– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820”. Chra. 1905-1911.
– fra s. 161 – 166 :
I Gudbrandsdalen blev der paa forskjellige Steder ikke liden Vækkelse, især fremkaldt ved Hauge, og flere af de Nyvakte, der enten virkede i Hjembygden eller selv gik ud i videre Kredse som Guds Ords Bekjendere.
En af de mest bekjendte Haugianere i Dalen var John Torgersen Blegen i Faaberg (min udførlige Biografi om ham i For Fattig og Riig No. 42, 43 og 44 for 1883, væsentlig efter Meddelelser fra Familien og en Række andre Samtidige, som stod ham nær).
Han blev født paa Gaarden Opsahl i Østre Gausdal 14. Juni 1775. Forældrene var Gaardmand Torger Svendsen (1745—1792) og Hustru Marit Johnsdatter. De omtales som ærbare og agtede Folk, der sad i gode Kaar og var i den Tid blandt dem «som heldt ve Boka».
Sine Børn gav de en omsorgsfuld Opdragelse. Hver Søndag og ellers ogsaa om Hverdagene pleiede de at kalde Børneflokken og de øvrige Husets Folk om sig, hvorefter man sang en Salme og læste en Prædiken eller et Stykke af en eller anden Opbyggelsesbog; men John pleiede senere at sige : «Jeg syntes ofte, det blev langt og kjedeligt, da mit Sind stod til alt andet end at sidde stille saa længe og høre Guds Ord».
Efter at have faaet den høist tarvelige Undervisning, som Omgangsskolen paa Landet dengang kunde byde, blev han konfirmeret og vokste op til en kvik og haabefuld Yngling, der vel var udvortes ærbar, men dog ikke havde modtaget synderlig dybe og varige Indtryk af Sandheden hverken i Skolen eller i Hjemmet.
Han havde fra Barndommen et livligt og mildt Sind, og i Ungdomsaarene, da Indbildningskraften er mest levende, begyndte han at tænke paa Fremtiden, og at han om ikke ret længe vilde blive udskreven til Jæger eller Dragon, som det dengang hed.
Da dette sidste uomgjængelig maatte ske, havde han Lyst til at blive noget mere end almindelig Soldat, hvorfor han søgte sine militære Foresatte om at maatte komme ind paa Underofficerskolen. Dette blev indvilget; han gjorde sig færdig og drog afsted til Fredriksstad, hvor han skulde blive uddannet efter sit Ønske.
Han kom ind paa Skolen, og Alt gik godt og vel i Uger og Maaneder, da han var et ungt Mandskab med «Ordentlighed og Anlæg».
Dette var i 1798, altsaa et Par Aar efter at Hauge havde begyndt sin Lægmandsvirksomhed.
Fredriksstad fik ogsaa Besøg af ham, og der blev vakt et nyt aandeligt Liv hos en Del Folk i Byen og Omegnen ved hans alvorlige og hjertegribende Foredrag.
Den unge Soldat fik Nys om disse Samlinger, og da Tiden om Aftenen blev ham lang, og han intet forsømte derved, gik han ogsaa afsted for at se og høre. Men hvor forundret blev han ikke, da han blandt disse saakaldte «Sværmere» kun hørte den samme Sandhed til Salighed, som han kjendte saa vel fra Pontoppidans Forklaring og Andagterne i sin Faders Hus.
Dog traadte Ordet ham her imøde med en særegen Kraft og Varme og greb ham som aldrig før. Det gik nu med Klarhed og Styrke op for ham, at hans tidligere Liv, kristelig seet, havde været forspildt, og at hans aandelige Sorgløshed maatte have en Ende, samt at der maatte et andet Alvor til, hvis han vilde være en Kriften og blive lykkelig paa Jorden og salig i Himlen.
Efter endt Opbyggelsessammenkomst gik han med en urolig Samvittighed og et oprørt Sind hjem til sit Logi. Hans Foresatte og Kamerater anede dog ikke, hvad der gjærede i den unge Mands Indre. Vistnok var han i sin Fremtræden lidt anderledes end før, men da ingen kjendte til, at han havde hørt paa Hauge, og da han derhos var ordentlig, flink og paapasselig som forhen, var der naturligvis intet at sige om hans stilfærdige Væsen.
Nogen Tid efter blev der atter Samling, og Lysten til at overvære den var nu langt større end før, hvorfor han listede sig afsted.
