– hentet fra H.G. Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912 – 1920.
Gjengitt s. 583 – 586 :
Af Lægmændene i Søndre Aurdal var vistnok John Nielsen Fjeld den videst bekjendte og tillige en af de dygtigste. Han blev født paa en nu øde Husmandsplads ved Navn Biribrænden under Gaarden Skindrud i Reinlid Anneks 18. October 1818.
Faderen var kommet fra Snertingdalen i Biri, hed Niels Johnsen og drev som Handelskar og Haandværker ved Siden af sit Jordarbeide. De Gamle omtalte ham som en rigt begavet Mand med en kvik og livlig Aand, men ustadig og tilbøielig til selv at forbruge det han tjente; Moderen, Gunhild Kristoffersdatter, skal have været en stille, arbeidsom og brav Kvinde.
Paa Grund af Mandens Svaghed var der Fattigdom i Hjemmet, trods alt Stræv fra Hustruens Side. Den lille John lignede sin Fader meget, var et lyst Hoved og særdeles lærelysten. Der var dog smaat bevendt med Uddannelsen; Omgangsskolen her stod dengang paa et meget lavt Trin, og den unge Gut fik ogsaa liden Anledning til at besøge den, da han tidligst mulig maatte ud blandt fremmede for at tjene sit Brød. Først drev han som Gjætergut paa forskjellige Steder; herunder kom hans Lyst og Anlæg frem paa en eiendommelig Maade, idet han i Skogen, medens han passede Kreaturene og læste sine Skolebøger, ogsaa til Afveksling stod op paa Sten og Stubber og prædikede for Kjør, Sauer og Gjeder.
Et andet karakteristisk Træk fra disse Aar fortjener ogsaa at meddeles. Det var Folketro dengang i Fjeldbygderne og kanske ogsaa nu, at den, som ubemærket, uden at skræmme Gjøgen (gjøken), kunde liste sig under det Træ, hvor den sad og galede, skulde faa sine tre kjæreste Ønsker opfyldte. Det lykkedes engang for lille John; han ønskede nu inderlig, at han maatte blive Prest, faa en brav, kristelig Kone og blive salig.
Og der er Grund til at antage, at hans himmelske Fader, der forstod hans barnlige, opriktige Begjæring, lod alt i sin Tid gaa i Opfyldelse. Ved Siden af det religiøse Drag kom ogsaa i Barndommen hans Livlighed og Lyst til at more sig frem, men indenfor Ærbarheds og Anstændigheds Grændser. Han fik stor Lyst til at spille paa Violin, skaffede sig en og gned flittig paa sit Instrument, men havde ikke særlige Anlæg i den Retning og naaede derfor heller ikke op over det rent almindelige. Men han glædede dog ofte baade sig og andre med Felespillet.
Saaledes gik Tiden til Konfirmationen, der vel bevægede hans modtagelige Sind, men ikke efterlod noget dybere Indtryk. Den Helligaand arbeidede dog i det stille kraftig i hans Sjæl trods Paavirkninger ogsaa i anden Retning. Det store afgjørende Valg var nær.
En Søndag, angivelig 1835, gik han til en Opbyggelse i Tollefshaugen hos gamle Syver. Det var den bekjendte Haugianer Knut Kirkeberg (1777 – 1843) som talte dengang. “Her blev John saa grebet og bevæget, at han stod op i Forsamlingen og stadfæstede Prædikantens Vidnesbyrd med slig Kraft og Varme, at alle græd. Fra den Tid var han som omsnud, fik et nyt Livssyn og sluttede sig til Haugianerne”.
Da de bekjendte Lægmænd Mads I. Wefring og Anders Redal gjæstede Aurdal og holdt Opbyggelser der, blev den nyvakte Gut styrket og befæstet i Sandheden. Det samme gjælder A.N. Haaves og enkelte andre bekjendte Haugianeres senere Besøg. Mest aandelig Hjælp og Støtte i den første Tid fik John sandsynligvis af gamle Knut Kirkeberg og dennes begavede Søn Lars, som var nogle Aar ældre end han selv.
Sammen med de ældre Haugianere i Aurdal begyndte han ikke længe efter sin Vækkelse at deltage i Opbyggelserne ved Bøn og Formaningstale og viste snart, at han havde store Gaver baade til at vække og veilede. Samtidig benyttede han flittig enhver Leilighed til at studere sin Bibel og den lutherske Kirkes bedste Opbyggelsesbøger, især Skrifter af Luther, Arndt, Scriver, Muller, Pontoppidan og Hauge. Gjennem denne Læsning fik han en grundig Indsigt i Kristendommens Sandheder og et fast kristeligt og kirkeligt Standpunkt. Men især dannede Gud ham til sit Redskap ved at tage ham ind i Erfaringens Skole, ja prøvede ham ofte ved høie aandelige Anfægtelser og mange Trængsler. Herved blev han saa vel skikket til at komme dem tilhjælp, som var i Sjælenød.
