– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821-1850. Christiania. 1912-1920.
Fra s. 153 – 159 :
Paa Jæderen var der i forskjellige Sogne ikke lidet kristeligt Liv og Virksomhed baade i Hauges Virketid, under hans langvarige Arrest, efter 1814 og udover lige til vore Dage, alt fornemmelig præget af den haugianske Opfatning og Eiendommelighed, baade naar det gjælder de timelige og aandelige Ting.
Væsentlig det samme kan ogsaa siges om Stavanger, især i den ældste Tid; senere kom nye Retninger til og indvirkede tildels baade paa Kristenlivet og Opfatningen. Den ældste og mest betydelige i denne By (Stavanger) næst efter Haugvaldstad var Kjøbmand Torger Tollefsen Siqveland, født paa Gaarden Siqveland i Thime Sogn paa Jæderen den 22. Marts 1779. Han var syvende Barn af Tollef Mauritsen fra Bjordal i Birkrems Anneks til Helleland og dennes tredie Hustru Thora Gundersdatter Kyllingstad fra Gjesdals Sogn paa Jæderen. Forældrene var jævne, agtværdige Bondefolk med Agtelse for Guds Ord. Husandagten var ikke sjelden dengang i Egnen.
Sønnen vokste op som en brav, haabefuld Yngling og blev greben af den haugianske Vækkelse, da han naaede den voksne Alder, angivelig omkring Aar 1800. Efter at have boet endnu nogle Aar i Hjembygden og styrket det nyvakte, aandelige Liv sammen med ligesindede Troesbrødre, reiste han til Stavanger i Haandværkslære, hvor han nedsatte sig som Garvermester 1811. Den 28. Mai 1812 giftede han sig med Anne Iversdatter, født 12. Juni 1785 paa Gaarden Sørbø i Høilands Prestegjæld, 3/8 Mil syd for Sandnes. Forældrene var Iver Iversen fra Gaarden Krogedal i Høiland og Hustru Martha Gundersdatter Sørbø. Allerede 1793 mistede hun sin Fader, der døde ved et Ulykkestilfælde paa en Reise, som han gjorde for at indkjøbe Materialer til nye Huse paa Gaarden.
Som 8 Aars gammelt Barn dengang havde Anna adskillige Erindringer om ham og ytrede siden mange Gange, at hun troede, at han var en alvorlig
– 154 –
Kristen, da han hver Aften, naar hun og hendes lille Broder Iver havde lagt sig, faldt paa Knæ foran Sengen og bad til Gud for sig selv og dem. Hendes Moder var efter Datterens Udtalelser en mere end almindelig vakker og tillige sjelden dygtig Kvinde.
— Et Aar efter Faderens Død blev Moderen igjen gift med Thor Johannesen Nov fra Sole (Sola) Sogn. Han tog sig med Iver og Kraft af den vakre og gode Gaard, ligesom han ogsaa drev Notebrug. Der var altid Velstand paa Gaarden. Datteren Anna fik en efter Omstændighederne meget god Opdragelse. Foruden boglige Kundskaber lærte hun ogsaa at skrive, hvilket den Tid var en Sjeldenhed, særlig blandt Kvinderne. Desuden blev hun opøvet i al slags kvindelig Gjerning som Søm, Strikning og Vævning samt Husholdning, hvori hun ogsaa var meget flink. Hun havde et livligt og muntert Sind og sang gjerne under sit Arbeide. I en Alder af 18-19 Aar lærte hun 1803 eller 1804 at kjende Hans Nielsen Hauge. Han opholdt sig dengang meget paa Gaarden Aase, som ligger i Nærheden af Sørbø, hvor han ogsaa holdt Opbyggelsesmøder. Der blev hun greben af hans Prædiken og kom til en alvorlig Omvendelse.
Anna gav sin Stedfader det Skudsmaal, at han altid havde været ligesaa kjærlig mod hende som mod sine egne Børn. Men da hun forlovede sig med Torger Siqveland, blev han meget misfornøiet, fordi den unge Mand var Haugianer.
Han gjorde dog istand et meget pent Bryllup og sørgede for en anselig Brudegave; men selv vilde han ikke være med i Laget, hvorfor han til stor Sorg for Brudeparet og sin Hustru reiste bort.
