– i «Indremissionæren» for 1891.
«Kommer eders veiledere ihu som har forkyndt eder Guds ord, og naar I betragter utgangen av deres vandring. da etterfølger deres tro». (Ebr. 13, 7)
En kjæmpe er faldt i Israel, et lys er slukket paa jo den. Det elskelige Herrens vidne, gaardbruker og bibelbud Martinius Fremstad er gaat ind til sin Herres glæde. Dette skedde den 23de september d. a.
Naar jeg ovenfor kaldte ham en falden kjæmpe og utslukt lys, da var dette ikke saa ganske korrekt. Vi finder ham rigtig nok ikke mere i Herrens stridshærs rækker men frugtene av de kamper, han førte i de mange aar, han stod i Herrens hær, som en ved naaden i Kristus dygtiggjort stridsmand, de lever endnu og skal fremdeles leve, om end hans navn skulde bli glemt av de fleste paa jorden.
Hvem kan vel beregne den indflydelse, som et i Kristus ført liv øver gjennem de kommende slegter. Den velsignelse, som vor avdøde bror har nedkaldt over Herrens menighet ved sine daglige bønner, den forøkelse av stridskreftene, som er tilført Guds hær ved de sjæle, som er vundne ved hans vidnesbyrd om Kristus i ord og handling, er noget, som aldrig vil dø ut. Lik en sæd, som saaes i jorden, høstes og saaes paany, vil denne velsignelse forøkes og mere og mere utbredes, indtil dagens ende.
Han er vel død, men han lever dog endnu, ikke bare der hjemme hos Gud, men ogsaa her paa jorden. Han lever i frugtene av sit arbeide i Herrens vingaard, ved disse skinner han endnu som et lys i verdens mørke, i disse deltar han endnu som en levende kjæmpe i striden for Guds sak iblandt os, uten at tale om at hans ihukommelse i længere tider vil virke styrkende, lysende og varmende paa alle, som kjendte ham, likesom den nedgangne sol endnu en stund efter sin nedgang lyser for jordens beboere og glæder os ved den deilige aftenrødme, som bryt- ningene av dens straaler fremkalder paa himmelen.
Martinius Fremstad blev født paa gaarden Skonnord i Snertingdalen, anneks til Biri den 22de december 1830. Her tilbragte han sine barndoms- og ungdomsdager og blev tidlig vant til orden og flid. Hans far, Erik Skonnord, var nemlig baade en dygtig og strævsom mand, som tidlig satte sine barn til arbeide, ja, var muligens vel streng i saa henseende. Levende gudsfrygt fandtes der vel neppe i forældrehjemmet i Fremstads barndom, skjønt den ytre form ikke manglet. Hans forældre kom dog senere til omvendelse.
I 17-aarsalderen blev han omgangsskolelærer i hjembygden, efterat han en tid hadde gaat i skole hos daværende personelkapellan til Vardal, nuværende sogneprest til Ringsaker, Borchgrevink. Denne stilling indehadde han i 13 aar. 24 aar gammel blev han gift med Karen Dagfinnsdatter Hasli, som en av sønnene i et brev, som jeg har liggende foran mig, kalder »den bedste kvinde i verden«. Da han var 30 aar, frasa han sig skoleposten, da den ringe løn, som han mottok for sit arbeide, ikke forslog til at ernære familien. Han kjøpte da gaarden Fremstad i Biri hovedsogn av sin svoger fhv. missionsemissær Chr. Amble. Dette sted forblev hans hjem til hans død.
Han hadde 9 barn i sit egteskap, derav 5 sønner og 4 døtre, som alle lever, de 6 i fædrelandet, hvorav den ene har overtat gaarden efter ham, og de tre i Amerika. Det yngste barn konfirmertes i høst.
Noget over 20 aar gammel begyndte han at delta i opbyggelsesmøter, for det første ved at holde bøn, siden ved at tale Guds ord, en gjerning som han vedblev med, indtil hans første sygdom gjorde ham udygtig hertil. I 1869 gik han ind i Lutherstiftelsens tjeneste som bibelbud og har like til vaaren 1890 ofret det meste av den tid, han kunde avse fra sit gaardsbruk, i dens tjeneste, dels som bibelbud, dels som emissær. De sisste 10 aar virket han fornemmelig i Trondhjem, hvor han ogsaa vaaren 1890 paadrog sig den sygdom, som senere endte hans liv.
