thor bjørgufsen homme : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920;

– fra s. 117 – 121 :

Næst efter Ole (Halvorsen) Kjørvestad maa nævnes Thor Bjørgufsen Homme, f. 1791.

Han var en mageløs flink Spillemand, den bedste i hele Sognet (Valle i Setesdalen/Sætersdalen/red.). Det hændte ofte, at han maatte hjem til Presten om Søndagene og spille. Naar der var Bryllup, maatte han bestandig følge med ham til Prestegaarden og spille, medens Brudefølget dansede i Tunet. Og Presten kastede Kappen og dansede med de andre.

Thor havde en udmærket Fele, som han havde laant af Saave Olsen Nomeland. Den gav slig Lyd, at Tonerne kunde høres meget Længre end fra alle andre Feler.

Thor blev vakt i et Drikkelag i nedre Viken i Vallebø 1823. Det kaldtes «Tolvterus», fordi det holdtes tolvte Januar. Gutter og Jenter skjød sammen Malt, og andre gav Brændevin. De bryggede til dette Sammenskudslag 5 Tønder Malt og havde desuden en Mængde stærkt Brændevin.

Man indbød hele Sognet. Thor Bjørgufsen Homme spillede. Det var det frygteligste «Tolvterus», som havde været i Valle. De dansede og drak, saa de ikke sandsede noget, og reves og sloges som vilde Dyr. Det gik paa Livet løst. Over hele Tunet saaes Blod.

Saave Knutsen var kampør og gal. Han gik først bagom Huset og bandede, fortalte han; da var han aldrig ræd nogen.

Bjug Aakre sloges forfærdelig med Bjørn Aanensen, der bed Øret af Bjug.

Gunnar Bjørgufsen, Broder af Spillemanden, og Aanund Aakre, Bjugs Broder, sloges voldsomt, men Aanund var den stærkeste. Da narrede Gunnar ham bag Husvæggen, slog ham med en stor Nøgle og mishandlede ham skrækkeligt. Det var Natten. Saa kom de bærende med Aanund hjem til Aakre og lagde ham paa en Krak. Han var baade skaaret og slaaet fordærvet, han laa der og blødde som et slagtet Dyr. Blodet randt efter Gulvet, de frygtede for, at han blødde sig ihjel.

Moderen, Gro, var som fra sig selv og ilskreg, saa det hørtes lang Vei. Hun holdt saa af ham og vaagede og ventede om Nætterne, naar han var i Danselag, indtil hun hørte, han kom.

«Det er frygtelig at være Mor og vaage og vente og mest kvæles».

— «Hvem ved, om han havde Mor den», sagde hun saa ofte, naar der var en, som var skaaret fordærvet eller slaaet ihjæl.

— Dette rædsomme Drikkelag i Viken var det sidste «Tolvterus» i Valle. Hvad Spillemanden Thor Bjørgufsen Homme her saa og hørte var af den Art, at det bevirkede hans Omvendelse.

Han reiste til Nomeland med Felen. Da han skulde levere den, maatte han spille en Slaat, sagde han. Han græd og spillede, men angrede det bagefter saa saart. Og siden rykkede det i Fingerne hans, saa snart han hørte, de spillede.

Engang gik Thor og en kristelig Ven forbi et Sted, hvor der var Danselag. Spillemanden var uduelig, og Thor, der havde et ualmindeligt fint Øre, sagde til sin Ledsager : «Aa du, aa du, hvor han piner og kværker Felen !»

Stundom skal Tonernes Magt have fristet ham svært; det siges en Gang over Evne, saa han i et Bryllup greb Feen fra en daarlig Spiller og lod sig høre paa gammel Vis. Men der kom svær Anger bagefter.

Det var en mærkelig Tid, som nu kom; det var mest almindelig, at Folk var paavirkede, og flere og flere blev efterhaanden vakte. Men der var faa Ældre og Erfarne, som kunde retlede. Der var mange, som reiste lange Veie for at træffe prøvede «Lærere».

