– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 114 – 117 :
I Sætersdalen kaldes Haugianerne “Lærere”. Der fandtes før 1804 nogle hist og her op efter Dalen. I den øverste Bygd, Bykle, boede en, i Valle Sogn to; den mærkeligste af disse var maaske Aasmund Dale, som døde 1826.
I Bygland omtales i den ældste Tid 12 “Lærere”. Enkelte havde faaet sin aandelige Paavirkning fra H.N. Hauge selv, nogle modtog den paa Papirmøllen i Evje, som Hauge havde oprettet, og andre var blevne vakte ved Slægtninge eller Kjendte, som havde tjent der.
Efter Hauges Frigivelse i 1814 og udover blev ogsaa adskillige vakte; men det var først omkring 1823, at der begyndte en stor aandelig Bevægelse, især i de øvre Bygder af Dalen, i Valle og Bykle.
Den greb dybt og naaede til hver Grænd; et kraftigt og eiendommeligt Kristenliv udviklede sig, præget af gammeldags Opfatning, Skik og Sædvane. Sætersdalen er vistnok den Egn i vort Land, hvor Sprog og alt gammelt er bedst bevaret og minder mest om Oldtidslivet. Dette har ogsaa sat sit stærke Præg paa Kristendommen der og givet den en eiendommelig og lokal Farve, som tiltaler og griber.
Det har derfor sin Interesse at stifte Bekjendtskab med nogle af “Lærerne” i Valle.
En af de ældste og mærkeligste var Ole Halvorsen Kjørvestad, født 1785. Hans Æt var ældgammel paa denne Gaard; man vidste aldrig, at andre Folk havde boet der. Faderen var en af de navnkundigste Kjæmper i Dalen og en vidspurgt og anseet Sagafortæller.
Der var to Hændelser, som Sønne Ole mindedes vel, fra han var et Barn. Moderen havde ham med sig paa Sæteren en Sommer og satte ham en Dag ude paa Dørhellen paa et Uldtæppe. Katten var tæt ved. Saa lagde den Lille sig paa Maven, rakte Armen ud og grov under Stenen. Der laa en Hugorm og lurede. Men saa snart Ormen vilde hugge efter Haanden, hug den kloge Kat øieblikkelig efter dens Hoved. Saaledes holdt Ormen og Katten ved, da Moderen kom ud og tog Barnet.
— En anden Gang vinglede han sig bort paa Heien. Han fulgte med sin Bedstemoder hjem fra Sæteren, men var saa liden, at han havde Kjole. Da der var mange Tyttebær ved Veien, blev han tilbage, kom bort fra hende, blev skræmt og gik uafbrudt Resten af Dagen og hele Natten. Hvorledes han kom over en Elv, vidste han aldrig; han “flød over”, sagde han siden, fik med Haanden tag i en Kvist og kom iland. Saa gik han ind paa Øvretveit; men der var ikke Folk hjemme.
I en Bordskuffe laa nogle smaa Fladbrødstykker. Han var fælt sulten og spiste dem op. I Bursvalen stod en Seng; i den lagde han sig og græd, til han sovnede.
Da Bedstemoderen ikke kunde finde ham, skyndte hun sig hjem og fortalte dette. De fik da Folk med sig og ledte ivrig, men forgjæves. Tidlig næste Morgen kom Kirkesanger Aanond Haugen med en stor Flok fra Tveitebø; han fandt Gutten sovende der, hvor han havde lagt sig, og tog ham med sig hjem til Forældrene. Siden ansaa Ole sin mærkelige Redning disse to Gange for et Bevis paa Guds naadige og underfulde Beskyttelse og sørgede altid for, naar han flyttede paa Sæteren, at der laa igjen noget Fladbrød i Bordskuffen paa Kjørvestad.
Da han blev saa stor, at han skulde begynde at læse, var der mange Vanskeligheder; han havde ingen Lyst. Saa kjøbte Faderen, der var en forstandig og tænksom Mand, “Tohundredvisebogen” af Peder Syv og flere morsomme Sagabøger og Krøniker.
Da fik Gutten Lyst og hang over Bøgerne sent og tidlig; han blev aldrig træt af at læse om de gamle Kjæmper og Helte.
Ved Konfirmationen var han saa flink og vel lært, at Presten uden videre satte ham til Skolelærer i Bykle, hvor han virkede i mange Aar med stor Dygtighed. Men hans Fader sagde altid : “Ole havde aldrig blit Lærer, havde han ikke faaet “Tohundredvisebogen”.
Denne havde han ogsaa altid siden med sig i Skolen, og naar nogen manglede Lyst, lod han dem læse i nævnte Bog om de gamle Kjæmper og deres mange og store Idrætter, og det havde altid den ønskede Virkning. Han var forresten en munter og livsglad Ungdom, fuld af Skjæmt og Moro. Saaledes digtede han sammen med Tormod Knudsen fra Brunkeberg, en Gang de var i Skjervengdalsboden og fiskede, “Nyskevisen” om en stakkels gammel Fattigkone, der paa en komiske Maade, — meget mod sin Vilje skræmte op hele Bygden.