Denne Gang blev man opmærksom paa, at han var borte, og efter nogen Overveielse fik man Anelse om, hvor han var. En Underofficer med militær Vagt blev sendt til det Sted, hvor Opbyggelsen blev holdt; de trængte sig frem gjennem Folkehoben, greb den unge Soldat og satte ham i Vagtarrest. Den næste Morgen blev han kaldt frem for Kapteinen, der gav ham dygtig Skjænd og truede med, at dersom han oftere gik paa saadanne Møder, skulde han faa andet at føle.
Det kan lettere tænkes end beskrives, hvad en slig Adfærd maatte virke, og hvilken oprørt Sindsstemning en opvakt Sjæl maatte komme i ved en saadan Behandling.
Den unge Mand har senere fortalt, at han tænkte ved sig selv saaledes : ,”Mine Kamerater gaar om Aftenen til Kroen, hvor de sidder og spiller Kort og svirer til langt paa Nat og faar ikke høre et ondt Ord, naar de noksaa pjuskede kommer paa Skolen om Morgenen; men jeg, som har fattet det Forsæt at blive og leve som en sand Kristen, faar høre Skjænd og haarde Trudsler. Havde jeg levet som de, var jeg bleven sparet for saadan Forhaanelse; men længe nok deltog jeg i saadant; jeg vil vende om, Gud hjælpe mig !»
Han var endnu mer end før punktlig, ordentlig og lydig mod sine Overordnede i Alt, som angik Militærtjenesten, men for at finde aandelig Næring, droges han med en næsten uimodstaaelig Magt hen til de Vakte og deres Forsamlinger. At bede om Lov til at besøge disse, vidste han altfor vel ikke nyttede, og da han troede, at man i dette Stykke burde adlyde Gud mere end Menneskene, drev hans Sjælehunger ham afsted for at tale med Troesbrødre og høre Guds livsalige Ord. Aldrig saa snart mærkede Vedkommende, at han var borte, før et Par Mænd blev sendte til Samlingsstedet. De greb ham med stor Støi midt under Opbyggelsen og førte ham tilbage til Kapteinen, der i Raseri og under stygge Eder og Forbandelser skjældte ham ud det værste, han kunde, samt sendte Bud efter Militærlægen, der skulde kurere den Nyvakte, som de paastod var syg.
Hertil svarede denne : «Jeg er ikke det allerringeste syg; har jeg forbrudt mig i nogen Maade mod de militære eller borgerlige Love, saa beder jeg, at der maa blive holdt Forhør og sat Krigsret over mig som over andre «Forbrydere».
Herover blev de end mere forbitrede og sagde : «Du er virkelig syg”. Nu bød Lægen sin Assistent, at han skulde lave et Brækmiddel. Da dette var færdigt, befalede man, at John skulde tage det ind, men denne vovede endnu at sige : «Jeg er ikke syg, og det ser I vel».
Lægen blev ved sit, og Kapteinen bandte og truede med dragen Sabel, at han skulde tage ind Medicinen «for at brække op igjen den Helligaand».
Her var den unge Gut ret sat paa en haard Prøve; han vidste ikke, hvad disse rasende Mennesker kunde finde paa at give ham. «Men som jeg stod der», fortalte han senere, «kom de Ord for mig : «Om de drikker nogen Forgift, skal det ikke skade dem», og i Troen paa dette Ord tog jeg Pulveret ind; snart begyndte jeg at brække mig, saa det knagede, og jeg blev saa ren indvortes som aldrig før».
Derefter blev han paa Kapteinens Befaling sluttet i Krumstokken i 24 Timer; dette var en meget haard Straf; den Mand, som blev sat til at vaage over ham, løste imidlertid Baandene lidt en Stund midt paa Natten, da han syntes, Livet var nær ved at udslukkes. Dagen efter indleverede John et Andragende til høie Vedkommende, der væsentlig lød saaledes : «Dersom jeg ikke kan faa Frihed til at leve i Overensstemmelse med min Tro og Børnelærdom, maa jeg bede mig overflyttet til et andet Regimente».
Kort Tid efter fik han Besked om, at han var udslettet af Rullen og havde at forføie sig hjem. Dette gjorde han, og der blev, mærkelig nok, aldrig siden spurgt efter ham af den militære Øvrighed.
Efter Hjemkomsten opholdt han sig en Tid paa Fædrenegaarden Opsahl og hjalp til med Gaardsbruget; Moderen var da Enke; hans aandelige Liv skjød sin stille Vekst og fik Næring ved flittig Brug af Bønnen, Guds Ord og Alterens Sakramente.
