– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie. Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 261 – 262 :
– les om hans sønn, Hans Eliassen Heimsjø her :
Fra Hauges første Optræden nordenfjelds og lige ned til vore Dage har der i Hevne Prestegjæld (dagens Hemne/Kyrksæterøra/red.) til forskjellige Tider været større og mindre Vækkelser og en Række virksomme Lægmænd.
En af de ældste, som optraadte der efter 1814 med kristelig Virksomhed, var Elias Hansen Heimsjø (Oplysninger fra Ingebrigt Grendahl og andre samtidige Haugianere. Samtidige Breve. Hevne Kirkebøger), født sammesteds 1788.
Han blev tidlig vakt ved en af Hauges Venner og udviklede sig ved en flittig Brug af Naadens Midler samt gjennem aandelige Kampe og Trængsler til en alvorlig og fast Kristen, som alle saa op til.
Ikke længe efter sin Vækkelse begyndte han at deltage i Sammenkomsterne. “Han var svært langmodig og sagtmodig af sig i al sin Tale og Handling; var yderst forsigtig, som om han skulde gaa paa et Skibstoug“.
Han holdt flittig Opbyggelser baade i Hjembygden og paa andre Steder. “Gaverne var ikke saa store; men hans Tale skeede med Aandens Kraft og et indtrængende Alvor”. Engang talte han saa overbevisende i Torviken i Battenfjorden over Ordene : “Stræber alvorlig efter at gaa ind gjennem den snævre Port”, at mange blev rystede og grebne. Han havde Evne baade til at vække og veilede; Vennerne sagde om ham, at “han arbeidede mere paa at indskjærpe Kristi Efterfølgelse end Kristi Tro, da han syntes, Tiden var slap og de Troende ofte aandelig dovne. Men han vidste intet andet til Frelse og Salighed end Kristus og hans Gjerning og lærte heller ikke andre nogen anden Vei“.
I et Brev af 13. Marts 1846 skriver han bl.a. : “Jeg har følt med Patriarken Jakob, at jeg er uværdig til den ringeste af Herrens Miskundheder og endnu mindre til al den Trofasthed, som han har bevist mod mig. Fra min Moders Liv og indtil nu har han forunderlig ført mig og ikke forladt mig, faderløse, men ved Naadens Helligaand ledsaget og hjulpet mig til at sky det Onde og beflitte mig paa det sande Gode. Naar jeg bliver den Helligaands Mindelse lydig i en stille Overladenhed i ham, der frelste os, da eier jeg med Maria den bedste Del, som ingen kan tage. Thi naar denne Part eller Del bliver ret dyrebar for os, saa kan hverken det søde eller sure drage os fra den Kjærlighed, som er i Kristus, saa længe vi lever i Samfund med ham, staar i Striden og gaar ud fra det Urene, som er af den gamle Adams Art og Natur… Her er aandeligt Foraar (vår/red.), og det ser ud til, at meget Arbeide udfordres; men faa er de rette Sædemænd, som saar sin Sæd med Graad og arver Forjættelsen : at de skal høste med Frydesang. jeg synes, der ligger saa meget i de Ord : at saa Sæden langsomt, ikke mismodig og bange, og ei for nidkjær, om vi ser Klinten vokse op blandt Hveden”.
“Var Veien trang for Elias Heimsjø i hans Kristendom det meste af hans Liv, saa blev den rum tilslut; han vandrede saa salig hjem, frydefuldt og i Troends fulde Forvisning” 18. Juli 1862 og blev begravet 27. Juli, 74 Aar gammel.
“Mange Venner savnede ham meget. Paa hans store Gaard er der nu bygget Kirke; Stedet er et Anneks til Hevne”.