Han blev begravet den 7de oktober. Sogneprest Buch talte baade i huset og i kirken, hvor hans jordiske levninger sattes ind. Sognepresten dvælte særlig ved det bramfri, ydmyge og kjærlighetsrike liv, Herren hadde git ham naade til at leve, og mindet om det store tap, som familien og menigheten hadde lidt ved hans bortgang. Foruten alle de kranser, som sendtes fra enkelte venner nær og fjern, var der sendt saadanne fra Trondhjems indremis- sionsforening og indremissionsvenner paa Lillehammer, likesom Biri indremissionsforening og avholdsforening, den første ved sin viceformand den sisste ved sin formand, la sine kranser paa hans kiste.
Fremstad blev tidlig vakt til livet i Gud. Mens han laa paa sit dødsleie, dikterte han nogen ord om sin omvendelse, som optegnedes av en av hans døtre, og som vi her anfører.
»Jeg vet aldrig, at det har forekommet mig, at jeg skulde skrive noget om Guds førelse med mig, da baade min be- gavelse har været ringe og min virksomhet for Guds rike har gaat saa stille og ubemerket hen. Men nu under den sisste alvorlige sygdom kom jeg til at tænke paa, hvad Gud har gjort for min sjæl, og idet jeg fik skjelne mellem, hvad der var daarlig fra min side og vel gjort fra Herrens side, fik jeg saa uendelig meget at takke ham for. Jeg faar gjøre begyndelsen med at fortælle om Guds første alvorlige naadebesøk til min sjæl. Jeg var den gang 18 aar og hadde holdt skole i vel 1 aar, men jeg blev ikke paavirket fra først av ved alvorlig forkyndelse av Guds ord; ti det fandtes ikke den gang i vor bygd. Derimot var jeg paa et bal i julen, hvor jeg og mine søskende traf sammen med utenbygds slegtninger, som var endda mer øvet i galskap og letsindighet, end vi selv var.
Straks bakefter begvndte jeg med skolen paa et stille sted, hvor jeg hadde en egen bygning overlatt baade nat og dag; da begyndte jeg at opleve, hvad der staar i Aab. 3, 20: »Se jeg staar for døren og banker; dersom nogen oplater døren for mig, til ham vil jeg gaa ind og holde nadverd med ham og han med mig«. Jeg lærte da at forstaa, at jeg aldeles var fremmedgjort for livet i Gud og hadde vandret paa den brede vei til fortapelse.
Men at komme løs fra synden var ingen let sak, og forstaaelsen av, hvorfra kraften til at overvinde synden maatte komme, og hvorledes jeg skulde faa fred med den Herre Jesus formedelst troen, var jeg ganske fremmed for. Imidlertid hadde Guds kald den magt med sig, at mere grove og aabenbare synder maatte væk. Jeg holdt paa om vinteren at arbeide under loven, hvilket hverken skaffet mig naade eller fred. Da sommeren kom, skulde jeg paa en av de største gaarder holde skole for stedets børn og nogen andre.
Dette var et godt sted, da gudsfrygt hadde et slags fotfæste der. Guds kald kom atter over mig med en saadan kraft, at jeg virkelig vovet at gjøre alvor av min omvendelse; men jeg syntes,jeg kunde hat nødig, at nogen hadde tat mig ved haanden og sagt mig, hvad jeg hadde at gjøre. Imidlertid blev jeg fuldt bestemt paa at opsøke mig et enlig sted, hvor jeg frit kunde utøse mit hjerte for Gud. Første gang jeg bøiet mit knæ paa dette nye sted og oplot min mund til bøn, kom der en saadan himmelsk salig fryd i min sjæl, at jeg ganske vilde smelte hen i Guds kjærlighet.