Nogle Gange gik hans Lystighed altfor vidt. Han var ogsaa en Kjæmpekar, drak, slogest, brautede og briskede sig, saa Faderen engang hjemme tyssede paa ham og bad ham være stille og ordentlig; men det hjalp intet.
Saa tog de Tag; men den gamle Kjæmpe brød ham ned med en Gang, saa det knagede; her havde han sin Overmand.
Fra sin tidlige Ungdom havde det ligget i ham, at han skulde være ærlig og retskaffen i al sin Færd. Engang han var paa Østlandet, fandt han et Lommeuhr ved Bandak. Da kom det over ham en slig stærk Fristelse, at han skulde beholde Klokken; men der var noget i hans Indre, der ligesom tvang ham til at levere den tilbage til Eiermanden.
— Saa kom det over ham, at han skulde gjøre det forbi med sin Forlovede, Torbjørg Homme. Slægt og Venner baade truede og talte vakkert for ham, men til ingen Nytte. Straks efter var han over til Theøemarken og roede paa Bandak; da kom der pludselig over ham en slig voldsom Snebyge med Vind, at han ikke øinede Redning; hele Vandet var lig en Snegrød. Han lovede da at gifte sig med hende, om han slap fra det med Livet, og han kom vel iland og holdt sit Løfte til Lykke for begge.
Efterhaanden lod Gud ham mere og mere faa Øie paa sin farefulde aandelige Tilstand. Han blev nu vakt ved en frygtelig Drøm. Han syntes, at han sloges med Djævelens Kone, og at hun klorede ham op, saa han ikke saa ud som et Menneske.
Han brændte nu alle sine Sagabøger og Krøniker; de maatte ikke findes i Huset mere. Men Peder Syvs Visebog fik Søsteren gjemt bort; de Gamle kunde ikke undvære den.
— Ole gik nu stadig sydover til Viken om Søndagene for at høre Gamle-Stein læse Teksten af Huspostillen og nyde godt af Samtalerne bagefter. Stein var saa skikkelig en Mand; alle tænkte, at han baade troede ret og levede som en Kristen. Men saa blev der solgt nogle Bøger, som havde tilhørt en Bogsamling i Valle. Ole Kjørvestad kjøbte en Bog, der her “Fattigmands Husven”. Det var en Samtale mellem “Saulus” og “Paulus”; han læste meget i den.
Saa kom han en Dag ind til sin Moder og saa tankefuld : “Vi lever ikke ret !” sagde han. Hun blev forskrækket og spurgte : “Lever heller ikke Stein Viken rett ?” “Nei han lever ikke ret”, sagde Ole. Dette var omkring 1818.
Det varede ikke længe Ole Kjørvestad stod alene; nogle Aar efter blev der en stor Vækkelse og et virksomt og lysende Kristenliv. Man kom ofte sammen, læste Prædikenen, holdt enfoldige og hjertelige Formaningstaler, bad og sang Salmer og aandelige Sange især af Hauges og Brorsons Samlinger og Berthe Canutte Aarflots Bog “Troens Frugt”.
Ole Kjørvestad var den klogeste, dygtigste og mest anseede af Lederne i Dalen. Man havde altid været saa overdaadige i Gjæstebud, der alle varede i flere Dage. Øl og Brændevin fandtes i Mængde, og der var Dans og Slagsmaal baade først og sidst. Bagefter spurgte man altid : “Var der megen Drikke ? Slogest de herligt ? Hvem var bedste Karen ?”
Dette blev nu anderledes, først og fremst blandt Haugianerne, men ogsaa andetsteds, om der end var dem, som spottede over “Lærernes” korte og maadeholdne Gjæstebud. Man brugte ogsaa at pryde sine Klæder med en Mængde Sølvknapper og Søljer. Nu solgte de Vakte at saadant og tillod ikke sine Børn mere at stadse sig dermed. De gamle Nationaldragter blev mere sjeldne, og Dans og Violinspil tabte sin tidligere Anseelse.
Ole Kjørvestad havde en Søn, som hed Halvor; han tumlede sig som liden Gut sammen med et Par jevnaldrende Søskendebørn, men med Læsningen gik det traadt; de vilde heller staa paa Ski.
Faderen lokkede og truede; men det hjalp lidet, og sine Sagabøger havde han brændt for længe siden. Da tog han en Dag Skiene paa og fôr afsted sydover, man vidste ikke hvorhen. Da han om en Stund kom tilbage, satte han sig fornøiet paa Bænke og sagde : “Kom nu, Smaagutter, saa skal I faa høre noget morsomt !” Det var Snorre Sturlesons Kongesagaer i Peder Clausens gamle Oversættelse, han havde været afsted og laant af Sveinung Heggtveit, der dengang boede paa Harstad i Valle.
Da gik det, som det var smurt; Gutterne blev aldrig trætte af at høre om de gamle Kjæmper; de blev flinke og dygtige Mænd.
Ole Kjørvestad havde alt været gift mange Aar, da han blev vakt; hans Hustru Torbjørg Homme kom samtidig til Sindsforandring. Hun var en usædvanlig flink Kvinde, dygtig til alt Arbeide, sløsede aldrig med Tiden og var enestaaende til at styre sit Hus.
