– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 759 – 761 :
I samme Prestegjæld (som Marit Vig) boede en anden bekjendt Haugianer ved Navn Erik Andersen Trøite (Meddelelser og Oplysninger fra I. Flønæs og andre af Trøites Bekjendte), der blev født paa Øvsti i Værnes Hovedsogn, nedre Stjørdalen, 3. Juni 1831, en Søn af Gaardmand Anders Olsen og Hustru Inger Pedersdatter Haave.
Moderen var en kristeligsindet og meget begavet Kvinde, der bistod mange med Hjælp og Raad i det daglige Liv. Blandt andet var hun kjendt for at kunne læse godt gamle utydelige Dokumenter, som andre ikke kunde greie; like op i hendes Alderdom kom Folk med slige Sager, som den Gamle maatte læse og forklare dem. Denne Færdighed havde hun erhvervet sig paa egen Haand; i hendes Barndomshjem var der Officerskvarter i Ufredstiden omkring 1809 og senere; dette udviklede og gav en dannet Fremtræden.
Erik var den yngste af otte Børn. Mellem disse var der “et ømt og forstaaelsesfuldt Forhold; det var kjært for dem at træffe sammen, da de holdt saa inderlig af hverandre, vistnok en Arv fra et godt Barndomshjem”.
Den nysnævnte blev tidlig kristelig paavirket; “fra sin Konfirmation var han overbevist om det ene fornødne” og bevarede sit Ungdomsliv rent under Indflydelse og Ledelse af sin gudfrygtige og sjeldne Moder og modnedes i sin Kristendom uden at gjennemgaa alvorlige Sjælekampe”.
I 1830 skydsede han sin ældre Broder Anders til Christiania. Denne skulde nemlig til Kjøbenhavn for at uddannes som Dyrlæge.
De kjøbte nu en Hest, som de forud vidste var løbsk. Allerede første Dag kjørte de syv gamle norske Mile. “De lod Hesten rende, som den vilde, da de havde Vei nok“; det kurerede den.
Paa denne Tur traf Erik Trøite i Opdal den bekjendte Lægmand Sølfest Lund, som dengang holdt Opbyggelser i denne Bygd, men endnu ikke var fast bosat der. Baade paa Nedveien og Tilbageturen overvar Trøite flere Møder og følte sig stærkt tiltalt af Lunds hjertevindende Forkyndelse. Sidstnævnte øvede en stor Indflydelse paa den unge Trønder, og de blev Venner for hele Livet.
Fra denne Tid begyndte Trøite at deltage i Sammenkomsterne ved Bøn og kristelig Formaningstale; det meddeles, at baade Ældre og Yngre følte sig meget tiltalt og opbygget af hans Vidnesbyrd.
Under den Lammerske Bevægelse nordenfjelds i 1858 blev der i Stjørdalen adskillig Røre;enkelte Nyvakte droges med og meldte sig ud af Statskirken.
Erik Trøite syntes ondt om disse, da de ingen Leder havde, og frygtede for, at de kunde komme ind paa Afveie, saa de led aandeligt Skibbrud. Af Hensyn til disse Unge meldte Trøite sig ogsaa ud, “mere for deres Skyld end af egen, indre Drift“.
Han befandt sig heller aldrig rigtig vel blandt de nye Venner, saameget mindre som hverken Haagen Raaen eller andre af hans mere fremtrædende kristelige Venner fulgte med ham.
“Frimenigheden i Stjørdalen opløstes allerede 1860; de allerfleste vendte tilbage til Statskirken igjen”.
I 1859 blev Erik gift med Elisabeth Eriksdatter Trøite, født 7. Januar 1834. Hun var Gaardjente og en troende Kvinde med et lyst Humør, en god Helse og i Besiddelse af stor huslig Dygtighed.
Erik boede fra nu af i Hegre Sogn, ikke langt fra sin Hjertensven Haagen Raaen. De foretog mange Opbyggelsesreiser sammen baade kortere og længere, hvoriblandt til Tønset og Lilleelvedalen. Engang tog de fra Selbu over Bukhammerfjeldet til Nordaunet i Holtaalen. Underveis blev de overraskede af en Snestorm, som nær havde endt deres Liv. Heldigvis var man paa Nordaunet vidende om deres Komme og sendte Folk ud for at hjælpe dem. De fandt Lægmændene i en farefuld Tilstand, men retledede dem, saa de kom vel frem til sit Bestemmelsessted.