Jeg tænkte da: Er det saa godt at ha med Gud at gjøre, saa skulde jeg for bestandig høre ham til, men dermed var det ikke færdig, skjønt jeg tror, at jeg var et Guds barn dengang, mit hjerte droges til Gud, og al synd var mig en motbydelighet. Men forløsningsverket i Kristus, det hadde jeg litet rede paa, heller ikke var det et eneste troende menneske som jeg for det første kunde faa tale med. Frygten for at nogen skulde merke, hvorledes jeg hadde det, var forfærdelig stor, jeg hadde heller aldrig hørt, at der var talt om Gud og hans vilje blandt nogen, det eneste var i kirken; men da presten var en rationalist, hadde heller ikke han synderlig greie paa at samle til Kristi kirke paa jorden. Endelig sørget Gud for, at der den sommer kom lægprædikanter til bygden og besøket gjentokes oftere, hvilket jeg haaper blev til megen velsignelse. Den første lægmand var Chr. Amble, snart kom ogsaa H, Lingjerde og senere ogsaa John Fjeld. Velsignelsen av det første besøk blev forskjertset for min del, da jeg dagen efter maatte til Biri paa en bispevisitas. Sommeren gik med nye løfter og nye fald.
Det var min opfatning, at jeg maatte ha min omvendelse istand, førend jeg fik tilladelse til at tro mine synders forladelse for Jesu skyld; men da høsten kom, og jeg skulde begynde skolen, løste Gud vantroens baand, og jeg fik erfare, hvad det er at bli en ny skapning i Kristus Jesus, saa det gamle er forbigangent og alt er blit nyt. Det faldt som skjæl fra mine øine med hensyn til forstaaelsen av barnelærdommen og Guds ord idethele tat. De faa kamerater, som jeg hadde i den gamle letsindighet, blev snart vundne for Herren og blev mine bedste venner, og er velsignet tid oprandt. Skamfuldhetsaanden maatte vike og samtaler, sanger og Kristi bekjendelse begyndte at lyde. Der blev en besøkelsestid, i hvilken ogsaa de gamle kristne rystet støvet av sig.
Disse og de yngre trængte vel til hverandre. I de to vintre, jeg før hadde været lærer, hadde jeg aldrig hørt om nogen opbyggelse, men nu blev der titt og ofte forsamlinger. Deroppe i mit skoledistrikt var tre gamle lægprædikanter, hvorav den ene hadde besøkt Hauge paa Bredtvedt, den anden hadde været indstevnet i Hauges sak som vidne. Den tredje var ogsaa omtrent av samme alder.
Men hvad præket de? Det var vistnok saare litet av evangeliet, men saa meget mere om alvor i at fly synden, at leve hellig og gudfrygtig; dog blev der ikke talt saa litet om, at Gud er naadig og barmhjertig og i slutningen av talen og i bønnen het det gjerne: »For Jesu Kristi skyld«. Den ene av disse tre var dog kanske mere evangelisk, likesom jeg med det samme maa tilføie, at begge de to andre gamle kom til et meget klart evangelisk lys, før de døde. Det saa imidlertid ut, som denne slags forkyndelse ikke hindret, at sjæle baade blev vakte og omvendte til Herren. For min del fik jeg snart en svær lyst til at lære vore gode lutherske kirkesalmer, og i en stor del av disse er evangeliet klart besunget. Jeg har lyst til at nævne en del av disse salmer, som har været mit hjerte saa dyrebare. Blandt de allerførste var: »Jesu din søde forening at smake«, «Et er nødig, dette ene«, »Er Gud for mig saa træde« og »Jesus al min fryd og ære«. Den sisste staar i »Troens rare klenodie«.
Dernæst blev det salmer, som følger med kirkeaaret: «Hvor ledes skal jeg møte og favne dig min skat«. Og av julesalmer især disse: »I denne søde juletid«, «Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum«. Av passionssalmene var det især salmene: »Her ser jeg da et lam at gaa«. »Gak under Jesu kors at staa« og »O, kjære Jesu, hvad har du bedrevet». Av paaskesalmer faar jeg bare nævne: »Hvad er dog paaske sød og blid« og pinsesalmen: »O Helligaand kom til os ned«. Av »Troens rare klenodie« lærte jeg en hel del kjære salmer, som alle har været mit hjerte dyrebare«.
Som disse hans egne uttalelser viser, kom han efter i nogen tid at ha arbeidet under loven til frigjørelse i Kristus, og i denne frihet bevaredes han indtil enden. Døperens ord: «Ham (Kristus) bør det at vokse, men mig at forringes», gik i fuldeste forstand i opfyldelse paa Fremstad. Han levet stedse i en dyp erkjendelse av sin egen synd, og derfor var Kristus hans eneste trøst. Han var altid utilfreds med sin egen gjøren og virken, og han var saa glad, naar han hadde anledning til at høre og læse om, hvad Jesus har gjort for vor frelse. Han var fattig i aanden, men just derfor ogsaa frimodig i tilliden til den overflødige naade, forhvervet ved Kristi blod. La os høre et par uttalelser av ham selv fra de senere aar, skrevet til en av hans sønner.