Omkring 1839 begyndte han at holde selvstændige Opbyggelser baade i Hjembygden og rundt i Valders og Hallingdal, tildels sammen med H.E. Hagene. I 1840 kjøbte han Gaarden Saalsaa i Reinlid og giftede sig med Gunhild Torgrimsdatter Hesjebakken i Begnadalen, en gudfrygtig, dygtig og særdeles elskværdig Kvinde. “De havde et sjeldent Fredens og Kjærlighedens Hjem”, skriver en af de gamle, som boede hos dem en hel Sommer. Her kom de dog ikke til at standse ret længe; et Par Aar senere solgte han Gaarden og kjøbte igjen Nordfjeld i Etnedalen; fra nu af er han bedst kjendt under Navnet John Fjeld.
Han drev flittig og indsigtsfuldt sin Eiendom om Sommeren, medens han om Vinteren uafladelig var paa Reiser som Guds Ords Forkynder paa Østlandet, Sørlandet, Vestenfjelds og tildels ogsaa i Trondhjems Stift. Han var fra 1840 – 1860 en af de mest utrættelig virksomme Lægmænd, Norge har havt.
En samtidig Lægmand skriver : “Han var en grundfast, bibeltro, kirkelig Mand, som havde faaet store Gaver og et ret Syn paa Lov og Evangelium og var klar og alsidig i sin Bekjendelse efter de lutherske Fædres Opfatning af Sandheden”.
Og en anden vidner : “Fjeld eiede en rig naturlig Begavelse og var en af den Helligaand høit oplyst og benaadet Personlighed; derfor formaaede han at samle store Skarer, naar det blev kjendt, at han skulde holde Opbyggelse. En god Sangstemme, en livlig Aand og en betydelig Veltalenhed bidrog ogsaa meget til at gjøre Sammenkomsterne tiltrækkende. Efter ganske kort Tillysning kunde der ofte strømme sammen op til 7-800 Mennesker. Og den Virksomhed, som han udfoldede, blev ved Guds Naade mangfoldig velsignet. Han var rig paa Billeder og kraftige, slaaende Udtryk. Medens forskjellige ogsaa dengang faldt i Vildfarelser, stod han altid urokkelig fast paa Guds Ords guddommelige Sandhed og den lutherske Bekjendelses trygge Grund”.
Fra Begyndelsen af Femtiaarene traadte han ind i det norske Afholdsselskabs Tjeneste som dets Agent. Siden, lige til han udvandrede, reiste han rundt i Norges Byer og Bygder for at modarbeide Drukkenskabslasten. Ved sin store Nidkjærhed og Dygtighed lykkedes det ham at virke meget til Sagens fremme; men han fik tillige rasende Modstandere, der efter hans egen Fortælling endog efterstræbte hans Liv. Herren gjorde dog altid deres Anslag til Skamme.
Under dette sit Arbeide talte han først og fremst flittig Guds Ord og pegede paa Omvendelsens Nødvendighed og en stadig og ret Brug af Naadekilderne for at vinde Seier over denne Last; fordi “vor egen Kraft er intet værd”, behøves guddommelig Frelse og en stadig Bistand af den Helligaand. Men han forsømte heller ikke at virke i sin Hjembygd. Allehelgensdag 1845 stiftede han sammen med flere “Søndre Aurdals Missionsforening” og viste sig altid som en varm Ven baade af Hedningemissionen og al Virksomhed for Guds Rige, som dengang dreves her.
Derfor var han tilstede ved kristelige og kirkelige Møder, naar det var muligt. Saaledes gjæstede han Missionsgeneralforsamlingerne i Christiania i 1846 og 1855, i Stavanger 1858 samt flere Kredsmøder. Midtsommer 1856 deltog han i det store Lægmandsmøde paa Hamar, hvor Forhandlingerne tildels var bevægede og Sammenstødene enkelte Gange endog skarpe.
John Fjeld leverede mange vægtige Indlæg i Debatten, men optraadte altid saglig og kjærlig. Han blev Medlem af den Komite, som Mødet valgte til at overveie flere vigtige og vanskelige Spørgsmaal angaaende den lutherske Statskirke.
