– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Chra. 1912-1920.
– les også anders nielsen haaves levnedsbeskrivelse og annet om haave her :
– fra s. 460 – 467 :
Den betydeligste Lægmand, som udgik fra den foran (i Søndfjord/red.) omtalte Vækkelse, var utvilsomt Anders Nielsen Haave, vistnok sin Tids mest begavede og indflydelsesrige norske Guds Ords Forkynder (“Beretning om Anders Nielsen Haaves Liv og Død”; meddelt af A(nders) R(edal) i “Kirkelig Tidende for christeligt Lægfolk” (redigeret af Kirkesanger Ingebret Flotten) No. 14 for 14. Juli 1867, Side 209-220. Dette er den eneste samtidige Biografi af Haave, skrevet af hans Svoger og intime Ven gjennem hele Livet A.R. “Anders Nilsen Haave” i “Den norske Arbeider” No. 9 for September 1872. Denne hviler helt igjennem paa A. Redals førnævnte. A.Chr. Bang, “H.N. Hauge og hans Samtid”, 1875, Side 541-547. “Anders Nielsen Haave”, “Menneskevennen” No. 4 for 15. Februar 1882 af X. (d.e. Forf. af denne Bog). I “For Fattig og Rig” for 1885 findes en meget udførlig Biografi af “Anders Nielsen Haave”, S. 193, 217, 257, 289, 297, 33o, 337. Den er udarbeidet af denne Bogs Forf. og hviler paa et betydeligt Brevmateriale og en Mængde Oplysninger fra Samtidige, især fra Anders Redal. M.I. Wefring, “Minder fra mit Reiseliv” paa mange Steder. “Anders Haaves Liv og Virksomhed” af Th. Horten. Kinn 1893).
Han blev født paa Gaarden Haave i Naustdals Anneks, Førde Prestegjæld i Søndfjord, den 21. Juli 1809. Forældrene var agtede og hæderlige Bondefolk, der oplærte ham i den kristelige Børnelærdom og de almindelige Skolekundskaber.
Allerede som barn røbede han en klar Forstand og store Anlæg i flere Retninger. Af Naturen eiede han et livligt og muntert Sind. I alt, hvad Verden bød af Fornøielse, var han en flittig Deltager, hvorfor han ogsaa i høi Grad nød Ære, Venskab og Gunst. Naar verdsligsindede Mennesker i sin Leg og Gammen fik den muntre og opfindsomme Haave i sin Midte, fandt de sig først ret fornøiede og glade; i alle selskabelige Sammenkomster var han selvskreven; ingen kunde muntre Laget som han. Da han tillige var en Mester i at spille Violin, hentede man ham til ethvert Bryllup, hvor man ønskede den Slags Musik.
Hans Lystighed skeiede alligevel aldrig ud til Letsind; alt, hvad der foregik i hans Nærværelse, maatte være inden Ærbarheds og Sømmeligheds Grændser.
Paa samme Tid som han saaledes deltog i Ungdommens Forlystelser og Glæder, var han en samvittighedsfuld Iagttager af sine Kaldspligter og en flittig Kirkegjænger samt elskværdig og hæderlig i al sin Færd, “ret en skjøn og fuldt udsprungen Blomst i denne Verdens Lysthave”.
“Paa Grund af sin Daab, sin Kirke- og Altergang, sit retskafne og gode Levnet troede han at være i Besiddelse af den Retfærdighed, som gjælder indfor Gud; han havde vel de gode Gjerningers Lampe, men manglede Troens Olie deri og var altfor beruset af denne Verdens Glædesvin til at se dette.
Men den Gud, der ikke vil nogen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve, blev heller ikke træt af at gaa efter og kalde paa dette Faar, der mere og mere forvilede sig ind paa Verdens lystige Enge.
Straks efter at han havde naaet den voksne Alder, kom Guds Kjærlighed ham saaledes imøde, at den blev for stærk; han kunde nu ikke længere modstaa den Aand og Naadehaand, som vilde drage ham ud af Syndens Mørke”.