Aasmund Tjodgeirsen Aamlid, der var en alvorlig Mand, men lidet fremtrædende i sin Virksomhed, reiste vestover til Stavanger for at træffe John Haugvaldstad, da han var i slig Vaande.

Bjug Tellefsen Aakre og Thor Bjørgufsen Homme drog over til Østlandet, til Tinn, hvor der dengang var mange Haugianere. To Østlændinger, nemlig en ved Navn Tormod, uvist hvorfra, og den bekjendte Gudbrand Olsen Væraas fra Nummedal, havde engang reist gjennem Sætersdalen og talt Guds Ord.

Man begyndte at holde Samlinger hist og her. Den første blev holdt paa Aakre 1824. Med de vidste saa lidet om, hvorledes de skulde ordne det i Sammenkomsterne. Da reiste Thor Homme og Bjug Aakre til Stavanger. De var hos John Haugvaldstad i 8 Dage. Og den Ordning, de lærte af ham, brugte de i lang Tid i Valle.

Haugvaldstad gik frem saaledes i Opbyggelserne : Først blev der holdt Bøn; John skrev et Navn paa en Lap og gav den til en, som skulde begynde at bede. Saa læste man Teksten i Luthers Huspostille og sang en Salme. Derefter holdt de en Formaningstale med Bøn. De syntes, det var vanskeligere da end nu at holde en Tale; de mente, at der behøvedes mere Kundskab og Lys, end de havde, for selv at kunne forklare og anvende Guds Ord; det var saa svært at finde Ord for sin Troesopfatning; «vi ved det, men kan ikke udtrykke det», pleiede de at sige.

Derfor læste de i Samlingerne mere i gode Bøger. De var ogsaa saa omhyggelige til at samle de beste Bøger, som fandtes. Det var Skrifter af M. Luther, Johan Arndt, A. Francke, E. Pontoppidan og andre af de lutherske Kirkefædre. De kunde læse trygt.

At tale frit blev helt forbudt, da Hauge blev arresteret i 1804; men ingen kunde nægte dem at læse Teksten i en Prædikenbog og synge.

— En hel Række af den bedste Mænd i Bygden holdt dog kristelig Formaningstale. Det var O.H. Kjørvestad, T.B. Homme, Bjug T. Aakre og hans Broder Ole Bakken, John Aasmundsen Dale og Karolis Homme, Knut Thorsen og noget senere Gunnar Brokke samt adskillige andre.

Mange Vestlændinger talte i Samlingerne, — tilreisende Kvinder sang Salmer og aandelige Sange; men de maatte aldrig optræde mere selvstændig i Sammenkomsterne.

Det var almindelig Ole Bakken, som holdt Bøn baade før og efter, da han havde en sjelden Bønnegave.  T. B. Homme var ved Siden af O.H. Kjørvestad den fornemste Leder. Der var dengang slig Samlingsplads for Folk i Homme; alle søgte til ham, og der var saa mange Opbyggelser og Samtaler.

I Vallebø holdt forskjellige Samling, baade O.H. Kjørvestad, Bjug Aakre, Ole Bakken og Stein Viken, — hver sin Søndag.

— Da alt var kommet greit i Gang, besøgte John Haugvaldstad Dalen. Det var om Vaaren, og man glædede sig som over et Guds Sendebud; det var en Begeistring og en løftet Stemning i hele Bygden. John holdt Samling hos Thor Bjørgufsen i Homme. Der kom saa mange Folk, at de ikke fik Rum i Stuen. Saa holdt han Opbyggelsen paa Laaven. Aasmund Garden tog imod ham med et Vers, da han steg ind : «Velkommen her, du ædle Gjæst ! For Syndens Sold du kommen est !»

Men John tyssede paa ham og svarede alvorlig . «Du skulde ikke have brugt saadanne Ord; jeg er en arm Synder«. Lægmændene sad altid ved et Bord, mens de talte.

Det var ofte saa i andre Bygder, at «Lærerne» var til Latter og Spot for alle; men dette var aldrig Tilfældet i Valle; Haugianerne her havde Agtelse og Respekt, og Folk lystrede dem, om end af og til under Knur, naar de modarbeidede Felespil og Dans, Drikkelagene og de overdaadige Gjæstebud.

