– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 724 – 727 :
Af Haugianerne i Øre Prestegjæld paa Nordmøre er der to Brødre, som særlig har virket i dette Tidsrum i mange Bygder rundt om i Stiftet. Ingebrigt Trondsen Grendahl blev født i Torvik 12. Mai 1822, en Søn af Trond Nilsen Grendahl og Hustru Randi Pedersdatter Hevle.
(Den eldre bror, Nils Trondsen Grendahl, kan du lese om her). De hørte til Hauges støeste og mest bekjendte Venner paa de Kanter og vidnede om sin Tro for sine Medmennesker gjennem Opbyggelser og et alvorligt og lysende Kristenliv. Sine Børn opdrog de til “Gudsfrygt, Arbeidsomhed og Nøisomhed”. De lærte den nævnte Søn Begyndelsesgrundene; saa gik han nogle Aar paa en daarlig Omgangsskole og i 1832, da han var 10 Aar, sendte de ham til den høiere Skole paa Molde. Det var Forældrenes Ønske, at han skulde studere og blive Prest.
Sønnen var flittig, gjorde gode fremskridt, men fik, da tre Aar var omme, Betænkeligheder ved at fortsætte. I 1835 sluttede han paa Skolen, reiste hjem og begyndte med Gaardsarbeide. Det følgende Aar tegnede han sig til Konfirmationsforberedelse for Sogneprest J.L. Bugge (1800 – 1872) og blev af ham konfirmeret 1836. Den hellige Handling gjorde et dybt Indtryk, og han lovede Gud alvorlig at holde sit Løfte, men havde endnu ikke lært at kjende sin syndige Natur samt Nødvendigheden av at vaage, bede og søge Naadekilderne; derfor blev han draget med ind i Verdens Fornøielser og Glæder, om han end levede udvortes ærbart og ustraffelig.
I 1839 tog han Tjeneste hos sin ældre Broder Nils, der var Postaabner. Otte Gange i Ugen maatte han nu føre Posten en Mil tilsjøs i al Slags Veir. Engang, i rygende Storm, var han i stor Livsfare; Døden, Dommen og Regnskabet stod truende for ham, og han kom i stor Syndenød. I sin Angest raabte han til Gud og blev frelst som ved et Under.
Lidt senere forærede Faderen ham et Gevær; han bad nu sin Broder om Lov til at gaa op paa Fjeldet og skyde Ryper. Han fik Tilladelse og drog afsted. Jagten gik saa ualmindelig heldig, og han følte noget lignende som Peder (Peter), da Jesus lod han faa den store Fiskedræt. Ingebrigt faldt paa Knæ, bekjendte sin Synd, tiggede ydmygt om Naade og takkede Herren for al hans Godhed. Der blev et uforglemmeligt Møde med Herren.
Og han holdt sig stadig nær til Gud, indtil han var 21 Aar (1843). Da begyndte “den første Kjærlighed” uformærket at stabes. Han skriver : “Jeg bad, men fik ikke de søde Naadefølelser som før; Gud vilde aandelig
– 725 –
afvænne sit Barn og sætte det paa haardere Kost. Dette forstod jeg ikke dengang, men troede, at Gud havde forglemt mig”.
Noget senere blev han forlovet med en Pige ved Navn Martha Orseth. Faderen kjøbte til ham Gaarden Dalen, en halv Mil ovenfor Hjemmet, og han giftede sig. Ingebrigt mente nu at ville holde sig til Gud, men kom ind i Prøver, og det aandelige Liv tog Skade; han “saa mere paa Helliggjørelsen end paa Retferdiggjørelsen i Kristus”.
Sa gik Tiden til 1848; da kom den bekjendte Lægmand Hans Lingjerde for at holde Opbyggelse i Torvikdalen. En Mængde mødte. Han valgte til Tekst to Skriftsteder, et fra det gamle og et fra det nye Testamente og satte dem i Forbindelse med hinanden. Det var Daniel 5,27 : “Du er veiet i Vægtskaalen og fundet for let”, samt Luc. 13, 6-8 : “Om Vingaardsmandens Kjærlighed til det ufrugtbare Træ”. Ved hans Tale “klarnede Veien til den eneste Lægedom for alle syge og saarede Sjæle”.
“Jesu Saar og Vunder”, skriver han, “blev fra den Tid min Troes Apothek”. Men han fik ogsaa erfare, at Synden, Verden og Djevelen gjorde bestandig Anfald paa ham, saa der krævedes stadig Aarvaagenhed, Kamp og Strid samt en flittig Brug af Naadekilderne.
