– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie. Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 250 – 257 :
Blandt Haugianerne i Rindalen paa indre Nordmøre var Ole Larsen Løseth utvilsomt den mest bekjendte og virksomme (Meddelelser fra Johs. Gulbrandsen, der reiste meget sammen med Løseth, samt fra Familien og samtidige Haugianere. “Over Ole Løseths Grav” af John Tørseth i “For Fattig og Riig” 1857, Spalte 30-32).
Han blev født der 1790.
I sin Ungdom var han “munter, livlig og elskværdig og derfor afholdt af baade Unge og Gamle”.
I en Alder af vel tyve Aar ægtede han Eli Olsdatter Sæther fra Mog Sogn i Surendalen; hun omtales som en stilfærdig og elskelig Kvinde. To Aar efter sit Giftermaal blev han vakt. Herom har han selv fortalt følgende : Han havde lagt i Badstuovnen for at tørre Korn; medens det brændte stærkt, saa han ind i den; Tanken faldt da paa Helvede, “hvor Ilden ikke udslukkes”; straks fik han Øie paa et Stykke Papir, som laa der. Han tog det op; der stod et Salmevers, som talte kraftigere og bedre til ham end Ilden i Ovnen.
Det greb ham saaledes, at han af Hjertets Dyb straks fremstammede Tolderbønnen : “Gud, vær mig Synder naadig !”
Men det varede en Stund, før han fik tro sine Synders Forladelse og kom derfor i stor Sjælenød. I denne sin bekymrede Tilstand søgte han at finde Trøst i Guds Ord, som han udelukkende læste og betragtede.
Ved denne Tid indtraf hans yngste Søsters Bryllup; medens de øvrige Gjæster dels drak, dels spillede og dansede, laa Ole i et Værelse for sig selv og sang og læste. Det var især Dorthea Engelbrektsdatters “Sjælens Sangoffer”, han benyttede som Salmebog; desuden læste han mest i Horsters Bibelhistorie og den bekjendte gamle Opbyggelsesbog fra det syttende Aarhundrede : “Himmelske Herredag, om Dommedag, det evige Liv og den evige Død” af den skaanske Prest Albert Ravn, trykt i Kjøbenhavn 1633 og siden mange Gange.
Da han paa denne Maade skilte sig fra de øvrige Bryllupsgjæster, begyndte nogle at blive bange for, at han manglede noget paa Forstanden; især var hans Hustru og Moder ængstelige.
Da Brylluppet fire Dage senere sluttede, skulde han begynde at arbeide; men dette vilde ikke gaa. Han var nu saa udmattet baade legemlig og aandelig, at han intet orkede, men trang Hvile.
Hans tidligere Venner begyndte at foragte og spotte ham; de sagde, at han var tullet. Men han “biede og tiede i Bøn og Tro” og kom derfor snart til Lys og Fred og fik tillige den Glæde, at et Par af hans Naboer, Ole og Lars Løseth, ogsaa blev grebne af Sandheden. De begyndte nu at besøge hinanden; Ole L. Løseth var den, som ledede Samtalen, der mest dreiede sig om, at de helt maatte bryde med sine gamle Venner og begynde “en hellig Vandring i et nyt Levnet”.
— Den Tid var der baade 3 og 4 Uger mellem hver Gudstjeneste i Sognet. Ole foreslog da, at de skulde komme sammen til Bøn, Sang og kristelig Samtale de Søndage, der ingen Prædiken holdtes i Stedets Kirke. Dette vandt straks Bifald.
Efterat de saa havde fortsatt hermed en Stund, blev disse beskedne Sammenkomster ogsaa afholdt hos andre end de nævnte Venner; der indfandt sig efterhaanden flere og flere, først bare Nysgjerrige, men siden ogsaa virkelig Frelsesøgende. Adskillige af disse kom ved Ole L. Løseths hjertelige Bønner og Formaninger till aandelig Betænkning og begyndte i Nabolaget og ude i Bygden at gjendrive de Bagvaskelser, som Ole var udsat for; hans Hustru og Farbroder kom snart paa andre Tanker og blev enige med ham; en aandelig Ild var bleven tændt og greb mere og mere om sig. Verdens Spot og Foragt brød han sig lidet eller intet om.
Straks over Nytaar 1824 gjorde han sammen med Gaardmand Ole Johnsen Ekren en Reise til Bredtvedt for at besøge H.N. Hauge; de blev venlig modtagne.
