– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1921 – 1850. Christiania 1912-1920.
– Sivert Gravaune har også oversatt og utgitt “Christelig Prædiken af Lars Linderot”; Thjem 1844, 2 1/2 S.
– fra s. 731 – 734 :
Ved siden av nysnævnte (les om Ole Halvorsen Detli her) maa omtales Naboen, den endnu mere kjendte Lægmand Sivert Gravaune, født paa sidstnævnte Eiendom i Lønset Anneks 31. August 1815 (Oplysninger og Meddelelser fra S. Gravaunes Hustru Martha, hans Søn Peder G. og en Række samtidige Haugianere).
Forældrene var Gaardbruger Steingrim Halvorsen og Hustru Marit Sivertsdatter Aalbu. Faderen var en retskaffen Mand, bestemt og akurat, men tillige hensynsfuld og kjærlig. “Han bar mig som paa Hænderne”, har Svigerdatteren sagt.
Det kom først til fuldt aandeligt Gjennembrud med ham i Alderdommen; “han hensov i Troen”.
Moderen var en dygtig og brav Kone, der levede forsigtig og gav Sandheden Bifald, men først paa Sygeleiet gik Lyset fuldt op for hende. De levede lykkelig sammen.
Sønnen Sivert opdrog de strængt moralsk og vænnede ham til Arbeidsomhed og Nøisomhed. Han var en begavet, noget grublende og tungsindig Natur, i Besiddelse af Videbegjærlighed og Lærelyst, som det dog ikke var let at faa tilfredsstille i denne ensomme Fjelddal med en tarvelig Omgangsskole dengang.
Aanden var livlig, Viljen fast og Følelserne stærke, men beherskede.
Hjemmets strænge Orden, Børnelærdommens Sandheder og de derboende Haugianeres Opbyggelser og eksemplariske Liv vakte tidlig Alvorstankerne tillive. Og de laa der vaagne og ofte saare under Ungdommens Fornøielser, uagtet han altid førte en ustraffelig Vandel.
Der omtales, at han var en lidenskabelig Kortspiller. Hans Hustru har meddelt, at Guds Aands Arbeide i hans Indre kom først helt og fuldt frem i 1835 under Elling Eielsens Besøg i Bygden. Samme Aar reiste ogsaa den unge, veltalende, ildfulde M.I. Wefring og den aandslivlige, erfarne Daniel Arnesen gjennem Bygden og holdt Opbyggelser der.
I 1836 gjæstede atter Wefring Dalen og var dennegang ledsaget af A.N. Haave, en af de mest klare, alsidige og veltalende Lægprædikanter, Norge har havt.
Alle disse bidrog sit til at udvikle og befæste det aandelige Liv hos S. Gravaune. Det blev nu slut med hans Kortspil; han stak Kortene ned i et Myrhul og søgte
– 732 –
ved Leilighed at erstatte Smaasummer, han tidligere havde vundet af sine Kammerater i Spil. Ikke saa længe efter begyndte han at holde Opbyggelser sammen med Bygdens egne Haugianere og foretog tidlig flere Reiser i Følge med Elling Eielsen over Østlandet og andre Steder, indtil denne 1839 udvandrede til Amerika.
Da han atter mange Aar senere var i Norge paa Besøg, gjæstede han snart sin Ven paa Gravaune. For denne (S.Gravaune) stod E. Eielsen altid som en Autoritet og et sjelden frimodigt og offervilligt Vidne om Sandheden.
Efter at have reist meget baade nordenfjelds og paa Østlandet for at bekjende Guds Ord overtog han omkring 1840 sin Fædrenegaard og blev ved denne Tid gift med Martha Tangen, født 28. Marts 1821, en Datter af Landhandler Peder Tangen og Hustru Anne Kristine Neby paa Tønset.