En Overhøring, som den førnævnte Kirkesanger Mads Krogness afholdt en Søndag Midtsommer 1832 paa Gaarden Solem omtrent midt i Naustdal, gav ham det første uudslettelige Indtryk af Sandheden og blev Midlet til hans Vækkelse.
Den sidstnævnte samtalte paa en eiendommelig, gribende og overbevisende Maade med Ungdommen om : “Hvorledes omgaaes man ret med Guds Ord ?” i Forbindelse med Svaret : “Vi skal først sukke til Gud om hans Aands Oplysning og dernæst læse med Andagt og et villigt Forsæt at ville leve efter Ordet”.
Hvad Haave nu hørte gik som et Stik gjennem Hjertet; han var bagefter saa stille og alvorlig og sagde : “Saaledes har jeg aldrig brugt Guds Ord”. “Det faar nok bli anderledes med os herefter, end det har været, hvis vi skal blive salige”. Dette har flere Tilstedeværende fortalt.
Det er tillige sandsynlig, at Haave ogsaa senere modtog Paavirkning gjennem den unge Lærer Elias Fitjes Søndagsoverhøringer.
Da den allerede omtalte store Vækkelse i Wefring begyndte Sommeren 1833, øvede den en stærk Indflydelse paa Haave, og nu kom det til fuldt aandeligt Gjennembrud med ham.
“I Desember 1833”, skriver en af hans Venner, “fik vi en ny Anders Haave; det gamle var forbiganget, og alt var blevet nyt. Nu saa han med andre – nemlig aandelige – Øine, hørte med nye Øren og troede med et andet Hjerte, anderledes end tilforn; nu fandt han sig jammerlig bedragen ved sit hidtil førte Liv; nu blev han vâr, at hans Egenretfærdigheds Kappe, hvor med han saa smukt havde pyntet sig, var et gammelt Klædebon, hvormed han ikke kunde skjule sin Nøgenheds Skam; nu fik han Øie paa, at al hans formentlige Gudsdyrkelse kun var et Skin, hvormed han smykkede den falske Grund. Bedrøvelsen efter Gud virkede Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes”.
Hans Sindsforandring rygtedes snart; han besøgte flittig Opbyggelserne og lod sig lidt senere en enkelt Gang ogsaa bevæge til at deltage med bønn og nogle faa Formaningsord.
Haave var stadig hjemme med Undtagelse af et kort Vennebesøg til Ørstenvig (Ørstavik/red.) paa Søndmøre 1835.
“I denne Tid var han ikke Rig paa Ord eller Formaning, men derimod paa Gjerning og Eksempel”. “Det hændte sjelden, at han efter Opfordring av en Ældre holdt Bøn i Forsamlingerne; denne var da baade enfoldig og kort. Han var forresten i denne Tid, medens Naadelyset brød frem i hans hjerte, meget indesluttet. Dette kom baade af Mangel paa Troens Frimodighed og af Menneskefrygt; dels var det ogsaa begrundet i, at han vilde oppebie Aandens Vidnesbyrd om Herrens naadige Vilje”.
Straks efter Vækkelsestiden gjorde han sammen med Lars Redal en Reise til Nordfjord. Han virkede dog ogsaa lidt allerede nu i Hjembygden, hvor han tildels blev bistaaet af Kirkesanger Mads Krogness og i Nabosognet Vefring, der Anders Redal, Lars og Torsten Redal samt Mads Wefring deltog med ham i Opbyggelserne.
Under store Betænkeligheder foretog Haave 1836 sin første længere Reise efter indtrængende Opfordring af Mads Wefring og sammen med denne. Haave skrev til sidstnevnte herom følgende karakteristiske Linjer :
“Desuden har jeg ikke modtaget Gaver til å at forkynde Ordet ligesom andre, der ved deres Taler kan føre Sjælene til Vækkelse og Omvendelse. Min Virksomhed indskrænker seg til at holde Bøn og en kort Formaning til Folket om at søge Frelse for sin Sjæl”.