I sin Hjembygd nød Fjeld ogsaa i timelig Henseende stor Tillid og Anseelse. Han blev efterhaanden en meget betroet Mand inden sin Kommune. I Slutningen af Femtiaarene var han saaledes Medlem af Skolekommisionen, Ordfører i Søndre Aurdal, Valgmand og Storthingssuppleant for Christians Amt. Denne sin betydningsfulde og mangeartede Virksomhed fortsatte han uafbrudt indtil 1859, da han fik Kaldelse til at blive Prest for Vermont og nogle andre Menigheder i Wisconsin.
Og paavirket af Pastor P.A. Rasmussen (1829-1898) samt anbefalet og opmuntret af Professor Gisle Johnson bestemte han sig efter alvorlige Overveielser til at reise. Sin Afskedsopbyggelse holdt han hos Farver Iver Leira. Det var Sommeren 1860. En Mængde Folk mødte frem, hvorfor Sammenkomsten maatte holdes ude paa Gaardens Tun, hvor der for Taleren var bygget en liden Forhøining. Stedets Kirkesanger samt en Lærer ledede Sangen; Ole Fauske fra Vestre Slidre begyndte med Bøn, hvorefter Fjeld holdt en beaandet og gribende Tale i Tilslutning til Ordene : “Jeg og mit Hus vil tjene Herren”. Efterpaa sang man Verset : “Stat (stå) du os paa vor Vandring bi”.
Saa drog han og Familie over Havet til din nye Virkeplads, fulgt af mange Venners varme Ønsker og inderlige Bønner. Han blev ordineret 2. September 1860 af Pastor U.C. Preus og virkede fra den Tid af og til Aaret før sin Død som Prest i den norske Synode. Han sagde, at han havde brugt sine bedste Kræfter i Norge; “men vidst er det, at Pastor Fjeld ogsaa har ofret megen Kraft i den lutherske Kirkes Tjeneste i Amerika. Især de første Aar, da Arbeidsfeltet var meget vidstrakt, men tillige senere havde han lange og besværlige Reiser. Sin Gjerning udførte han som for Herrens Ansigt med stor Samvittighedsfuldhed og Dygtighed. Den Hjord, hvis Hyrde han var, drog han med Troskab Omsorg for. Han stod som en Kjæmpe paa Sions Mure. En Kjæmpe, rustet ikke med menneskelige, men guddommelige Vaaben. Sjælenes Frelse og Kirkens Vel laa fremfor alt Nat og Dag paa hans Hjerte; det ved enhver, som omgikkes ham, og dette vedvarede lige til det sidste”.
I 1887 udtraadte han af den norske Synode paa Grund af Uenighed med Flertallet i Naadevalgstriden. Han hørte til den Trediedel af Synoden, som skilte sig ud under Navnet Antimissourierne. — Under Opholdet i Amerika mistede han 1877 sin trofaste Hustru Gunhild; de havde 3 Gutter og 3 Piger. I 1879 indgik han nyt Ægteskab med en kristeligsindet Kvinde, Ingebjørg Thoresdatter Belgum. Hun var fra Nordre Aurdal , men udvandrede som ung til Amerika.
De levede lykkelig sammen i omkring 9 Aar og fik, saavidt vides, to Børn, hvoraf ialfald det ældste var en Gut. Omsider var de stærke Kræfter helt nedbrudte. “Han blev kastet paa et længere Sygeleie, talte kjærlig og alvorlig med sin Familie, velsignede baade smaa og store, talte med Frimodighed, ja ofte med Glæde om sin forestaaende Død og Hvile i Graven. Himmelens Salighed ventede han med Længsel og haabede sikkert at faa Del i, “fordi”, som han ofte gjentog, “Jesu Kristi, Guds Søns, Blod renser mig fra al Synd”.
Han vidste sig intet til Salighed uden Jesus og ham korsfæstet. Efter omtrent et halvt Aars Sygdom hensov han fredfuldt i Troen paa sin Frelser Mandag Aften 12. Marts 1888 og blev den paafølgende Fredag under stor Deltagelse ledsaget til sit sidste Hvilested paa Vermont Kirkegaard. Seks Embedsbrødre var tilstede og talte dels i Sørgehuset, dels i Kirken eller ved Graven. Længe og vidt vil Pastor Fjeld mindes med Kjærlighed og Tak til Gud for Virksomheden i Norge og blandt Landsmænd i Amerika. Og hans Ihukommelse vil blive til Velsignelse !