— Fjorten Dage senere havde dog Annas Stedfader ikke længere Fred i det, han havde gjort. Han reiste derfor ind til Stavanger, hvor de Nygifte boede, og tog ind til en Haugianer der ved Navn Thor Eeg. Han sendte derfra en stor Smørbut til dem og bad Anna komme bort til Logiet, hvilken Anmodning hun Øieblikkelig imødekom. Han spurgte hende da under Taarer : “Tror du, at Torger kan tilgive mig, hvad jeg har gjort mod Eder ?” Hertil svarede hun ligeledes under Graad : “Ja, han har allerede tilgivet dig; kom du bare og følg med mig hjem !” Efter den Dag blev der et Venskab mellem dem, som varede til Døden. Hendes Stedfader sluttede sig kort efter til Haugianerne og blev en alvorlig Kristen. Han døde i Troen omkring 93 Aar gammel.
Torger og Anna Siqveland levede et lykkeligt Liv. Baade deres Børn og mange Venner kunde fortælle om den Kjærlighed og Fred, som herskede i dette Hjem. — I Stavanger boede dengang en hel Skare Haugianere; Høvdingen blandt disse var John Haugvaldstad; næst ham kommer utvilsomt Siqveland. Han stod i et fortroligt og hjerteligt Forhold til sine Troesbrødre, var dygtig og driftig i sit timelige Kald og eksemplarisk i sin Vandel.
Desuden deltog han flittig i Haugianernes Forsamlinger ved Bøn, kristelig Formaningstale og Samtale om aandelige Ting. Om Søndagene, i Høitiderne, og naar han i Forretningsanliggender gjorde kortere eller længere Reiser, vidnede han altid om sin Tro, dels alene, men oftest i Fællesskab med andre Guds Ords Bekjendere.
Da Familien voksede, og Boligen blev trang for Børn og Tjenere samt Svende og Arbeidere i Garveriet, begyndte Torger Siqveland at brevveksle med Venner paa Østlandet om Materialer til en Tilbygning; men Herren vilde det anderledes. En liden Flok Haugianere i Arendal med Brødrene Peder og Torger Schjeveland i Spidsen ønskede at faa sine Trosfæller fra Stavanger did og meldte Siqveland, at man havde kjøbt og skjødet paa ham et Hus, der passede for Garveribedriften og bad ham komme did for at bese det, hvilket ogsaa skeede.
Da baade han og Hustruen heri troede at se et Vink fra den himmelske Fader, som styrer alle vore Veie, bestemte de sig til at modtage med Tak det venlige Tilbud. Høsten 1821 flyttede de saa med 4 Børn
– 155 –
til Arendal, hvor Siqveland drev Garveri og senere tillige Handel. Sammen med Vennerne paa Stedet førte de et fortroligt og hjerteligt Liv i travl og dygtig Virksomhed baade timelig og aandelig.
Hver Helligdags Aften og tildels ogsaa i Ugen holdtes enfoldige Opbyggelsessammenkomster paa Stedet og i nærmeste Omegn med Postillelæsning, kristelig Formaning, Sang og Bøn.
Siqveland stod imidlertid i en uafbrudt og livlig Forbindelse med sine gamle Bekjendte i Stavanger, baade gjennem Brevveksling og hyppige Besøg i Handelsanliggender; ved Stavanger Marked pleiede han altid at indfinde sig.
Uagtet han trivedes godt i Arendal og Forholdet til Brødrene altid var det beste, længtede han dog stadig efter at kunde ende sine Dage i den By, hvor han først havde begyndt en selvstændig Virksomhed. For at opnaa dette opfordrede han Sønnen Iver, der var uddannet som Handelsmand, til at flytte med dem, og da denne var villig, udførte de sit Forsæt.
Med to ukonfirmerede Børn reiste de tilbage og ankom til Stavanger 9. Juni 1839. Deres nævnte Søn aabnede 14. August samme Aar en Handelsforretning i sidstnævnte By under Firma T. Siqveland & Søn og fortsatte denne indtil 1856, da han ombyttede den med en Bestilling som Mægler.
Samtidig som de var flittige og tro i den timelige Kaldsgjerning, sørgede de først og fremst for, at deres eget aandelige Liv blev rigelig næret gjennem Bøn, Guds Ord og en flittig Brug af Alterens Sakramente. Husandagt var ikke dengang kjendt som en haugiansk Husskik, med derimod daglig Læsning i Bibelen.
Deres Husliv var, som det sømmer sig Kristne; de opdrog sine Børn i Tugt og Herrens Formaning, dog uden Ensidighed og fik derfor megen Glæde af dem.
