– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912-1920.
– fra s. 234 – 235 :
Af Haugianerne i Nesset Prestegjæld i Romsdalen mærkes Kristoffer Hansen Myklebostad. Han var født i Lyster (Luster) 1776.
I Tyveaarsalderen blev han Skolelærer og virkede som saadan med stor Dygtighed og Nidkjærhed i nogle Aar.
Saa kom H.N. Hauge til Bygden (Luster) i 1801 og blev Midlet til at fremkalde en betydelig Vækkelse. Da Kristoffer fik Kjendskab til Virkningerne af Hauges Virksomhed, kom han til den Overbevisning, at det, “Hauge for med, maatte være det Rette”.
Han bestemte sig derfor til at gaa paa en Samling, og blev straks greben af Sandheden. Paa Hjemveien traf han en Flok Ungdom, som skulde til Dans. Deriblandt var ogsaa nogle af hans Skolebørn. Han standsede og gav sig i Tale med de Unge og begyndte at formane dem til at søge det “ene Fornødne”.
Ordet virkede, alle bestemte sig til at gaa hjem igjen, flere blev vakte og kom paa andre Tanker med Hensyn til sit Gudsforhold.
Efter sin Omvendelse var Kristoffer meget sammen med den bekjendte Haugianer Thomas Olsen Amble fra Kaupanger i indre Sogn. Disse to Venner begyndte nu i Fællesskab, men uden Veiledning, at lære Tysk. Den første Lære- og Læsebog var en tysk Katekismus, som de Ord for Ord sammenlignede med den norske. De var begge begavede og lærelystne unge Mænd, og det varede ikke længe, før de kom forholdsvis godt ind i nævnte Sprog.
Siden læste Kristoffer baade Bibelen, Thomas a Kempis : Fire Bøger om Kristi Efterfølgelse samt F.J. Speners Huspostille paa Tysk.
I 1808 flyttede han til Romsdalen sammen med Lars Knudsen Tjødlingen og Daniel Arnesen, der begge var gifte, men han derimod Ungkarl. Straks efter kjøbte han Myklebostad i Visdal Sogn, Næsset Prestegjæld. Da han nu “var kommen til Gaard”, behøvede han ogsaa en Kone. Og de andre Venner i Romsdalen henledede hans Opmærksomhed paa Marit Jakobsdatter Brude fra Kors Anneks til Grytten, født 1787.
Hun var ogsaa en alvorlig, troende Kvinde, vundet for Guds Rige ved Haugianerne der. Med hendes Vækkelse gik det saaledes til : hun tjente paa Stavem i samme Anneks, et Stykke nedenfor Tjødlingen og Ormheim. Hendes Husmoder var en af Vennerne, vakt ved Lars Tjødlingens Virksomhed. Saa fremsagde denne en Dag No. 66 i H.N. Hauges Udvalgte Salmer : “Min Jesus ene er mit Nøie”. Det 4. Vers lyder saaledes : “Det undrer Verden, naar den glædes, At dine Børn i Graad skal staa, At de foragtelig nedtrædes, Naar hine stolt paa Roser gaa, Men de, som her med Taarer saa, Til Høsten evig Glæde faa“.
Dette Vers især greb Marit og blev Midlet til hendes Omvendelse. Da hun tillige var en forstandig og huslig dygtig Kvinde, fulgte Kristoffer med Glæde Vennernes Anvisning. De havde Bryllup paa Myklebostad Sommeren eller Høsten 1810 og levede sammen i et lykkeligt og rigt velsignet Ægteskab.
Kristoffer var en Foregangsmand i sin Bygd. Sit Jordbrug drev han mønstergyldig. Desuden anlagde han Kjøkken- og Frugthave paa sin Gaard. Mange tog efter og begyndte at dyrke Grøntsager, idetminste til Husbrug; han derimod ogsaa til Salg.
