til Livet at hente. Det ene gjør, At vi, Dødskyldige, tør Livet og Salighed vente”.
Gud give os den Naade, at vi, som er kaldte med et helligt Kald til at blive vor Herres og Frelsers Medarvinger til det evige Liv, maatte ret vaagne op fra Lunkenhed og Kjælenhed til Bøn og Strid imod vore Saligheds-Fiender og faa mere Saft og Kraft af Vinstokken til at bære ham Frugter i et helligt Liv ! Kjære Venner ! Bed for mig, at hans Kjærlighed mere maatte faa indtage mit Hjerte, saa hans Kraft maatte blive priset og fuldkommet i min Skrøbelighed ! Dermed er alle saa kjærlig hilsede og takkede for alt Godt. Hils alle, som elsker Gud, fra mig ! Eders attraaende, men svage Søster i Kristo”.
Hun levede endnu i omkring 4 Aar og kunde, om end under stor Svaghed, røgte med Dygtighed sit Hus, opdrage fortræffelig sin store Børneflok og som før baade ved Samtaler og Deltagelse i Opbyggelser gjennem Bønner og hjertegribende Formaninger virke til rig Velsignelse for sine Omgivelser og mange andre.
Hendes tidligere Prest, Jan Theodor Kielland (1803 – 1844), der nærmest hørte til Brødremenigheden, og som baade hun og hendes Mand altid stod i et hjerteligt og fortroligt Venneforhold til, har fortalt, at “Elisabeth Johnsgaard levede som en Haugianer og døde som en Herrnhuter“.
I Dødsstunden bad hun, at man vilde synge femte Vers af Paulus Gerhardts Salme : Hvorledes skal jeg møde Og favne dig min Skat ?” Det lyder saaledes : “Ei andet fra dit Rige Har draget dig herned, End din den uden Lige Bundløse Kjærlighed, Hvormed du vilde drage Al Verden til dit Bryst Og vende al dens Plage Til Herlighed og Lyst”.
Og “under disse Toner og i Troen paa og i Tilliden til “den korsfæstede Kjærlighed” gik hun hjem til sin Frelser, som havde været hendes Hjertes Trøst og Tilflugt, ja hendes et og alt, og som hun i sit Liv havde tjent i Hjertes Enfoldighed og Oprigtighed”.
Afdøde Kirkesanger Johannes Arnesen i Øier har paa Anmodning skrevet følgende om hende : “Som Hustru og Moder var hun saare venlig og omsorgsfuld og som Kristen aldeles eksemplarisk. Hun var af Middelshøide, noget spæd, havde mørkt Haar, vakre blaa Øine, et vakkert, yndigt Ansigt, præget baade af dybt Alvor og den hjerteligste Venlighed. Hendes Kristenliv var roligt og jevnt, styrket ved flittig Brug af Naademidlerne; det var hende en stor Glæde at faa gjøre vel imod sin Næste ved megen Gjæstevenlighed og Gavmildhed mod Fattige. Hun var til megen Opbyggelse ved sin Fremtræden i den huslige Gjerning, ved sine venlige, visdomsfulde Ord og sin yndige Sang. Jeg erindrer, at jeg som Smaagut hørte hende synge i en Opbyggelse. Da hun vel havde begyndt med sin Sang, begyndte jeg at græde. Ja, har jeg nogensinde hørt nogen synge liflig for Herren, saa var det Elisabeth Johnsgaard. Hun døde 16. Januar 1839 rolig, hengiven og glad. O, hvilket velsignet Minde hun har efterladt sig i Øier Menighed !”
— Om hende skriver en anden Lægmand : “Hun maa have været en høit benaadet Kvinde. Efter hvad flere gamle Venner, der kjendte hende, og Jens selv har fortalt, maa hun have været et Mønster blandt de Troende. Flere sagde : “Ja, Jens er høit benaadet, men hans Hustru langt mere“.
Alle forsikrede, at de aldrig havde truffet en saa benaadet Kvinde med Hensyn til Visdom og Kjærlighed”.
Hendes Mand sad nu igjen med Sorgen, Savnet og en talrig Børneflok og dengang tillige i saa vanskelige økonomiske Kaar, at der for menneskelige Øine var mest Udsigt til, at han kom til at gaa fra Gaard og Grund, som den fiendske Verden spaaede ham, da de saa, at mange kristelige Venner jevnlig tog ind til ham, blev beværtede og fik Husly.
Herren gjorde dog hans egen Frygt og Naboernes Spaadomme tilskamme; thi han greiede sig bedre og bedre, eftersom Børnene voksede til. I sin ældste Datter, Ingeborg (1821 – 1907), havde han en god Hjælp, hvor ung hun end dengang var, baade som Styrer af Huset og Opdrager for de yngre Søskende, hvoraf flere var ganske smaa.
Hun havde arvet Moderens huslige Dygtighed, var oplært af hende og forstod mærkelig at beherske de modeløse Smaa med Kjærlighedens stille Magt.
