– som “Tillæg til Eielsens Forsvarsskrift af N. Ulnæss”. (Chra. 1863). 16. 8 S. – her leser vi forlagsmann Ulnæss’ skriv til forsvar av den landskjente legmannen Elling Eielsen, som hadde vært mange år i Amerika fra 1837 og kom tilbake til Norge på en forkynner-reise i 1862-63; les mer om den spesielle mannen Nils Ulnæss her – samtidig kan du lese selve forsvarsskriftet her :
Candidat Bernhoft bliver ikke træt af sine Forsøg paa at sværte og forhaane E. Eielsen og Udgiveren af Eielsens Forsvarsskrifter; han har endog vovet at sige, at Udgiveren udbreder falske og meningsløse Bøger; men dersom Bernhoft skulde have Ret, da maatte ogsaa de Lærefædre, der have forfattet Bøgerne, saasom Luther, J. Arndt, Spener, Franke, Touleri, Kempis, Augustini, E. Pontoppidan, Hans Hauge, J. Bunyan m. Fl., være falske.
Har nu Bernhoft Ret, saa vel ham, men gjør han Uret, saa dobbelt Vee over ham.
Bernhoft siger blandt Andet “den berygtede Ulnæss”. Ja, Bernhoft har vist gjort Sit dertil; der er Ingen i vort Land som har berygtet Ulnæss saa som Bernhoft og jeg stevner ham til at møte for Guds og Christi Domstol for at forsvare hvad han har gjort mod mig.
Det er godt, Bernhoft, at du kommer saaledes, som du gjør, thi dit Maal røber dig. Men veed du ikke, at en Skjendegjest og en Løgner ikke skal arve Gudsrige ?
Bernhoft siger, at jeg har udtaget af et Skrift, som Olaus Nielsen har forfattet, og sat ind i Forsvarsskriftet for Eielsen. O hvilken Løgn og Vrøvl ! De Stykker, som jeg ledsagede Eielsens Forsvarsskrift med, vare udtagne af et lidet Skrift af Pastor Ryle i England, hvilket jeg tidligere har ladet trykke.
See der hvilke Kilder Bernhoft øser af. Han sverter Eielsen saa mørk og ligeledes dem, som ville forsvare ham. Dersom Bernhoft var en sand Christen, da maatte han i sin Fremgangsmaade vise en Christens Kjærlighed; men paa Frugten skal man kjende Træet.
Bernhoft dadler mig i sin K. Tid. fordi jeg ikke har faaet de Skrifter, jeg har udgivet, oversatte i et smageligere Sprog. Men om saa sker, da frygter jeg og Mange med mig, at den nye Tidsaand tillige vil gjøre sig gjældende, og det smagfuldere Sprog kunde mere behage den forfinede Natur og den sig nu saa ofte udtalende Tro.
Jeg kunde allerede forlænge siden have svaret Bernhoft paa hans uforstandige Angreb paa mig, men jeg har holdt mig efter Guds Ord : “Hevner Eder ikke selv, I Elskelige ! men giver Vreden Rum; Hevnen hører mig til, siger Herren”.
Jeg har hellerikke agtet ham saa meget, at jeg vilde svare ham. Min værste Berygter er Bernhoft; C. Tørresens Venner her i Christiania eller rettere Broderkrætsen, iberegnet Boghandler Gram, har nok brølet mod mig, fordi jeg har forkastet deres Statuter i deres Skrift, kaldet Broderkrætsen (skal sannsynligvis være bladet “Budbæreren”/red. – se under boghandler Wilhelm Gram (over)) , men ingen af dens Medlemmer har skrevet mod mig.
Jeg har vel med mine udgivne Skrifter traadt den gamle Slange paa Hovedet, derfor stikker den efter mig. Ja, Djævelem vil ikke at jeg skal forlægge en eneste Bog mere. Jo, du gamle Slange, dette vil jeg