Fra denne Tid drog han ofte ud for at hilse paa Venner og “vidne for andre om Synden og den rette Vei til Livet”. I 1851 var han og seks andre i yderste Livsfare paa Fjorden. De skulde nemlig føre en Skibsladning Ved til Christianssund; der kom en rygende Storm, Baaden blev fyldt af Vand og kantrede, og de syntes alle at skulle blive Dødens sikre Bytte; men de raabte i sin store Angest og Nød, og Herren frelste dem som ved et Under. Herved blev flere af hans Reisekammerater omvendte og levede Resten af sit Liv i Troen paa Jesus.
Han havde snart den Glæde, at ogsaa Hustruen med stort Alvor og Hjertens Oprigtighed søgte Gud og fandt ham. Hun døde i 1858 i Troen paa sin Frelser. I Julen, straks efter hendes Bortgang, gjorde Grendahl og en anden Lægmand ved Navn Tørris Angvig en Tur til Buds Prestegjæld. De holdt flittig Opbyggelser, mange strømmede til, og “Gud var med og velsignede Ordet”.
I 1860 indgik han Ægteskab med en troende Pige ved Navn Anne Pedersdatter Aasen fra Tyldalen Anneks til Tønset, hvor hun var født 26. September 1829. De levede meget lykkelig samen i over 50 Aar. I 1864 solgte de sin førnævnte Eiendom Dalen og kjøbte igjen en Gaard ved Christianssund; den hed Korsbølmyren. Her drev de nu i 20 Aar Jordbrug, havde mange Kør (Kyr) og bragte Melk omkring til en hel Del Familier i Byen.
De var begge dygtige, driftige og vindskibelige Folk. Samtidig holdt Grendahl flittig Opbyggelser baade i Christianssund og Omegn og “saa ofte Velsignelse af sit Arbeide”. Han gjorde ogsaa mange længere Reiser i den Tid, han boede her. Især i Hevne fandt han talrige Venner og Medarbeidere. En af disse var Lars Haukevig, død 1896. Han og Grendahl blev i 1860 enige om at gjøre en Tur til Snildfjorden og derfra fare over en lang Fjeldstrækning til Lensviken og videre til Rissen (Rissa); de to sidstnævnte Sogne hører til Stadsbygden.
Fra Snildfjorden til Lensviken er der store Skove (Skoger) og næsten ingen Vei. Da de kom ind i Tykningen, gik de feil, tog langt mod Vest istedetfor mod Nordøst og vandrede ude hele Natten. Om Morgenen kom de endelig trætte og sultne til en Grænd, der heder Vasbygden og hører til Værnes Anneks, Ørlandets Prestegjæld. De gik ind paa den første Gaard, de saa, og bad om at faa kjøbt lidt Mad. Folkene spurgte, hvad de reiste efter; da de fik høre dette, nægtede de at sælge Mad. De var innom flere Gaarde, men fik altid samme Svar. Da spurgte de en Kvinde, som de mødte paa Veien, om der boede nogen “Læsere” der.
Hun sagde raskt : “Nei, Gud ske Tak, for slige Folk er vi hidtil skaanet !”
– 726 –
Saa standsede hun et Øieblik, tænkte sig om og sagde : “Jo, her er nok en Kvinde, som er af det Slags, men det er fattig med hende !”
De spurgte : “Vil du være saa snil og vise os, hvor hun bor ?” Saa fulgte hun dem nogle Skridt til en Forhøining, pegte paa et lidet Stenhus og sagde : “Der bor hun !”
Grendahl fortæller videre herom : “Vi takkede og talte lidt med hende i Kjærlighed om Menneskets Synd og Guds store Naade og Barmhjertighed. Hin gik grædende fra os.
Vi kom da til den lille Stenhytte, finder en lav Dør, tager i en Træhank, Døren aabner sig, og vi ser en ældre Kvinde med et alvorligt, prøvet Udseende sidde paa en Krak. Vi gaar stille ind og hilser : “Fred være med dette Hus !” Kvinden reiser sig op, ser stivt paa os og siger : “Jeg tror, at I er af mit Folk !”
Vi svarede : “Vi tror, at du er af vort Folk”, og dermed var Bekjendtskabet stiftet. Hun begyndte da at fremsige hele Saliggjørelsens Orden, og saa profeterede hun slig, som vi aldrig har hørt.