Det første, denne talte til dem, var : “Nu er I, kjære Brødre, komne fra Nordmøre for at besøge mig; det er meget snilt; men søg Vorherre, søg Vorherre, søg Vorherre !”
De to Tilreisende begyndte at undskylde sig og sagde bl.a.: “Vi kommer vel dig og især din Hustru til Uleilighed”. Hertil svarede han : “Min gode Kone griner ikke til Folk“.
De blev der i tre Døgn og havde mange Samtaler med ham, som blev dem til Velsignelse. Ole Løseth især havde trofast gjemt i sin Hukommelse Udsagn og Træk, som han oftere siden meddelte andre. Da han fik se Hauge, blev han gjennemstrømmet af overvældende Følelser. Straks efter deres Komme holdt denne en Opbyggelse. Han var svag og lidende og blev derfor ledet og støttet af sine Venner, mens han gik fra sit Kammer og hen til en Lænestol i den store Stue.
Lægmændene maatte da tænke paa, at denne Mand havde udstaaet saa meget for sin Tro og Bekjendelse, at han nu sad der med nedbrudt Helbred og Mærker af flere Sygdomme; han døde ogsaa straks efter.
Men da Hauge oplod sin Mund og begyndte at “tolke aandelige Ting med aandelige Ord”, glemte de snart det første stærke Indtryk af udstandne Lidelser og en faldefærdig Legemshytte. Det var ikke saa meget hans eiendommelige Veltalenhed, som vakte Opmærksomhed, men meget mere “den Visdoms og Aabenbarelses Aand i Guds Kundskab, hvoraf han talte; den fængslede og greb dem, saa at hvert Ord fæstede sig som Spyd og Pile i deres Samvittigheder“.
Paa Reisen besøgte Lægmændene ogsaa de bekjendte Haugianere John Blegen i Faaberg, Johannes Kraabøl i Øier samt Jens Johnsgaard paa Tretten og tilbragte hos dem opbyggelige og lærerige Stunder.
Efter Hjemkomsten fra denne Tur var Modstanden i hans eget Hus helt brudt. Hans Moder og de to ældste Børn gav nu ogsaa Sandheden Bifald.
Saa begyndte han mere end før at holde smaa Opbyggelser hjemme og i Husmandspladsene. Men det varede ikke længe, før Stemningen i Bygden slog om, saa han fik Lov til at holde sine Sammenkomster, hvor han ønskede. Siden gjorde han forskjellige Reiser udover til Romsdalen og nordigjennem Bygderne lige til Levanger. Han virkede ogsaa utrættelig i Hevne, Lensviken, Rissen, Stadsbygden, Gjeitestranden, Ørkedalen, Meldalen, Rennebu og Opdal.
I sin Hjembygd holdt han fremdeles flittig Opbyggelser og modtog ofte Besøg af sine Venner. Dette nidkjære Kjærlighedsarbeide til Guds Riges Fremme blev ogsaa mange til Velsignelse.
En nu forlængst afdød Guds Ords Bekjender skriver : “Han var den første Lægprædikant, jeg hørte, efter at jeg havde faaet Naade til at agte paa den gode Hyrdes Røst. Hvor forundret blev jeg ikke ved at mærke, at en læg Mand kunde tale uden at have en Bog eller et Haandskrift at se i; men jeg huskede de Ord : “Guds Aand gav dem i Sinde, hvad de skulde tale”. Det kunde mærkes paa Virkningerne i Hjertet, at han talte, dreven af Guds Aand. Ordene var Pile fra Guds Kogger. Han fremholdt ikke saa meget Loven som Evangeliet. I den længste Del af sit Liv var han i dybeste og fuldeste Forstand en ægte evangelisk Kristen. Det var ikke frit for, at enkelte af Hauges ældste Venner i Begyndelsen mistænkte ham for Herrnhutisme; men etterhvert faldt ogsaa denne Mistanke bort, fordi de hørte, at der i hans Vidnesbyrd ikke manglede Formaninger og Opmuntringer til ved Guds Naades Kraft daglig at kjæmpe mod Synden og føre “en hellig Vandel i et nyt Levnet”.
