– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – første Halvdel 1796 – 1820. Christiania 1905-1911.
– fra s. 153 – 156 :
Et godt Eksempel paa Standhaftighed og Troskab indtil Enden er en anden af Hauge’s Venner i Smaalenene, Eidsvoldsmanden John Hansen. (B. Moe, Eidsvolds-Repræsentanter. 137-39. Botten-Hansen, Eidsvolds-Galleri, Side 83-84, samt min (Heggtveit’s) udførlige Biografi af Sørbrøden i Hjemmet No. 10 for 1882).
Han blev født paa Sørbrøden i Bergs Prestegjæld ved Fredrikshald 3. Mai 1775. Hans Slægt boede før 1658 i Bohuslæn, men da dette ældgamle norske Landskab blev avstaaet til Sverige, havde de saa stor Kjærlighed til Norge, at de flyttede til Smaalenene og nedsatte sig et halvt Aar efter paa nævnte Gaard.
De udmærkede sig ved Fædrelandskjærlighed og Kongetroskab, hvilket ogsaa John havde arvet. Han var vel begavet og godt oplyst efter Forholdene dengang og derhos livlig og munter, en dygtig Danser og en flink Spillemand, der tog Livet fra den lyse Side og lod Jorden sørge.
Da fik han en Vaardag Aar 1800 Nys om, at Hauge skulde holde Opbyggelse paa Gaarden Strand, ikke langt fra hans Hjem. Han besluttede at gaa did for at høre paa og bagefter gjendrive Lægmanden. Men det gik anderledes; han blev selv under Talen truffen af Guds Ord; oplyst af dette fik han se sin Synd og blev derved fyldt med Sorg over sin aandelige Tilstand. Saa gjennemlevede han en kampfuld og alvorlig Nat, og da det gryede næste Morgen, maatte han opsøge Hauge for at faa aandelig Veiledning til at finde Frelsens og Livets Vei.
Han fik sine Tvil og Spørgsmaal løste under Bøn og Guds Aands naadige Bistand og fandt Fred ved Troen paa Frelseren. Fra den Tid af var han et nyt Menneske i Kristus Jesus; han havde ogsaa den store Glæde, at flere af hans Søskende efterhaanden kom til Liv i Gud, saa der paa Sørbrøden blev et Bedehus og et Vennehjem, hvor der var godt at være.
Stedets Lensmand, Jacob Svane, skriver om denne Familie følgende : “De finder det nødvendigt her i Tiden at forarbeide sin Salighed med Frygt og Bæven, at vandre paa den trange Vei, som fører til Livet, at føre et saadant Levnet, som er overensstemmende med Kristi Lærdom… De giver Gud det, som hans er, og Keiseren det, som hans er, saa jeg tror, at den, som er en god Kristen, er og en god Medborger” (Brev fra Lensmand Svane).
Det blev nu en Hjertetrang for John Sørbrøden at gaa ud og vidne for sine Medmennesker om Livets og Dødens Vei; først virkede han i sin Hjembygd og nærmeste Omegn; siden foretog han længere Reiser og taalte med Glæde Trængsel og Forfølgelse for Kristi Navns Skyld.
Et karakteristisk Træk maa meddeles. Under en af sine Vandringer som Lægmand var han 1804 kommen op i Hallingdal. Medens han en Dag staar og taler Guds Ord for en talrig Forsamling med overbevisende Kraft og Varme, kommer en Mand ind med en stor Stok i Haanden og stiller sig ved Bordet. Her blev han staaende, til John var færdig med sin Opbyggelse. Da sagde han til Lægmanden : “Jeg er sendt af Lensmanden for at arrestere dig !”
Derpaa tager han frem et Brev, som netop var kommet med Posten, og leverer det til ham. “Ja, det maa du gjerne gjøre“, sagde John, tog Brevet og læste det. Saa fortalte han at det meldte, at hans gamle Fader var død, og at man bad ham om at komme hjem saa fort, som muligt. “Men du faar gjøre din Pligt, jeg skal følge dig !”