— Om Johnsgaards Lægmandsvirksomhed i de nærmest paafølgende Aar efter Hustruens Død berettes, at han fortsatte som hidtil. Baade i Hjembygden og fra andre Steder søgte mange Bekymrede og Anfægtede til ham for at modtage Veiledning og Trøst, og han var altid villig til at bistaa enhver. Særlig søgte han at føre Folk ind i deres Børnelærdom : Katekismen og Pontoppidans Forklaring, hvis Værd og Velsignelse han af egen Erfaring kjendte, og som han urokkelig holdt fast ved.
Hans Fremgangsmaade var ofte eiendommelig, og til Belysning heraf meddeles nogle Træk : En indfandt sig hos ham og klagede med Sorg over, at han var saa stor en Synder, at han ikke engang formaaede at blive bedre, hvor meget han end stræbte derefter. Med sit kjærlige Blik saa han da Manden ind i Øiet og sagde : “Kjære ! staar det saaledes til med dig ? Takker du nu Gud hjertelig derfor ?”
Manden blev forundret og sagde, at det kunde dog vel ikke være noget at takke for. Men Jens vedblev : “Kjære, glem ikke at takke Gud hjertelig herfor; thi Kjød og Blod har ikke aabenbaret dig dette !”
Derpaa gik han over til kort og klart at vise, at denne Syndserkjendelse var et nødvendigt Led i Naadens rette Orden, naar Gud skal redde og saliggjøre os, elendige Syndere, og at det er saadanne, over Synden bekymrede, Jesus mener, naar han siger : “Kommer hid til mig, alle, som arbeider og er besværede, jeg vil give eder Hvile !”
“At dette er sandt”, lagde han til, “vil du sikkert finde, naar du saa i Bøn flyr hen til ham og raaber om Naade og Forbarmelse alene for hans Skyld med Opgivelse af alt dit !”
“Se”, vedblev han, “det ene Menneske kan ikke her hjælpe det andet, men kun pege paa og henvise til ham, som har rigelig Hjælp for alle, — og ham skal vi i Fællesskab love og takke !”
— En anden kom og klagede over, at han led stor Fortræd af nogle Mennesker, – de gjorde ham saa skammelig Uret o.s.v. Jens afbrød ham straks med det Spørgsmaal : “Men kjære ! Har du været hos Gud med denne Sagen din da ?”
Manden tiede pludselig stille, og Johnsgaard fortsatte : “Det har sig saa med en Kristen, at han bestandig maa om vor Herre med Retten sin for at faa den prøvet, om den er ret for ham, og det hænder da ofte, at han finder selv at være Aarsag eller Anledning til den Fortræd, han lider, hvilket da maa tjene til at ydmyge os for Gud; saadan Ydmygelse er altid gavnlig, saa det er fuld Grund til, at vi lægger Veien om ham, før vi gaar videre !”
Det var dog ikke bare ved saadanne Anledninger, at Johnsgaard vidnede om sin Herre og Frelser; han bekjendte ogsaa sin Tro ved sit Levnet og Tale i det daglige Liv, uagtet det dengang kostede meget for Kjød og Blod.
Fristelsen til at “skamme sig ved Herren og hans Ord” (Luk. 12,1 flg. og Kap 9,26) var ulige stærkere dengang paa Grund af Verdens Haan og Spot.
Som enhver Kristen under saadanne Forholde følte vist ogsaa han Fristelsens Magt; men han kjæmpede mod den og vandt Seier, ja var tro som faa i denne Henseende. Han havde faaet en sjelden Gave til at “tale privat”, naar han stod i en liden Kreds eller sad sammen med enkelte. Han tiede heller aldrig stille, naar han havde Folk om sig; han talte belærende, veiledende og oplysende til enhver, medens Kjærlighed, Godhed, Fromhed og Blidhed lyste ud af hans Aasyn.
Han blev aldrig træt af at tale ud af Guds Ord og sin egen Erfaring om Herren og hans Naades Veie og forstod med Lethed at bekjende sin Tro ogsaa for Fremmede og Anderledestænkende.
Men man kunde aldrig sige, at han var paatrængende og ubesindig eller hensynsløst overfaldt Folk med Præken om Gud, hvorved man i Regelen kun støder bort istedetfor at vinde Sjæle for Kristus.
Han kunde mesterlig paa en naturlig og næsten umærkelig Maade fra Samtalen om Folks Virksomhed, Kald og Stilling i Livet komme ind paa aandelige Ting. Var det blot verdslige Folk, spurgte han f. Eks. om Jordbruget paa Stedet og dets Afskatning, Udgifter og Vanskeligheder o.s.v. og dreide saa Talen efterhaanden ind paa, at man under Slæb og Slid saa let vil blive utaalmodig, og at det er saa mangt, som ligger paa en Husfader. Man trænger derfor til Herren i lidt og stort; han er ogsaa rede til at hjælpe i al timelig og aandelig Nød enhver, som i Oprigtighed kalder paa ham, hvilket Johnsgaard pleiede at oplyse ved Eksempler baade af Guds Ord og sit eget Liv.
