– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 755 – 757 :
Som nidkjær og dygtig Lærer og Lægmand virkede ogsaa Peder Johnsen (“Kirkesanger Peder Johnsen” af J. Utheim; uden Trykkested og Aar. Oplysninger af samtidige Haugianere) en lang Række af Aar, særlig i Meraker Sogn, øvre Stjørdalen.
Han blev født en af de første Dage i Februar 1806 i Tolgen, nordre Østerdalen, og var en Søn af Gaardbruger John Avlesen og Hustru Kirsten Estensdatter.
Paa Grund af daarlige Aar solgte Forældrene sin Eiendom og flyttede i 1810 først til Romsdalen og siden til Nordmøre.
Sønnen Peder blev imidlertid tilbage hos sin Faster Sigrid og hendes Mand Johan Steien. De hørte begge til Hauges Venner og var driftige og dygtige Folk.
Hos dem fik Peder sin Opdragelse og aandelige Udvikling. Han røbede tidlig Begavelse og stor Læse- og Lærelyst. Han fik imidlertid ikke anden Skolegang end den sædvanlige i en tarvelig Almueskole. Han var dog en kort Tid i “Skriveskole” paa Røros og benyttede forresten enhver Anledning til at lære af dem, stod stod høiere end ham i Kundskaber og Indsigt.
Midtsommer 1822 konfirmeredes han af Sogneprest J.A. Hagerup (1772-1857). Høsten 1825 blev Peder Johnsen Lærer ved “Lovises Hytte”, Trinitatis Søndag 1831 konst. Kirkesanger i Lilleelvedalen og 27. Oct. følgende Aar fast Ansat i samme Stilling.
Bevarede Breve og Optegnelser fra hans Ungdomsaar vidner om sjeldne Evner og Anlæg. Han var utrættelig virksom i sin Skole om Vinteren og drev denne dygtig som yderst faa; i Sommertiden arbeidede han flittig og indsigtsfuldt paa sine Pleieforældres Gaard og var desuden særdeles hjælpsom til at skrive Breve og Dokumenter, naar det behøvedes.
Den 22. October 1832 blev han gift med Thrude Bersvendsdatter Hogstad fra Tyldalen, en Broderdatter af Pleiefaderen. Hun var en begavet, flink og økonomisk Kvinde, som blev ham en trofast og god Hustru. De boede paa søndre Storsteien.
Peder Johnsens Pleiemoder Sigrid døde i 1828, og han fik Skjødet paa den nævnte Eiendom. Men ti Aar efter sin første Hustrus Død giftede Johan Steien sig igjen med en ung Pige; han var mindst 42 Aar ældre. Sidstnævnte forlangte nu Skjødet tilbage af sin Fostersøn og fik dette uden Modsigelse eller Knur, uagtet denne selv havde overladt Retten til sin egen Fadersgaard paa Nordmøre. Som ventelig kunde være, gik dette dog ikke af uden indre Kamp. Pleiefaderen døde efter et kort Ægteskab, og hans store Gaard og øvrige Formue gik nu helt over til Enken.
Peder Johnsens oprigtige og ægte Kristendom kom maaske aldrig vakrere frem end netop ved det nysnævnte Forhold. Han overlod sin Sag i Guds Haand, vi paa, at han vilde sørge baade for ham og Familie.
Efter sin Fader og ved Arbeide havde han ved denne Tid lagt sig tilbedste omkring 400 Spd. For disse Penge kjøbte han i 1838 af sin Pleiefader en Tolvtedel af dennes Eiendom, men solgte den snart igjen til ham. Han syntes nemlig, at det nu var bedst ved given Leilighed at flytte til et Sted med lysere Fremtidsudsigter. Og denne tilbød sig snart.
En Mand, der tidligere havde virket ved Gruberne i Lilleelvedalen, men nu va Hytteskriver ved Selbu Værk, opfordrede ham til at søge Skoleposten paa sidstnævnte Sted. Peder Johnsen reiste over Fjeldene did, kom frem Kvelden før den bestemte Prøve og deltog med flere andre Lærere i Konkurrensen. De fik til skriftlig Besvarelse : “Om Forsonlighed”.
Bedømmelseskomiteen var Provst H.S. Arntz i Skogn, Sogneprest F.U. Widerøe, res.Kap. T.B. Bernhoft og Bergskriver Halvard Bache.
Kirkesanger Peder Johnsen var først færdig med Besvarelsen, katekiserede derpaa med otte Børn over det fjerde Bud og reiste straks hjem uden at afvente Udfaldet.
Provst Arntz udtalte senere ifølge et Brev fra Provst S.A. Fergstad, “at en Kandidat ikke havde behøvet at skamme sig , om han havde skrevet og fremlagd en saadan Besvarelse til Embedseksamen“, som den, P. Johsnen havde udarbeidet.
Sidstnævte fik straks Besked om, at han havde faaet Posten og flyttede med Familie i Slutningen af August til sit nye Bestemmelsessted.