Til hans store Glæde besøgte Hauge i Aarene 1800 og 1803 Bygden. Frugten af Opbyggelserne blev adskillige Vakte.
I 1803 kjøbte John Opsahl Gaarden Forseth i Vestre Gausdal og flyttede did, hvor han imidlertid ikke fik liden Trængsel for sin Troes Skyld. Han havde Misundere, der ei taalte, at det gik den arbeidsomme og vindskibelige Mand vel.
Efter i 4 Aar at have boet her, prøvede man paa at drive ham fra Gaard og Grund; en odelsberettiget blev fundet, og med ham blev det aftalt, at han skulde tage Gaarden igjen efter Takst. John blev stevnet og uagtet det faldt tungt at flytte, indgik han Forlig og overlod Eiendommen frivillig.
Det var i 1807 ; samme Aar kjøbte hans ældste Broder Svend søndre Blegen i Faaberg for ham. Det var en stor, men vanbrugt Gaard. Hertil kom, at hans nærmefte Omgivelser dengang var ugudelige; de drak og reves med enhver, som de kunde faa vælte sig ind paa, og naar dertil ikke var Anledning, sloges de indbyrdes.
Dette Naboskab skaffede ham mange Fortrædeligheder. En Føderaadskone satte hans og Hustruens Tro og Taalmodighed paa mangen haard Prøve i en Række af Aar. Ondskaben gik saa vidt, at hun pleiede at slaa urent Vand m. m. ned paa deres Dørhelle; en Gang slog hun stygt Solevand lige i Ansigtet paa John, i det samme han helligdagsklædt skulde træde ind ad sin Dør.
Istedetfor at blive heftig, sagde han blidt og venligt til hende følgende Ord, medens det skidne Vand silede nedover Ansigtet og Klæderne paa ham : «Jeg vilde ikke have gjort saadant med dig, jeg !» hvorefter han gik stille ind.
I over et halvt Aarhundrede levede han her som en varm og forsigtig Kristen, dygtig og driftig i det Timelige. Hans Hus var et kjært Tilholdssted for reisende Lægmænd og Midtpunktet for det kristelige Liv i Egnen. I den første Tid efter sin Vækkelse og en Aarrække fremover holdt han Opbyggelser i Hjembygden. Det gik meget enkelt og enfoldigt til; han begyndte med en kort Bøn, læste saa et Stykke af en Postille eller en anden god Opbyggelsesbog og sluttede med en hjertelig Formaning til Folket om at omvende sig, tro paa Jesus og følge ham efter i et helligt Liv.
Det milde og kjærlige var stærkt fremtrædende hos ham i ForbindelSe med en inderlig Kjærlighed til Brødrene og stor Gjæstfrihed.
Af og til gjorde han ogsaa længere Reiser for at besøge Venner og tale Guds Ord. Mikkel Hauges Datter har fortalt, at han var paa Eker Papirmølle, hvor han holdt Samlinger og opbyggede alle med sin vakre Sang og sit klare, hjertelige Vidnesbyrd, som hun syntes vidnede baade om rig Livserfaring og stort Lys i Guds Ord.
I den længste Tid af sit Liv indskrænkede han sig imidlertid til at deltage sammen med andre ved at holde Bøn eller sige nogle Formaningsord tilslut; disse var inderlige og alvorlige, i god Forstand enfoldige. Mest virkede han gjennem sin forsigtige Vandel og personlig Samtale med den Enkelte.
I 1847, da han allerede var en gammel Mand, brak han Laarbenet ved at falde udover Laavetrappen, medens han kjørte Lo; Bruddet blev feilagtig behandlet af Lægen; John laa flere Maaneder tilsengs og gjenvandt aldrig sin fulde Førlighed.
Men han høstede rig aandelig Velsignelse deraf. En Nat, medens han blundede en kort Stund, drømte han, at Nils Forseth, den Mand, som drev ham fra Gaarden, kom og spurgte alvorlig : «Har du noget imod mig ?» Straks vaagnede han og tænkte, det var bare en Drøm og lod det fare. Han slumrede atter, og Drømmen gjentog sig paa samme Maade tre Gange. Dette gjorde ham urolig, og han begyndte at overveie, om det var noget, Gud paa denne Maade vilde minde ham om.
Efter at have prøvet sig nøie under alvorlig Bøn kom han til den Erkjendelse, at han uden selv at vide det, havde baaret paa en stille Uvilje eller et hemmeligt Nag til Manden og hans Medskyldige.