De drog gjennem Søndmøre, Molde, Nordmøre, Romsdalen, Lesje, Dovre og til Opdal. I Begyndelsen var Haaves Deltagelse lidet fremtrædende. “Hans Bønner og Formaningsord”, skriver hans Reisefælle, den senere Provst Mads I. Wefring, “var altid varme og opbyggelige, og ikke mindst var han til Velsignelse for den enkelte ved kristelige Samtaler, der var pregede af Alvor og bar Vidnesbyrd om et rikt indre Livs Erfaring; men den mere tilbagetrukne Stilling, han indtog som Lægprædikant i de første Maaneder af Reisen, blev ligesom ved ett Slag forandret, i det han pludselig fremstod som den paa hin Tid mest fremtrædende Lægprædikant i vort Land.
Dette pludselige Fremskridt i hans Optræden som en storslagen Folketaler kom første Gang tilsyne i en Opbyggelse som vi holdt i Opdal (i søndre Trondhjems Amt). Han gik i sin Tale ud fra et Bibelsprog, som nu er gaaet mig af Mindet; men hvad jeg erindrer, er Indtrykket af den Klarhed i Tanken, den Evne til at udtømme Indholdet og den træffende Anvendelse paa Tilhørerne, som alt ligesom paa en Gang blev ham givet.
Det Vidnesbyrd, han aflagde, forfeilede heller ikke sin Virkning paa Tilhørerne. Mig, der kjente hans forrige tilbagetrukne, noget ængstelige Fremtræden, forekom dette Omslag i hans Bekjendelse næsten som en Forvandling, og jeg blev slagen af Beundring; men jeg var straks paa det rene med, at det var en Gjerning af Guds Aand, der i hans stille og ydmyge Sind og i hans vedholdende Bønnens Omgang med Gud havde løst Tungens Baand og meddelt ham af sin Fylde et nyt Maal af Naadegaver til andres Opvækkelse og Veiledning.
Denne Naadegave til med Frimodighed, Varme og Klarhet at forkynne Guds Ord var heller ikke forbigaaende, men ledsagee hans Vidnesbyrd til det sidste.
Haave var sig ogsaa bevidst, at Gud ikke havde udrustet ham fremfor andre Lægprædikanter efter hans egen Værdighed; nei han følte dybt, at Gaven var baaret i et skrøbeligt Lerkar. Naar derfor nogen, om end i Velmenthed, saa dog i Uforstand, begyndte at ophøie ham, afviste han med Barskhed og Bestemthed en saadan Ros.
Han talte ofte om Selvophøielsens Farer og anbefalede for sig selv og andre som den sikreste Modvægt en grundig Selvprøvelse og Selverkjendelse i Forbindelse med Aarvaagenhed og Bøn” (gjengiven i Wefring : Minder s. 63-65).
Haave og Wefring fortsatte sit Reiseliv indtil November 1837 rundt omkring i Trondhjems, Hamars, Christianias, Christiansands og Bergens stifter.
Efter et Ophold i Hjemmet til Vaaren 1838 tog de atter Vandringsstaven, reiste nordover saa langt som til Trondhjem og derfra gjennem Dalene over Dovre til Gudbrandsdalen og videre gjennem Østlandet og det Søndenfjeldske Norge.
Fra Christiansand dro de Høsten 1838 opover Sætersdalen til Evje. Paa Fennefoss i Annekset Hordnes havde de en Nat en Oplevelse, der fik afgjørende Betydning baade for dem selv og deres fremtidige Kristendomsforkyndelse. En Aften, efterat de var gaaet tilsengs, udbrød der et enestaaende Tordenveir. Det ene Lyn afløste det annet i flere Timer. Tordenskraldene varede ikke saa længe, men Lynene vedblev at følge paa hinanden saa hyppige, at de tilsidst syntes at danne et sammenhængende Lyshav.
De troede straks, at det var den sidste Dag og havde begge, uden at ytre noget, et alvorligt Opgjør med sig selv og sin Gud. De prøvede nøie sit Liv og sin Kristendomsforkyndelse og kom til det Resultat, at de vel havde forkyndt Kristus og bygget paa ham, men ikke så fuldt og helt som de burde.
