– presentert av H.G. Heggtveit i boken : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Kristiania 1912-1920.
Fra s. 727 – 729 :
Ikke mindre bekjendt og anseet var Nils Trondsen Grendahl, den nys omtaltes (Ingebrigt Trondsen Grendahl) ældste Broder.
Han blev født paa Utheim, medens Forældrene boede der, 31. August 1811. De opdrog ham strængt i Gudsfrygt og et moralskt Liv samt vennede ham til Arbeidsomhed og Nøisomhed. Han røbede tidlig betydelige Evner og Anlæg; disse blev udviklede saa godt, som Tiden og Forholdene gjorde det mulig.
Almueskolen var dengang skrøbelig; mest lærte han af sine Forældre og paa egen Haand ved Læsning og Selvøvelse. Han var altid en tænksom, indadvendt og dyb Natur. I 1826 tegnede han sig for Presten og blev samme Aar bekræftet i sin Daabspagt i Øre Kirke ved Sogneprest H.G. Bull (1758 – 1833); men det vides ikke, at denne øvede nogen Indflydelse paa ham.
Efter sin Konfirmation levede han hjemme stille og sædelig, optaget med flittigt Arbeide. I 1829 blev han efter Borderens Udsagn paa en rent ud djævelsk Maade og under graverende Omstændigheder forført til at beruse sig. Faderen tugtede ham strængt herfor. Det lod først til at virke det modsatte; men snart ydmygede og bøiede han sig og bad Forældrene under Taarer om Tilgivelse.
Han forstod dog saare vel, at han fremfor alt havde syndet mod Gud, og kom ind i en langvarig Krise, der førte til Bod, Omvendelse
– 728 –
og et nyt Liv.
“I to Aar kjæmpede han næsten Nat og Dag for sin Sjæls Frelse. Sent og tidlig bekjendte han sin Synd, tiggede om Tilgivelse og Vished om, at Overtrædelserne var forladte og Synden skjult. Naar han var ude og reiste sammen med kristelige Venner og syntes, Byrden blev for svær, gik han af Veien, knælede ned og bad om Hjælp og Frelse. Alle, der omgikkes ham, blev beskjæmmede ved det Alvor, han viste overfor Synden, og over hans inderlige Bønner”.
I denne Tid deltog han heller ikke anderledes i Opbyggelserne end gjennem korte brændene Bønner, “hvis Hovedindhold var, at Gud ved sin Aand vilde vække Hjerterne og Samvittighederne af Syndens Søvn, bringe dem til at se den Fare, hvori de svævede, vække Bønnen om Syndsforladelse tillive, borttage Synden og give Kraft til at overvinde den”.
“Efter længe at have været i Elendighedens Ovn og ligget i Guds Smeltedigel brød Naadelyset frem, fulgt af en salig Vished”.
Han forstod nu, at Gud paa denne Maade førte ham gjennem Ilden for at lutre og danne ham til et Naadens Kar, som han altid kunde fylde til sit Navns Ære. Fra denne Tid og indtil den sidste Stund var han en enestaaende alvorlig og forsigtig Kristen, ydmyg, beskeden og elskværdig som yderst faa og med en besynderlig Kjærlighedens Omsorg for andres Frelse.
Han begyndte med at holde selvstændige Opbyggelser, der vidnede om rig Begavelse, en mærkelig Indsigt i Guds Riges Hemmeligheder og en sjelden Erfaring, hvormed han kunde komme alle aandelig Nødlidende og Anfægtede til Trøst og Hjælp med sin forstaaelsesfulde kristelige Veiledning. Alle fik stor Tillid til ham og saa op til ham som en Fader og ypperlig aandelig Leder; men hans forsigtige Kristendom skar ogsaa stærkt i Øinene paa dem, som valgte den brede Vei istedenfor den trange. Han blev enkelte Gange endog haanet paa en ligefrem gudsbespottelig Maade og kaldt “det Guds Lam”.
Alt bar han dog sagtmodig og ydmyg som Trængsler for Kristi Navns Skyld og som et Kors, hans Frelser lagde paa ham. Han reiste som Lægmand vidt om, særlig i den søndre Del af Trondhjems Stift og gjorde ialfald to Ture sammen med Hans Dahl gjennem Gudbrandsdalen og videre nedigjennem Østlandets Bygder lige til Christiania og tilbage igjen.
Overalt holdt han flittig Opbyggelser, og “Gud lagde sin rige Velsignelse til, saa mange blev vundne for ham og befæstede i Sandheden”.
Ved Begyndelsen af firtiaarene blev han gift med en troende Pige fra Meldalen ved Navn Beret Eriksdatter Solem. Under en svær aandelig Anfægtelse digtede hun en Sang, som vidner om hendes Sjælenød, stærke Kamp samt opriktige og inderlige Raab (rop) om Redning og Frelse. Og Gud hørte hendes Bøn; Troen og Livet var fra den Tid end mere fordybet og inderliggjort. Hun deltog ofte i Opbyggelserne med Bøn, Formaning og kristelige Vidnesbyrd om Synd og Naade og var et eksemplarisk Menneske, vennekjær og gjæstfri.
Beret Gren-
– 729 –
dahl døde i Troen omkring 1870. Hendes Mand fortsatte sin timelige og aandelige Virksomhed lige til Alderdommen; da maatte den indskrænkes noget.
Gaarden blev overladt til den ældste Søn; Faderen var dog altid optaget og interesseret, særlig for Guds Riges Sag. Da han blev saa svag, at han ikke længere magtede at reise om i Bygden, kom mange Venner til ham. “Han levede i sin Gud og Frelser, styrkede sig flittig med Naadens Midler og gik bort i Fred 15. Juni 1893”.
En talrig Skare af Venner fra nær og fjern fulgte ham til det sidste Hvilested.
Sønnen, Trond Nielsen Grendahl, bor nu paa Fædrenegaarden, fortsætter Faderens Gjerning og deltager flittig i forskjellige kristelige og andre landsgavnlige Virksomheder.