– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 257 – 259 :
En yngre, fremragende Lægmand i samme Bygd (Rindalen – samme Bygd som Ole Larsen Løseth/red.) var Endre Simonseth (Oplysninger fra Lærer O. Foseide, Rindalen. «For Fattig og Rig» for 1863 No. 51. M. Wefring, «Minder», Side 32-33) født der 29. September 1805, Søn af Gaardbruger Ole Endresen Simonseth og Hustru Mali Olsdatter Bjørnaas.
Faderen døde tidlig, og Moderen giftede sig igjen med en Mand, som «ansaaes for raa og hensynsløs». Ikke længe efter døde ogsaa hun.
Sønnen Endre fik en tarvelig Skoleundervisning, men røbede sjeldne Evner, var stille og lærelysten, læste særlig flittig i Bibelen og deltog kun lidet i Ungdommens Adspredelser. Hans Liv var helt igjennem roligt, jævnt og alvorligt.
Da han gik for Presten, lagde han for Dagen stor Indsigt i Kristendommens Sandheder og stod langt foran alle de andre. Straks efter Konfirmationen begyndte han at besøge Opbyggelserne og blev tidlig en Ven af den før omtalte Ole L. Løseth.
«Nogen mere stærkt fremtrædende Vækkelse kan ikke paavises; han droges efterhaanden fra Barneaarene af gjennem Ordets og Overbevisningens Vei ind i Vennesamfundet og blev blandt baade Læge og Lærde den mest anseede af Opbyggelsestalerne i Bygden«.
Hans Virksomhed for Guds Rige indskrænkede sig næsten helt til Rindalen og nærmeste Omegn. Kun enkelte Gange foretog han længere Reiser, men var aldrig længe borte fra Hjemmet.
Omkring 1830 indgik han Ægteskab med Ingeborg Larsdatter Sande fra Surendalen. «Hun var vakt som ung Pige om omtales som en liden, meget pen og forstandig Kone, flink, husholderisk og vindskibelig og med en eksemplarisk Vandel».
«Det hændte, at hun undertiden, naar der var Grund dertil, kunde være meget alvorlig og hvas mod sine Husfolk; Manden pleiede da at give hende et lidet Vink, hvilket straks mildnede Strængheden, og det gode Forhold indbyrdes blev bevaret». De gav sine Børn en omhyggelig Opdragelse i Herrens Frygt; disse blev ogsaa ordentlige og agtværdige Mennesker.
Da han eiede en af de største Gaarde i Bygden og drev den fortrinlig, optog den det meste af hans Tid og Kraft. Han sad i meget gode økonomiske Kaar og var særdeles afholdt af Tjenere, Arbeidsfolk, Naboer og alle, som kjendte ham.
Lørdag og Søndag holdt han altid Andagt i sit Hus, men ellers ikke almindelig. I Søndagssammenkomsterne læste han en Prædiken eller et Stykke af Bibelen og talte derefter indtrængende og opmuntrende til Folket, dog uden at indlade sig paa nogen egentlig Udlæggelse af Teksten. Siden pleiede han at tale «privat» med de Gjenværende paa en meget afvekslende, interessant og visdomsfuld Maade, hvorunder de kristelige Sandheder blev lagt den enkelte mere personlig nær.
Han eiede den største Samling i Bygden af værdifulde, kristelige Skrifter, benyttede dem flittig og var særlig vel hjemme i sin Bibel, der var hans kjæreste Læsning og daglige Studium.
Provst M.I. Wefring skriver følgende i sine «Minder» om denne Mand : «Han var Ole Løseth overlegen som Lægprædikant. Da jeg hørte ham, blev jeg aldeles slaaet af hans logiske Fremstilling. Der gik en sammenhængende Traad gjennem hans Foredrag fra først til sidst. Derhos var det roligt og letfatteligt. Hvad en engang sagde om en anden Guds Ords Bekjender, at Guds Ord bliver saa vakkert i hans Mund, kunde med Sandhed siges om Endre Simionseths Opbyggelsestaler. Han var i sin Vandel noget indesluttet og tilbagetrukken og havde ikke Ole Løseths Evne til at sætte sig i Forbindelse med andre eller gjøre sig gjældende; men alle, som nærmere lærte han at kjende, fik det Indtryk, at han var en for sin Tid og sit Dannelsestrin særdeles dyb og begavet Personlighed».
— Han omtales af flere som «en sjelden og udmærket Mand baade som Menneske og Kristen. Hans Vandel og Fremtræden under de daglige Omgivelser saavelsom blandt Medmennesker i og udenfor hans Kreds var beskeden, stille og bramfri, saa det kunde med Rette siges, at han var «en af de Stille i Landet«.
Ja, han var isandhed en elskelig og kjærligsindet Mand, og som saadan tildrog han sig ualmindelig Agtelse og Anerkjendelse.