Herom har Haave fortalt bl. A. følgende : “Under Uveiret prøvede jeg min Tro, da jeg vidste og i mange Aar havde bekjendt, at den alene gjør Udslaget til et Menneskes Frelse; men jeg følte nu tydelig, at den ikke udelukkende var bygget paa Kristus og hans Forsoning som den eneste Grundvold for Menneskets Retfærdiggjørelse for Gud.
Naar jeg var færdig med det ene Stykke, tog jeg frem det andet, indtil de væsentlige Momenter i Saliggjørelsens Orden paa samme Maade var gjennemgaaede; Resultatet af den hele Undersøkelse for Guds Aasyn var den, at alle hine Momenter vistnok var nødvendige som Gjennemgangsled, men at ingen af dem i og for sig var istand til at meddele fuld Forvisning om Syndsforladelse og Retfærdighed for Gud; at det, som det udelukkende beror paa, naar det gjælder at bestaa for Gud, ene og alene er en troende Tilegnelse af den fuldkomne Fyldestgjørelse, der er tilveiebragt ved Kristus; at hvad det gjælder er at findes i ham og at have iført sig ham som sin Retfærdighed”.
Da dette gik opp for ham, fandt han Fred og Hvile for sit urolige Hjerte (Wefring, “Minder”, S.84-86).
Dette fuldere evangeliske Syn var vistnok noget nyt for Haave og hans Ven, men ikke for Kirken. Det var med stor Klarhed fremholdt bl.a. af Paulus og senere af Luther. Disse Hovedsandheder om Forsoningen og Retfærdiggjørelsen i Kristus havde ogsaa en Række ældre Haugianere tidligere stillet paa sin rette Plads.
Vi vil blot minde om Torbjørn Gundersen Sandvig i Fjeldberg, født 1756, død 1822, Lars Knudsen Vold i Vang ved Hamar, født 1779, død 1857, Jens Johnsgaard i Øier, født 1792, død 1863, Gunder Ougendal i Soggendal ved Egersund, født 1790, død 1875, Berthe Canutte Aarflot i Ørsten (Ørsta/red.) på Søndmøre, født 1795, død 1859, Ole Larsen Løseth i Rindalen, indre Nordmøre, født 1790, død 1856, Erik Olsen Holden i Hevne, født 1799, død 1861 m.fl.
Der var en indre, aandelig Udvikling innen Haugianismen, som førte Bevægelsen frem til en alt fuldere og helere evangelisk Klarhed.
Haaves nævnte Oplevelse fik ikke liden Betydning i vide Kretse. Hans dybe og fremragende Forkyndelse blev nemlig siden fulltonende evangelisk, og hans Brev til Vennesamfundet om Forsoningen og Retfærdiggjøresen, skrevet fra Finseth i Reisen 4. juni 1840, klarnede disse Hovedsandheder for mangfoldige.
Dette Sendebrev til Venner findes meddelt ordret i min udførlige Biografi af A. N. Haave i “For Fattig og Riig” for 1885 (“For Fattig og Riig”, 1885, Side 260-261).
Da Haaves og Wefrings Kristendomsforkyndelse var baade evangelisk og i andre Henseende alsidig og saglig uden det polemiske Anstrøg, som den senere svenske Evangelisme i Regelen har havt, blev den saameget lettere til aandelig Retledning og Velsignelse for ældre og yngre Haugianere, som paa de nævnte Punkter endnu manglede den fulde evangeliske Forstaaelse.
Disse to Venners inderlige Samarbeid fortsattes indtil udpaa Vinteren 1839, da Wefring drog til Trysil og Haave til Nordland. Dermed ophørte deres længere Fællesreiser; men de virkede atter sammen baade i 1842, 1843 og 1844, tildels i længere Tid. Det var af praktiske Hensyn, for bedre at kunne imødekomme mange Opfordringer, at de siden reiste hver for sig.
Haave fortsatte utrættelig sit frivillige, ulønnede Arbeide. For at tjene de nødvendige Reisepenge drev han flittig, naar han var hjemme, som Smed, Snedker og Blikkenslager. Saa forsynede han sig med nye Klæder og reiste rundt og forkynte Guds Ord, til Dragten var udslidt og Pengene opbrugte. Da maatte han hjem paany af nysnævnte Grund.