De havde mange Børn, men kun en Gut, der blev vakt i Trediveaarsalderen; han var et Mønster for andre ved sin Tro og forsigtige Vandel.
— Ole Kjørvestad havde ogsaa paa sine gamle Dage en mærkelig Oplevelse. Engang han var afsted efter et Læs Hø om Vinteren, kom han i stor Fare paa Fjeldet. Det var i Stordalen. Øverst oppe var der et brat Skarv, hvor Sneen var blank og haard, næsten som Is. Hesten orkede ikke at trække Læsset, men begyndte at glide, og fortsatte dette, var der ikke Haab om Liv for nogen af dem. Da lagde Hesten sig paa Knæ og krebbede opigjennem. Naar den hvilte, saa den sig tilbage, om Husbonde ogsaa var med.
Saaledes holdt den paa, indtil de var komne op. Da lovede Ole, at han aldrig vilde sælge eller dræbe den, men stelle Hesten godt, saalænge den levede.
— Hans haabefulde Søn døde tidlig af et Onde i Hoften, som han havde faaet engang, han var i Skogen efter Ved. Det slog sig til Værk, man huggede Hul, og flere Læger blev raadspurgte mange Gange, men forgjæves. Han døde i Fred omkring 1852, kun 33 Aar gammel.
Det greb begge Forældrene dybt, især Moderen.. Hun stod ofte ved Stuevæggen, sørgede og saa over mod Kirkegaarden og sagde : “Jeg synes, Regnet farer ind i Saarene hans !” Saa ræd var hun for ham.
To Aar gik. Da døde Torbjørgs Moder. Datteren var da paa Heien ved Stavvatten. Tidlig om Morgenen Begravelsesdagen tog hun hjemover for at være tilstede ved den Gamles Jordefærd. Da hun kom til Kjørvestad, blev hun selv haardt syg og laa et Døgn. Hun døde saa vakkert, medens hun bad Fadervor. Det var antagelig i Slaatten 1854.
De Fattige tabte i hende en utrættelig Hjælper, og hele Bygden elskede og savnede hende; hun var saa god mod alle og førte en lysende Vandel. Da hun gik bort, var hendes Mand, Ole Kjørvestad, paa Amtsformandskabsmødet i Arendal. Man var næsten færdig, og han tog Heierne hjemover. Han havde faaet Brev hjemmefra, at alt stod vel til, og han anede ikke noget.
Sent om Kvelden kom han til en Sæter i Finndalen. Konen der kunde ikke tie, men plumpede straks ud med, at hans Hustru netop var død pludselig. Ole kunde i Begyndelsen ikke tro det. Men saa gik det op for ham, at det var sandt. Da vilde han have reist med det samme, men blev saa overvældet af Sorg, at han ikke vidste, hvad han vilde.
Endelig bestemte han sig for at blive der om Natten og tog afsted tidlig næste Morgen; men han var i den Grad knuget, klemt og træt, at han tænkte aldrig, han havde orket hjem.
Han skrantede i to Aar; men en Lørdag blev han haardt syg, beskikkede sit Hus, tog Afsked med Familie og Venner og sovnede stille ind i Fred Kl. 12 om Natten, 5. Marts 1856.
— Ole Halvorsen Kjørvestad var den bedste, dygtigste, klogeste og forsigtigste Mand, de havde i Valle. Han skrev Bøger og udarbeidede et Skrift om sig selv, sin Livsførsel og Erfaringer fra først til sidst. Det havde været hans Hensigt at laden Bogen trykke, men opgav det, da han ikke vilde sætte sig selv saa stærkt frem.
Saa brændte han Haandskriftet, som mange visselig vilde have havt baade Glæde og Gavn af. Han skrev ogsaa lidt, som blev bragt i Trykken ved Olaus Nielsen. Det var i Anledning af Striden med Wexels.
Ole havde mange Tillidshverv og var agtet og anseet som neppe nogen anden i Bygden. Derfor var han ogsaa stadig Ordfører fra det første, Formandskabsloven kom istand 1837 og til sin Død. Og det var enestaaende, hvor meget man tog Hensyn til hans Meninger og Grunde paa Amtsmøderne og i Bygden, har velkjendte Folk sagt.
Men han sagde bestandig : “Jeg havde aldrig bleven den Mand, jeg er, havde ikke Far kjøbt “Tohundredvisebogen”.
— Han var almindelig stor, førvoksen og svært kraftig bygget, “Hovedet bar han passelig høit”, Ansigtet var bredt og rynket, og der var nogle store Haardusker over Øinene.
Udtrykket var alvorligt, bestemt, strængt, energisk, men ogsaa aabent, ærligt og trofast, saa man baade fik Respekt for og havde Tillid til ham. Han var baade som Kristen og ellers en Mand, som man trygt kunde stole paa. Lige til det sidste brugte han den gamle Nationaldragt : vid, sid, graa Kufte, graa Knæbenklæder og Vest af en anden Farve.