– dette år var det for tidsskriftet «For Fattig og Riig» 2 redaktører, H.G. Heggtveit og M. A. Evindvik; første del (nr. 14) kom ut «Midfaste Søndag» eller Dominica Laetare (Lætare), hvilket i 1886 falt på 4. april; (neste del (nr. 15) følger lenger ned på siden) :
Eidsvoldsmanden og Haugianeren John Hansen Sørbrøden;
(til dette Livsbillede har jeg foruden Bernt Moe : «Eidsvoldsrepræsentanter» og «Eidsvolds-Galleri» af Paul Botten Hansen særlig benyttet Professor Dr. theol. A. Chr. Bangs udmerkede Bog : «Hauge og hans Samtid». Dr. Bang har desuden laant mig flere utrykte Brevskaber om Sørbrøden, for hvilken Velvilje jeg herved bringer ham min bedste Tak. Red.).
John Sørbrødens Forfædre var oprindelig fra Bohuslehn, hvor Stamfaderen Hans boede paa Gaarden Søbuar i Skie Sogn for over 200 Aar siden.
Men da dette ældgamle norske Landskab i 1658 blev afstaaet til Sverige, flyttede han til Smaalenene, baade fordi han ingen Lyst havde til at staa under Sverige, og især fordi han troede, at hans Fødeegn nu vilde blive plaget med svære Skatter saaledes som dengang var Tilfælde i de andre svenske Provinser.
Søbuar faldt derpaa, som forladt af sin Eier, til Kronen, under hvilken den endnu for omkring 30 Aar siden skal have været Bygselgaard.
I Smaalenene bosatte Hans Søbuar sig først paa Mjølnerød i Bergs Sogn, hvor han dog kun opholdt sig omtrent et halvt Aar. Den da regjerende danske Konge Fredrik den tredje (1648-1670/red.) vilde nemlig paaskjønne hans Kjærlighed til Fædrelandet og Kongehuset, hvorfor han gav ham fri Bygsel paa Gaarden Sørbrøden i samme Sogn.
Ogsaa en anden Mand, der samtidig med Hans og af samme Grund indvandrede fra Bohuslehn til Norge, skal Kongen have belønnet paa lignende Maade. Efter at have brugt Sørbrøden i 5 Aar fik han kjøbt Gaarden af Kongen til Odel og Eiendom for 64 Sletdalere. Bemeldte Hans Søbuar eller, som han herefter kom til at hede, Hans Sørbrøden, var flink baade til at læse og skrive, hvilket dengang var en stor Sjeldenhed blandt Egnens Bønder. Det var derfor ikke underligt, at han blev Lensmand i Berg Sogn, og siden har hans Efterkommere, der afvekslende har ført Navnet Hans Johnsen og John Hansen, ligeledes været Lensmænd i Prestegjeldet indtil Eidsvoldsmandens Fader, Hans Johnsen, der var Underlensmand.
Dennes Søn Eidsvoldsrepræsentanten John Hansen, er født den 3dje Mai 1775 paa Gaarden Sørbrøden. Her voksede han op og blev godt undervist af sin Fader efter de Tiders Maade. I sin Ungdom var han «frisk og fyrrig paa det, en dygtig Danser samt en flink Spillemand», og indtil Femogtyveaarsalderen uden aandeligt Liv og Syn paa sin egen Elendighed og indsaa følgelig heller ikke Omvendelsens Nødvendighed.
Da kom Vaaren 1800 Hans Nielsen Hauge tilbage til sin Hjembygd efter at have været borte i længere Tid for at bekjende Guds Ord for sine Medmennesker paa andre Steder i Fædrelandet, hvoraf de fleste laa i Vantroens Død og Dvale. I den korte Tid Hauge denne Gang efter Hjemkomsten opholdt sig i Tune, gjorde han sandsynligvis flere Udflugter. Blandt andre Steder besøgte han Fredrikshald og Omegn, hvor han holdt en Opbyggelse paa Gaarden Strand.
Mange Tilhørere havde indfundet sig og blandt disse var ogsaa John Hansen Sørbrøden, der gik med den Tanke efter endt Opbyggelse «at optræde og gjendrive Taleren og ret binde Munden paa ham, saa han ikke mere skulde fare slig om og gjøre Folk underlige i Hovedet».