Under 17. april 1889 skriver han: »O, hvor litet jeg endnu har av Jesu sind, han som var sagtmodig og yd- myg av hjertet, og som kom herned ikke for at la sig tjene, men for at tjene og gi sit liv til en gjenløsningsbetaling«.
Efterat han i vaaren 1890 var kommet syk hjem fra Trondhjem, skriver han: Sandt at si er jeg meget misfornøiet med mig selv, efterlaten til bøn, og adspredt under bønnen. Ikke tror jeg, at hustru og barn har følt det som nogen plage, at jeg er kommet hjem, saa det er ikke saa meget det onde, som jeg gjør, som det gode jeg forsømmer, som anklager mig. Da jeg blev syk tænkte jeg: kanske nu den kjære Gud faar gjøre mig fattig, trængende bedende og troende, men naar jeg vil gjøre det gode, hænger det onde ved mig«.
Under 20de juli 1890 skriver han: Naar jeg ser tilbake paa disse 11 aar, i hvilke det, Gud ske tak, har været mit ønske at tjene Herren, men allikevel baaret saa liten frugt, saa vil nok frimodigheten bli liten, og det er tungt at tænke paa saa megen lunkenhet og forsømmelse av naadetiden, litet kristelig alvor, saa liten visdom især i barneopdragelsen, saa ofte latt skjødesyndene faa saa meget magt osv. Ja, jeg er totalt bankerot naar jeg ser hen til mig selv. Men saa er det velsignet at tænke paa, at selv om jeg hadde været den fuldkomneste kristen av verden, saa hadde min retfærdighet bare været et besmittet klædebon, altsaa litet skikket til at komme frem med for den hellige og rene Gud; men paa samme tid er en retfærdighet anvist syndere, nemlig »Herren vor retfærdighet».
Ved Guds naade er jeg bestemt paa i liv og død at bygge paa denne salighets klippe, Jesus Kristus vor frelser, som ga sig selv hen for os, ja døde for os, at vi skulde leve med ham osv«.
Hans klare evangeliske syn fremgaar særlig av følgende uttalelse i brev til sønnen av 14de december 1888: »Mit haap er, at du er begyndt at tro Guds forjættelser, som er adressert til ugudelige og til enhver, som vil ta livsens vand uforskyldt. I Rom 10, 13 forklarer apostelen troens væsen. Den, som vil komme til visshet om sin naade- stand, behøver ikke at fare til himmelen for at hente Kristus ned der ved umiddelbare aabenbaringer; ei heller fare ned i avgrunden for at hente Kristus op fra de døde d. e. ikke noget vist maal av helvedfrvgt, syndesorg eller lignende; men ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte osv.
Dersom Paulus skulde git fangevogteren svar, efter hvad menneskefornuft utfinder, da han kom fluks fra syn- delivet og forskrækket spurte: »Herre hvad bør mig gjøre at jeg kan bli salig ?» vilde han istedenfor det svar han ga: «Tro paa den Herre Jesus, saa skal du bli salig du og dit hus« ha sagt, det er lang vei dit og paa katolsk vis git mange tomme menneskebud om faste, messer, lange bønner, valfarter og lignende. Gud ske lov, at Herren ikke har sat gjærde og stængsel om evangeliet, men lar det ha frit løp, saa at hver, som tørster, kan komme til våndene og den, som vil, faar ta livsens vand uforskyldt«.
Likesom Fremstad hadde et klart syn paa Kristus som den, der ved sit hellige liv og sin smertefulde død har forhvervet retfærdiggjørelse for den ugudelige og paa at vi maa annamme denne naade saa elendige, som vi av naturen er uten værdighet og fortjeneste, saaledes hadde han ogsaa den rette forstaaelse av, hvorfra den rette helliggjørelse kommer.