Af Naturen havde han et muntert og livligt Sind og Evne til at tænke baade dybt og klart; en Mand, der kjendte ham godt, har sagt, at Jens satte ham mere end en Gang i Forundring ved sin Visdom, skarpe Blik og store Menneskekundskab.
Den samme fortæller, at han kunde reise sammen med ham paa Steder, hvor han var vel kjendt, men Johnsgaard ukjendt, og endda lagde han for Dagen i sin Samtale med de forskjellige, at han forstod deres Karakter og aandelige Standpunkt vel saa godt; saa skarpt og hurtig evnede han at bedømme den efter deres Ord og Adfærd.
Med faa Ord kunde han udtale meget, og han var saa hensynsfuld og forsigtig, at man maatte kjende ham godt for i Øieblikket fuldt ud at forstaa ham, især naar han tugtede, hvilket somoftest skeede ved, at han fortalte betegnende Træk, særlig hentede fra sit eget rige Erfaringsliv.
En Lægmand beretter saaledes, at han engang gik til Johnsgaard og klagede over en Broder, som havde en vis Feil, i den Hensigt, at Jens kunde rette paa den, da han ikke selv havde Frimodighed til at sige det til Vedkommende. Johnsgaard gav ikke noget ligefremt Svar, men begyndte at fortælle, medens han gik frem og tilbage paa Gulvet, om en gudfrygtig Skomager i sin Hjembygd, som drog om fra Hus til Hus og gjorde Sko. Naar han arbeidede hos Folk, som var Fiender af alvorlig Kristendom, fortalte de ofte sig imellem den ene Historie efter den anden om en eller flere af “Læserne”.
Skomageren pleiede da at reise sig op af Krakken, gaa bort til dem og sige roligt og mildt : “I skulde sige det til dem selv, kanske de da lagde af sine Feil !”
Lægmanden, der havde lyttet efter med Opmærksomhed, forstod godt Johnsgaards Mening med Historien.
— Paa samme Tid som han ikke sparede Kjærlighedens Tugt, var han meget stræng i sin Kritik og Dom over sig selv, hvorpaa der kunde anføres karakteristiske Eksempler. Han levede, som om han skulde være Lovtræl og handlede efter Ordene : “rør ikke, smag ikke, tag ikke derpaa“, men var dog paa samme Tid saa fri, som et Menneske kan være, naar det lever i Kristus Jesus.
Med Hensyn til til andre var han i den Grad overbærende, at nysnævnte Lægmand har fortalt, at han engang sagde til Johnsgaard, at han kunde paadrage sig stort Ansvar ved at se gjennem Fingrene med ham, som han gjorde. Hertil svarede Jens kort og godt : “Det er bedst, naar Vorherre faar tugte !”
Naar han fandt det nødvendigt, var han dog ikke saa lemfældig, uagtet han altid, som antydet, kom med Refselsen paa sin sædvanlige elskværdige og beskedne Maade.
Baade i og udenfor Hjembygden fortsatte han stadig sin Virksomhed ved at holde Opbyggelser; han var som Taler i Forsamlingen eiendommelig, men aldrig stærk i at holde gribende Foredrag. Han pleiede gjere at begynde med et Vers af de gamle Kjærnesalmer og fremdrog derpaa af sit rige Erfaringsliv, men uden at nævne sig selv, “nyt og gammelt af sit Hjertes Liggendefæ” og indflettede snart et, snart et andet Bibelsprog, som passede. Stundimellem standsede han og opsendte korte, enfoldige Bønner til Gud, hvorefter han atter henvendte sig til Folket med hjertelig Formaning, Opmuntring og Trøst.
Han var, som tidligere antydet, ingen begavet og veltalende Taler; men den, som gav Agt paa Indholdet, mærkede let, at han enfoldig, klart, erfaringsrigt og visdomsfuldt fremholdt den sunde Lærdom og Veien til Livet med dens vekslende Kaar, Farer og Kampe, til den fulde Seier var vundet.
— Man vil af det anførte have seet, at Johnsgaard baade i Liv og Bekjendelse var en ægte Haugianer.
Hauge og hans Venner var og er lutherske Kristne, der ei i noget Stykke vil afvige fra Guds Ord, saaledes som Fædrene har forstaaet det og udtalt denne Opfattelse i vore Bekjendelsesskrifter. Af disse kjendte de naturligvis bedst Luthers lille Katekismus; som Troeslære holdt de urokkelig fast paa Pontoppidans “Forklaring” i dens oprindelige Skikkelse : “Sandhed til Gudfrygtighed” samt “Udtoget” af denne.
Og man maa kun ønske, at ogsaa alle senere Vakte og Troende i Landet heri lignede ham; thi disse Bøger fører sandelig ikke vild, men giver ikke alene enhver, som i levende Tro tilegner sig og holder fast ved den deri indeholdte Sandhed, en urokkelig og paalidelig luthersk Grundvold og Rettesnor for Tro og Liv, men ogsaa et godt Værn mod alskens Lærdomsveir.