Dette greb Manden saaledes, at han brast ud i Graad og sagde : “Jeg har staaet og hørt dig tale, og jeg har aldrig hørt nogen tale slig som du; det er mig umuligt at arrestere dig. Jeg hilser Lensmanden, at du har faaet Brev fra dit Hjem og er reist hjemover”. Og saa skede ( Skriftlig Meddelelse fra Gaardbruger Iver Mustorp i Eidsberg).
Han overtog 1807 Gaarden efter sin Fader og drev den med stor Dygtighed, samtidig som han hele sit Liv var en tro Arbeider i Guds Vingaard, men foretog nu ikke længere Reiser.
I Krigsaarene 1808 og 1809 lagde han særlig for Dagen sit patriotiske Sindelag og gjorde sit Land Tjenester. Under 28. Januar 1811 blev han Dannebrogsmand for sin “Utrættelighed til det, som kunde være Landet nyttigt baade i Fred og Krig“. Det han gjorde, skeede dels af egen Drift, dels “lod han sig bruge af (Kommandant) Juul, (Cancelliraad) Dahl og (Sogneprest) Hount til, hvad de vilde“.
Efter 1814, da Norge havde gjenvundet sin Frihed og Selvstændighed, og Forfølgelsen mod Hauge og hans Venner var betydelig sagnet, finder vi ham som den samme flittige Guds Ords Bekjender, han havde været i sine yngre Dage.
“Hver St. Hanshelg pleiede hans Venner i Smaalenene og andre Egne at besøge Sørbrøden; thi da var man altid vis paa at træffe ham hjemme. Da var det Høitid og Glæde, Bøn og gudelig Tale; da opfriskede man med hverandre Minderne fra hine Dage, da Gud tændte Lyset paany i vort Land (Dr. A. Bang : Hauge og hans Samtid s. 368).
Provst Wefring, der besøgte ham i 1835, skriver : “Han var en elskværdig Personlighed, der forende stor Mildhed med Selvstændighed. Hans Kjærlighed til de Troende og hans Glæde i det kristelige Samfund var en fremtrædende Egenskab i hans kristelige Karakter. Engang foretog han en Spadsertur med os, og da vi kom hen til en Udsigt, hvorfra vi kunde se langt udover Veien, udbrød han : “Her gaar jeg ofte Søndagseftermiddagen og brænder efter at se, om ikke en eller anden kommer for at tale om Guds Riges Anliggender”.
Som Lægprædikant var han begavet; men han satte for megen Damp paa sin Stemme; han var i den Grad høirøstet, at den, der befandt sig i hans Nærhed, følte, som om Øret vilde sprænges.
I en Kirke eller en større Sal kunde Røsten have passet, men ikke i et almindeligt Værelse (M.I. Wefring : “Minder”, s. 54).
Fra 1853 var han sygelig, og det sidste Leveaar holdt han Sengen. Lidt før sin Død bad han Hustruen læse for sig sidste Vers af Salmen : “Min Sjæl, min Sjæl, lov Herren”, og med disse Salmeord i Tankerne gik han bort stille og fredfuldt den 8. December 1857 “i det Hus, hvor han var født og uafbrudt havde tilbragt sin lange Levetid”, og efterlod sig et Eftermæle, at han havde været en velvillig, agtet og elsket Mand.
Af Vækst var han liden og undersat, af Karakter livlig og noget heftig, “skjønt derhos sindig og forstandig”.
Aar 1900 blev der med Bidrag fra hele Smaalenene reist ham en Mindesten paa Sørbrøden i den Egelund, hvor Hauges Venner saa ofte og lige til de sidste Aar har holdt Møder St. Hansdag (Forskjellige samtidige Meddelelser, Aftenposten No. 288 for 19. April 1900).