– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912-1920.
– fra s. 220 – 221 :
I Nærheden af Tjødlingen boede en anden af Hauges Venner, Elling Asbjørnsen, født omkring 1780 paa Opeim i Lyster (Hafslo ?) (Oplysninger af Familien og flere samtidige Haugianere. Gryttens Kirkebøger).
“Han blev vakt i Tolvaarsalderen, men kom atter bort i Verdenslivet igjen, da han var saa glad i at danse”. Som Voksen traadte Guds Naadekald paany ham særlig nær, og nu fulgte han det med Glæde. Om det var ved Hauge selv eller gjennem en af hans Venner, han blev vakt, vides nu ikke. Straks efter begyndte han at bekjende sin Tro, ikke alene i Hjembygden, men ogsaa vidt udenfor denne.
Han var særlig i denne første Tid en ivrig og virksom Arbeider for Guds Riges Fremme. Omkring 1809 reiste han til Romsdalen og kjøbte der Gaarden Ormeim i Kors Anneks til Gryttens Prestegjæld, øverst i Dalen. Hovedveien laa dengang nede ved Elven Rauma, omtrent ret ovenfor Slettafossen; Naturen er storartet.
Dengang ny Vei anlagdes høiere oppe i Dalskraaningen, opførtes ogsaa tidsmæssige Huse der; men de gamle Bygninger har lige til den sidste Tid staaet nede ved Elven, hvor den ældre Hovedvei til Gudbrandsdalen laa.
Elling Ormeim giftede sig straks efter sit Komme til Stedet med en kristeligsindet Enke fra Lom ved Navn Ragnhild Sivertsdatter Bruem, født omkring 1771. Hun havde fra første Gifte Børnene Hans og Brit og fikk i sit Ægteskab med Elling Sønnen Asbjørn, født ca. 1810, samt Døtrene Marit og Gjertrud.
— Ragnhild Ormeim omtales som en særdeles virksom, praktisk, dygtig og husholderisk Kvinde med et alvorligt kristeligt Sind.
Da Elling Asbjørnsen omkring 1824 besøgte sin Fødebygd, drak han, sved og varm, meget koldt Vand; derved fik han en Sygdom, som fængslede ham til Sengen Resten av hans Liv (ca. 30 Aar). Saa længe han var frisk, var han en usædvanlig driftig og dygtig Mand, der drev sin Gaard op, saa han sad i Velstandskaar.
Efter at han var bleven helseløs, ledede hans flinke, arbeidsomme og forstandige Hustru Gaardsdriften efter hans Raad og Veiledning.
Saa overtog den nævnte Søn Asbjørn Gaarden omkring 1830 og blev angivelig 1831 gift med Guri Remmen, der var fra en Gaard lidt længere nede i Dalen. Han døde allerede omkring 1852, medens Hustruen levede helt til ca. 1887.
Hans Moder, Ragnhild Sivertsdatter, døde “i Troens fulde Forvisning! 1. Mai 1840; hendes Mand, Elling Asbjørnsen, hensov i Fred 8. September 1854 i en Alder af omkring 74 Aar.
— Det siges, at han aldrig holdt kristelige Sammenkomster, efterat han var bleven syg. Før den Tid reiste han ofte og holdt Opbyggelser, ikke bare sammen med Daniel Arnesen og andre Haugianere, men ogsaa alene. Han omtales af flere som en agtet og alvorlig Kristen, der havde Feil og Skrøbeligheder, men kjæmpede mod dem med de rette Vaaben.
Hans Hjem var gjæstfrit og stod altid aabent for tilreisende Guds Ords Bekjendere, som ofte holdt Opbyggelse der.
Han læste selv flittig i Bibelen og de gamle, gode, lutherske Fædres Skrifter og lærte sine Sønnebørn at stave og læse, medens de knælede paa en liden Skammel foran Sengen, hvor han laa. Han formanede dem ogsaa flittig oh kjærlig til at tænke paa sin Skaber i sin Ungdom, elske Jesus og vandre i hans Fodspor til Livets sidste Stund.
Han var vel lært, eiede mange kristelige Bøger, som han sent og tidlig læste i; men særlig var han glad i Guds Ord samt H.N. Hauges og A.H. Franckes Skrifter.