John Blegen (forts. fra forrige Nummer).
Del II – i nr. 43 for : «23de Søndag efter Trefoldighed», som i 1883 falt på 28. oktober.
Efter at være kommen tilbage fra Fredriksstad opholdt han sig hjemme hos sine Forældre paa Opsal i Østre Gausdal og bistod dem med Gaardsbruget.
Hans aandelige Liv skjød sin stille Vekst og fik Næring ved flittig Brug af Bønnen og Sakramenterne.
Paa denne Tid besøgte ogsaa Hans Nielsen Hauge Gudbrandsdalen. Efterat denne Banebryder havde hensiddet i Throndhjems Arresthus fra 4de Februar til 4de Marts 1800, fordi han havde virket som Lægmand ved at forkynde Guds Ord, blev han løsladt og drog over Dovre nedigjennem Gudbrandsdalen.
Paa Gjestgivergaarden Stav i Øier holdt han under stor Tilstrømning Opbyggelse, og hans Virksomhed i dette Prestegjeld dengang blev saa indgribende, at den danner Begyndelsen til en betydelig Vækkelse; Sognepresten skrev nemlig fire Aar senere, at «den hele Bygd er af Hauges ivrige Tilhængere». Med disse, blandt hvilke vi især merker os Ole Johansen Bøskogen, Baard Thorstensen Vælte og Haagen Olsen Langaard, kom ogsaa John Blegen utvivlsomt sammen, da Afstanden mellem Øier og Gausdal er ringe, og han havde en levende Trang efter at omgaaes dem, som elskede Gud og hans Ord.
Formodentlig allerede Høsten samme Aar, efter at være kommen tilbage fra en Tur til Kjøbenhavn, hvor han udgav flere opbyggelige Skrifter, drog Hauge paany afsted for at fortsætte sin velsignelsesrige og betydningsfulde Indremissionsvirksomhed. Denne Gang tog han over Hedemarken til Faaberg og opover til Gausdal, hvor han vides at have holdt Samlinger paa Nordre Fougner, Synstevold, Opsal, England og Kirkebø.
«Ved hans Opbyggelser var meget Folk forsamlet, og der var flere, paa hvis Hjerter Ordet havde varig Virkning». Nu traf ogsaa John Blegen, som endda boede hos sine Forældre paa Opsal, sammen med Hauge og blev opmuntret og styrket ved hans Opbyggelser og knyttet til ham med et inderligt kristeligt Venskabs Baand.
I 1803 kjøbte John Gaarden Forseth i Vestre Gausdal og flyttede straks efter derhen. Paa Tilbageveien fra Tromsø besøgte Hauge atter Gudbrandsdalen Høsten 1803. Efter et kort Ophold i Throndhjem begav han sig sydover den almindelige Landevei over Dovre. Fra Lesje drog han over Fjeldet til Lom, hvor han besøgte den elskelige og begavede Lægmand Erik Syversen Skamsol. Han traf ham paa Sottesengen og trøstede ham med Guds Ord. Ikke længe efter døde han med de Ord : «Nu har jeg faaet Livsens Vand uforskyldt». Fra Lom drog Hauge gjennem Vaage, hvor Vækkelsen allerede var i fuld Gang og hans Skrifter i «hverandens Hænder» (annenhver havde Hauge-skrifter/red.); derifra fortsatte han videre nedigjennem Gudbrandsdalen og kom visselig ogsaa under denne Reise sammen med John Blegen, der, som anført, dengang boede paa Forseth.
Følgerne af disse gjentagne Besog af Lægmanden fra Thune var, «en ikke liden Skare af Hauges Venner i Gausdal og Faaberg». Efter denne rige aandelige Vaartid for John og Vennerne paa Stedet fulgte tørre og trange Tider. Hauge blev nemlig Aaret efter (24de Oktober 1804) af Lensmand Gram indsat i Hougsunds (Hokksund/red.) Arresthus og derfra ført til Kristiania, hvor han hensad fængslet til Høsten 1811.
I de første Aar af Hauges «langvarige Arrest» var Stemningen meget trykket blandt hans Venner. Deres aandelige Leder var borte, og det strenge Forbud mod at holde Opbyggelser, var der yderst faa, som dristede sig til at bryde.
Paa Grund heraf kom det kristelige Liv paa flere Steder i Tilbagegang, og aandelig Sløvhed trængte sig med Magt ind paa mange, som før havde været varmhjertede Kristne. John fik ogsaa føle dens kolde, dræbende Aande, men blev dog, saavidt vi har hørt, bevaret i den første Iver og Nidkjærhed for Sjælenes Frelse og Guds Riges Sag, om end af og til fristet til Forsagthed.
