– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – første Halvdel. 1796 -1820. Christiania 1912-1920.
– fra s. 176 :
I Nummedal optraadte flere af de Nyvakte baade i Hjembygden, Omegnen og tilstødende Dale, ja, en af dem reiste endog hele Norge rundt. Den mest tiltalende Skikkelse er maaskje Gulbrand Olsen Væraas fra Flesberg, hvor han ogsaa var født og oppdragen efter Bygdens Forholde til en sædelig og haabefuld Ungdom. Han blev tidlig grepen af Vækkelsen, antagelig 1797 eller 1798, men det kan for Tiden ikke afgjøres, hvem der i Herrens Haand blev Midlet hertil.
Det er sandsynligt, at han modtog Paavirkning af de udenbygdes Lægmend, der reiste gjennem Dalen, som Søren Nielsen Røer m.fl., men Hauge selv øvede visselig den største Indflydelse paa ham og blev især hans aandelige Veileder. Hans Kristendom var dyb og alvorlig, men paa samme Tid mild og gjennemtrængt af Kristi Kjærlighed; de Gamle omtaler ham som en lutret kristelig Personlighed, fast som Fjeldet og sund i Troen, med stor Anseelse og Indflydelse ikke alene inden sin Bygd, men overalt, hvor han blev kjendt.
Det ser ud til, at han ikke alene var livlig og varmhjertet, men tillige klar og rig paa aandelig Erfaring og eiede et betydeligt Lys i Guds Ord, hvorfor han havde store Gaver baade til at vekke og veilede søgende Sjele. Dreven af en brændende Omsorg for sine Medmenneskers Frelse begyndte han omkring 1798 at holde Opbyggelser først og fremst i Hjembygden, men dernæst i hele Nummedal, Telemarken, Hallingdal, Valders, Eker og en stor Del af det øvrige Østland.
Om hans Virksomhed haves flere Beretninger fra Samtidige. Guri Olsdatter Strand fra Hallingdal skriver : “Da jeg kom ind i det Hus, hvor Gulbrand Væraas var, stod han og sang paa den Salme : “Hvordan takker vi vor Herre, for han gav sin Søn herned” etc. Jeg syntes, at hvert Ord var som et tveegget Sværd i mit Hjerte og især det Vers : “Hvordan gaar man dog og drømmer Udi saa vigtig en Sag, og i Sikkerhed forsømmer Naadens dyrebare Dag” m.m.; han holdt tillige en Tale, som virkede ret kraftig paa mit Hjerte, saa at jeg ved Guds Naade fik kjende min dybe Fordærvelse, og at jeg uden sand Omvendelse ikke kunde faa Naade og Synds Forladelse”.
Den senere bekjendte Storthingsmand Ole Svanøe, som ogsaa var fra samme Egn, fortæller : “Om Vaaren kom Gulbrand Væraas…; saa snart jeg hørte, han var i Nærheden, reiste jeg til ham, hvor han paa en Gaard holdt Samling; der indfandt sig mange Folk; jeg blev meget bevæget af hans opbyggelige Tale, men var saa skamfuld, at jeg dengang ei turde tale med ham. Om Høsten kom han igjen; nu først sønderreves Syndebaandet hos mig; jeg fik føle Bedrøvelse over min Ulydighed og inderlig Længsel efter at holde Guds Bud”.
Og Kjøbmand Svend Ruud, der ogsaa opprindelig var fra øvre Hallingdal, skildrer sine Indtryk av nævnte Lægmand saaledes : “Væraas havde en særdeles Gave til baade ved Sang og Tale at røre og vække Menneskene. Jeg blev vel ikke som en Del andre særdeles heftig rørt og bevæget, men fattede dog alt mer og mer Tro til, at disse Mennesker var paa den rette Saligheds Vei, og derfor vokste ogsaa Lyst og Forsæt hos mig til at føre et andet Liv; og da jeg trende (tre) Gange havde været borte og hørt paa hans Tale og gik hjem, følte jeg i mit Inderste en saadan brændende Lyst og Attraa efter at blive omvendt til Herren, som jeg aldrig før havde kjendt eller mærket, og tænkte, at kunde jeg faa beholde denne Lyst i mit Hjerte bestandig, var det meget godt”.