Herren vilde det dog anderledes. Han blev mægtig greben af det enfoldige, hjertelige og vækkende Foredrag og gik hjem med alvorlig Bekymring for sin Sjel, og allerede næste Morgen tidlig opsøgte han Hauge, for at faa Lys i Salighedens Vei, og han kom ved Guds Aands Hjelp og under alvorlig Bøn og Betragtning af Guds Ord til Troen paa ham, som «er Veien, Sandheden og Livet».
Saaledes var da John Sørbrøden ved Guds Naade blevet «en ny Skabning i Kristo Jesu», «og han staar fra nu af som den maaske mest udprægede Skikkelse fra Hauges Virketid. Han var en ridderlig Personlighed, mandig i Faren, tro mod Gud og tro mod sit Fædreland; flittig i at vidne om Sandheden i den Herre Kristus var han til det sidste; og som Lægprædikant skal han især i sine yngre Aar været gribende at høre».
Det nye Liv, som nu var blevet skabt i hans Hjerte, traadte klart frem i al hans Omgjængelse og øvede en mægtig Indflydelse paa hans Familje. Flere af hans Søskende blev efterhaanden alvorlige kristne. Af disse omtaler Hauge Søsteren Marie paa følgende Maade : «Hun kom i sit syttende Aar til en nøiere Prøvelse, om hun stod i Naade hos Gud eller ikke. Ved Bøn om Guds Aands Oplysning og Betragtning af sit Sinds Lyst, der forhen har været til Verden, faldt hun i Graad, og kom til Sandheds Erkjendelse.
Fra denne Tid viste hun et alvorligt Had til Synden, et forandret Sind med Hjertens Lyst at leve efter Herrens Ord og var glad, naar hun kunde fremme noget, som Guds Bud befalede, og at tale med sine Medmennesker om Vigtigheden af at forarbeide sin Salighed med Frygt og Bævelse og omvende sig til Herren af ganske Hjerte og tjene ham alene.
Men adskillige af disse belønnede hende med Spot og onde Ord; dog Gud gav hende Naade til at bøie disse udvortes Modstandere, saa de erkjendte Sandheden med Taarer. Men hun plagedes og af indvortes Fiender, der var hende værre at overvinde. Omtrent et Aar efter hendes Opvækkelse faldt hun i en Sygdom, hvilken efter 9 Døgn blev hendes Død. I hendes Sygdom talte hun ofte med Familjen og med flere, som kom til hende, om den korte Tid, vi har at leve her i denne Verden, mod den uendelige Evighed; bad og formanede dem hjertelig, at de ikke maatte misbruge Tiden til Synd, istedetfor til gudelige Øvelser.
Naar nogen spurgte hende, om hun var meget syg, svarede hun : «Jeg føler ikke meget til Legemets Sygdom; men jeg synes, jeg har brugt for liden Flid til min Sjels Forædling; der mangler mig meget, og jeg synes, jeg nu først har ret begyndt at haste til Maalet».
Derpaa formanede hun end mere de tilstedeværende til et kristeligt Levnet; dette rørte disse til mange Taarer; hun blev ved at tale, dels merkelige Bibelsprog, dels Vers af Salmer saasom : «Apostelen beder, vi i Hjertet skal lege, Og glædes i Herren med Salmer og Sang, Hvilket maa ske ud af Kjæligheds Hede; Thi da vil Tiden ei falde os lang», m. m.
– Den sidste Morgen denne gudfrygtige Sjel levede, hørte hendes Moder og Søster, som stod henne i Værelset, en liflig Lyd af en Slags Melodi fra hende. De gik straks hen til Sengen og betragtede hendes Ansigt, og saa da, at hun var overvættes glad. De indkaldte andre af Husets Folk, som betragtede hendes overordentlige Glæde. Hun spurgte dem, om de hørte nogen Lyd. De svarede ja og græd.
Hun var glad og sagde : «Nu har jeg stridt den gode Strid og vundet min Krone; nu kommer jeg til Gud».
Hun saa paa dem med Glæde. Lyden blev ved en Time; da smilte hun til dem og bød Farvel. Hendes Udgang fra Verden var meget overordentlig, ligesom hendes Liv var Dydens Mønster».