Engang kom han, etter at have reist længe, til Haugianeren Torsten Holtan i Næs Anneks til Saude i Thelemarken. Her holdt Haave et Par Opbyggelser, men sagde saa til Holtan : “For et Aar siden reiste jeg hjemmefra med nye Klæder og 10 Spd. (40 kr/1910); nu er Klæderne udslidte og Pengene opbrugte; jeg maa derfor skynde mig hjem for at smede og snedkre, saa jeg fremdeles kan forkynde mine Medforløste Livets Ord”.
Hans Ven vilde imidlertid ikke slippe ham og sagde : “Gud har ikke givet mig Gaver til at holde Samlinger, men betroet mig timelige Midler; du skal faa baade Klæder og Reisepenge, saa du uden Afbrydelse kan fortsætte endnu et Aar“.
— Haave, der helst ved eget Arbeide vilde skaffe sig de nævnte Fornødenheder, lot sig dog tilslut overtale og vedblev at virke i Bygden en Tid, til Vækkelse og Velsignelse for mange samt til Befæstelse og Bestyrkelse i Troen for dem, der var komne længere frem paa den trange Vei (Meddelelser fra Haugianeren Torstein Holtan).
Som mange andre Steder fandes ogsaa der velmente, men uforstandige, unge Kristne, som roste Lægmanden. En af disse ytrede i al Troskyldighed til Haave : “Jeg skulde ønske, jeg var som du !”
Haave, der var en ydmyg Mand, blev meget alvorlig og sagde : “Det skulde du ikke have sagt; naar du havde en god Ven, vilde du da hidse Baand-Hunden paa ham ?” “Nei, det vilde jeg aldrig gjøre”, sa Gutten.
— “Men det har du nu gjort, min kjære Ven, uden at vide det; ved at rose mig, hidser du Helvedes Baand-Hund paa mig; vogt dig derfor ! det skader baade mig og mit aandelige Arbeide, ja kan komme til at ødelægge begge”.
Disse alvorlige Ord kunde Manden aldrig glemme; han voktede sig siden for at tage noget af Æren fra Mesteren og give til det skrøbelige Redskap, han brugte, der jo selv havde faaet alt som en Naadegave og derfor ikke tilkom eller fortjente nogen Ros (Oplysning fra Fru Inger Laurine Flood efter Vedkommendes egen Fortælling).
Som et lidet Eksempel paa, hvor aandelig vaagen Haave alltid var, kan nævnes, at han engang besøgte et stort, kristeligt Møde, hvor mange likte sig overvættes godt, medens andre ældre og prøvede Venner syntes, at der var for meget af Marta-Uro og for lidet af Maria-Stilhed.
En spurgte Haave, hvad han mente. Denne svarede alvorlig : “Naadens Aand fik ikke følge saa vel med, desværre ! Jeg maa hjem og arbeide, saa Gud kan faa tale til mig !” (Oplysning fra Nils Halvorsen i Ølen).
Karakteristiske er ogsaa følgende Linjer af et Brev fra ham, skrevet i Aalesund 25. oktober 1860 :”Jeg har oftere i mine Breve mindet om Bønnen som en absolut nødvendig Del av vor Gudsdyrkelse og Kristendomsøvelse; men derved forstaaes ikke bare Oplæsning av Bønner, opskrevne i Bøger, ja ikke engang blot den stedsevarende Bøn under Arbeide og Forretninger (gjøremål), men ogsaa Bønnen i vort Lønkammer. Der bliver Samtalen mellom Gud og Sjælen aller varmest og mest fortrolig, og der er det ogsaa som oftest, at Synderen bekommer Tro og Trøst og en glad Samvittighet. Det er i Lønkammeret, at Synderen som oftest stilles nærmest Kristi Kors og nyder den korsfæstede, døde og opstandne Frelsers Kraft. Der, ja der har mangen knælet bedrøvet og opstaaet glad, knælet syg og opstaaet sund og derfor begyndt med Bøn og endt med Lov og Taksigelse. O, salige Stunder ! Gud hjælpe os at bruge dem, at bede og faa, at bede og ikke blive trætte, til vi engang af Naade har udført Striden til Seier !” (Brev fra Haave af 25. October 1860. Bang, “Hauge og hans Samtid”, Side 545).