At Hauge selv og de aandelige Ledere fra hans Tid tillige var vel bevandrede i Guds Ord er sikkert nok. Men de gjorde sig ikke til selvvise Mestere over det, som skrevet staar; de agtede Frugten af Kirkens Kampe for Læren og havde ikke den Dristighed at mene, at de nu bedre og rettere end de Gamle kunde gjennemtrænge og opfatte Guds Ords Hovedsandheder.
Det kan for mange se ud, som flere af de gamle Haugianere ikke med den ønskelige Klarhed har fremhævet Forsoningen og Retfærdiggjørelsen. Men maa derfor ikke tro, at de grundede sin Salighed paa noget andet end Kristus og hans Fortjeneste.
Naar Forsoningen hos en Del af dem træder for lidet frem, og Retfærdiggjørelsen ved Troen paa Kristi Blod ikke i den Grad betones, som ønskeligt kunde være, saa havde dette sin Grund i, at de, skræmt af den udartede Herrnhutisme, var bange for at gjøre Naaden til en Sovepude for Ubodfærdige eller fremkalde aandelig Ladhed hos de Kristne.
Johnsgaard havde som flere andre af de Gamle en mærkelig klar Opfatning ogsaa af dette Kristendommens Midtpunkt; Kristus var hans alt, og Naaden i hans Blod hans Troes Kjærne og Hjertes Liv.
For end klarere at belyse hans sunde lutherske Standpunkt anføres nogle Smaatræk : En Kone kom og klagede over sin Vantro; men han svarede hende kun : “Var vi mere bodfærdige, blev vi og mere troende“. Thi han skjønnede, at det var dette, som særlig manglede hende.
Som Bevis paa hans klare evangeliske Syn paa Kristus meddeles følgende : Flere Gange traf han en Mand, som idelig klagede over sin usle Kristendom og regnede op en hel Del af de Pligter, som Guds Ord paalagde ham, og sagde, at saa skulde han være. Jens søgte at lede ham til Kilden, hvor han kunde faa Renselse ved Troen og Kraft til at vandre saaledes, som Guds Ord anviste; men det hjalp lidet. En anden Gang, da Manden kom med den samme Klage, sagde Johnsgaard til ham : “VorHerre bryr sig aldrig et Gram om alt dette Stellet dit; han ser til sin Søn, hvad han har gjort baade for dig og mig, og du maa bede alvorlig om hans Aands Bistand til at se til Jesus, saa blir du hjulpen”.
Det faldt noget underlig for Manden, at Gud ikke brød sig om hans Bøn og Stræben efter at leve kristelig; men den Anvisning, at han skulde bede om Guds Aand, saa han kunde faa se hen til, hvad Jesus havde gjort, tog han til Hjerte og gjorde Brug af, og da fik han ogsaa Fred.
— naar Johnsgaard holdt Opbyggelse og talte om Kamp, Aarvaagenhed, Pligt og Dyd o.s.v., pegede han altid med Opmuntring paa Kilden, hvorfra Kraften kommer til alt, som hører til Liv og Gudfrygtighed, og veiledede yngre Guds Ords Bekjendere til det samme.
I Fællesskab med en anden Lægmand holdt han Opbyggelse paa et Sted. En Prædiken af Lars Linderots Postille blev læst, og da den var endt, opfordrede Jens Lægmanden til at sige nogle Ord tilslut. Denne reiste sig, skreg ud i Forsamlingen : “Bor Kristus formedelst Troen i Eders Hjerter ?” og talte skarpt og alvorligt i samme Retning som Linderot. Da Sammenkomsten var slut, og begge sad sammen alene, sagde Johnsgaard mildt : “Nei, det var ikke saa, jeg mente, du skulde tale; Gud er Kjærlighed, og hvo, som bliver i Kjærlighed, bliver i Gud og Gud i ham”.
— Som et lidet Bevis paa, hvor klogt han forstod at besvare vanskelige Spørgsmaal, kan anføres : En Mand, hos hvem Jens havde Opbyggelse, spurgte ham bagefter, om den bekjendte “Vis-Knut” var saaledes, som Ordet gik om ham. Johnsgaard svarede “Ja” og føiede til, at han mente det vist godt, og at han ikke gjorde noget Ondt, men vilde gjøre vel mod sine Medmennesker, saavidt han formaaede. Manden sagde da : “Det kan da vel ikke være nogen ond Aand, som driver ham ?”
Johnsgaards Reisekammerat blev forlegen og tænkte : Hvad vil du nu svare ? Jens stod dog ikke fast, men havde det paa rede Haand : “Vi har ikke Bevis i Bibelen for, at Guds Aand er given til noget saadant; men man maa kalde Aanden, hva man vil”.
— En anden Gang var han tilstede ved en Opbyggelse og hørte paa en Lægmand, der ikke kunde tilfredsstille hverken Johnsgaard eller nogen af dem, som havde aandeligt Skjøn. Predikanten tog for sig Bibelen og læste et Afsnit; derpaa slog han til Lyd, talte med høi Røst og holdt et flydende Foredrag, men uden Aand og Mening; han kastede alt om hverandre.