Under 5te mai 1890 skrev han til sønnen: »Tap aldrig motet, hvor daarlig det end ser ut, kjæmp indtil blodet i Guds kraft, naar den onde fiende i og utenom dig vil sprænge dæmningen og gi synden frit løp. Men fremforalt gjælder det at vokse i naaden, saa den fornødne kraft til helliggjørelse ikke mangler«.
Han hadde imidlertid ikke blot syn for, at den fri naade er den eneste sande drivfjær til hjertets helliggjørelse og dennes utøvelse i livet ved gode gjerninger, men han hadde ogsaa øie for at troskap i kamp mot det onde og utøvelse av det gode virker tilbake paa hjertets tillid til naaden, bringende troen tilvekst.
Han skriver herom (17/11—88): »Hver en synd, du med alvor forsaker, og hver en god gjerning eller gudfrygtighetsfølelse, du gjør med det rette sind, ikke for at bli salig, men fordi du er salig, det styrker troens frimodige tilgang til Guds faderhjertes.
Hans sunde opfatning av Guds ords lære om helliggjørelsen vil endvidere fremgaa av følgende uttalelse (brev av 17/12—88): »Det er høilig fornødent at vaake og be for ikke at falde i fristelse. Det svake naadeliv trænger god pleie og kraftig næring, og naar Guds aand faar raade, saa meddeler han denne næring gjennem ordet, bønnen, troen og sakramentet. Vi har ikke nødig at sultefore vor sjæl, da vi har en hyrde, som selv kalder sine egne faar ved navn og leder dem til de grønne græsgange og de stille rindende vande (Salm. 23). Mest aarvaakenhet trænges der, hvor vi er svakest, likesom en forstandig hærfører sætter sine bedste tropper der, hvor striden er haardest.
Men da de gamle syndevaner og skjødesynder atter og atter baade frister og overrumpler os, saa vil vi gjøre, som en sanger sier: »Forser du dig, saa gaa den vei du vet og la dig straks i Jesu saar forbinde, saa er den feil og hvad du har forseet, som aldrig skedd». Hvor dyrebart, at med naaden, som blev med Jesus Kristus har det sig ganske anderledes end med loven, som git ved Moses. Lovpagten lyder saa: Gjør disse ting, saa skal du leve, men naadepagten lyder saa: Om nogen tørster, han komme hit til våndene, og hvem, som vil, ta livsens vand uforskyldt. Gud hjælpe os enfoldig til at tro hans forjættelser, som staar der saa fri og utilgjængelige uten gjærde eller stængsel«.
Det lyktes Fremstad ved Guds naade i høi grad at praktisere, hvad han lærte andre. Han var ingenlunde feilfri, for som ethvert Adams barn droges han med et ondt og ugudelig kjød, og det hændte nok ogsaa ham, at han blev overrumplet av fristelsen. Men alle, som kjendte ham, vil nok maatte erkjende, at naaden hadde en magt nos ham som hos faa andre troende. Just fordi han eiet en saa dyp erkjendelse av sin egen elendighet og avmagt, og fordi hans blik paa Kristus var saa klart, derfor kom ogsaa naadens kraft saa tilsyne i hans liv.
Det, som især udmerket ham og præget hans hele liv, var hans ydmyge sind. Altid tænkende ringe om sig selv holdt han sig beskedent tilbake for sine medarbeidere, agtende i ydmyghet andre høiere end sig selv. Og man merket klart, at det ikke var hovmodet klædt i ydmyghetens dragt, slik som vi stundom træffer paa den her i livet. Han ydmyget sig ikke i den hensigt derved at bli ophøiet. Han var derfor heller ikke kostbar paa det eller lot sig nøde, naar han f. eks. blev kaldet til at optræ for at avlægge vidnesbyrd om sin frelser.
Den falske ydmyghetspaastand: «Jeg er uduelig til alt, derfor vil jeg heller intet gjøre», var fremmed for ham. Hans løsen var : «Jeg formaar intet i mig selv, men Herren formaar alt, derfor kan han ogsaa gjøre noget ved mig. Jeg vil derfor gaa dit, hvor han sender mig og gjøre den gjerning, hvortil han maatte kalde mig».
Det var ikke vantroens uegte, men troens egte ydmyghet, vi fandt hos ham.