Vi var nu baade trætte og sultne. Et lidet firkantet Træbord var fæstet i Stenmuren. Paa dette lagde hun to Trætallerkener og to Skeer og sagde : “Nu, mine Venner, sætter eder tilbords og spiser !” Ingen mad var der. Vi gik i Tro og Lydighed, tog Krakkene med og satte os ved Bordet. Hun gaar til Døren, falder paa Knæ, beder og siger : “Kjære Fader, husk nu paa Barna dine ! Du har nu ingen Gang glemt dem. Nu er to af dem kommet til mig. De er hunrige, og jeg har intet; men du, himmelske Fader, er rig og har altid sørget for dine, Du sendte Ravne til Elias med Brød og Kjød og hjalp Enken i Sarepta. Du hører Ravneungers Skrig og skaffer dem Føde. Derfor vil du heller ikke glemme dine egne Børn, som er skabte i dit Billede og gjenløste med din Søns Blod. Velsign os nu, kjære Fader, og lad os faa Mad, saa at vi kan faa takke og prise dig for din uendelige Godhed og Barmhjertighed ! Amen”.
Hun reiste sig raskt og lukkede Døren op. Da saa hun udenfor en Kone med et Bræt, hvorpaa der stod fuldt af Kjød, Flesk, Poteter, Brød og en stor Kande Suppe. Hun leverede Brættet og vilde gaa. Kvinden takkede, satte Maden paa Bordet og sagde : “Vor himmelske Fader glemmer aldrig sine Børn ! hans Miskundhed varer evindelig. Spis nu, mine Venner; jeg er ogsaa sulten; der er nok for os alle tre. Saa vil vi takke og love Gud i vor Herres Jesu velsignede Navn !”
Vi syntes ogsaa at have Tillid og Tro til Faderen; men hendes Tro og Forvisning (forvissning) gik langt over vor og beskjæmmede os. Vi spiste med Fryd, og derpaa bad vi, prisede og takkede Faderen og Sønnen i den Helligaand alle tre. Derefter gjorde hun sig færdig og blev med os til næste Bygd”.
Denne Kvinne hed Marianne,
– 727 –
var dengang omkring 60 Aar og siges at være død i Fred engang i Syvtiaarene.
I den Tid Grendahl boede ved Christianssund, gjorde han, som anført, mange Reiser, nordover gjennem Bygderne lige til Stenkjær (Steinkjær), sydover til Romsdalen og Søndmøre og østover gjennem Sunddalen og Opdal, derfra til Rennebu, Hevne og mange andre Steder. Af og til gjorde han ogsaa Ture til Østerdalen.
Han var et frimodigt Vidne med en enestaaende Bibelkundskab, en kjærlig, evangelisk Aand og en sjelden kristelig Erfaring. Han eiede en særegen Evne til at paavirke og tale privat med Folk og raadede over et utømmeligt Forraad af interessant Træk fra den ældre Tid samt en Rigdom af mærkelige Oplevelser. Naar han paa sin livfulde Maade fortalte gammelt og nyt enten bagefter i en Opbyggelse eller i en mindre Kreds af Venner, blev der en aandelig Høitidsstund, som man aldrig kunde glemme.
“Hans Virksomhed blev ogsaa ved Guds Naade til rig Velsignelse for mangfoldige, baade Gamle og Unge”.
I 1884 solgte han sin Eiendom paa Kirkelandet og kjøbte igjen Gaarden Tøriseth ved Battenfjorden, ikke langt fra Barndomshjemmet Torvik. Her boede han nu Resten af sit Liv, drev til sin høie Alderdom flittig som Jordbruger og virkede utrættelig i Omegnen gjennem Husbesøg, private Samtaler og talrige Opbyggelser. Han skriver i 1903 : ” Jeg har følt baade Hjertesorg og stor Sjæleglæde, alt efter enhvers Stilling til Herren. Den treenige Gud skal være takket, lovet, priset, æret og høit ophøiet i Evighed. Han har gjort store Ting mod mig, den ringeste og skrøbeligste af alle hans Børn; mit Vandringsliv er endnu blandet med Frygt og med Fryd. Jeg stunder og venter paa Forløsning fra dette Syndens Legeme”.
I sin nærmeste Kreds fortsatte han paa samme Maade sin timelige og aandelige Virksomhed. Han havde en usædvanlig lang og virksom Arbeidsdag og “var sjelden tro i sit Kald”.
Venner omtaler ham som “en glad og lykkelig Kristen i sit Liv”, og det skrives, at han ogsaa var “salig og lykkelig i sin Død”. Den 30. December 1911 “gik han hjem til Gud, nær 90 Aar gml.”. Om hans gamle trofaste Hustru endnu lever, vides ikke. Af deres Børn bor Sønnen Bernhard G., født 16. Novbr. 1865, paa Faderens Gaard og fortsætter hans Gjerning. Han lever i et lykkelig Ægteskab med Elen Marie Grendahl, der er født 26. Juli 1862 og deler hans Tro. Gamle I. Grendahl har meddelt interessant Oplysninger til denne Bog.