Hjemme læste T. Siqveland flittig i Guds Ord og Luthers Bøger og var idetheletaget fortrolig med de gamle og nyere lutherske Fædres Skrifter. Han sad oppe til langt paa Nat sammen med en og anden Ven, der besøgte ham, fordybet i Betragtning og Samtale om Bibelens Sandheder og Livsens Vei.
Under Opholdet i Arendal grandskede han, sammen med en Bekjendt, Profetierne og Johannes Aabenbaring.
Opbyggelse hørte til hans daglige Brød saavel hjemme som paa Reiser. Han kunde f. Eks. om Søndagen gaa i Morgenandagt paa Søndagsskolen, var en eller to Gange i Kirken, besøgte en eller anden Ven i Middagstiden og gik saa om Aftenen paa Bedehuset.
Han sultefødede ikke som saa mange Kristne sit aandelige Liv, der altid var jævnt og roligt; man mærkede dog under kristelige Samtaler, at han var vel fortrolig med aandelige Kampe og Anfægtelser. Derfor havde han saa let for at komme dem til Hjælp og Veiledning, som var i forskjellig Slags Sjælenød.
Han grov heller ikke paa sine ældre Dage sit Pund ned i Jorden, men var lig Tjeneren, der aagrede med det, saa hans Herre kunde faa sit igjen med Renter.
I det daglige Liv benyttede han enhver Anledning til at vidne om sin Tro og tale med sine Medmennesker om “det ene Fornødne”. Og han havde sin Styrke i at samtale med enkelte. Der er med Rette bleven sagt, at han eiede en “sjelden Gave til at tale privat med de mange, der søgte ham, retlede og veilede dem”.
En anden har fremhævet at “han havde saa let for at trøste bedrøvede Sjæle og lægge Evangeliets Balsom paa de aandelige Saar, naar han fandt Oprigtighed og Ærlighed; han var en prøvet, paalidelig og visdomsfuld Sjælesørger“.
Ved Siden heraf havde han ogsaa nu, som tidligere, en stærk Trang til, især paa de store Høitider, at reise omkring i Nærheden af sit Hjem for at besøge Venner, tale med dem og deltage i deres Opbyggelser. Hans Forhold til Troesbrødre var elskeligt; han blev ogsaa elsket og agtet af dem om omtalt “som en Mand, der altid var uden Daddel”; saa forsigtig var han i sin Vandel.
Selvfølgelig havde han, ligesaavel som andre Mennesker, sine Feil, men holdt altid et vaagent Øie med dem, kjæmpede mod Svaghederne med de rette Vaaben
– 156 –
og vandt ved Guds Naade Seier.
Paa Hjemstedet deltog han flittig til sit LIvs sene Aften sammen med Venner i Opbyggelserne. Naar han paa Opfordring holdt Bøn i Sammenkomsterne, begyndte han gjerne med Taksigelse og fortsatte med en inderlig Begjæring om Seier i Troens Strid og den daglige Kamp.
Bønnen var praktisk, alsidig, ydmyg og hjertelig og derfor meget veiledende for de Troende.
Han holdt ogsaa hyppig kristelig Formaningstale under Opbyggelserne, hvori han altid havde et passende Ord til alle, hvilket aandeligt Standpunkt de end indtog. Han virkede især paa Erkjendelsen, Viljen og Samvittigheden, men henvendte sig derimod mindre til Følelsen eller Fantasien.
Paa Anmodning af Venner og tildels sammen med en eller anden af dem reiste han ikke sjelden indover Ryfylke og Søndhordland til Bergen eller østover Jæderen, til Eger
– 157 –
sund og Dalene deromkring, til Christianssand, Skien, Drammen m.fl. Steder.
Ofte stod disse Reiser paa en eller anden Maade i Forbindelse med hans Handelsforretninger. Han talte da stadig Guds Ord, hvor han kom, og var altid en velkommen Gjæst, anseet som en af “de Ældste“, med stort Lys i Guds Ord og Evne til at lade dette komme frem i Opbyggelserne.
“Hans Taler var af den gamle haugianske Art, alsidig og overbevisende uden at sætte nogen vigtig Sandhed i Skyggen. Han forkyndte altid den fulde Sandhed”.
I de Samtaler, han bagefter holdt med mange af de Tilstedeværende, “søgte han altid at trænge ind i Skriftens sande Mening og dertil føie sin egen rige aandelige Erfaring, hvorved han blev mange til Nytte og Velsignelse”. Efter Hjemkomsten skrev han tilbage mange Sendebreve og stod i det hele i stadig Forbindelse med Hauges gamle Venner baade i Byerne og rundt om i Landet.