Den nye Lærerpost var dengang en af de bedre, men besværlig og krævede meget Arbeide. I 1839 var Børnetallet 107, som blev delt i to Afdelinger; til sine Tider kunde han have 60-70 Børn i Undervisning paa én Gang.
Mod en aarlig Afgift af 5 Spd. til Klokkeren i Hovedsognet overtog han tillige Kirkesangerposten i Meraker Sogn. Som Lærer havde Johnsen 70 Spd. i aarlig Løn samt Ret til at bruge Pladsen Grubben.
I 1840 overtog han ogsaa efter Opfordring Stillingen som Materialskriver ved Værket for en Betaling af 20 Spd. Naar hertil kommer alle de Opbyggelser og Missionsforedrag, han holdt, vil man let skjønne, at han havde Hænderne mere end fulde.
Fra Barneaarene var han dybt og alvorlig grebet af Kristendommen og optraadte fra 1825 til sin Død flittig som Guds Ords Forkynder baade i Østerdalen, Guldalen og andre Steder. Efter sit Komme til Stjørdalen indskrænkede Virksomheden sig væsentlig til det nævnte store Prestegjæld, der senere, som bekjendt, er delt i to.
Han førte et ualmindelig strængt arbeidsomt Liv. Johnsen har selv fortalt følgende herom : “Jeg staar i Vintertiden ofte op Kl. 3 om Morgenen, gaar da paa Laaven og begynder at tærske. Jeg har da mine bedste Stunder og kan saa med fornyet Mod og Kraft begynde mit Arbeide med Børnene; thi under mit Morgenarbeide falder altid et eller andet Guds Ord mig ind, der sysselsætter Sindet, og hvoraf jeg faar Trøst, Fred og et freidigt Haab, eller ogsaa dukker frem i min Erindring et passende Salmevers, som jeg under Arbeidet synger, og hvis Inhold sysselsætter mig. Jeg er i denne Tid ikke alene, men føler, at Gud er hos mig”.
Sit gamle Ry som en fremragende Lærer bevarede han ikke alene, men øgede det. Han hørte ei til dem, som var ræd for at bruge korporlig Straf, naar det behøvedes, men eiede desuagtet, ja kanske netop derfor, altid Børnenes Kjærlighed.
Han havde ogsaa en egen Evne til at undervise de Unge baade fængslende og lærerigt, saa alle Sjæleevner ble udviklede og Børnene opdragne i Gudsfrygt og til nyttige Medlemmer af Samfundet.
Han uddannede en hel Del unge Mænd, som senere paa forskjellig Maade har udmærket sig ved sin Virksomhed. En af disse var afdøde Statsraad, Høisteretsassessor O.A. Bache, der skriver i et Brev følgende : “Som jeg ved en tidligere Leilighed fortalte Dem, har Skolelærer P. Johnsen været min Lærer, og jeg har dyrebare Erindringer baade fra hans Lærervirksomhed og fra hans Familiekreds”.
Afdøde Bergmester Ellefsen og Provst Fergstad har ogsaa udtalt sig særdeles stærkt anerkjennende om ham baade som Lærer, Menneske og Kristen. Han var en Mand lidt over Middelshøide, stærkt bygget, lidt førere end almindelig og temmelig bredskuldret.
Han havde mørkt Haar, var rank og rask i Bevægelser, temmelig snaksom og talte godt og flydende for sig.
Han eiede et lyst og livligt Temperament og var af en ivrig Natur, der fik Udslag i Foretagsomhed, men undtagelsesvis ogsaa kunde forlede ham til Heftighed.
For at berige sin Aand og stadig udvikle og dygtiggjøre sig som Lærer kjøbte han efterhaanden forholdsvis mange Bøger og studerede dem flittig.
I sine sidste Aar blev han paavirket af Grundtvigianismen, men uden at henfalde til Ensidighed eller Fanatisme. I hans Bogsamling fandtes Skrifter ikke alene af N.F.S. Grundtvig og W.A. Wexels, men ogsaa af Professor H.N. Clausen og den grundlærde, gudfrygtige og strængt lutherske Dr. U.G. Rudelbach.
Et sligt uafladeligt Arbeidsliv, som Peder Johnsen førte, maatte nedbryde Kræfterne før Tiden. Han døde pludselig af Hjernebetændelse efter fem Dages Sygdom 29. April 1851 i en Alder af kun 45 Aar. Ved hans uventede Bortgang var der almindelig Sorg i hele Prestegjældet, især blandt hans Skolebørn og tidligere Elever.
Mest tabte dog hans Hustru, der sad igjen med 9 Børn i Alderen fra 18 til 2 Aar. Men Gud og gode Mennesker hjalp dem alle igjennem Vanskelighederne saa de fik en god Opdragelse og kom sig vel frem.
Sønnen Johan Johnsen blev straks konst. i Faderens Sted, trods sin Ungdom, og gjennemgik noget senere Klæbo Seminar med et udmærket Resultat. Derefter blev han fast ansat i samme Stilling.
Han hjalp godt sin Moder og yngre Søskende.
Thrude Johnsen levede til 17. Februar 1878; hun boede den hele Tid hos nysnævnte Søn.