– er nevnt i minneordet etter ham og inntatt i bladet/tidsskrifte «Bud for Menigmand», redigert av skolemannen Hans Wexel Wexelsen (Vexelsen) i utgaven nr.13 – 18de October 1873; Lars Knudsen, som var født samme sted – Mostadmarken i Malvik – i 1778, gikk bort 95 år gammel 26. juni 1872 og ble begravet 7. juli.
Lars er også nevnt i en minneartikkel i samme blads nr. 9 for 1872 og omhandlende Ole Mikkelsen Herjuan; denne var forfattet av Fredrik Wexelsen, redaktørens eldre bror, men uten at Lars Knudsens navn direkte framkommer; ut fra sammenhengen og det skrevne er det imidlertid helt klart at det er Lars Knudsen som det siktes til (mot slutten av artikkelen – s. 136).
Ved folketellingen i 1801 er Lars 23 år gammel og i arbeid som hammersmed ved Mostadmarchen Jernværk, Norges nordligst-liggende jernverk på denne tiden. Han er registrert gift med den 14 år eldre Kari Toresdatter – begge i 1. ekteskap. Ut fra teksten nedenfor (s. 207) kan det tyde på at hun var svensk og fullstendig delte sin yngre ektemanns klare tro og oppfatning; hun omtales av artikkelforfatteren som «elskelig og besynderlig». Sammen får de senere ihvertfall en sønn ved navn Thore (Tore); ved folketellingen i 1865 er Lars 88 år gammel, er registrert som «Husmand med Jord» på en plass ikke langt fra jernverket ved elva Homlas utløp fra Foldsjøen. Fruen er gått bort, men sammen med Lars bor en datter, samt sønnesønnen Lars Thoresen (40 år gml. og registrert som «Stangjernsmed» og sikkert med arbeide ved jernverket, nedlagt samme år som Lars gikk bort i 1872) med sin store familie – fruen Ane Jacobsdatter fra Røros og deres 5 sønner, hvorav eldstemann er 18 år – yngste er 3 år. Teksten nedenfor kan tyde på at sønnen Tore er gått bort; også at en av sønnesønnene er gått bort – til stor sorg for Lars.
Alle disse opplysninger stemmer godt overens med det som nevnes i den interessante minneartikkel, skrevet av vennen K. Iversen i bladets nummer 13, sidene 204 – 208 :
Lars Knudsen
(Lars Knudsen er nævnt i Stykket om Ole Herjuan –se Nr. 8 og 9, 1ste Aargang. H. V. (Hans Vexelsen/red.)
For et Aar siden indgik den stille gamle Lars Knudsen til sin længe ventede Hvile.
Da hans Navn ved en vis Anledning før er nævnt i «Budet», havde jeg gjerne seet, at et lidet Mærke havde staaet om ham i det. Det er godt og veiledende at tage «Mærke» af de Hellige, naar vi ville veiledes og føres til ham, som er deres Mærkesmand og Fører. Kristus vil jo herliggjøres i sine Troende. Af deres Bekjendelse i Ord og Gjerning skal han æres.
Og mægtigt blev man greben af den Forvisning, at her har den Helligaand
– 205 –
skabt en levende Kristen, en af de «stille i Landet», naar man saa gamle Lars og hørte hans Bekjendelse af den for ham fødte, pinte, korsfæstede, døde og gjenopstandne Kristus.
Saa inderlig elskede han Guds Ord og Salmens Toner, at naar Kristus, han Troes Grund og Frelses Klippe blev ophøiet, da slog det neppe Feil, dersom Ordene faldt noget hjertelige, at han tog til at le høit, der meget ofte gik over til Graad af Glæde, saa om ham passer det at sige, at i Glæden kunde han baade le og græde, og ligesaa i Sorgen.
Derfor var han ogsaa bestandig fuld af Tak til Gud for, at han havde «gjort ham delagtig i de Helliges Arvedel i Lyset».
Mangengang, naar han hørte en fremmed Stemme i Huset, kom han ind og spurgte, hvem det var – han var blind i de sidste 6 a 7 Aar – og gav sig i kjærlig Samtale med, hørte og gav et venligt Ansigt, men glemte aldrig tilsidst at ophøie Frelserens Barmhjertighed. Evangeliet havde faaet slig Hovedplads i hans Tanke og Hjerteliv som hos faa Kristne. Han erkjendte Loven og dens Betydning for Menneskene og for Kristne, saa han hørte villigen en Formaning af den som Herrens Ord.