Bryllupet holdtes paa Brudens Fødselsdag i Tyldalens Anneks, hvor Tangen havde en Avlsgaard, som hed Engen. Da ogsaa Martha var en troende Kvinde, havde de indbudt mange Venner; “Guds Ord, Sang og Bøn blev flittig brugt der; det var et helt igjennem kristeligt Bryllup”.
Brudgommen holdt Opbyggelse for Gjæsterne. De “begyndte Livsvandringen sammen i Gud”.
De var begge driftige og dygtige i det timelige og forstod at benytte Tiden vel. Derfor blev der for Manden mange Stunder tilovers, som han benyttede til at reise omkring for at holde Opbygelsessammenkomster, først og fremst i Hjembygden.
Han var ogsaa særdeles omsorgsfuld for at faa flest mulig af bekjendte Lægmænd til at komme til Opdal og virke der. Af disse nævnes Daniel Arnesen, Wefring, Haave, Eielsen, Jens Johnsgaard, Ole Sivertsen, Ole Løseth, Erik Holden, Hans Lingjerde, John Sengen, John Nilsen Fjeld, Ole Kallem, Nils Ylvisaker m.fl.
Ikke faa af dem besøgte Bygden gjentagne Gange, de boede da i Regelen paa Gravaune og blev af sin gjæstfrie Vært fulgt rundt i Bygden; han sørgede for, at Sammenkomsterne blev holdt mest mulig spredt, saa Guds Ord kunde naa ogsaa til Udkanterne. Han foretog tillige mange længere Reiser i Vintertiden. De nærliggende Sogne, Sunddalen, Surendalen, Rindalen, Rennebu og Meldalen besøgte han hyppigst.
men han gjæstede ogsaa Bygderne indover til Trondhjem, hvor han talte baade paa Bedehusene og i private Lokaler. En Lægmand skriver : “Jeg hørte ham engang holde Opbyggelse i Sommerveitens Bedehus. Han talte flydende og godt, havde et nogenlunde stærkt og meget velklingende Organ. Al hans Optræden gjorde et ublandet godt Indtryk”.
Ikke sjelden besøgte han ogsaa Østerdalen og andre Steder paa Østlandet; en
– 733 –
Gang omkring 1850 vides han at have holdt Opbyggelse paa Eker.
“Han var overalt en kjærkommen Gjæst og virket velsignelsesrigt for mange”. “I sin Kristendomsforkyndelse var han alsidig og evangelisk uden at sætte nogen vigtig Sandhed i Skyggen”.
Man mærkede af hans Taler og Samtaler, at han var vel forsøgt i Trængsel og Anfægtelse og kunde derfor give dem god Veiledning, som var i Sjælenød og aandelig Mørke.
De Gamle havde et dybere og alvorligere Syn paa Synden, Boden og Omvendelsen, ja paa Forsoningen, Retfærdiggjørelsen og hele Kristenlivet fra først til sidst; de kjendte af denne Grund mere til Anfægtelser og havde et ganske andet Indblik end de fleste nutildags i Guds Riges Hemmeligheder.
Saaledes ogsaa med Gravaune. Derfor “glædede han sig med Frygt og frydede sig med Bævelse” og “forarbeidede sin Saliggjørelse med Frygt og Bæven i Hjertens Enfoldighed. Han vidste ogsaa, at “hos Gud er Forladelsen, for at han maa frygtes”, og kjendte saa vel af Guds Ord og sine Oplevelser, “hvor let man kan snuble, støde an, ja falde, hvis man ikke vaager, beder, vandrer varsomt og bruger flittig Naadens Midler”.
I sunde Dage var han flittig til at besøge Syge og Sengeliggende, da disses aandelige Anliggender laa ham særlig paa Hjerte. Som de fleste Haugianere var han en kirkelig, sund luthersk Mand; han saa Kirkens Brøst, men glædede sig over det gode inden Menigheden, især “at Gud fødte sig Børn der ved Ord og Sakrament”; saa længe dette skeede, kunde Kirken ikke være Babel eller Udtrædelse af den nødvendig; heri var han enig med Spener og de gamle lutherske Fædre.