Foruden Marie kom ogsaa Johns Søskende Niels, Just og Anne til Liv i Gud, saa der paa Sørbrøden blev ret velsignet at være. Lensmand Jakob Svane omtaler ifølge Dr. Bang denne Familie Saaledes : «De finder det nødvendigt her i Tiden at forarbeide sin Salighed med Frygt og Bæven, at vandre paa den trange Vei, som fører til Livet, at føre et saadant Levnet, som er overensstemmende med Kristi Lærdom… De giver Gud det, som hans er, og Keiseren det, som hans er, saa jeg tror, at den, som er en god Kristen, er og en god Medborger».
Gaarden Sørbrøden blev nu et Sted, som Guds Ords Bekjendere baade fra nær og fjern besøgte for at hente aandelig Opmuntring. Dette var utvivlsomt mangen Gang Tilfælde med «Lærerne fra Smaalenene».
Ole Nielsen og Broderen Mikkel Nielsen Hauge, Paul Gundersen, Gundro Viuldsen Ramstad, Iver Olsen og Broderen Thorkil Olsen Gabestad, Elling Hansen Høidal, Peder Hansen Roer og Søren Olsen Roer foruden mange flere.
Hans Nilsen Hauge besøgte ogsaa sine Venner paa Sørbrøden saa ofte, som han havde Anledning dertil. Efter et kort Ophold hjemme hos sine Forældre i 1802 vandrede saaledes Hauge nedover til Bergs Sogn for at besøge Venner og tale Guds Ord. Sognepresten fik en Søndag ved Kirken Nys om, at Lægmanden fra Tune agtede at holde Opbyggelse paa Sørbrøden og sendte derfor Lensmand Jakob Svane derhen for at eksaminere Hauge og affordre ham hans Pas, samt faa Rede paa, efter hvis Ordre han talte Guds Ord og i Mangel af Rigtighed arrestere ham.
«Om Udfaldet af sin Sendelse fortæller Lensmanden, at han fandt Hauge paa Sørbrøden «blandt en Forsamling»; hans Pas var i Orden, og paa Spørgsmaalet, «hvem der havde givet ham Tilladelse til at holde slige Forsamlinger», svarede han, at det gjorde han i Kraft af «Guds Befaling».
Lensmanden fortsetter sin Beretning saaledes : «Jeg eksaminerede ham paa mange Maader; men han bandt mig med Guds Ord, saa jeg fandt mig for svag til at staa hans Aand og Visdom imod».
Han havde saaledes kun at tilbagemelde Presten, at han «fandt intet i hans Tale eller Lærdom, som var stridende mod Religionen eller den Augsburgske Konfession».
–Da Hauge 1804 havde gjort en Tur til Danmark for at lære at kjende det kristelige Liv sammesteds, besøgte han paa Tilbageveien Sørbrøden. John var dengangen fraværende paa en Reise i Hallingdal for at bekjende Guds Ord; men de øvrige Søskende traf han hjemme. Deres gamle Fader laa for Døden, og Hauge kom som kaldet for at tale et Ord til den døende Mand og blev under sit Ophold her til megen Opmuntring for hele Familjen.
Kort Tid efter hans Afreise skrev de tre Sødskende Niels, Anne og Just i Fællesskab et Brev til Hauge, der baade giver et smukt Vidnesbyrd om deres eget Kristenliv og aander den inderligste Hengivenhed for ham, som de vel nærmest betragtede som sin aandelige Fader. Nils Sørbrøden skriver : «Give Gud, som sendte dig hid til vor Opmuntring og Bestyrkelse til det nye Menneskes Fremvækst i Herren og i gode Gjerningers Udøvelse mod vor Næste. Jeg ihukommer dig ofte, ønsker og beder til Gud, at han vil fuldkomme det gode hos dig og alle troende Medbrødre, som han har begyndt iblandt os, som jeg haaber, han gjør. Men saa kommer det for mig, hvad Kristus siger, at vi skal i Verden have Trængsel, men i mig skal I have Fred, hvilken vi maa betænke ei at have i Synden, men i Gud og i hans Gjerninger at gjøre. Hilses nu meget kjærligt fra os her og mig, der længes at blive stadig under Gud».
