– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Anden Halvdel. Haugianismens Tidsalder. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 742 :
I Thingvold Prestegjæld paa Nordmøre var der i dette Tidsrum ikke faa Haugianere.
Af disse fortjener særlig Peder Rakstang at mindes (Oplysninger fra Ingebrigt Grendahl. “Norsk Missionstidende” 1896, Side 192 flg.).
Han blev født 24. August 1827 i Strømsnæssets Anneks.
Han var oprindelig Husmand og Skomager; i sin Ungdom fik han Gigtfeber og bar siden paa et svagt Legeme. Han blev tidlig vakt til Liv i Gud ved Svend Ulseth, der var kommet fra Rennebu, men boede paa Nordmøre.
Rakstang blev snart en “varmhjertet og afholdt Opbyggelsestaler og betonede altid stærkt Retfærdiggjørelsen af Naade, dog uden derfor at tilsidesætte andre vigtige og nødvendige kristelige Sandheder”. Han var ogsaa i bedste Forstand en kirkelig Mand.
Hans Mening om Kirken var, at “Templet skulde renses”; uagtet han klart saa Kirkens Brøst, var han dog mod al Separatisme.
Traf han nogen, som heldede til saadanne Retninger, kunde han være skarp og revse slige Foreteelser som Udslag af Utaknemmelighed mod Gud for alt det gode, han skjænkede os i det Samfund, hvor vi var aandelig fødte og opdragne ved Ordet og Sakramenterne.
Han hørte til de gamle Reformvenner, deltog flittig i Stiftsmøder og var Deputeret ved to Landsmøder. Men særlig tog han sig med Iver og utrættelig Interesse af Hedningemissionen; alle Møder til dens Fremme var ham særlig kjære.
Det norske Missionsselskab holdt han fast ved med en rørende Troskab og udholdende Kjærlighed. Naar der taltes om at arbeide for andre Selskaber, var det bestandig hans Ord : “Vi har endnu ikke gjort, hvad vi kan og skal, og hvad der trængtes der, hvor vi har faaet Tro til at begynde”.
— Rakstang, der fra først af havde været syg og fattig, blev senere gift med sin aandelige Fader Svend Ulseths Enke og sad siden i Velstandskaar, men var stedse den samme ydmyge Mand som tidligere.
Paa Grund af Nervesvaghed var han frygtsom og ræd for at tale offentlig; men naar han først begyndte, forstod han som faa at komme med et træffende Ord i rette Tid og paa rette Sted. Han virkede meget som Lægmand rundt om baade i den søndre og nordre Del af Trondhjems Stift.
“Han var en fyrrig, begeistret Natur med en alsidig Begavelse og en dyb Indsigt i Guds Ord”.
Hans “Vidnesbyrd var klare, vækkende og veiledende; baade Lov og Evangelium blev fremholdt kraftig og paa den rette Maade; ligesaa Veien til Livet i sin rette og fulde Sammenhæng og dermed ogsaa den daglige Omvendelse, Fornyelse og Aarvaagenhed i Forbindelse med den rette Brug af Naademidlerne”.
Gjennem mange Lidelser, Trængsler og aandelige Anfægtelser havde han vundet stor Erfaring og kunde derfor “saa godt, kjærlig og forstaaelsesfuldt være dem til Nytte og Støtte, som var i Nød, hjælpe over Vanskelighederne og løse Knuderne”.
Det “var faa der i Egnen, som nød saa stor almindelig Anseelse, da han var sagtmodig, sindig og kjærlig i alt sit Forhold og førte en lysende Livsvandel”.
Hans Sygeleie blev ikke langt. En Lidelse bevirkede, at han lagde sig ind paa Christianssund Sygehus. Her blev en Operation foretaget; den løb heldig af; men han havde ikke Kræfter til at komme sig. Han forstod nu, at den sidste Time var forhaanden, og længtede efter at faa flytte til det rette Hjem.
Da en Ven spurgte, hvad han skulde sige Brødrene fra ham, svarede den Døende : “Hils dem, at jeg dør i den Tro, som jeg har lært og bekjendt blandt dem“.
Hans sidste Vidnesbyrd var Jesu Ord : “Jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som tror paa mig, skal leve, om han end dør, og den, som lever og tror paa mig, skal aldrig dø”. Saa “sov han stille og smertefrit hen” 8. December 1895.