ole torbjørnsen strømstad : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel.1821-1850. Christiania 1912-1920.

– fra s. 144 – 146 :

Blandt de andre virksomme, kristelige Venner i Helleland fortjener Ole Torbjørnsen Strømstad at mindes med Kjærlighed og Tak.

Han blev født i Høgsfjord ved Stavanger 1783 og kom tidlig til Vækkelse og Liv i Gud, men var en beskeden og ydmyg Mand, som længe virkede i Stilhed ved Ord og Eksempel. I hans Fødebygd var der den gang ikke så lider kristeligt Liv, fremkaldt ved Hauge og hans Venner, og enkelte af dem var begavede og virksomme Mænd inden sin Kreds.

En Dag omkring 1823, da Ole Strømstad var i Stavanger, traf han John Haugvaldstad. Denne siger : «Nu Ole, du faar da vel ud du ogsaa og tale Guds Ord til Folket ! Du ser, det trænges».

«Ak ja», siger Ole, «men min Familie ?» «Den skal vi sørge for, mens du er borte», mente John; «gaa nu hjem og tal med dine Husfolk om dette og gjør dig færdig, men kom indom til mig, før du reiser !»

— Nogle Dage derefter var Ole atter i Stavanger; han havde grebet Vandringsstaven. «Nu skulde du vel have lidt til Reisepenge», siger John. «Ja, jeg skulde vel det; du ved, jeg er ikke formuende».  – «Der har du 3 Daler (12 kroner/1910) ! Forøvrigt skal du reise paa din Tro».

— De to Venner fulgtes ad et Stykke udenfor Byen. De omfavnede hinanden, græd og skiltes.

— Ole tog Veien nordover gjennem Ryfylke, Søndhordland, Hardanger og Voss, og da mange Uger var gaaet, tog han over Fjeldet til Hallingdal og videre syd over denne Dal.

I et prestegjeld, sannsynligvis Næs (Nesbyen/red.), havde Sogneprest C.F. Gottwald (1776-1835) og Bygden besluttet, at ingen Lægprædikant skulde taales inden deres Grændser, ingen maatte byde en saadan velkommen, ei heller give ham Mad og Husly, ikke engang for Betaling. Hele Menigheden ansaa dette for ret og godt.

Da Ole Strømstad kom til dette Prestegjæld, blev han gaaende 3 Dage uden Mad og Husly. Overalt, hvor han bankede paa, skyede man ham som Pesten, naar man fik høre hans Erinde. Og da gikk dette Herrens Sendebud sin Vei frem og græd, og naar han om Nætterne vaagnede paa sit usle Leie i Hølader eller Stalde, da raabte han til Naadens Gud om, at han vilde sende Lys og Hjælp. Den tredie Dags Aften vovede han sig hen til en stor, prægtig Gaard ikke langt fra Kirken. Han kom ind og bad om lidt Mad og Husly Natten over mod Betaling.

«Hvor er du fra ?» spørger Manden i Huset. «Fra Høgsfjord ved Stavanger».  — Hvad reiser du efter ?»  forskede Bonden videre. Ole hverken vilde eller kunde dølge hvem han var, og hvad han vilde, og siger dette beskedent, men uden Omsvøb.  «Da kan du aldeles ikke faa hverken Mad eller Hus», fortsatte den andre; «vi har sammen med Presten fattet den Beslutning, at vi intet vil have at skaffe med saadanne Personer. Du faar se til at komme herfra, saa fort du kan !»

— «Saa ser det ud til, at jeg skal sulte ihjel her. Jeg har nu gaaet i tre Dage uden Mad. Jeg orker ikke stort mere,  —  Guds vilje ske !»

— «Jeg gir baade Presten og I andre en god Dag», udbrød den varmhjertede og medfølende Hustru, som havde hørt paa Samtalen; «der maa være Maade med alt ! Kom du, Mand, og sæt dig; du skal faa være her !»

— Saa blev han, fik sig Mad og følte sig straks styrket. Husbonden gav stiltiende sit Samtykke.

— Senere om Kvelden fik Ole Anledning til at samtale med Mand og Kone om Veien til evigt Liv og Salighed. Hans ligefremme, troskyldige Maade at være paa samt den stærke Kristi Kjærlighed, som var over ham, greb dem. De fik Manden kjær. En Stund over Midnat gik de til Hvile.

— Dagen derefter var Søndag. «Du skal bli hos os idag», siger Bonden, «og vil du være med til Kirke, skal du faa sidde hos mig i Stolen».   Ole takkede og gik med; Haugianerne var jo næsten uden Undtagelse flittige Kirkegjængere. Paa Veien siger Strømstad : «Men, snilde Mand, du har gjort mod mig, hvad ingen i dette Prestegjæld har gjort; kunde du ikke nu ogsaa overlade Stuen din til en Opbyggelse i Eftermiddag ?»  – «Det kan nok ikke ske !»   –  «For Prestens Skyld ?»  –  «Jeg er just ikke saa ræd ham», mente Bonden, «men jeg skal si deg den fulde Sandhed : Denne Menighed og især Ungdommen er saa raa og vild, at jeg ikke engang vil indestaa for dit Liv, om du kommer sammen med dem paa en Opbyggelse».

— «Det er rigtignok svært», siger den anden; «men vover du Huset, saa vover jeg mit Liv; hvem ved, hvad Guds Ord kan udrette».

— Det endte med, at Ole i denne Sag fik gjøre som han vilde.  – Efter Gudstjenesten gik Ole udenfor Kirken mellem Gravene og talte med Folk om Døden og Dommen. De Ældre mente, at denne Fremmede ikke havde sin fulde Forstand; andre, især de Unge, gjorde Nar af ham, og da han underrettede dem om Opbyggelsen, blev de lystige og svor høit og dyrt paa, at de skulde komme; det skulde blive Moro.

Om Eftermiddagen mødte en Mængde Mennesker. De holdt et svare Spetakel, og Lægmanden var naturligvis Skydeskive. Husets Eier og hans Hustru havde sat sig i en Krog og var meget ængstelige. Ole sad ganske rolig ved Bordet…   «Nu Godtfolk», sa han, «jeg tror, det er passeligt, at vi begynder med Salmen : «Hvo vil med til Himmerige».