Hans eget Kristenliv var tillige en daglig Prædiken derom. I Begavelse som Taler stod han ikke paa Høide med mange andre af sine Samtidige. Men han havde alligevel en mærkelig Evne til at fremholde klart, enfoldig og hjertelig Frelsens Vei uden at sætte hverken Loven eller Evangeliet i Skyggen; han var af Hjertet tro mod den sunde Lærdoms Form. Hans Taler var mest en indtrængende Formaning og Opmuntring til Omvendelse samt en venlig og hjertelig Indbydelse til at komme til Synderes Frelser, idet han særlig pegte paa de Guds Ord, der lokker alle Bodfærdige til ham, som er “Veien, Sandheden og Livet”.
Naar han læste et Kapitel af Bibelen, hvilket han næsten altid gjorde i Sammenkomsterne, føiede han dertil praktiske og klare Bemærkninger, der vidnede om stor Erfaring og et dybt Kjendskab til Guds Riges Hemmeligheder. Han var i aandelig Forstand en Drøvtygger. Nogle Stykker, som Jesu Afskedstaler til sine Disciple (Joh. Ev. 14,15,16 og 17. Kap) samt de fem første Kapitler i Efeserbrevet, var altid nye for ham. Naar jeg stundom kunde foreslaa andre Steder, sagde han gjerne “ja”, men føiede til : “Det er saa dyrebart atter og atter at høre Jesu egne Ord til sine Disciple”. Vistnok læste han af og til i Opbyggelserne ogsaa i Johan Arndts, Luthers og andre Kirkefædres Skrifter, men mest nysnævnte Bibelafsnit. Hans i bedste Forstand barnlige Enfoldighed gjorde ham særdeles tilgjængelig for de Naadehungrige.
Det var en sand Glæde at se og høre ham, naar han talte med dem, “som arbeidede og var besværede”; han forstod særlig “at tale et Ord i Tide med en Træt”. Det var, som om han ikke kunde slutte sin Samtale, før han havde faaet viklet Vedkommende ind i Evangeliets Net; de mange Indvendinger, saadanne gjorde mod hans naadefulde Undervisning, forstod han klogt og kjærlig at overvinde, saa de tilsidst maatte overgive sig og tro paa ham, “som retfærdiggjør den Ugudelige”. Det kan ikke nægtes, at enkelte elskelige og redelige Kristne hin Tid havde et mindre klart Lys paa vor Kristendoms Hovedartikel om “Retfærdiggjørelsen af Troen”. De var næsten bange for at trøste sig ved Kristus og hans Naade. En væsentlig Aarsag hertil laa utvilsomt i Brødremenighedens Ensidighed ikke mindst dengang. Men naar Ole kom sammen med saadanne, havde han stor Visdom og mere end moderlig Kjærlighed til at overtale dem til at tro helt paa Kristus.
Jeg kan huske, at en bekymret Sjæl engang fulgte med ham i 8 Dage; de laa i samme Værelse. Løseth havde gjerne en aandelig Undervisningstime med ham hver Morgen, før de stod op. Discipelens Indvendinger tog stadig af, saa denne tilslut helt lyttede til Evangeliets Røst, der tilsiger Syndernes Forladelse uforskyldt ved Troen. En anden Gang traf han en Kvinde,som havde en stærk Fornuft, lig Thomas, der ikke vilde tro, før han saa Spydstikket og Naglegabene i den opstandne Frelsers Side. I Værelset, hvor de stod, hang paa Væggen et Billede af den Korsfæstede : Saa pegte han paa dette og fremsagde af Joh. Heermanns herlige Salme : “Jesu, dine dybe Vunder” følgende Vers : “Har jeg dig udi mit Hjerte, Du al Godheds Kildespring, Jeg da finder ingen Smærte, End i Dødens sidste Sting. Ingen Fiende skader mig, Naar jeg skjuler mig i dig, Hvo med dine Saar sig dækker, Ham til Livet du opvækker”.
Dette Blik paa den korsfæstede Frælser og disse gribende Ord om, hvad han er for os i Livet og i Døden blev Lægedom for denne Kvindes Sjæl, saa hun fik salig Vished ved Troen paa ham. Naar han hørte om Vækkelser, rev han sig snarest mulig løs fra sine jordiske Gjøremaal for om mulig ved Guds Naade at kunne lede det nyvakte Liv i det rette Spor, og mange takker Herren, fordi denne hans Tjener kom dem til Hjælp med Raad og Veiledning i deres Overgang fra aandelig Trældom til den rette evangeliske Frihed i Kristus Jesus. Da han eiede en større Gaard, var hans Reiser ofte af kort Varighed, men alligevel til stor Velsignelse. Efter at have overgivet Eiendommen til sin ældste Søn reiste han derimod hele Vinteren og om Sommeren mellem Aannetiderne. Naar de Troende fik Nys om hans Besøg, ventede de med Længsel paa hans Komme, saa de atter kunde faa høre hans liflige Ord”.