Jeg kan huske, han sagde engang til en, der havde talt alvorlige Ord om Omvendelsens Nødvendighed og Guds Buds Fordringer til Menneskene: Du skal have Tak for, hvad du har sagt os ikveld, det var godt; men det var noget større tilbage, som vi ikke fik høre noget om. En blir ei hjulpen ved at komme gjennem Ørkenen til Jordans Flod; han maa ogsaa vises, hvorledes han skal komme over Floden ind i Kanaans Land.
Engang spurgte han mig i en prøvende Tone : hvorledes tror du, det er med mig ? jeg tror, jeg har hverken Synd eller Naade ? Hertil svartes, at naar vi forstaa det rigtig, maatte det jo staa meget godt til med ham. Hans Synd havde Kristus taget, og Naaden var ogsaa Kristi, hvortil han leende svarte, at saa var det.
En Paaskehelg, kan jeg huske, der kom nogle Gutter ind paa Gammelpladsen. Gamle Lars gav sig i Tale med dem. Der laa nogle Aviser paa Bordet, som de bladede i. Gamlingen siger ganske rolig : «Har I læst om det ti Blaom, kolles man ha berri seg aat me en Mand neri Landom i Helgen ?» Nei, det havde de ikke seet eller hørt noget om; det havde da ikke staaet i Bladene. Jo, det vidste han, det gjorde, og sandt var det og. Han Lars (Sønnesønnen) havde læst det for ham. Det værste var, at saamange var meddelagtig i denne Mishandling.
– 206 –
For flere Aar siden kom han til mig og viste mig en Salme med følgende Bemærkning : her er den Salme, som jeg vil Du skal synge ved min Kiste. Det er nu ingen Ligsalme, men jeg haaber nu skjønt død at være levende. Vil Du saa sige nogle Ord, skal Du takke Herren for hans Barmhjertighed i Kristo mod os, samt dem, som har samlet sig, og sende en Hilsen til mine Venner, som kjendte mig. Det er denne Tak og Hilsen, som jeg udtalte ved hans Baare, jeg til kjærligt Minde vil meddele. Salmen findes hos Landstad Nr. 396.
Kjære Forsamling ! Saaledes har vi nu sjunget med hverandre den Sang, som den hensovede Gamle har sjunget saa ofte og bedt om maatte blive sjunget ved hans Baare. Den peger for os paa den alvorlige Ende paa vor Vandring hernede, men viser saa deiligt Jesus, naar det allermest trænges til ham, samt det troende Hjertes taalmodige Sukke i den mørke alvorlige Stund. Men denne Salme passer ogsaa godt for os ved denne Leilighed og siger, at her passer sig ikke Sorg og Klage men Lov og Pris.
Saa lader os derfor falde vor Herre tilfode og bede ham, at han naadelig maa høre vort Suk om en stille velsignet Stund her, som kan gjøre godt at mindes under vor Pilegrimsvandring.
Her er ikke Stedet for Opregning af Menneskegjerninger; o, det var langt fra ham, som hviler her, at han vilde det ! Prise skulle vi Herrens Barmhjertighed og Naade, der drog ham, arme Synder, til sig og beholdt ham hos sig til hans Ende, som førte ham trofast og vel gjennem Jammerdalen, saa han nu kan folde sine Hænder i Hvilens søde Fred og synge som vi sang, hvilket vi kan sige, er et Omkvæd af Ap. Pauli Svanesang i 2 Tim. 4 Kap. «Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen. Iøvrigt er Retfærdighedens Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer skal give mig paa hin Dag; dog ikke alene mig men alle dem, som have elsket hans herlige Aabenbarelse».
Kjære Venner ! hvilket godt Vidnesbyrd Gud i Naade kan give os at vidne ved en sort Kiste. Og vi have Frimodighed til at sige det her. En god Strid er stridt. Jeg er ganske vis paa, at her er ingen, som tviler herom. Og han har stridt den trolig. Han kjendte vistnok til mer og mindre Iver i Striden, men til Bortfalden fra denne Strid kjendte han ikke.
Han var vist mellem de Faa, der bevarede sin Barndoms Pagt med Herren. Kristus var hans Skat,
– 207 –
Retfærdigheden af Troen hans Fæstning, Guds Ord hans Lyst og Glæde og Kjærlighed til Gud og Brødrene hans Livs Mærke.