En Ven spurgte bagefter Jens, hvad han syntes. Denne gav paa sin eiendommelige Vis følgende halvt humoristiske Svar : “Var der ingen Vei, saa var der heller ikke Afvei, og hvem kan vide det, der kunde være mange, som syntes, de aldrig havde hørt saa gjild Prædikant”.
Naar ukjendte Lægmænd besøgte Bygden og holdt Opbyggelser, tog Jens Ordet tilslut og “talte privat” saa længe, der var nogen tilbage. Det saa da oftest ud til, at Folket lidet gav Agt paa den, som var med ham; Vennerne, især de ældre, havde ogsaa nogenlunde samme Smag og Opfatning som han.
Som man godt kan forstaa, blev han almindelig agtet og anseet baade for sin retskafne Vandel og Dygtighed. Han sad i mange Aar som Medlem af Skolekommissionen, var venligsindet mod Prestegjældets Lærere, satte megen Pris paa Folkeoplysningen og virkede for at fremme den, saavidt Forholdene tillod og krævede det. I ni Aar fungerede han som første Forligelseskommisær.
Den Tid var der megen Trætte blandt Folk i Øier, og der skulde lidet til, før de stævnede hinanden. Men naar Jens kom mellem dem i Kommisionen, om de var saa sinte, at de syntes færdige til at flyve paa hinanden, saa talte han ofte ikke mange Ord, før de blev rolige og mildnedes til Forlig.
Han bad altid Gud om Visdom til at forlige de Stridende, før han gik i Kommisionen. “Jeg lagde Mærke til”, har han fortalt, “at de Gange, jeg troede at kunne være til Noget i en Sag, da faldt det tungest at faa dem forligte; men naar jeg syntes ikke at due til noget, da gik det bedst“.
Naar han fik dem forligte, pleiede han at sige : “Ja, nu skriver jeg ned paa Papiret, at I er forligte; men I faar selv kjende efter i Eders Hjerter, om I er det !”
Hans Trang til at stifte Fred var stærkt fremtrædende. Naar han enten skriftlig eller mundtlig hørte om nogen Uenighed blandt Venner, reiste han gjerne til dem for at mægle, og det lykkedes med de fleste. En Gang var der to i en Venneflok, som stred heftig om Barnedaaben og Udtrædelse af Statskirken. Da de havde holdt paa en Stund, gik Jens bort til dem og sagde : “Jeg forstaar, I vil have ret begge to; hvad mener I ? om Gud vilde bruge Retten sin, saa slog han eder ihjel og kastede eder i Helvede !”
Paa Stridsemner, som laa over hans Evne og Kundskab, indlod han sig ikke gjerne. Dermed er det ikke sagt, at han undlod saa godt som muligt at gjøre sig bekjendt med Stridens Gjenstand.
Hans fredelskende Sind afholdt ham ogsaa fra at blande sig ind i mindre vigtige religiøse Stridigheder, der ei gjaldt Sandheder, hvorpaa vor Frelse og Salighed beror.
Den saakaldte “kirkelige Anskuelse”, der opkom i hans Tid, kunde han ligesaalidt som de fleste andre alvorlige Kristne i vort Land tilegne sig; men han deltog heller ikke i den bitre og tildels umodne Modstand, som dengang hos mange reiste sig mod den; thi han var en udpræget Fredens Mand.
Engang kom han til at overvære en liden Sammenkomst i Nærhenden af Christiania, hvor man stredes angaaende W.A. Wexels’ “Aabne Erklæring om Kristi Nedfart til Helvede og Muligheden af en Omvendels efter Døden”, en Bog, som nys (1845) havde seet Lyset. Det var nok især Grundtvigianerne, som førte Ordet i Stuen. De fortalte ham ogsaa om Grundtvigs Opfattelse af Gudsbilledet hos det faldne Menneske, af Daaben og Troesbekjendelsen og søgte at vinde Johnsgaard for sine Anskuelser.
Han hørte imidlertid rolig paa dem en lang Stund og sad, som om han ikke forstod dem. De bad ham ogsaa gaa til Wexels, saa vilde denne kunne gjøre det mere forstaaeligt for ham. Han gav da følgende Svar, der er betegnende for hans Sind og Standpunkt : “Vorherre har været god mod mig; jeg har faaet se, at jeg har et ondt Hjerte, og det er besynderlig, det blir værre og værre for hver Tid; men saa har han ogsaa vist mig, at der er Renselse i Lammets Blod, og nu har jeg faaet saa meget at gjøre med dette, at jeg faar ikke Tid til at tænke paa de Stridspunkter, som I taler om. Jeg forstaar ogsaa, at disse Spørgsmaal er noget vidtløftige, og jeg har nu for smaa Evner til at løse dem; jeg har nok med at holde fast ved Katekismen og Forklaringen for deraf at finde føde for min Aand og blive opholdt i den erkjendte Sandhed; disse høie Ting, I sysler med, overlader jeg til de store og kloke Hoveder herinde i Hovedstaden !”