Fra 1856 tilbragte den gamle Ægtepar sin Alderdom i den førnævnte Søns Hus, omgivet af Kjærlighed og selv utrættelig virksomme baade timelig og aandelig.
Ved sin rige, kristelige Indsigt, sin pletfrie Vandel og sin ærværdige, mægtige Personlighed øvede Siqveland en Indflydelse, der voksede Aar for Aar.
Vi kan kun omtale et enkelt karakteristisk Træk til Belysning heraf. I Midten af Femtiaarene, da den Lammerske Vækkelse havde naaet sit Høidepunkt, og dens Ophavsmand blev mere og mere ensidig og talte om Udtrædelse af Statskirken, havde dette den Virkning, at man med Grund kunde frygte, at største Delen af Skien Menighed kom til at træde ud. Uagtet en Række af vore betydeligste Haugianere dengang levede, skrev de ældre Kristne paa Stedet til Siqveland og bad ham komme hurtigst muligt, da de troede, han ved sin klare Indsigt, sit faste lutherske Standpunkt og sin store Evne til gjennem Samtale at klargjøre og veilede fremfor nogen anden vilde være istand til at magte den vanskelige Situation.
Uagtet han dengang var høit oppe i Oldingealderen, skyndte han sig afsted, rask som en Ungdom. Der blev sammenkaldt et Møde mellem Sogneprest G.A. Lammers (1802-1878) og hans Venner paa den ene Side og Siqveland og en Del Haugianere paa den anden.
Lammers udviklede med flammende Veltalenhed sine Tanker om Statskirken og Udtrædelsen i et langt Foredrag, medens Siqveland hørte opmærksomt og stille paa ham.
Da han var færdig, reiste den ærværdige Gamle sig og sagde med et Alvor og en Kraft, der gik til Marv og Ben : “Broder Lammers ! Du maa omvende dig !”
Forsamlingen forstod hans Mening ved disse faa og korte Ord og blev derved bragt til Besindelse; de fleste, som havde været vaklende, fulgte ikke sin Fører, men blev staaende i Kirken. De Samtaler, som Siqveland efter denne mindeværdige Mødestund havde med Vennerne, bidrog yderligere til at bringe Klarhed og Ro i Gemytterne; han har bare ved denne sin betydningsfulde Virksomhed gjort sig høist fortjent ved sin faste, kirkelige, ægte haugianske Holdning. Andre paa Stedet og i Omegnen fortsatte hans Arbeide.
— Under al sin Færd viste T. Siqveland sig som en Mand med en klar Forstand, en sund Dømmekraft og en mærkværdig Evne til at gjennemskue en Sag, finde Kjærnepunktet og ramme det fyndig, kraftig og afgjørende paa samme Tid, som han var mild og kjærlig i sin Dom og havde et evangelisk Syn paa Kristendommen.
“Tro mod sin Ungdoms Kald forblev han stedse en kirkekjær, evangelisk luthersk Kristen. At sysle med Guds Ord var i de sidste Leveaar hans stadige Beskjæftigelse ved Siden af Brevveksling og Vennebesøg. Det kunde tydelig mærkes, at han stadig voksede i ydmyg Erkjendelse af sig selv og af Guds forbarmende Naade i Jesus, ligesaa i kjærlig Bedømmelse af andre”.
— Han var glad i Børn og de i ham. Med sin Tollekniv gjorde han adskillige Smaasager, som morede dem, samt fortalte interessante Træk af sit Barndoms- og Ungdomsliv. Hans Hustru var ogsaa
– 158 –
meget barnegod. Naar hun skulde ud til Syge, saa hun gjerne ind i Barnekammeret efter en liden Sønnesøn og tog ham med sig.
Hun pleiede at arbeide med Johnsens Salmebog liggende opslaaet foran sig, saa hun kunde synge, medens hun strikkede eller spandt. En af hendes Yndlingssalmer var : “Jeg vil mig Herren love, som mine Synder bar”.
De var sunde i Troen, de kjære Gamle. Engang sagde de til en Sønnesøn : “Du skal ikke tro paa Spøgelser; Herren har i vort lange Liv ikke ladet os se noget saadant”.