Jesu Lignelse om den ubarmhjertige Medtjener stod nu mere levende for ham end nogengang tidligere, og der blev mange Selvprøvelsens Stunder ikke alene med tunge Kampe, og Udmygelser, men ogsaa rige paa Naade.
«Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere», blev en daglig Lekse for ham i Aandens Skole; saaledes lærte han dybere og bedre end før, hvad den femte Bøn i Fadervor havde at betyde.
Han var en grundig Kristen. Engang besøgte han en gammel Mand og rettede nogle Formaningsord til ham om det ene Nødvendige. Den anden svarede, at det var nok ingen Fare med ham; han havde læst Bibelen over fra Ende til anden og var begyndt forfra igjen. Det gik glat for ham !
«Men saadan gjør ikke jeg», sagde gamle John Blegen; «naar jeg har læst et Vers, grunder jeg længe derpaa, før jeg begynder med et nyt !»
Hans Liv og Omgang blandt Menneskene var præget af Udmyghed og Sagtmodighed. Da han var en livlig Natur og havde dybe og sterke religiøse Følelser, var han ofte oplivet. Hans Tro omtales som barnlig og enfoldig; med en sjelden Fortrøstning og Tillid klyngede han sig til Forjættelserne, indtil Gud velsignede og opfyldte hans Hjertes Begjæring; hans Kristenliv var jevnt, fredfuldt og roligt uden stærke Brydninger eller Kampe.
Hans Kristendoms Ægthed og Alvor fremlyste ikke mindst af hans huslige Liv. Guds Ord boede rigelig i hans Hjem; han levede, som han talte, var en kjærlig Ægtefælle og en omhyggelig og god Fader, der opdrog sine Børn i Gudsfrygt og Herrens Formaning.
Heri, som i Alt, blev han bistaaet af sin fortræffelige Hustru, Anne Olsdatter Søberg fra Elverum, født 17. Mai 1787, med hvem han blev gift 1807; hun døde i Troen 25. Januar 1855. Ikke længe før sagde hun med stort Alvor til sin Sønnekone : «Pas vel paa Børnene; de er, det dyreste, du eier !»
Af sin ældste Søn (Torger Johnsen Blegen/red.)har hun faaet saadant Eftermæle : «Mor var flittig baade timelig og aandelig, medens hun levede; derfor blev hun saa hurtig færdig».
Hun eiede en skarp Forstand og et rigt Stemningsliv. Var Mandens Kristenliv jevnt og roligt, omtales hendes som ofte vekslende. «Naar Mor havde det aandelig mørkt og tungt», sagde en af hendes Døtre, «var det ligesom Solen i Huset blev borte»; men det pleiede ikke at vare længe, før Naadelyset fra oven paany brød frem i hendes Indre og bragte hende selv og Omgivelserne Solskin og Glæde.
Efter hendes Bortgang gik det stadig nedover med Johns Helbred. Vinteren 1859—60 blev han rammet af et Slagtilfælde og laa længe tilsengs, men kom sig udover Sommeren, ja sendte endog til «Norsk Kirketidende» et varmt Forsvar for Hauge, som viser, at han baade kunde tænke og skrive klart.
Høsten 1860 var han mod Sædvane svært anfægtet. «Det er saa mørkt og tungt for mig, at det aldrig har været slig. Jeg holder paa at gribe efter Forjættelserne, men det er, ligesom de bliver borte for mig !»
Derefter sagde han til Sønnen (Torger/red.) : «Gud hjælpe mig nu og staa mig bi i min sidste Stund !»
Hertil svarede denne : «Ja, det vil han saa gjerne; han har hidtil hjulpet, og han vil endnu mindre slippe dig i Dødens Strid”.
Ikke længe efter blev det lyst igjen for ham i aandelig Henseende, og fra da af og lige til sin Bortgang takkede og prisede han Gud for al hans uforskyldte Godhed og Naade. De tre sidste Dage var han maalløs. Gud tog ham til sig ved en blid og rolig Død 10. October 1860.
Han var en ægte luthersk Kristen og nød almindelig Tillid og Agtelse paa Grund af sin Kristendoms Ægthed og aandelig Troskab helt fra Ungdomsaarene til CLivets sidste Stund (forskjellige Meddelelser fra samtidige Haugianere; hans og Hustruens Gravkors paa Faaberg Kirkegaard).