Anne Sørbrøden skriver : «Af Hjertet attraar jeg og vil arbeide paa at blive din Søster i Kristo. – Gud hjelpe mig og alle at kjøbe den beleilige Tid, kjende hvad vi er, og hvad Gud beredet har for dem, der oprigtig vandre. Hilses saa hjertelig fra mig, og beder dig hilse dem, som søger Gud». Just Sørbrøden skriver : «Mit Hjertes Længsel er nu at skrive nogle Ord til dig, men fattes paa Kraft til at skrive noget til Sindets Opløftelse og Sjelens Helliggjørelse, som jeg dog ved, du strider og arbeider paa. Gud hjælpe mig og alle, som vil søge Gud, med Visdom, at vi kunde komme dig efter i Jesu Sind, Liv Lyst og Kjærlighed, som han nu har forklaret og atter vil forklare det for dem, som tror og efterfølger hans Bud; de faar den Glæde, som evig vedvarer. Jeg skylder at takke Gud for den Naade, at du kom her, som var os til Bestyrkelse, Opvækkelse og Tilskyndelse at søge efter det Liv, som kunde opsluge Døden, og blive iført med Livets Krast, som du talede med os alle om. Jeg tænker paa mig selv og andre, hvorledes vi annammer alt i rene Hjerter med lydig Vilje at følge derefter; thi i mig selv bor intet godt, men kjender mig selv udygtig til det gode. Men da jeg er saa meget eftergivet, saa er jeg meget mere skyldig at elske igjen… De er kjærlig hilset fra mig, der længes at blive din Broder i Kristo».
Straks efter Hauges Afreise døde deres Fader, Hans Sørbrøden. Vi skal nu høre, under hvilke Omstændigheder Sønnen modtog dette Budskab.
Medens han oppe i Hallingdal en Dag stod og talte Guds Ord for en Mængde Mennesker, kommer der ind en Mand med en stor Stok i Haanden og stiller sig ved Bordet, hvor han blev staaende, indtil Opbyggelsen var slut. Han gik da bort til John Sørbrøden og gjorde ham bekjendt med, at han var udsendt af Lensmanden i Sognet for at arrestere ham; paa samme Tid fremtager han et Brev, der netop var ankommet med Posten til Lægmanden. «Ja, det maa du gjerne gjøre, mælede John, idet han tog Brevet og gjennemlæste det. Derpaa fortalte han, at Skrivelsen indeholdt Efterretning om hans Faders Død samt Bøn om, at han maatte komme hjem; «men», føiede han til, «du faar gjøre din Pligt, jeg skal følge med dig».
Da brister Manden i Graad og siger : «Jeg har staaet og hørt dig tale. og jeg har aldrig hørt nogen tale slig som du; det er mig umuligt at arrestere dig. Jeg hilser Lensmanden, at du har faaet Brev fra dit Hjem, og er reist hjemover». Saa skede det ogsaa.
Kort Tid efter (24de Oktober 1804) blev Hauge arresteret paa Eker af Lensmand Jens Gram og efter Fogdens Ordre belagt med Jern og ført til Kristiania, hvor han sad fængslet i syv lange Aar til Høsten 1811. Denne Tid var i særlig Grad tung og prøvsom for Hauge og Lægfolket. Det kristelige Liv var paa de fleste Steder i Tilbagegang, fordi Hauges Venner idethele lod Lægmandsvirksomheden hvile og indtog en afventede Holdning, saalænge Sagen med Hauge stod paa.
Dr. Bang spørger med Rette : «Hvem skulde vel i hin rationalistiske Tid vække og lede det kristelige Liv, naar Lægmændenes Mund blev tilstoppet ?»
Den samme Forf. fortæller følgende gribende og karakteristiske Træk fra disse Aar. «Det var en Dag John Sørbrøden havde samlet sine Folk til Husandagt. Han havde læst et Stykke af Guds Ord og følte en glødende Drift til at tale ud af sit Hjertes Forraad og lægge sine Husfolk Ordet paa Hjerte; men dette var nægtet med Bud, han ikke kunde sætte sig ud over. Da brast den stærke Mand ud i lydelig Graad over Trældomstilstanden i Herrens Leir».
Hvad der ogsaa i ikke ringe Grad bidrog til at gjøre det tungt og prøvsomt for Hauges Venner var, at man de to første Aar efter hans Fængsling ikke fik Lov til at tale med ham. Efter 1806 blev det dem tilladt at besøge ham, og blandt dem, som benyttede sig af denne Adgang, var ogsaa John Sørbøden, der engang tilbragte en hel Nat i Arresten hos Hauge (forts).