Ved denne Tid flyttede han fra Forseth, da Odelsmanden vilde tage Gaarden fra ham. Han overlod den derfor frivillig. Ved sin ældste Broder, Svend, der fik Fædrenegaarden Opsal, kjøbte han derpaa i 1807 Blegen i Faaberg. Straks efter giftede han sig med en kristelig Pige fra Elverum, Anne Olsdatter Søberg, der sammen med sine tre Søstre og en Broder blev vakt under Hauges Besøg i hendes Hjembygd.
Det unge Ægtepar fik dog adskillige Trængsler at gjennemgaa, særlig i de første Aar. Guds uforfalskede Ord var, som bekjendt, dyrt paa den Tid, da den rene skjære Fornuftkristendom næsten overalt blev forkyndt fra Prædikestolene. Hertil kom, at Folkene i Nabolaget i høi Grad vare ugudelige, de drak og sloges (slåss/red.) med enhver, som de kunde faa vælte sig ind paa, og naar derikke var Anledning hertil, sloges de indbyrdes. En Føderaadskone, som fulgte med Gaarden, da han kjøbte den, satte ham og Hustru ikke mindst paa Prøve gjennem en lang Række af Aar. Hendes Ondskab gik saa vidt, at hun pleiede at slaa urent Vand, m. m. ned paa deres Dørhelle, og en Gang, hun havde samlet sammen noget rigtigt stygt Vand, skvættede hun det lige i Ansigtet paa John, idetsamme han traadte ud af sin Dør. Istedetfor at blive heftig, hvad hun utvivlsomt lagde an paa at faa ham til at blive, sagde han blidt og venligt til hende følgende Ord, medens det skidne Vand silede nedover Ansigtet og Klæderne paa ham : «Jeg vilde ikke have gjort detta med dig jeg», hvorefter han gik ind igjen.
For reisende Lægmænd var det ogsaa stille i den første Tid efter deres Komme til Blegen. Efter 1809, da Hauge fik større Frihed og begyndte at sende sine Venner snart et Brev, snart en Sang, snart mundtlige Efterretninger, steg dog Modet efterhaanden hos dem, og det «halvkvalte Liv» begyndte at vokse paanyt «indtil Aaret 1814 afbrød Stilheden, og Lægmændene atter begyndte at opløfte deres Røst».
Aarene fremigjennem fik ogsaa Vennerne i Gausdal og Faaberg Besøg af en Række Gudsordsbekjendere, der altid pleiede at tage ind til det elskelige Ægtepar paa Blegen. Lars Knudsen Kyllingen fra Romsdalen var en af de første, som begyndte at optage Lægmandsvirksomheden i videre Kredse, efterat Hauge var sat paa fri Fod. Allerede i Slutningen af 1814 finder vi ham paa Færde; i 1815 drog han til Trondhjem og gjennemstreifede siden det ganske Land «fra Smaalenene lige til Maalselven». Ogsaa Faaberg gjæstede han flere Gange.
I Begyndelsen af Aaret 1818 reiste han sammen med sin Ven Henrik Mathiesen fra Trondhjem gjennem Gudbrandsdalen og besøgte da ogsaa John og Anne Blegen. Omtrent samtidig blev Bygden jevnlig gjæstet af den unge, ildfulde og begavede John Eriksen Bjørge fra Naboprestegjeldet Øier og lidt senere mange Gange af den utrættelig virksomme Daniel Arnesen fra Romsdalen. Ingen norsk Lægmand har virket saa omfattende og længe som han. I 1816 begyndte han sit Reiseliv som Gudsordsbekjender og fortsatte dermed til omkring 1860; han besøgte ikke alene flere Gange hver Krog af Landet, men gjæstede ogsaa et Par Gange Sverige. I 1820 havde han Samlinger i Øier, hvor han fandt stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord. Samme Gang standsede han nogle Dage i Gausdal og saa da indom paa Blegen. Vinteren 1825 besøgte han dem atter paa Gjennemreisen til Romsdalen. Det samme var Tilfeldt i 1828, og i Begyndelsen af 1833 reiste han paany gjennem Dalen. Mindst en Gang til, ved (vet/red.) vi, at han virkede i Faaberg. Det var i Begyndelsen af 1839, da han sammen med den bekjendte Lægmand Anders Nielsen Haave fra Søndfjord atter reiste gjennem Bygden. Han tog som sædvanlig ind paa Blegen og oplivede og styrkede mange ved sine erfaringsrige og ildfulde Foredrag samt vækkende og lærerige Samtaler.