Det var ogsaa den denne sin besindige, sagtmodige og kjærlige Omgjængelse, han knyttede sin Hustrues og sine Børns Hjerter i Kjærlighed saa nær til sig… Som Kristen var han ganske sjelden; ikke at tale om hans ualmindelige Kundskab og Indsigt i den hellige Skrift og et efter hans Stand og Leilighed godt og klart Kjendskab til Kirkens Historie og andre lignende Ting; men især var hans ydmyge og kristelige Vandel et talende Vidne om den sande Troens, Haabets og Kjærlighedens Aand, hvoraf han var besjælet.
Hans venlige Gemyt og Sindelag i Forening med hans alsidige Kundskaber og oplyste Forstand gjorde, at han var meget forsigtig og varsom i sine Domme om sine Medkristne og Anderledestænkende.
Prøvelsens Gave havde han ogsaa faaet af Herren i rigt Maal;men han var ikke af dem, som beraabte sig paa Aandens umiddelbare Indgivelse eller det indre Lys; den hellige Skrift var Prøvestenen, hvorefter han bedømte saavel en Prests Prædiken som en Lægmands Foredrag.
Naademidlerne agtede han høie og dyrebare, saa han i sin Tro og Lære fremhævede ligesaa meget og stærkt det objektive som det subjektive, og derfor var det ogsaa, at han i en vis Retning dissenterede fra forskjellige af de Opvakte».
Baade han og hans Hustru var meget gjæstfrie og vennekjære. De opnaaede ingen høi Alder. Den Sygdom, der blev hans Bane, begyndte i Midten af Juli 1862, og det er mærkeligt, at han fra først af med stor Bestemthed erklærede, at den om kort Tid vilde lægge ham i Graven, hvilket ogsaa skeede.
De, som stod ham nær, hørte ham ofte udtale sin inderlige «Lyst og Længsel efter at fare herfra og være med Kristus». Engang sagde han : «Jeg mærker nu i Sandhed, at eftersom det udvortes Menneske aftager, fornyes dog det indvortes Dag for Dag».
Under sin Sygdom udviste han en sand Kristens Tro og Taalmodighed og kunde, naar Smærterne ikke var altfor store, tale med sine Venner og andre med inderlig Glæde og Tilfredshed om det aandelige og evige. Saalænge han formaaede det, syslede han med Guds Ords Læsning og Betragtning, der lige fra hans yngre Aar havde været hans kjæreste Beskjæftigelse, og flere Gange maatte saavel hans Døtre som andre i Huset nu og da synge for han de gamle, troesstyrkende Salmer i Kingos Salmebog og især disse : «Herre Jesus Krist, sand Gud og Mand» af Paul Eber, «Hjertelig mig nu længes Efter en salig Død» af Kristof Knoll, «Herre Jesu Krist, mit Levnets Lys» af Martin Behm m.fl.
— Da Sygdommen tiltog, og hans Legemskræfter mere og mere svandt bort, saa han ei formaaede at læse, maatte man efter hans Anmodning læse for ham af Johan Arndts «Sande Kristendom», især de Bønner og Sange i «Paradis-Urtegaard», som handler om Jesu Vunder og Saar, ligesom han ogsaa først og sidst erklærede, «at han ikke vidste noget andet til Salighed end Jesus Kristus og ham korsfæstet».
Den sidste Nat han levede, stod Børnene omkring ham og spurgte, da det led mod Dødsøieblikket, om han kjendte dem, hvortil han svarede : «Ja !» — og føiede til som et sidste Vidnesbyrd for sine Kjære : «Jeg kjender ogsaa Jesus !»
Straks derefter døde han stille 14. Januar 1863 i en Alder af 57 Aar.
Han havde selv udtalt Ønske om, at der ved hans Begravelse, som fandt Sted 24. Januar, blev sunget Jacob Johan Lunds Salme : «Vær glad, o Sjæl, og frygt dog ei, for du skal vandre ad den Vei, hvorpaa alt Kjød forsmægter ! Omfavn din Brudgom, Jesus Krist, Hans Kjærlighed dig trøster vist, Han ei si Troskab nægter Da, naar du intet mægter» o.s.v.
— «Saaledes har da Endre Simonseth ved Guds Naade stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen paa Jesus indtil Enden. Og vi tør derfor med sikker Grund efter Guds Ord haabe, at han ogsaa i Kraft af Jesu Fortjeneste har modtaget Retfærdighedens Krone, hvilken Herren af uforskyldt Barmhjertighed vil give alle dem, som elsker den Herre Jesus og bliver tro indtil Døden».
— Han var høivoksen og førbygget; Haar og Hageskjæg havde en lidt mørk Farge, Ansigtet var lyst, mildt, udtryksfuldt, af og til ogsaa alvorligt, — Øinenen blaa.
— Grundtrækket var en Blanding af Godslighed, Besindighed, Tænksomhed og Klogstab.
Hans aandelige Liv var jævnt og roligt. I den sidste Levetid var hans Hustru stadig syg, fik Slagtilfælde og tilbragte sine to sidste Aar uden at kunne tale. Hun døde 1864.