— neste del nr 15 : utgitt «Maria Bebudelsesdag» eller «Maria Budskapsdag», hvilken også var «5. søndag i faste (Dominica Passione / Judica)» – og i 1886 falt på søndag 11. april;
Eidsvoldsmanden og Haugianeren John Hansen Sørbrøden.
(Slutning fra forr. No.).
Hvis nogen tror, at John Sørbrøden ved sin Lægmandsvirksomhed forsømte eller tilsidesatte sin timelige Livsgjerning, tager man storligen Feil.
Ingen passede sit Gaardbrug og sin øvrige timelige Bedrift saa godt som han, og det bekjendte Ord : «Den bedste Kristen er den bedste Borger» har ogsaa sin fulde Anvendelse paa ham.
– 1807 overtog John sin Faders Gaard og arbeidede meget paa dens Forbedring. Han fik saaledes efterhaanden opbrudt til Eng og Agerland over 100 Maal Jord, hvor før var Skov, og derved blev Gaardens Kreaturhold og Avl forøget til næsten det dobbelte. Desuden havde han Brænderi og Teglverk paa sin Eiendom, særlig for at kunne skaffe mange fattige Arbeide.
Et Vidnesbyrd om hans Driftighed fremlyser ogsaa af et Brev fra hans Ven Amund Helland i Bergen, hvoraf sees, at John Sørbrøden paa sidstnævnte Sted søgte at finde et nyt Marked for sin Teglsten.
Han var derhos besjelet af en varm Fædrelandskjærlighed.
Krigsaarene 1808 og 1809 reiste han, som den der var bedst kjendt i Egnen og desuden besad den fornødne Klogskab, Snarraadighed og Omtanke, paa Anmodning af Kommandant Juul og Kancelliraad Dahl flere Gange opover Marker for at udspeide Fiendens Stillinger og Foretagender.
Den Nytte, han da gjorde, var sandsynligvis Hovedgrunden til, at Kongen under 28de Januar 1811 paa førnævnte Kancilliraad Dahl og Presten Hounts Indstilling udnævnte ham til Dannebrogsmand, Hvad han udrettede, gjorde han dels af egen Drist, dels lod han sig – efter hans eget Udsigende – «bruge af Dahl, Juul og Hount til, hvad de vilde».
I Norges Historie er John Sørbrøden derhos bekjendt som Christian Augusts Ven. Da denne folkekjære Prins i Januar 1810 forlod Norge, mødte baade af egen Drift og efter Øvrighedens Foranstaltning 12 Bønder af Bergs Sogn ved Svinesund for at sige Prinsen Farvel. Til Formand for denne Deputation valgtes John Sørbrøden «som den, der bedst kunde føre Ordet».
En Utallighed af Mennesker var der strømmet sammen for at sige Prinsen det sidste Farvel fra det Land, som elskede ham saa høit, og som skyldte ham saa meget. Efterat en Sang var afsungen, fremtraadte John, tolkede i sit ukunstlede, men hjertelige Sprog Bondestandens Følelser og endte saaledes : «Deres Navn skal aldrig uddø iblandt os, men stedse mindes med Taknemmelighed. Guds Fred følge dem !» De sidste Ord gjentog hele Forsamlingen tre Gange, og dybt rørt over dette nye Bevis paa Nordmændenes Kjærlighed brast Prinsen i Graad, slog John paa Skulderen og sagde : «Jeg skal aldrig glemme Norge, saa længe mit Hjerte slaar !» Derpaa skyndte han sig ud af Toldboden, hvor man var forsamlet, og efterat Presten Glückstad fra Strandbredden endnu havde holdt en gribende Tale, steg han ombord paa den Lystjagt, der førte ham over Sundet til Sverige».
I Besiddelse af et saadan Fædrelandssind og Dygtighed var det ganske naturligt, at Tanken maatte falde paa John, naar man fire Aar senere skulde vælge Repræsentanter til Rigsforsamlingen paa Eidsvold.
Han blev ogsaa valgt som 3dje Repræsentant for Smaalenenes Amt og sluttede sig, som det ialfald sees af Voteringen ved Kongevalget, til sin Medrepræsentant Provst Hount, der hørte til de saakaldte «Svensksindede» i Forsamlingen.