– Naar vi til disse føier Farver Ole Mjelva fra Drammen og den bekjendte elskelige Johannessjel Jens Johnsgaard fra Øier, har vi omtalt de mest fremragende af de Lægmænd, som virkede i Faaberg og gjæstede John Blegens Hjem.
Det siger sig selv, at en saa inderlig Sjel, som han (Blegen/red.) var, ikke lod sig nøie med kun at modtage Besøg af Venner. Det var en Hjertetrang for ham at komme ud en Gang imellem og se til dem igjen. Medens Hauge levede, gjorde han af og til Reiser ind til Kristlania vistnok ogsaa i timelige Anliggender, men hovedsagelig for at træffe sin aandelige Fader paa Bredtvedt, søge hans Raad og opbygges ved hans erfaringsrige og visdomsfulde Tale.
Disse Sammentræf med ovenfor nævnte Lægmænd og særlig med Hauge var ligesom aandelige Hvilestunder, der skaffede ham Vederkvægelse og Opmuntring midt under det daglige Livs Ørkenvandring. De gav Troen Styrke, Kjærligheden Næring, og Haabet Vinger til at flyve mod Himmelens Land og vente med Længsel og Glæde paa den Stund, da Gud skal føre sine trætte Pilegrime fra Udlændigheden til Hjemmet, fra Striden til Hvilen, fra Sorg til Glæde, fra Tro til evig Beskuelse og Nydelse af den fulde Salighed.
Da han vidste, at han bar den overvættes Naade i et skrøbeligt Lerkar, drev dette ham til Aarvaagenhed og Bøn, og hans Vandel var saa forsigtig, at alle maatte erkjende, at han var en sand Kristen. Ved sit Eksempel kom han derfor til at virke meget paa sine Omgivelser. I sine private Samtaler søgte han altid at gribe den gunstige Anledning til at vidne om sin Herre og Mester og tale Ord i rette Tid. Hans forsigtige Vandel i sin Frelsers Fodspor og den Erfaring, som han under sit lange Kristenliv havde erhvervet sig, gav hans simple og ligefremme Tale en særlig Vægt og virkede med en forunderlig Magt.
Han holdt dog aldrig egentlige Opbyggelser, ja det var endog meget sjelden, at han lod sig bevæge til i kristelige Sammenkomster at holde Bøn; naar dette skeede, var hans Ord inderlige og alvorlige, men ogsaa «saa enfoldige, som de mest kunde være». Der var hos ham en sterk Kjærlighedstrang, og som Følge deraf ogsaa stor Lyst til at besøge Venner, Slægtninge og andre kjendte, men han var fordetmeste aldrig længe hos hver enkelt.
Naar det kristelige Lægfolk i Gausdal og Faaberg pleiede at komme sammen om Søndagsaftenerne for at opbygges ved Bøn, Læsning i Guds Ord og Hans Nielsen Hauges Skrifter, var gamle John Blegen i Regelen tilstede.
Da han var en livlig Natur, og som Følge heraf havde dybe og sterke religiøse Følelser, var han ofte oplivet ved saadanne Anledninger og ellers ogsaa i det daglige Liv. Hans Tro var barnlig og enfoldig, og med en sjelden Fortrøstning og Tillid klyngede han sig fast til Forjættelserne (løftene/red.), indtil Gud velsignede ham og opfyldte hans Hjertes Begjæring. Hans Kristendoms Ægthed og Alvor fremlyser ikke mindst af hans huslige Liv. Guds Ord boede rigelig i hans Hus, og han levede, som han talte, og var en kjærlig Ægtefælle og en omhyggelig og god Fader for sine 2 Sønner og 3 Døtre. Disse opdrog han i Gudsfrygt og Herrens Formaning. Han holdt dem til strengt Arbeide og søgte at hindre dem fra at komme ud i Lystighed og slet Selskab.
Til Børneopdragelsen havde han en god Hjelp og kraftig Støtte i sin fromme og dygtige Hustru, der sagde mindre, men var mere bestemt, end han, og vidste i den Grad at sætte sig i Respekt, at hun kun behøvede at se paa sine Børn for at faa dem til at lyde.