— Ligesaa lidt som han kunde antage Grundtvigianismens Lærdomme, ligesaa fjernt laa det for ham at slutte sig til den i Midten af Femtiaarene opkomne frikirkelige Bevægelse.
Han kjendte og elskede Sogneprest G.A. Lammers, førend denne blev henrevet af en egenraadig, vildfarende Aand, som ledede ham til at træde ud af Statskirken (1856) og forkaste Barnedaaben m.m.
Da gik det atter Johnsgaard som de fleste andre ædrue og besindige Kristne i Landet : han kunde ikke følge med, men maatte meget mere modarbeide ham. Det var et brændende Spørgsmaal i hin Tid for mange : “Gaar det an for en Kristen at blive staaende i Statskirken ?”
Men dette fremkaldte ingen Vaklen hos Johnsgaard. Han erklærede, at han inden Statskirken havde fundet sin Frelser og siden rigelig erfaret, at det gaar an at beholde ham der.
Imidlertid var der vakt Uro i mange Gemytter blandt hans Venner og Kjendte rundt omkring i det Søndenfjeldske. Af disse saavelsom andre var der mange, der ønskede et Besøg af den anseede og erfarne Lægmand. Han drog da ud og kom til Skien, hvor Bevægelsen var størst, vistnok ikke i den Tanke at paavirke Lammers og hans Nærmeste; disse vilde visselig ikke lade sig overbevise af en gammel enfoldig Statskirkekristen.
Men hans Hensigt med Reisen var at aflægge et veiledende og retledende Vidnesbyrd angaaende denne Sag for dem, som selv var i Tvil eller af andre Grunde ønskede at høre hans Mening. Og for mangfoldige saadanne var Johnsgaard i denne Tid til stor Hjælp.
Under denne Reise lagde han Mærke til en Mand, der var tilstede paa flere Møder, som Jens holdt. Efter nogle Dages Forløb bekjærede denne en Samtale med ham. Manden sagde da, at han flere Gange havde hørt ham og fundet hans Bekjendelse saadan, at den i meget stemte med hans Opfatning af Kristendommen; men at der var noget, hvori Johnsgaard ei havde Lys og Forstaaelse; dette vilde Manden nu forklare ham, og vilde Jens saa ikke gaa ind derpaa, kunde det ei være ret og vel med hans Kristendom og Gudsfrygt.
Derpaa opregnede han alle mod Statskirken reiste Anklager og tilføiede, at en Kristen ikke kunde andet end udtræde.
Paa sin sædvanlige venlige Maade svarede Johnsgaard : “Jeg har fundet min Frelser i Statskirken; under Modtagelsen af Alterens Sakramente ved en Prest, som jeg ikke tør regne for vakt, aabenbarede han sig første Gang for mig i al sin Venlighed med Forsikringen om mine Synders Forladelse. Siden har han lært mig, at det gaar an at blive hos ham der; jeg behøver derfor ikke at udtræde. Anderledes er det med dig, som jeg mærker; din Samvittighed tvinger dig til at træde ud, siger du. Hvis du er sikker i din Sag, bør du handle saaledes, som du tror er rettest, for ikke at begaa Synd mod Samvittigheden. I vor Tid har vi saa meget at takke Gud for, ogsaa for Friheden til at slutte os til hvilken Kirkeafdeling og hvilken Retning i Afdelingen vi selv vil. Men et vi jeg raade dig til : Du mener nu, at du maa træde ud af Statskirken, hovedsagelig paa Grund af den Maade, hvorpaa Alterens Sakramente forvaltes der. Naar du finder et andet Samfund, som du tror har det rettere med Hensyn hertil, saa undersøg, hvordan man i andre Henseender har det der, f. Eks. med Daaben, om man der forvalter denne just saaledes, som du har tænkt dig det efter Guds Ord. Hvis du da finder, at det efter din Opfatning ogsaa i det Samfund er Ufuldkommenheder, saa bliv heller, hvor du er; thi ellers kan det sidste let blive værre for dig end det første”.
Manden gik bort, og det sagdes siden, at han lod Udtrædelsen fare.
— Uagtet han i sine sidste Leveaar ogsaa var flittig til at bekjende Guds Ord, beklagede han dog henimod sit Livs Ende, at han ikke havde været ivrig nok til at virke for Guds Riges Sag, og bad de Brødre, som holdt Opbyggelse, at være mer virksomme end han, hvilket ogsaa vidnede om de store Fordringer, han altid stillede til sig selv.
Om hans sidste Sygdom og salige Hjemgang fortæller en, der stod ham nær, følgende : “I Februar 1863 blev han saa syg af et Hjertetilfælde, at han faldt bevidstløs om; efter at være bragt til Sengs, laa han et Par Døgn tildels lammet paa Legeme og Sjæl. Lægen, som budsendtes, troede at Døden meget snart kom til at indfinde sig; men Gud vilde det anderledes; Sygdommen tog en anden Vending, blev smertefuld og gjorde ham legemlig ubehjælpelig, medens Sjælen syntes at gjenvinde sin Kraft for nogen Tid.