— Mange Aar efter den førnævnte Tur til Bredtvedt i 1824 gjorde han atter en Reise i det Søndenfjeldske lige til Hamar sammen med en yngre Lægmand. Han traf da enkelte Venner igjen, som han hin Gang havde stiftet et kjært Bekjendtskab med.
Om disse talte han ofte; det var Gudbrandsdølerne Jens Johnsgaard, Johannes Kraabøl og John Blegen med flere.
“Hans sidste længere Reise som Guds Ords Bekjender var Vinteren 1853-1854; jeg havde den Lykke at være hans Ledsager. Om Høsten 1853 traf vi hinanden i Meldalen og fulgtes ad til Trondhjem, hvor han havde en Søn. I de tre Uger, han var der, besøgte han Vennerne i Leksviken. Saa tog vi ud fra Stiftsstaden og reiste gjennem Melhus, Børsen og til Ørkedalen, hvor vi skiltes, da jeg drog til Hevne og han til sit Hjem. Efter Aftale kom jeg om tre Uger til Løseth og reiste da sammen med Ole opover Meldalen, Rennebu og til Opdal; han havde da egen Hest med sig; vi standsede ikke længe paa noget af de nævnte Steder, da han ønskede at tilbringe Julen i Lesje.
Et Sted paa Dovrefjeld kunde vi paa et hængende Haar have sat Livet til. Mørket faldt paa, Sne og Storm stod lige imod os. Ved søndre Ende af den bekjendte og frygtede Vaarstig skulde vi have taget af Landeveien og kjørt paa den tilfrosne Elv Driva; men det vidste vi ikke. Vi holdt os til Landeveien. Da vi kom op paa en Bakke, fik Ole heftig ondt og gik ud af Slæden. Jeg gik frem til Hovedet paa Hesten; da blev jeg vâr noget mørkt ved dens Fødder. Det var Is, som havde lagt sig der tykkere og tykkere paa Grund af et Varmehul overfor Veien; dette varede helt op et høit Bjerg; Driva gik nedenunder. Hvis Hesten var gaaet et eneste Skridt til, havde vi faret i Dybet. Vi jublede og takkede for Guds underfulde Frelse.
Da vi kom til Lesje, maatte vi skilles i fjorten Dage; en af Vennerne der vilde til Dovre, og det blev bestemt, at jeg skulde følge ham. Naar jeg saa traf Ole igjen, kom han uden Lue ud i Gaarden, sluttede mig i sin Favn og sagde lig en Moder til sit Barn : “Jeg har ventet paa dig ! Hvorledes ha du havt det ? Har du frosset ? Gik der meget Folk og hørte Guds Ord ? Traf du mange Venner ?” o.s.v. Vi tog derpaa sydover Dovre, og den Gang var der ikke mange Steder, man fik komme ind og tale Guds Ord. Ole sagde : “Vi maa prøve i denne Bygd at faa holde Samling; thi her er mange dyrekjøbte Sjæle, som skulde høre om Veien til Livet”.
Det var dog sjelden, vi fik Lov til at holde Opbyggelse der. Men vi gik fra Hus til Hus og talte med Folkene om deres Sjæls Frelse saa kjærlig og indbydende, som vi kunde. Hvor kjært var det ikke da at komme til Formoe paa Sell, hvor den elskelige og begavede Marit, en af Hauges Samtidige, var Husmoder. Ole og hun, kunde man forstaa, var hverandre inderlig hengivne i den kristelige Broderkjærlighed. Det var stundom, den flinke og agtpaagivende Hustru glemte sit Vandkar, som Kvinden ved Jakobs Brønd. Det var en sand Glæde at se og høre disse to samtale om sit Hjertes dyreste Eie og Guds naadefulde Føreser med dem, det Døgn, vi var der. Næste Aften holdt vi Opbyggelse i Kringen og laa en Nat i et Værelse, hvor der hang 14 Vaaben og andre Ting efter Sinclair. Ole og jeg blev liggende længe i Samtale, ikke alene angaaende Synden, som har gjort og gjør, at man hader og dræber hverandre, men især om, at Gud i Langmodighed taaler et saadant Onde. Næste Aften kom vi til et Par Haugianere : Ole Mæhlumsvangen og Hustru Gjertrud i Kvam i nordre Fron. De havde ogsaa levet samtidig med Hauge. Nævnte Ægtepar og Ole spurgte hverandre, om den eller hin kristelige Ven levede, om deres aandelige og timelige Tilstand, om de havde mange Børn, og hvorledes disse var samt om nogle dersteds var opvakte til Liv i Gud. Men især talte de om sit indre Troesliv med dets vekslende Kaar og de gjorte Erfaringer.