Fremstad var fremdeles en kjærlighetens mand, og det var jo ikke underlig for troen frembringer kjærlighet. Han hadde en underlig medlidenhet med de elendige, og det var ham en glæde at kunne bringe hjælp til den træn- gende. Nedskriveren av disse linjer er mere end en gang blit glædet og styrket ved at iagtta Fremstads offervillighet likeoverfor de fattige. Det er ikke bare smukke talemaater, naar jeg sier, at han var en mand, som gjorde vel. Sparsom naar det gjaldt ham selv, var hans pung aldrig lukket, naar nøden banket paa hans dør.
Fremstad var tillike en fredens mand. Han hadde ikke lyst til strid, men søkte derimot at tale til fred der, hvor der var uenighet. Uten at slaa av paa sandheten søkte han at undskylde den feilende i dennes fraværelse, men han besat ikke saa liten frimodighet til at si sandheten like i øinene paa den, som syndet. Han eiet derhos megen visdom og forstod at tale det rette ord i ret tid. Han kom meget ofte med træffende bemerkninger, som stundom var noget humoristiske og ikke sjelden indeholdt en liten smule satire.
Sit timelige kald skjøttet han med troskap. I brev til sønnen sier han: »Vi skal bruke de timelige ting med al mulig omtanke og forstand, som om det kom an paa os, men naar det er skedd, da stole paa Gud, som om vort arbeide ingen betydning hadde«. Efter disse grundsætninger handlet han, forsigtig, betænksom og vindskibelig i al sin færd.
Med hensyn til arbeidet for Guds rike var vedholdende troskap et utmerkende træk hos ham. Han var ikke utstyrt med glimrende evner, men han aagret med sit pund med jevn flid, like indtil hans første sygdom stanset ham. Naar jeg har sagt, at han ikke besat mere end almindelige evner, da trænger dog dette en berigtigelse. I en henseende besat han nemlig mer end almindelig begavelse, nemlig i at samtale med den enkelte om de ting, som hører Guds rike til.
Naar han talte om timelig ting, kunde det gaa noksaa trægt, men naar samtalen kom hen paa det ene fornødne, da stod han ikke fast. Han var derfor særlig skikket for bibelbudgjerningen. De syke, anfegtede og fredløse fandt i ham en sjelden god veileder, mens de selvfromme og egenretfærdige hadde grund til at frygte ham, for likeoverfor farisæismen var han ikke bløthændig.
Det hændte, at slike laaste sin dør, naar de saa ham komme, eller ogsaa jaget ham ut, naar han var kommet ind. Saaledes grep en gammel kvinde engang i sin forbitrelse ildtangen for med den at jage ham paa dør.
Som opbyggelsesprædikant var han ogsaa yndet. Kristus var A og O i hans forkyndelse, der for en stor del gik ut paa en med Guds ord stemmende, erfaringsmæssig beskrivelse av Guds gjerning i menneskehjertene. I denne henseende traadte han i Arndts, Scrivers og flere ældre forfatteres fotspor.
Skjønt der ikke kan pekes paa store vækkelser fremkaldt ved hans virksomhet, var der dog mange hist og her, hvor han færdedes, som ved ham blev ledet frem til frelseren, ikke mindst gjennem den stille og beskedne gjerning, han utførte ved at gaa omkring i husene. Han pekte paa det Guds lam, som bar al verdens synd, og dette sker aldrig forgjæves, for Kristi evangelium er en Guds kraft til saliggjørelse for hver den, som tror. Og er dette evangelium end en daarlighet for de fleste iblandt os, der som friske ikke har lægedom behov, saa træffer man dog ogsaa paa hjerter, som er fattige og trængende, hvor livets sæd falder i god jord og bærer frugt.
Dette evangelium var Fremstads eneste trøst ogsaa paa hans dødsleie. Jeg var hos ham, dagen før han vandret hjem, og skjønt han da allerede hadde meget vanskelig for at tale, fik jeg dog ut av ham, at jeg skulde bringe hans venner den hilsen, at han vilde dø paa den sandhet, han hadde levet paa og forkyndt for andre, den sandhet, at Jesu Kristi, Guds søns blod renser fra al synd. Min sjæl dø denne retfærdiges død og mit endelig vorde som hans. Herren alene være ære og pris for det, som han utrettet i og ved den kjære broder Fremstad. Ham alene tilhører æren, os vore ansigters blusel. Amen.