Desuden gjorde Erik Trøite en Reise sammen med Ole L. Hofstad til Rennebu, Kvikne og Tønset, “hvor de traf kjære Venner fra før af”.
Trøite besøgte Opdal flere Gange for at træffe Sølfest Lund og virkede sammen med ham. Inden sin Kommune var Trøite i Aarrækker en meget benyttet Mand, hædret med næsten alle Tillidshverv inden Bygden. “Omkring 20 Aar var han Medlem af Formandsskab og Herredsstyre, mødte ret ofte i Forligelseskommisionen som Suppleant, deltog i Lagmandsthinget som Lagrettesmand, var jævnlig med i Skylddelings- og Takstforretninger og blev af Høire opstillet som Valgmand, men naaede ikke frem paa Grund af, at hans politiske Opfatning ikke deltes af Flertallet.
Det er utvilsomt, at saavel Trøite som Raaen var meget anseede og øvede en betydelig Indflydelse inden det offentlige Liv i Hegre, førend de skarpe politiske Brydninger indtraadte ogsaa der“.
Trøite sad i gode økonomiske Kaar, førte et lykkeligt Familieliv, men blev ofte prøvet af Sygdom inden sin nærmeste Kreds.
Da Gud og hans Ord altid var deres Tilflugt og Trøst, modnedes de stadig for det hinsidige Liv. “Han og Familie var fromme Mennesker i Ordets egentlige Betydning, hjælpsomme og gavmilde samt gjæstfrie overfor alle, særlig mod tilreisende Guds Ords Bekjendere”.
Trøite tilhørte helt den gamle haugianske Retning, men var samtidig overbærende og skaansom mod alle, som tilhørte “den nye Retning”. Han havde dog ikke meget Samvær med disse, da “han i alle Dele stod fast paa vor kjære evangelisk-lutherske Bekjendelse og benyttede de gamle kjendte lutherske Opbyggelsesskrifter til Læsning, naar han foruden i Guds Ord søgte Næring for sit aandelige Liv”.
— Foruden de foran nævnte Reiser aflagde Trøite, sammen med en eller anden Ven, mangfoldige Besøg i Nabomenighederne for at træffe Aandsbrødre og vidne om sin Tro; mest virkede han naturligvis i Hjembygden.
Sin uegennyttige og betydningsfulde Lægmandsvirksomhed fortsatte han i over 50 Aar. Han detog tillige i “en Række kristelige og kirkelige Møder, var jævnlig Medlem af Stiftsmøderne, Deputeret til Generalforsamlinger og Kredsmøder for Hedningemissionen etc.”.
— “Overalt var han kjendt og velseet; han havde en fortrinlig Hukommelse, eiede betydelige kristelige Kundskaber og en klar Forstand. I Sammenkomster og ellers udtalte han sig uforbeholdent, men altid rolig, taktfuldt og med stor kristelig Indsigt. Han raadede ikke over nogen betydelig Begavelse som Taler, men det, han sagde, var fast grundet i Guds Ord og vor lutherske Bekjendelse samt rigt paa Erfaring; man var glad i hans vækkende, veiledende og alsidige kristelige Vidnesbyrd”.
Sit Gaardsbrug drev han interesseret og dygtig til Aar 1900; da overlod han Eiendommen til sin Søn Anders, der endnu bruger den.
Efter et Aars Sygelighed vandrede den Gamle bort 24. April 1909; hans Hustru laa syg i tre Aar og gik hjem 5. Februar 1913; begge døde “med Fred og Frimodighed i Troen paa sin Frelser”.
— Erik Trøite var let og spændstig, over Middelshøide, havde sort, senere graasprængt Haar og Skjæg, en høi Pande og et fredfuldt, tiltalende Udtryk i sit Ansigt, hvoraf der fremlyste Trofasthed, Oprigtighed og Elskværdighed.
Han eiede en fast Karakter, et lyst Sind, var hyggelig og venlig i Omgang, paalidelig og vindende i al sin Færd.