Endnu engang fremtræder John Sørbrøden paa den politiske Skueplads, nemlig i 1833, da han valgtes til Storthingsmand for sit Amt; efter denne Tid træder han tilbage til Privatlivet, men var fremdeles lige virksom baade for sine Medmenneskers timelige og aandelige Vel.
Efter 1814, da Norge havde gjenvundet sin Frihed og Selvstendighed, og Forfølgelsen mod Hauges Venner var betydelig sagtnet, finder vi John som den samme flittige Guds Bekjender, han havde været i sine yngre Dage.
«Hver Sankthanshelg», fortæller Dr. Bang, «pleiede hans Venner & Smaalenene og andre Egne at besøge Sørbrøden; thi da var man altid vis paa at træffe ham hjemme. Da var der Høitid og Glæde, Bøn og gudelig Tale (en af de Taler, han holdt ved en slig Leilighed, skal senere blive meddelt i vort Blad efter hans egen Nedtegnelse); da opfriskede man med hverandre Minderne om hine Dage, da Gud tændte Lyset paany i vort Land».
I den sidste Halvdel af sit Liv virkede han særlig i Smaalenene, hvor alle kristelige Venner saa op til ham og i de Breve, de sendte ham, kaldte de ham næsten altid «Far Sørbrøden». Til disse Venner skrev han flere Sendebreve, hvoraf vi dog kun har havt Anledning til at se et, nemlig til hans Trosbrødre i Rødenes, hvilket Brev vi et andet Sted i Bladet skal meddele.
Med de Lægmænd, som havde Gave til at tale Guds Ord, virkede han sammen i inderlig Kjærlighed, og det er betegnende for hans kristelige Fordragelighed, at uagtet han med Vidende og Vllje ikke veg et Haarsbred fra den lutherske Kirkes Bekjendelse, holdt han af og til Opbyggelser sammen med Sebergianeren Hans Rasmussen Førisdal fra Rakkestad, en Mand, der dog i sin «Læreform nærmede sig adskillig til Hauges» og desuden var en alvorlig og elskelig kristen.
Ved denne Tid havde John den store Sorg at miste sin elskede Hustru, med hvem han havde været gift siden 1811. I den Anledning skriver Daniel Arnesen i et Sendebrev til O. Mjelva og J. Sørbrøden under 12te Oktober 1822 bl. A. følgende :
«Det var hjerterørende, din Underretning om vores elskelige Søster Marit Sørbrødens Død. Det er nok sandt, som David siger : «Det er kosteligt for Herren, naar hans hellige dø. Det er og kosteligt for Medtroende som bor igjen og ser og erfarer en troendes Død, som med et gudhengivent Sind og Hjerte, med Tro og fuld Tillid, befaler sin Sjel i sin Faders Haand. O, det er et kosteligt Syn, naar det faar gives dybt indtrykt i Hjertet, med Bøn til Gud, at ligne den helliges Død, med trofaste Søster til Herren, at han vil med et lydagtigt Hjerte og en frivillig Aand vandre Herrens Veie, fornegte sin egen Vilje og opofre sig til Herrens Tjeneste, hvad det skal koste, for at han en Gang kan opnaa den samme Herlighed, at naar den sidste Døds Kamp var kommen, at han skulde afklædes dette dødelige Legeme, han da kunde som hin befale sin Sjel i sin Faders Haand, naar det saaledes kunde virke paa os, da var det kosteligt for os, naar en troende døde, ja dyrebarere end den ganske Verden. Hvor staar det til med dig Broder John Sørbrøden i denne Prøve-Tilstand ? Jeg haaber, du antager det som et Middel ifra Guds Haand, at du derved skulde mere lutres som Guldet i Ilden. For det ene, saa har du Aarsag at glæde dig ved hendes salige Udgang fra Verden, at hun efterlod sig et saadant herligt Vidnesbyrd i Verden, for det andet, saa kunde du have Aarsag at bekymre dig, hvorledes du skulde komme igjennem alle Vanskeligheder i denne Verden, saa at de Byrder, som trykker, og Modgangens Bølger, som stormer om dig, skulde ikke fordærve dig, men føre dig nærmere Gud og i et klarere Lys og ved Tanken da om engang at opnaa den salige Stand, som hun opnaaede baade i Henseende, den Herlighed, hun kom til, og det gode Vidnesbyrd, hun efterlod sig til sine Medmenneskers Nytte og Saligheds Gavn, at disse Tanker kunde være Middel, at lette Byrderne og gjøre dig standhaftig i Kampens Tid, indtil du opnaaede den samme Saligheds Stand. O, naar vi kunde saaledes arbeide disse korte Dage, da fik vi føle, at denne Tids Lidelse er ikke den Herlighed værd, som skal aabenbares paa os».