I 17 Aar, fra 1836 til 1853, gjorde Haave 8 Rundreiser opover til Trondhjems stift over Østlandsbygdene og tilbage langs Kysten eller omvendt. Paa to af disse var han helt oppe i Nordland, den sidste Gang helt til Troms og Balsfjorden.
Desuden foretog han kortere Ture til Nabosognene samt til Søndmøre, Sogn, Bergen og Stavanger. Paa Grund af sin livlige Natur og sit elskværdige Væsen havde han særdeles let for at omgaaes Folk og vinde dem for Sandheden og besad en eiendommelig Gave til at lede Samtalen i private Kredse. Derhos var han i ganske overordentlig Grad begavet som Folketaler.
“Pastor Wefring”, skriver Biskop dr. Bang, “har erklært…., at han hverken af læg eller lærd har hørt saadanne Taler som af Haave, naar han var oplagt, og det ikke alene fra Indholdets, men ogsaa fra Formens Side. Paa samme Tid som hans dybe, kristelige Alvor vakte Liv over alt, hvor han færdedes, saa kom han tillige med Lys og Ro, og det var maaske det mest fremtrædende ved ham denne forunderlige Gave til at opklare, hvad der var dunkelt og at bringe Fred der, hvor Gemytterne var oprevne” (Oplysninger fra Anders Redal og andre samtidige Haugianere).
Ved sin sjeldne Evne i denne paapegede Retning fik han ogsaa en Indflydelse, som neppe nogen anden Lægmand siden Hauges Dage.
I 1853 indgik Haave Ægteskab med Bolette Martens, født 1825, Datter af en Landhandler, der boede paa Hellevig i Naboprestegjældet Kinn.
Her kjøpte han i Annekssognet Svanøe en Gaard ved Navn Stafvang, hvor han bosatte sig og blev sin Svigerfaders nærmeste Nabo.
Som Jordbruger maatte han indskrænke den aandelige Virksomhed til en mindre Kreds. Dog reiste han ud enkelte Tider, naar der var mindre travlt.
Saaledes skred Tiden hen til 1855. Sidstnævnte Aars Sommer drog han sammen med flere Venner østover til Christiania, hvor det norske Missionsselskabs Generalforsamling holdtes den 4. Juli og følgende Dage. Sammen med Ole Svanøe, Amund Helland og Anders Redal gjorde han ogsaa en Tur op til Bredtvedt i Aker for at besøge H.N. Hauges Hustru og atter se det kjære og kjendte Sted.
De opfriskede gamle Minder og talte især om den uforglemmelige, afdøde Lægmand og Livet der i tidligere Dage og dvælede ikke mindst ved hans Sygdom og salige Hjemgang.
Under Haaves Ophold i Hovedstaden gjentog man atter den Opfordring, man noget før havde stillet til ham, om at blive Afholdsagent. Han gav tildels sit Bifald; men Sagen blev dog ikke endelig afgjort før noget senere.
Paa Hjemreisen spurgte han sin gamle Ven A. Redal :”Hvorpaa skal jeg som Kristen grunde min Ret til at virke for Afholdssagen ?” Denne svarede :”En saadan Virksomhed til Folkets Vel kan ikke grundes paa noget andet end Kjærlighedsbudet”.
Hertil ytrede han (Haave): “Ja, det er vist saa; jeg kan heller ikke finde nogen anden holdbar Grund”.
Ikke længe efterat Haave var kommet hjem, begyndte han at foretage Reiser og modvirke den overhaand-tagende Brug af Brændevinet.
Resten af sit Liv ofrede han mindst 2 Maaneder om Aaret til denne Virksomhed. Nævnte Skridt blev forskjellig bedømt af det kristelige Lægfolk, idet nogle mente, at det ikke kunde passe sammen at forkynde Evangeliets glade Budskap om Guds frie, uforskyldte Naade i Kristus Jesus og saa bagefter eller samtidig opfordre Folk til at skrive sig ind i en Forening og give Løfte om at holde seg fra al stærk Drik.