Under det lange Sygeleie søgte han ogsaa og var virkelig til Opbyggelse for alle, som besøgte ham, og disse var ikke faa; thi Venner fra fjern og nær kom for at sige ham farvel; og til alle havde han et godt Ord om Guds Naade mod Syndere.
Saa uforstandige var imidlertid nogle, at de endog plagede den dødssyge Mand med Tidens Stridsspørgsmaal.
Meddeleren havde ogsaa det Gode, tvende Gange at besøge ham paa Sygeleiet. Da jeg første Gang traadte ind til ham, ansaaes den Syge for at være bedre; men mig forekom det, at Døden allerede havde sat sit Stempel paa ham. Der hvilede en forklaret Ro over det milde Aasyn, uagtet Smerterne gjorde Aandedrættet tungt og kort. Han takkede, fordi jeg kom. Jeg spurgte, hvordan det nu var med ham, og hvorledes han idethele havde været, siden Sygdommen indtraadte. Han svarede, at han i Førstningen var saa sløvet, at han hverken kjendte til Frygt eller Glæde, men laa som i en stille Forventning om Herrens Aabenbarelse i Naade.
Senere var Legemets Smærter blevne mere følelige, men Sjælens Kræfter stærkere, og han takkede Gud, som havde befriet ham fra al Frygt for Døden og givet ham Forvisningen om Naade, Syndsforladelse og evig Liv for Jesu Skyld.
Paa mit Spørgsmaal, om ham selv troede, denne Sygdom vilde ende med Døden, eller om han ventede at komme sig igjen, svarede han, at om denne Sag havde forskjellige Tanker gjort sig gjældende. Snart forekom det ham, at han endnu skulde leve nogen Tid, men saa svar, at han maatte gaa bøiet over en Stok; til andre Tider stod det saaledes for ham, at Opløsningen snart vilde indtræde.
Men at Gud uden yderligere Legemssmærter allerede nu vilde hente ham til sig, det syntes ham altfor meget, og det ventede han ikke.
Han udtalte sin Glæde over, at mange havde besøgt ham; men af hans egen Mund hørte jeg, at især en af de heftige Gemytter blandt de Vakte var kommet til ham med Stridsspørgsmaal og derover havde udtalt sig med Iver. Da Jens fortalte dette, føiede han til : “Det er rigtig meget, jeg havde Trang til at tale med N.N. om; men jeg var saa svag den Gang, at jeg bare kunde sige ham : “Du strider om Kristendommen, indtil du taber bort Kristus. Læs Kirkehistorien, og du vil finde, at naar man med Heftighed har begyndt at stride om Kirken, har man endt med at dræbe hinanden i aaben Feide”.
Manden blev nok lidt slaaet ved dette Svar; han sagde : “Det er dog besynderligt, du har aldrig villet stille dig op til Ryggetag, og nu ser det ud, som Gud vil kalde Dig bort, med det samme Striden skal begynde tilgavns”.
Selvfølgelig var det langtfra Johnsgaards Mening, at al Strid om Læren var unødvendig. Tværtimod. Men han vilde, den skulde føres i Kjærlighed, uden personlig Bitterhed og heller ikke om uvæsentlige Ting, allermindst om Bagateller.
— Jeg læste for ham et Stykke af A.H. Franckes Prædiken om den anden Troesartikel, og da jeg lagde Bogen sammen, var han saa oplivet, at alle Smærter for et Øieblik syntes at vige; han foldede Hænderne, takkede Gud for Trøsten i hans Ord og for Styrken i gjensidig Kjærlighed og nedbad Guds Velsignelse over mig og alle, som vilde bøie sig for Guds Naades Ord.
Straks efter spurgte han mig, om det ikke var rart (forunderligt), at Kjærligheden var det største af alt, og da jeg hertil svarede, at det ikke var rart, fordi Gud selv er Kjærlighed, føiede han til, at just dette var Grunden og Forklaringen.
Straks efter sagde han til mig : “Vil du vide, om du er et Guds Barn, saa prøv dig derpaa, om du har et alvorlig Had til alt Ondt“.
Jeg antog at kunne se til ham igjen om faa Uger og udtalte det Haab, at jeg vilde finde ham ilive; han delte dette Haab, og Gud lod det opfyldes. Jeg traf ham igjen mere legemlig afkræftet, men endnu mere aandelig forklaret. Han var nu vis paa, at Sygdommen vilde føre til Døden, men prisede Gud, som havde gjort ham salig ved Troen paa Jesus Kristus.
Jeg sagde til ham, at det syntes mig saa rart, at der stod : “Døden er Syndens Sold”, naar han betragtede Døden som en Seier. Hertil svarede han : “Ja, Gud være lovet, som giver os Seier ved Jesus Kristus !”