Lægmændene i Valle talte ogsaa altid i Samlingerne med naturlig Stemme og kunde i det daglige Liv ofte være spøgefulde og morsomme. Til Presterne havde de altid et vaagent Øie. Thor Bjørgufsen var engang paa et Møde i Stavanger, og der var mange Geistlige; men han blev snart fælen; «der var bare to, som havde den rette Lærdommen», sagde han.

Der var Strid i Valle Tid efter anden. De havde en slig Kamp med Presten J.N. Frantzen (1808-1868), som vilde indføre den «omarbeidede Forklaring» i Skolen, «Wexels-Boken«, som de kaldte den. Men T.B. Homme og O.H. Kjørvestad stod imod ham, og hele Bygden holdt med dem. Da blev Presten stræng; men det hjalp ikke.

Han fik sammenkaldt et Møde, hvor Amtmanden var tilstede; denne truede med Søgsmaal. Han spurgte, hvem Øvrigheden skulde anlægge Sag mod, da hele Prestegjældet var enigt. «Det blir vel Ordfører Ole Halvorsen Kjørvestad», sagde Lensmanden. Men denne Mand havde man ingen Lyst til at strides med; han var saa klog, forstandig og forsigtig, at baade Prest og Amtmand vidste, de ingen Bugt fik med ham.

Saa maatte de lade dem beholde sine gamle Bøger i Fred. Thor B. Homme var den strieste af dem alle og fast som Fjeld imod alle mulige Forandringer. Han kom ogsaa i svær Kamp med Biskoppen i Christianssand, Jacob v.d. Lippe, om den nævnte Forklaring. Da de havde holdt paa en Stund, sagde denne : «Du er liden, men du er en Kjæmpe !» Bispen kom ingen Vei med ham; derfor fik Thor et saa haanlig Svar, da han spurgte : «Mener du ikke, det er bedst, at vi beholder vore gamle Bøger ?» «Jeg mener, det er bedst vi gjør Thor Homme til Bisp«, sagde v.d. Lippe.

Denne Strid rygtedes vidt og bredt. Naar Thor kom til Byen, blev der Bevægelse blandt Smaagutterne; de stimlede sammen, saa paa ham, hviskede til hverandre og pegede : «Se, der er Thor Homme, som tugtede Bispen; — han er liden«, sagde de.

— Han var ogsaa i Strid med Presten om en Grammatik, som denne havde kjøbt for Skolelæreren. Da Thor havde læst den, gik han til Presten og sagde : «Du maa ikke lade Børnene læse denne; det er en «Ljugabok». «Hvorledes kan du sige saadant ?», svarede Presten. «Jo, her staar : «Jeg ser en Fugl og to Fiske», og der er hverken Fugl eller Fiske», sagde Thor; «naar Børnene lærer saadant, venner de sig til at lyve». «Dette er bare et Eksempel», sagde Presten. «Ja, men et galt og skadeligt Eksempel», indvendte Thor; «Eksemplerne bør være sande og stemmende med Virkeligheden», føiede han til. De holdt paa længe; men Presten magtede ikke at overbevise ham.

Thor Homme var ogsaa ivrig og flittig til at formane og advare Folk i det daglige Liv. Traf han nogen, som vilde til Dans, sagde han : «Reis ikke ! Dansestuen er Djævelens Legehus !» Det samme gjaldt Spillemænd; dem bad han og sagde : «Kjære, slut med at spille, ellers vil I angre det; jeg har ikke været bedre selv», lagde han sorgfuld til.

Man var dog altid glad i den livlige, morsomme og hyggelige Mand; thi de vidste saa godt, at han kun vilde deres sande Vel. Han var «kjær» i Smaagutter, tog dem ind til sig, lagede Mad til dem, gav dem Sukker — og talte saa kjærlig og alvorlig Guds Ord til dem.

Han var meget hjælpsom og medfølende; naar det stod noget paa etsteds, havde han ikke Fred, før han fik prøve at retlede eller hjælpe. Saaledes var han utrættelig.

Skriv inn søkeord..