Da Ole var meget svagelig og havde overskredet de 60 Aar, tog han næsten altid Afsked med Vennerne, idet han sagde : “Nu træffes vi vist ikke mere i dette Liv, men har efter Skriften Haab om at sees igjen i det evige, salige Liv for Jesu Skyld“.
Ofte, naar vi kjørte paa Veien, nynnede han Salmevers, især af Luther og Kingo, som han var fortrolig med fra Barndommen af. En Morgen, vi kom fra vort Natteherberge ind paa Hovedveien, saa jeg, at han var mere stur og stille end vanlig. Jeg spurgte : “Hvor er din Morgensang idag ?” Han svarede : “Harpen hænger paa paa Piletræerne ved Babylons Floder; men vent, til vi kommer op Bakken, skal jeg tage den ned”. Han istemte da Luthers herlige Salme : “Kom Hellige Aand, Herre Gud, Gyd dine Naadegaver ud, I Sjæl og Hjertet dem os send Og Kjærlighedens Ild optænd” o.s.v. Ofte sang han ofte følgende af samme Forfatter : “Nu er os Gud miskundelig, Og han vil os velsigne” o.s.v. samt af andre Digtere : “Jeg vil mig Herren love, Som mine Synder bar” o.s.v., “Den signede Dag, som vi nu ser”, eller forskjellige af Kingos egne, især hans Morgensalmer.
Vi tog af Hovedveien til et afsides liggende Kirkesogn Kvikne, Anneks til nordre Fron; gamle Folk kunde fortælle, at Lægmænd kun to Gange havde været der og talt Guds Ord. Folket var meget vankundigt; Kirkepostille fandt vi ikke i noget Hus, men paa et Par Steder det nye Testamente. Vi fik tigge os ind for Betaling hos en Mand; men naar vi om Morgenen skulde reise, vilde han intet have. Vi holdt i denne Bygd 6 Opbyggelser. En Aften, vi havde lagt os i et Værelse ved Siden af Dagligstuen, hvor Husmoderen og en anden Kone laa, fik vi høre Lyden af en længere Samtale. Ole sagde : “Nu ligger de vist og prater om sine timelige Haandteringer; det Guds Ord, de hørte i Kveld, er vel feiet bort”. Jeg svarede : “Ja, det er at frygte for, at det er saa”. Jeg stod op og gik bort til Døren, som stod paa Klem, og lyttede. De laa da og talte med hverandre om forskjellige kristelige Sandheder, som Ole havde lagt dem paa Hjerte, især Stykker af Børnelærdommen, han havde minnet dem om.
Luthers Katekismus og Pontoppidans Forklaring kunde han nemlig udenad. Disse tog han af og til frem i sine Opbyggelser og forklarede og anvendte, særlig naar han var paa saadanne Steder, hvor han forstod, der var lidet Kjendskab til Guds Ord. Jeg lagde mig igjen og gjentog Brudstykker af Kvindernes Tale. Da udbrød han : “Gud ske Lov for, at Ordet har virket paa dem ! Og vi, som tænkte anderledes om deres Snak ! O, hvor snart og let det er at tro det værste”. Da vi kom op fra denne Bygd og kjørte efter en Fjeldvei, som gik over til Gausdal, fik Ole en saa heftig Kollik, at han sad og bed Tænderne sammen og ynkede sig. Dette varede, med enkelte Hvilestunder imellem, hele Dagen. Men da Folket begyndte at samle sig til Opbyggelse, var Smærterne som strøgne af ham. Dette gjentog sig daglig med mere eller mindre stærke Anfald; men naar Samlingerne skulde begynde, var han uden Smærte. Han blev vandt til at faa denne Gave af Gud hver Kveld, saa han ofte, naar han saa paa Uhret om Ettermiddagen, sagde : “Nu bliver jeg snart kvit mine Anfald; det er ved den Tid, at Folket pleier at komme”. Han fortsatte hermed, til vi kom sydover til Lillehammer. Da sagde han : “Nu vil jeg vende om og reise lige hjem igjen; hvis det er Guds Vilje, saa vil jeg helst fø hjemme“. Det gik dog endnu mange Uger, før han naaede Hjemmet. Efter 23 Ugers Reise sammen skiltes vi nogle Mile nordenfor Dovrefjeld”.