Efter et kort Ophold drog jeg bort under hans Velsignelse; da jeg spurgte, om jeg skulde hilse hans Venner, svarede han : “Ja ! Og sig dem, at dersom de har faaet en Aand, hvori der ikke findes Svig, saa er de salige”.
Endnu levede han et Par Uger; den legemlige Svaghed tiltog; men der var intet Spor til Forstyrrelse af hans Sindsro eller Troesforvisning.
Om de allersidste Levedage har en af hans Omgivelser meddelt : “Tirsdag før Pintse begyndte Sygdommen at blive mere alvorlig og jevnlig smærtefuldere; men det var dog ingen urolig Sygdom; den viste sig maaske mindre paa Grund af den sjeldne Taalmodighed, som han altid lagde for Dagen.
Kl. 7 Lørdagsmorgen (Ugen efter Pintse) saaes Tegn til, at Døden nærmede sig med raske Skridt. Stemmen var svag, saa det faldt vanskelig at forstaa, hvad han sagde; vi hørte dog, at han bad og anbefalede sin Sjæl i Frelserens Haand samt udtalte Fredsønsker over os Gjenlevende.
Næst før sin Bortgang sagde han : “Nu i Jesu Navn er Stunden kommen, som jeg saa længselsfuldt har ventet efter”.
Han blev endnu ved at tale, saa længe Tungen kunde røre sig; derpaa laa han som i en noget tung Søvn og sov hen mellem Kl. 9 og 9 1/2 Formiddag (30. Mai 1863).
Ved hans Begravelse den 12. Juni holdt Sogneprest N. Chr. Nissen en vakker Mindetale i Tilslutning til Luc. 2, 25-32 og ytrede deri bl.a., at hans Ihukommelse er til Velsignelse.
En gammel Ven og Bekjendt af ham skriver følgende : “Jens Johnsgaard var i Sandhed en af Fædrene i Kristus Jesus, fuld af Guds Visdom og Kjærlighed og blev til megen Velsignelse for alle, som kom i Berørelse med ham. O, hvor venlig og bestemt pegede han paa Lægedommen i Kristi Saar for alle over Synden sørgende Sjæle ! Han var en sjelden Veileder for enhver, som vilde vandre paa Veien til Livet, og desuden rig paa Opmuntring for de Forsagte og Mistrøstige. Han var en flittig Kirkegjænger; og naar han kom hjem fra Guds Hus, tog han altid frem noget af, hvad han havde hørt der af godt og opbyggeligt. Han elskede Presten som Herrens Tjener, talte venlig om ham og til ham, bad for ham, for Kongen og al vor Øvrighed. Han var saare venlig mod Prestegjældets Lærere og satte megen Pris paa Oplysning. Hvor han i Opbyggelserne talte til sine Medmennesker, fremholdt han altid Nødvendigheden af sand Omvendelse og en levende Tro paa Guds Naade i Kristus Jesus; og naar han talte om Guds uforskyldte Naade mod arme Syndere for Kristi Skyld, skeede det med en evangelisk Glæde, der endog straalede i Øine og Ansigt, og stundom med et bevæget Hjerte lige til Taarer. Han advarede sine Tilhørere mod at blande noget af sit eget ind i Retfærdiggjørelsen og fremholdt ofte, at man ei maatte udstykke noget af den hellige Bibel, men sammentage og sammenholde alt Guds Ord. Hvor han talte med den enkelte, var han saaledes istand til at forstaa dem, at der meget ofte blev sagt om ham : “Jens Johnsgaard maa være baade vis og alvidende !” Paa sine talrige Reiser blev han idelig spurgt om mange ofte vanskelige Ting, men forstod viselig at svare enhver. Da han engang af nogle Venner blev anmodet om at sige sin Mening angaaende nogle Stridsspørgsmaal, svarede han i Venlighed og Bestemthed, at han ikke havde taget Stridshandskerne paa. Han var en fredsstiftende Mand, en kjærlig Ægtefelle og Fader i sit Hus og nød almindelig Tillid i Menigheden. Jeg har ikke faaet saa megen Velsignelse af nogen anden Lægmand i hele Norges Land. Velsignet være hans Minde !”
Jens Johnsgaard efterlod sig mange Børn. Sønnerne brugte Navnet Jensen.
Ved gode Evner og praktisk Dygtighed arbeidede de sig frem til anseede Stillinger og nød Agtelse og Tillid inden sin Kreds.
Johannes boede i Nordland, Hans og Halvor i Trondhjem, Torger paa Ørkedalsøren og Johan i Bergen. En af sidstnævntes Børn er den bekjendte Forfatter Hans Wiers Jenssen.
Johnsgaard havde tre Døtre : Ingeborg, der boede hele sit Liv paa Fædrenegaarden, Mari, som døde netop voksen og Elisabeth, der flyttede til Trondhjem, hvor hun, saavidt vides, boede hos en af sine Brødre.
Hans næstyngste Søn, Jens, var fra Barndommen noget aandssvag.