En Dag bad de et Barnebarn : “Sæt dig nu vakkert ned og skriv af denne Salme; det var : “Ak vidste du, som gaar i Syndens Lænke, hvor haardt det er det Satans Slaveri”. De havde selv Erfaring for, hvor saligt det var at leve et Liv i Troens Forening med sin Frelser og ønskede aabenbart sit Barnebarn den samme Lykke. “Afskriften blev snart borte”, siger Meddeleren, “men Salmen glemte jeg aldrig“.
Hustruen gik først bort; hun var sygelig i de senere Aar. Hendes sidste Sygdom voldte store Lidelser, men selv under svære Smærter paa sit Dødsleie sang hun : “Skulde jeg min Gud ei prise og ham takke hjertelig ?”
Ja hun var en elskelig Kvinde, taalmodig under egne Lidelser og øm for andres. Hun døde fredfuldt 17. Juni 1859.
Efter hendes Død tog Siqveland et Maleri af sin Hustru ned fra Væggen og satte paa sit Skrivebord for stadig at have det for sine Øine; men da en Ven af ham engang spurgte : “Sørger du svært over Tabet af din Hustru ?” saa svarede han : “Jeg savner hende, men sørger ikke. Jeg ved, hvor hun er, og jeg længes efter at møde hende igjen hos Herren”.
Ved Siden af Bibelen læste han det sidste Aar meget i Bunyans Bog : “En Pilegrims Vandring”. Han sagde ofte, at han havde bedet Herren bevare ham for en hastig og brat Død, og at han haabede, at saa vilde ske; men han havde saagodtsom intet Sygeleie. Han sad endnu Nytaarsaften om Eftermiddagen oppe i Samtale med en gammel Ven, der besøgte ham. Denne spurgte : “Hvor gammel er du ?” — Han svarede: “Lever jeg til 22. Marts, bliver jeg 82 Aar”.
Vennen sagde da : “Du ser snarere ud til at kunne dø i Morgen. Hænderne er kolde, hvorledes er det med Fødderne ?”
— De begyndte nu at tale om Døden og de sidste Ting i al Rolighed. Om Aftenen var han ikke saa rask, at han kunde gaa ned til sin Familie og sidde tilbords med dem. Efter at have spist sin Nytaarsgrød gik hans Søn og Svigerdatter op paa Værelset, hvor hun gav ham Mad, da han selv ikke godt kunde holde Skeen. Idet de takkede for det gamle Aar og ønskede ham godt Nytaar, sagde han : “Jeg haaber, jeg snart faar et godt Nytaar“.
— Det blev nu besluttet, at en tro Tjener skulde vaage hos ham til Midnat og saa vække Sønnen for Resten af Natten. Den Gamle sov imidlertid saa rolig og godt, at Tjeneren ikke nænnede at vække nogen. Sønnen stod imidlertid tidlig op for at se til ham og ønske godt Nytaar; men da kunde Faderen ikke tale, og lidt frem paa Morgenen Kl. 9 – 10 sov han hen !
“Han gik Døden forbi som Enok”. Det var 1. Januar 1861.
Han og Hustru havde 10 Børn, hvoraf to døde i den spæde Alder. De andre kom sig godt op, og de fleste af dem indtog anseede Stillinger i Livet. En af Sønnerne var Mægler Iver Siqveland, født 4. Juni 1816. Han fik en god Opdragelse og en omhyggelig praktisk Uddannelse hos førnævnte O.P. Moe i Christianssand. Efter i 1839 at have etableret sig som Kjøbmand i Stavanger blev han Vaaren 1843 gift med sin tidligere Principals ældste Datter, Johanne Helene Moe, født 4. April 1816, død i September 1879. Han blev ved den grundlæggende Missionsgeneralforsamling i Stavanger, Sommeren 1842, valgt til en af Bestyrelsens Sekretærer, hvis Medlem han gjentagne Gange var. Desuden hædredes han med en Mængde Tillidshverv.
I 1856 ombyttede han sin Kjøbmandsforretning med Stillingen som fast ansat Vare- og
– 159 –
Skibsmægler. Vaaren 1891 flyttede han til sin Søn, Johannes Siqveland, som dengang var Sogneprest til Stenkjær (Steinkjer/red.). Efter dennes Forflyttelse til Røraas (Røros/red.) døde den Gamle stille og fredfuldt i hans Hus 14. Juli 1900 og blev begravet 19. Juli under stor Deltagelse.
En anden af Torger Siqvelands Børn var Bankdirektør Tobias Siqveland i Christianssand.