Nogle Uger efterat dette Brev var skrevet, aflagde Daniel Arnesen sin Ven et Besøg, og de fulgtes sammen ind i Sverige til Gøteborg, hvorifra de i Begyndelsen af 1823 reiste hjemover igjen.
I Gøteborgs (Handels og Søfarts) Tidende No. 5 for sidstnævnte Aar er denne Reise blandt andet omtalt paa følgende Maade : «Tvende Nordmænd har opholdt sig i Gøteborg omkring 14 Dage og nu i Ugen reist derifra. Den ene (J. Sørbrøden) var fra Fredrikshalds Omegn, den anden (D. Arnesen) hørte hjemme 16 Mile ovenfor Bergen; de agtede at drage hjem over Mark-Vennersborg. Som noget bemerkelsesværdigt fremhæves, at begge var varme Venner af Kristendommen – ikke den saakaldte gode Tones Kristendom, som udraaber alt større Alvor i Religionen for Sværmeri og Skinhellighed. ––– De var ustuderede Mænd og af den saakaldte lavere Folkeklasse. En skarp Forstand, et fortroligt Bekjendtskab med det guddommelige Ord og en aaben, fordringsløs, værdig, visdomsfuld Fremgangsmaade, forenet med megen Livs- og Verdenserfaring udmerkede dem, saa alle og enhver, som stiftede deres Bekjendtskab maatte omfatte dem med Høiagtelse».
– Ifølge Brev fra Haugianeren K. Aarstad i Kristianssand, dateret 18de April 1837, sees, at John Sørbrøden paa den Tid foretog nok en Reise ind i Sverige. Denne Gang var han i Følge med den bekjendte Lægmand Elling Eielsen. Hvilke Egne, de da besøgte, ser vi os desværre ikke istand til at meddele Oplysning om (den gang reiste Elling Eielsen over til Sjælland, der han møtte mange kirkefolk og også i juli måned traff sammen med skolelæreren Haavel Kirkerud fra Drammen, på sin private reise til Sjælland i juli/august 1837/red.).
John Sørbrøden var virkom baade i sit jordiske og himmelske Kald lige til sin høie Alderdom.
De fire sidste Aar af sin Levetid var han sygelig, det sidste holdt han næsten stadig Sengen. Kort før sin Død bad han sin anden Hustru Kirsti, med hvem han blev gift to Aar efter den førstes Død, læse for sig det sidste Vers af Salmen : «Min Sjel, min Sjel, lov Herren», No. 18 i Guldbergs og 77 i Landstads Salmebog. Verset lyder saaledes :
«Herrens Miskundhed alene bliver nu ogsaa evindelig alt hos sin Brud den rene,
som hannem frygter hjertelig og holder hans Bud og Vilie;
han bor i Himlen vist, hans Engle hannem der tjene og prise med høien Røst
den store Herre til Ære og synge hans hellige Ord,
min Sjel hans Lov skal lære nu og over den ganske Jord».
Og med disse Salmeord i Tankerne sov han hen stille og uden Dødskamp 8de December 1857 «i det Hus, hvori han var født, og hvori han uafbrudt havde tilbragt sin lange Levetid», og efterlod sig, ifølge Paul Botten Hansen, den Omtale, at han havde været en velvillig, agtet og elsket Mand.
Han var ikke egentlig rig, men maatte dog kaldes en Velstandsmand. Af Vekst var han liden og undersat, af Karakter livlig og noget heftig, «skjønt derhos sindig og forstandig».
I sine to Ægteskaber skjenkede Gud ham ialt 6 Børn, hvoraf ialfald Sønnen Hans Johnsen lever og bor paa sin Fædrenegaard Sørbrøden.