Ved Siden af sin Lægmandsvirksomhed var han (Væraas) meget flittig i det Timelige og derhos en søgt aandelig Veileder og Raadgiver. Oppe i Nummedal fortælles endnu en Kjærlighedshistorie, der baade er karakteristisk for Tiden og Forholdene, og hvori ogsaa Gulbrand Væraas spillede en Rolle. Paa Gaarden Strømmen i Nore Præstegjæld, paa østre Side af Norefjorden, boede ved Begyndelsen af det nittende Aarhundrede en kristeligsindet Familie.
Paa den modsatte Side, ret over Fjorden, paa Gaarden Frogner, havde en rig, men meget gjerrig Mand sit Hjem. Sønnen paa Strømmen blev forelsket i Datteren paa Frogner, men hendes Fader modsatte sig Forbindelsen af al Magt, medens Datteren havde Medhold af sin Mor. Som Eksempel paa denne Bondes Gjerrighed og haarde Hjerte fortælles følgende : Der var Uaar og Dyrtid; Korn var ikke at opdrive, men han derimod havde rig Forsyning. Saa byttede han ligt i en Tønde Korn og en Ko (Ku) om Vaaren. Naar Kørene laa og hvilte, stod han ofte hos og glædede sig over “hvor pent Korntønden laa paa Marken”. Ved List og forskjellige Kneb fik han udvirket, at Sønnen paa Strømmen maatte forlade sit Hjem og drage ud i Krigen istedetfor en anden, som var bestemt til at reise.
Derved troede han sikkert at skulle faa hindre Forbindelsen med Datteren. For end mere at gjøre sine Nabofolk ulykkelige sagde han op en Del Penge, han havde staaende i Strømmen (gjeld). Da skulde hans Datter faa se, at det ikke gik an at gifte sig med en Fattiggut. Som Sagerne nu stod, kom Gulbrand Væraas til sine Venner pa Strømmen med en stor Nyhed. En Mand havde paa sit Dødsleie aabenbaret for Væraas, at han havde forøvet et Mord paa en Slægtning af Strømsfolket og ved den Anledning tilranet sig omkring 800 Spd (3200 Kroner). Disse Penge, der i Dødens Stundl laa tungt paa hans Samvittighed, havde han bedet Væraas overbringe Eieren af Strømmen som den rette Arving. Da Manden paa Frogner fik høre dette, blev han rasende og sagde : “Nu troede jeg at skulle være kvit dette Læserpakket, men det gaar nok anderledes; det kommer fra Gulbrand Væraas altsammen”.
Saa hændte det en Søndag, medens Folket var i Kirke, at der kom et forfærdeligt Regnskyl. Der løsnede langt oppe i Aasen en enestaaende stor Jordmasse, der faldt ud i Eidsaaen, som gaar lige forbi Frogner. Denne Gaard var saa beliggende, at Elven fik Anledning til at flomme ind over Eiendommen og bortføre alle Husebygningerne undtagen Badstuen (Tørrehuset); Ager og Eng blev ogsaa næsten helt ødelagt af et tykt Lag Grus, der lagde sig ovenpaa. Jordmassen gik over et smalt Sund til den modsatte Bred og dæmmede op, saa der siden blev en Strøm, hvor der før var stilt Vand.
Nys før denne Begivenhed var Gutten paa Strømmen kommen hjem. Han saa med Forfærdelse Ødelæggelsen og blev var de husvilde Folk paa den anden Side ved Badstuen. Saa tager han rask sin Baad, ror over og tilbyder dem at følge med til hans Hjem.
Da Naboens stolte og store Mod nu var knækket, blev Tilbudet modtaget med Tak; de to Unge blev senere gifte og levede lykkelige som kristelige Ægtefolk; Husene paa Frogner maatte gjenopbygges paa et andet Sted; endnu sees uudslettelige Spor efter dette vældige og skjæbnesvangre Jordskred.
Efter nogle Aars udstrakt, nidkjær og velsignelsesrig kristelig Virksomhed taber vi ethvert Spor af Gulbrand Væraas. Det siges, at han flyttede til Eker og døde der; men nogen Oplysningherom har det hidtil ikke været muligt at finde i Kirkebøgerne (skriftlig Optegnelse af Niels St. Houkaas i Tinn efter Traditionen i Nummedal og Eker).