“Aldrig før eller siden har det faldt saa tungt for mig at skilles fra en Ven som med Ole. En Søn kan neppe have større Savn af sin Fader, end jeg følte i flere Dage. Den omtalte Sygdom blev tilslut hans Død to-tre Aar senere. Jeg traf ham ikke mere. Under vort Samvær hændte det, at jeg vaagnede om Natten og hørte ham hviskende bede, love og takke; ligesaa hver Morgen og Aften. Hans moderlige Overbærenhed med Brødres Feil var stor; men mærkede han, at der ved en eller anden af de Troende hang nogen Skrøbelighed, som var til Skade for denne selv eller til Forargelse for andre, da gav han Vedkommende en broderlig Paamindelse i inderlig Kjærlighed. Sine egne Feil, om de var noksaa smaa, hverken taalte han eller saa gjennem Fingre med. — Smiger eller Ros kunde han behændig afvise. En Gang sagde en Mand til ham : “Du skulde studere mere paa Guds Ord, saa blev du en stor Profet !” Hertil svarede Ole Løseth raskt : “Jeg er fornøiet med at være en af de smaa Profeter”. —
Han levede et lykkeligt Familieliv. “Som Husfader og Børneopdrager var han mønsterværdig; sine Husfolk ledede han med “kjærlig Taalmodighed”, men revsede dem for deres Synder; — sine Børn opdrog han i Tugt og Herrens Formaning” og foregik dem selv med et godt Eksempel. Dog var han kanske for stræng mod de ældste Børn; men jo mere evangelisk han blev, des mildere behandlede han dem. Hans Kone døde nogle Aar før ham”.
— Engang han blev heftig syg, kom en tung Bebreidelse over ham, at han havde aagret saa lidet med sit Pund. Han lovede da Herren, at hvis han blev frisk igjen, vilde han tale med sine Medmennesker om Livets Vei saa længe, Tungen kunde røre sig. Han blev sit Løfte tro.
Da han laa paa sit Dødsleie, sendte han Bud til en Mand, som boede længere fra ham, og sagde, at han saa gjerne vilde tale med ham om en vigtig Sag. Denne var udstyret med usædvanlig store Gaver, men brugte dem i Syndens og Satans Tjeneste; han var en Anfører i det Onde, og en Lærer til at fordærve de Folk, han kom sammen med.
Ole forestillede ham først, hvor stort et Pund, Gud havde betroet ham, og at det var hans Hensigt, at han skulde bruge det til at samle for Kristus; men han maatte vide, at saaledes, som han benyttede sine rige Evner, hvervede han Folk for Satan.
Manden gik grædende fra ham og kom grædende hjem til sin Hustru og sagde : “Ak, om jeg kunde faa samme Sind som Ole Løseth, og at mit Endeligt maatte blive som hans !”
Han kom siden ogsaa til en alvorlig Omvendelse.
— “Som Løseth agtede Guds Ord for sin dyrebare Skat, saa var ogsaa de høiværdige Sakramenter ham hellige og dyrebare. Nogen Tid før sin Bortgang ønskede han inderlig at blive meddelt Jesu Legeme og Blod i Nadveren, hvilken Meddelelse han erklærede var ham til en særdeles Troes Bestyrkelse i Forening med de Ord, som Presten ved den Leilighed rettede til ham.
— Saalænge han var istand dertil, læste og betragtede han Guds Ord, isærdeleshed det nye Testamente, samt Luthers, Johan Arndts og J.J. Rambachs Betragtninger over Jesu Lidelse”.
— Han hensov i Fred første Søndag i Advent (30. November) 1857 Kl. henimod 6 om Aftenen i sit 67. Aar.