Han indlod sig ikke i Strid, uden han fandt, at det var absolut nødvendig, men var taalsom og fordragelig, naar han sporede Alvor og Redelighed.
Han forstod, at der baade var en Troens Tolerance og Intolerance, som man altid maatte have for Øie, hvis man ikke skulde gaa enten Kjærligheden eller Sandheden for nær. Engang deltog han i et Møde, hvor der var to Flokke i tildels skarpt Modsætningsforhold. Han og flere syntes, enkelte gik vel vidt.
Saa blev der Middagshvile. En af de Stridbareste gav sig da i Tale med Gravaune og sagde om en liden Stund irriteret : “Hvad Raad skal man da ha for Løgnen, naar man ikke vil erkjende eller afskaffe den ?”
– “Sætte Sandheden imod den”, sagde Gravaune paa sin lune, taktfulde Maade med lidt af et skjelmsk Smil om Munden; Samtalen ophørte med denne Bemærkning. – Ogsaa han fik erfare, at “det bør os gjennem mange Trængsler at indgaa i Guds Rige”.
Særlig var hans sidste Leveaar prøvsomme og tornefulde. I 1892 fik han Slagtilfælde, medens han spiste Middag. Den ene Side var fra den Tid lam. “Han erindrede ikke længer Navnord og Begrebsord, kunde ikke skrive sit Navn, læse i Sammenhæng sit Fadervor eller nævne Husets Folk med sit rette Navn og kunde derfor vanskelig meddele sine Ønsker og Behov”.
Naar han prøvede paa som før at gaa til Syge og tale med dem, havde han yderst vanskelig for at gjøre sig forstaaelig for dem og tale om “det ene fornødne”.
Sjælefienden benyttede sig heraf og gjorde sine skarpe og snedige Angreb for at bringe ham i Fortvilelse eller Mismod. Dette var den sidste Ildprøve, som Gud lod sin Tjener gaa igjennem, før han hentede ham hjem.
Hans Kristenliv blev ved disse svære aandelige Anfægtelser fordybet og inderliggjort; den haardt Prøvede fik altid, om end efter megen Kamp, Naade til at holde sig fast ved Ordet og Troen paa Kristus som sin Frelser. Hustruen læste flittig i Bibelen for ham, og det var han ogsaa glad i; han pegte ofte paa de Steder, som han vilde, at hun skulde læse. Under den sidste Del af sin Sygdom var han mere rolig og stille, led ikke saa meget som før af “Djevelens snedige Anløb” og kunde mere finde Hvile i Forjættelserne.
En Dag Høsten 1896 mærkede hand Hustru, der
– 734 –
var om ham sent og tidlig, at det stundene mod Enden; Panden og Hænderne blev kolde. Hun skyndte sig at samle om Sengen hans hjemmeværende Kjære; saa bad hun Herrens Velsignelse over ham.
Da smilede han og sagde : “Fred ! Fred !” medens “en Takkenemmeligheds Taare randt nedover hans Kind; derpaa hensov han stille og i Fred”.
Det var 21. October 1896. – Den 6. November blev han begravet. Provst Schjelderup talte i Sørgehuset over Ordene : “Uden at I omvender eder og bliver som Børn, kommer I ingenlunde ind i Himlenes Rige”, med Henspillen paa den Afdødes mangeaarige Barneforhold til Gud som et følgeværdigt Eksempel.
— Sivert Gravaune var spædbygget og liden af Vekst, havde sort Haar og eiede et lunt Smil i sit kloge, tænksomme, udtryksfulde Ansigt. Hans Væsen var meget tækkeligt, elskværdigt og vindende.
Hans Hustru levede som ret Enke i “ydmyge Begjæringer og Bønner Nat og Dag”.
Hun døde stille og fredfuldt 12. November 1902. Af deres 9 Børn døde fem i den spæde Alder; de øvrige, 3 Gutter og en Pige, lever. Den ældste Søn Peder bor paa Fædrenegaarden.