Dette syntes man kunde lede Folk til at bygge paa sin egen Gjerning. Haave og mange med ham troede imidlertid, at det ikke alene var godt, men endog nødvendigt for den troende Kristen at virke mod den fordærvelige og stadig voksende Drukkenskabslast.
Nogle Brødre havde i denne Tid samlet sig paa et Sted for at drøfte Afholdssagen og raadslaa med hverandre om, hvorledes en Kristen skulde stille sig til denne.
En af dem spurgte : “Kan en Kristen med rolig og god Samvittighed virke som Afholdsagent?” — Uden ligefrem at indlade sig herpaa sagde Haave : “Lad os heller vende det om ! Jeg fremsætter det Spørgsmaal : “Kan en Kristen med rolig og god Samvittighed undlade at virke mod den forfærdelige Brændevinsdrik ?”
Og ved nu at overveie med hverandre Guds Ords Krav til hver enkelt troende Kristen maatte de erkjende som nødvendigt for enhver at gjøre, hvad man kunde, for at modarbeide en Last, der ødelægger Menneskenes Formue og røver fra dem Fred, Lykke og Glæde.
I noget over 10 Aar arbeidede Haave for denne store og betydningsfulde Sag og ble derunder Midlet til mange Ulykkeliges timelige og evige Frelse. Ifølge Meddelelse fra en af hans nærmeste Venner virkede han som Afholdsprædikant særlig paa Bergenskanten, navnlig i Sogn, Nordhordland, Søndhordland og Hardanger, samt i Søndfjord, Nordfjord, Søndmøre, Nordmøre og Romsdalen.
— De anstrængende Reiser i Forbindelse med Gaardsbruget og forskjellige kommunale Hverv, som blev ham overdragne, tog stærkt paa hans Helse. Han klagede af og til i sine senere Aar over, at han følte seg legemlig svag og aandelig træt; Vennerne kunde ogsaa mærke, at hans Livsdag heldede.
I midten af November 1866 blev Helbreden saa vaklende, at han jævnlig maatte holde Sengen.
Den 25. samme Maaned — 26. Søndag efter Trefoldighed — holdt han Missionsmøde i sit Hjem. Der indfandt sig en talrig Skare, og tilhørerne fik ogsaa nu høre mange velsignede Guds Ord, som med Aand og Kraft flød fra hans Læber. Denne Opbyggelse var Afslutningen paa hans lange og betydningsfulde Virksomhed for Guds Rige.
Det gikk siden fort nedover. Han aflagde dog endnu mange alvorlige og levende Vidnesbyrd om sin Tro og bar Sygdommen med stor Taalmodighed. Alle Besøgende formanede han ved Afskeden til “at vandre i Lyset som Dagens Børn” og minnede dem om Jesu Ord : “Et er fornødent”.
Da han ikke længere kunde tale, pekede han opad som for endnu en Gang at minde sine Kjære om det rette Hjem. Dødsstunden kom; “han foldede sine Hænder, saa opad, lukkede Øinene og med et Smil paa Læberne sov han stille og rolig ind i Jesu Arme” 31. januar 1867; “han blev 58 Aar gammel og havde da virket som en tro Arbeider i Herrens Vingaard i omkring 34 år”.
— Det tilføies, at “han var yderst forsigtig i sin Vandel og sjelden flittig til at bruge Guds Ord, Bønnen og Sakramenterne”.
I alt sit Forhold hjemme og ude var han en ægte luthersk, fredselskende og fredsstiftende Mand, som alle havde Agtelse for og Tillid til.
“Hans Ægteskab var rigt og lykkeligt, et lysende Mønster for andre. Hustruen, der delte hans tro, omtales som en mere end almindelig dygtig og huslig kvinne. Hun overlevede ham i mange Aar. Deres 6 barn, 5 Sønner og en Datter, har alle artet sig vel” (Oplysninger fra Anders Redal og andre samtidige Haugianere).