Hvor godt var det ikke at se dig Gamle og høre din Bekjendelse af Herrens Barmhjertighed ! Hvilket Forstandslys i Guds Ord og dog saa enfoldig i Troen ! Hvor glad var du ikke, naar Brødre kunde bekjende den fælles Tro, hvor mild i Dommen mod andre ! Og saa gjerne Folk kom for at se og tale med dig !
Jeg mindes med Glæde mangen Time hos dig, og jeg hørte aldrig andet end Ønsket om at komme igjen. Nu Venner, ved Herrens Strid, saaledes som vor Salme udtrykker sig, og ved at han i Troen holdt sig til den, ei ved egen Strid, som mange tænker at seire ved – har han seiret, saa at vi kan synge med Paulus : Retfærdighedens Krone er henlagt til ham osv. Hvilken Ære og Glæde ! Herren selv skal sætte den paa hans Hoved paa den store Dag. Indtil da har Englen gjemt hans Sjæl i Hvilen i Paradis, og vi gaa nu hen at dække hans Legeme i Jordens Moderskjød.
Og Herren vil samle flere derind. Den Hensovede ønskede det inderlig. Derom bad han flittig og hjertelig; han var en sand Missionsven; thi han vidste, at Herren har en deilig Krone, ei alene til ham, men til alle dem, som elske hans Søns herlige Aabenbarelse.
Og nu, kjære Venner ! har Kristus ogsaa i sine Hellige paa Jorden efterladt os et Expl. til Efterfølgelse. Se nu til, den Ugudelige at forlade sin Vei, den Uretfærdige – ogsaa den Egenretfærdige – sine Tanker, og omvende sig til Herren. Gud give sin Lykke dertil. Da skal Gud velsigne vor timelige Gjerning, saa den skal slaa til for os, som for ham, som hviler her, og Retfærdighedens Krone skal lægges hen for os. Saa skal vi endnu naa hen at besøge Lars Knudsen og tale med ham, ei paa Gammelpladsen men paa den nye, der hvor alt er blevet nyt, vi selv med, og evig være der uden Skygge af Omskistelse.
Her paa denne Plads var det godt at komme. Han blev her længe, den Gamle, hos sin kjærlige Sønnesøns Familie, 95 Aar, elsket, og jeg ser ogsaa idag paa dem, at han ikke var hos dem forlænge. Saa Farvel da fra Datter og Sønnesøn med Familie, de af dem, der ere samlede her, og fra Sønnen i det Fremmede, der i sine Breve saa flittigt har spurgt efter gamle Bedstefar.
Gid Herrens Haand maatte følge Børnene
– 208 –
gjennem kommende Slægter, som den fulgte Faderen. Bevar den Gamles Minde i kjærlig Erindring.
Slægtninge og Venner ville ogsaa sige Farvel og Tak for dennesinde. Herren føre og ledsage os saaledes, at vi kan naa frem til Troen og bevares i Samfund med Kristus, saa Længselen efter ham personligen og hans Salighed maa voxe sig stor hos os ved Ordets Brød og søde Saft.
I Faderens Hus heroventil er mange Værelser, og mange ere gangne foran. Der vil du vist møde din kjære Hustru, den elskelige og besynderlige Kvinde fra vort Naboland, for hvem Verden var korsfæstet og kun Verden. Da vil du finde flere, hvem du var samlet med om de hellige Naademidler og glædet dig ved med de Hellige Samfundsglæder, der vil du hvidklædt finde igjen en, som har ledet dig ved Haanden saa mangen Gang i dine mørke Dage, hvem du kaldte «Gutten din».
Du vugget ham paa Fang saa mangen Gang, du kjære gamle, børnekjære. Herren tog ham til sig; da græd du og sagde : Herre tag ogsaa mig ! Nu er dit Suk hørt. Hvil nu i Fred !
Du lytter ikke nu til vore Sange men til Englers mange Tusinders. Tak, da for Livet dennesinde ! Tak fra Børnene for alt godt, Tak fra allesammen ! Tak fra ham, som paa det Sidste rakte dig Herrens hellige Nadvere, Tak ogsaa fra mig ! Og maatte saa Gammelpladsen ikke fattes en Lars, som med den Gamle ville tjene Herren af ganske Hjærte !
Gud føre og lede os saa, at det tilsidst kan hedde : «Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen» osv. Hommelvik 1873. K. Iversen.