Deres Omsorg for Børnene velsignede ogsaa Gud rigelig, idet de alle blev alvorlige Kristne og ved Guds Naade har levet og vandret, som det sømmer sig for Jesu Kristi Efterfølgere. Han nød ogsaa den Lykke og Glæde at faa leve sammen med sin fortræffelige Ægtefælle i henved 50 Aar. Høsten 1852 blev hun imidlertid alvorlig syg af Gulsot og tæredes bort lidt efter lidt. Det var roligt for hende i aandelig Henseende, men Smerterne var store, og Dødskampen haard. Den 23de Januar 1853 hensov hun i Troen paa sin Frelser.
John Blegen (Slutning fra forr. Nr.)
Del III – nr. 44 – for «Allehelgenssøndag», som i 1883 falt på 4. november.
Det er karakteristisk for dem begge, at gamle John, da han var hos Presten og meldte Dødsfaldet, sagde til denne, at de i levende Live var blevne enige om, at der ikke skulde holdes Ligtale over dem, Grunden hertil var, at Presten altid pleiede at rose sterkt de afdøde; dette likte de ikke; thi de vidste, at al Æren tilkom Gud, som havde udrettet alt ved sin uforskyldte Naade.
Til Belysning af det sidst anførte vil vi meddele følgende lille Træk. Da hans ældste Broder Svend Opsal døde, holdt Sognepresteni Østre Gausdal en Ligtale, hvori han i sterke Ordlag roste baade den Afdøde og hver enkelt i Familjen, men glemte John. Bagefter kom han bort til denne og gjorde mange Undskyldninger, fordi han ikke ogsaa havde omtalt ham; det var skeet ved en Forglemmelse.
Da en af Sønnerne hørte dette, sagde han til sin Hustru : «De va da rigtig vel, at han glemte det, ellers hadde Far gjerne sagt, at han skulle tia stille».
Den Gamle afskyede Ros og Smiger og sagde altid ligefrem til enhver, hvad han mente. Den almindelige Agtelse han nød, fandt ogsaa sit Udtryk deri, at han gjennem en Række af Aar var betroet flere Tillidshverv i Bygden. Imidlertid begyndte han mere og mere at føle Alderens Tryk, særlig efter sin kjære Hustrues Død. Han længedes og ventede under Tro, Bøn og med Haabets Forvisning og Glæde efter at samles med hende der, hvor ingen Adskillelse mere findes, og Ventetiden blev heller ikke lang. Hele sit Liv igjennem havde han havt en jernsterk Helbred, men Vinteren 1859–60 blev han rammet af et Slagtilfælde.
Han laa nu tilsengs længe og var saa syg, at man troede, at han ikke kom til at bedres igjen. Ud over Sommeren kom han sig betydelig, ja blev endog saa bra, at han en Gang havde Ljaaen paa Akselen og vilde ud paa Marken for at slaa. Det blev dog kun ved Forsøget, og han maatte hjem igjen.
Ved denne Tid ytrede han Ønske om at tale med Presten. «Er det Kapellanen», spurgte Sønnekonen. «Nei, det er Gamlepresten», sagde han. Hun spurgte da paany, om han vilde, at man skulde hente denne. Hertil svarede han : «Aa – det er ikke nødvendigt; det er ikke noget andet, jeg vilde sige ham, end fortælle ham, hvilken Omsorg han har havt for mig». Presten havde nemlig ikke seet til ham hele Tiden, medens han havde ligget syg.
Høsten 1860 var han svært anfægtet. «Det er saa mørkt og tungt for mig nu, at det aldrig har været sligt. Jeg holder paa at gribe efter Forjættelserne, men det er, ligesom de bliver borte for mig».
Derefter sagde han til Sønnen (det er Torger/red.) : «Gud hjelpe mig nu og staa mig bi i min sidste Stund». Hertil svarede denne : «Ja, det vil han saa gjerne; han har hidtil hjulpet, og han vil heller ikke slippe dig nu».
Ikke længe derefter blev det lyst igjen for ham i aandelig Henseende, og fra den Stund og lige til sin Død takkede og prisede han uafladelig Gud for al hans uforskyldte Godhed og Naade. De tre sidste Dage af sit Liv var han maalløs.
En, der stod ham nær i Livet, skriver : «Jeg kan ikke udsige, hvor saligt det var at staa ved hans Dødsleie; Gud tog ham til sig ved en blid og rolig Død. Gud give mit Endeligt maatte blive som hans af Naade for Kristi Skyld».
Det var den 11te Oktbr. 1860, han indgik til sin Herres Hvile. Ved hans derpaa følgende Begravelse var mange Venner tilstede, men ingen anden langveis fra end Hans Pedersen Lingjerde fra Vardal.
Baade han og Hustru hviler i Faabergs Kirkegaard til Opstandelsens store Morgen.