Haven paa “Lensmandsgaarden”, som den senere kaldtes, da Sønnen blev Lensmand i Næsset, var nok den først anlagte i hele Prestegjældet. Han henledede tillige Opmærksomheden paa sig derved, at han var flink til at skrive og regne og lagde desuden stor Indsigt for Dagen i mange Ting. Den daværende Lensmand begyndte at bruge ham til at udføre Forretninger for sig og søgte i flere vigtige og vanskelige Sager hans Hjælp og Bistand. Derved tiltvang han sig Agtelse og Tillid, saa man for hele Prestegjældet valgte ham til Forligelseskommisær sammen med Kaptein Lied.
Folk begyndte nu langt mere end før at høre på, hvad Kristoffer sagde, naar han talte med dem om ham, som er Guds Søn, vor Frelser og alene “Veien, Sandheden og Livet”. I en Række af Aar holdt han nu Opbyggelser baade i sit Hus, paa andre Steder i Bygden og Omegnen. Fremgangsmaaden var den almindelig kjendte haugianske. Senere indskrænkede han sig til at deltage i Samlingerne ved at holde Bøn eller tale “privat” efterpaa med Folk om at “søge Herren”, “vandre i Lyset” og “søge frelse hos ham, der kan og vil rense os fra al Synd”.
Under sit daglige Virke dreiede han ofte Samtalen ind paa aandelige Ting. Hver Søndag, naar der ikke var Prædiken i Sognets Kirke, samlede han Børn og Tjenere til Postillelæsning, Sang og Samtale om det læste. Efterhaanden kom flere og flere af Naboerne for at høre paa disse Andagter.
Ved Gudstjenesten var han altid tilstede, naar han var hjemme, og ikke noget særedeles hindrede ham. Stedets Sogneprest J. Wedege vilde gjerne faa ombyttet Kingos Salmebog med den saakaldte “evangelisk-kristelige”, der var rationalistisk.
Kristoffer mødte op og bad Menigheden alvorlig og indtrængende om at beholde Kingos kjendte og kjære Bog. Han sluttede paa følgende kraftige Maade : “Jeg vil sige til alle : Lad os ikke bytte bort Godtkorn med Letkorn !”
Desuden skulde han ved et Regnestykke have paavist, at det tillige blev noksaa kostbart at bytte Salmebog. God støtte fik han af sine Venner Paul og Kari Sodnak. Resultatet blev, at alle – paa et Par Militærkapteiner nær – stemte for at beholde gamle Kingos. Presten, som forresten “respekterede” den kloge og dygtige Haugianer, blev dog noksaa “gram i hu” over, at denne og nævnte Familie hindrede ham i at faa bytte Bog, har et Øien- og Ørenvidne fortalt.
– Under Ledigheden i Kaldet – antagelig mellem J. Frost og J. Wedege – prædikede nogle Gange der en Pastor Tønder. Denne holdt allerede straks en dundrende Prædiken mod Haugianerne. Kristoffer gik hjem og nedskrev Indholdet, som han havde mærket sig nøie, og sendte det hele til Biskop P.O. Bugge i Trondhjem, hvorefter denne gav Presten en Irettesættelse.
Kristoffers gudfrygtige og dygtige Hustru, Marit Jacobsdatter, døde i Troen paa sin Frelser den 11. Juni 1840 og blev begravet 5. Juli s. A. i en Alder af 53 Aar. Sine Børn opdrog de “forstandig, men strængt” og gav dem en saa god Undervisning, som Tiden og Forholdene tillod det. Fire af Børnene lærte af Faderen endog saa meget Tysk, at de kunde læse Bøger paa dette Sprog.
Hans sidste Sygdom varede i 9 Døgn; et Par Dage var han meget haardt anfægtet; men det lysnede igjen, saa han fik dø “med Haab om en salig Hjemgang” den 14. Juli 1843 i en Alder af 67 Aar; han begravedes 6. August næstefter.