– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.
– fra s. 183 – 184 :
Førnævntes (Tollef Olsen Baches) yngre Broder Ole Olsen Bache, født omkring 1775, var vistnok ikke saa rigt udrustet som hin, men dog utvilsomt en af vore betydeligste Lægmænd i dette Tidsrum og desuden vistnok en mere lutret og helstøbt kristelig Personlighed, gjennemtrængt af Kristi Aand og Kjærlighed, utrættelig virksom og opofrende for den gode Sag.
Han var ogsaa tilstede ved det før omalte Gravøl i 1797, da Broderen blev paavirket af Søren Røers Personlighet og Kristendomsforkyndelse; men det ser ud til, at han dengang selv blev temmelig uberørt og kun udtalte sin Frygt for de falske Profeter. Det varede dog ikke længe, før han fik et andet Syn baade paa sig selv og Vækkelsen og oplevede den store Overgang fra Døden til Livet (Meddelelser fra samtidige Lægmænd. Bache, Levnedsløb.9.).
I et Vennebrev et Par Aar senere skriver han : “Vor Kjærlighed bør være i Gud; naar vi overlader os i hans Haand, ledes af hans Aand, træder i hans Fodspor og ydmygeligen beder ham om Naade, da udvælger vi med Maria den gode Del, som ikke skal tages fra os. Den, som da har udvalgt denne Del og kjender sit Hjertes Egenvilje, som er ond, og ved, hvad Herren fordrer, han maa med Bedrøvelse nedkaste sig for Frelserens Fødder, give Tugtens Aand Rum og lade Kjærligheden i Hjertet optendes af Jesu Ild, saa den faar opbrænde alle Syndens Torne. Da bliver Veien beredt for Faderen og Sønnen, at de kan faa Rum i vore Hjerter, og Lyset viser os, hvad vi skal gjøre og lade; thi Lyset er vel kommet ind i Verden og skinner ofte i Mørket, men Mennesket begriber det ikke. Hvor ofte rører ikke Gud deres Hjerter, som sover i sine Synder, men de forstaar det ikke. Derfor er det Naade af Gud, at vi har lært at kjende, hvad Lyset er, saa vi derved kan komme til at love og prise Gud for hans Barmhjertighed, hvilken er saa stor, at den ikke kan med Ord udsiges. Det kan ei heller ret begribes, hvilken Naade dette er; den skal oplære os daglig at vandre i hans Veie” (Hauge. Lærdoms-Grunde. II. 82-83).
Ikke længe efter sin Vækkelse begyndte Ole Bache sit Reiseliv som Ordets frivillige Forkynner, og det er vistnok faa Egne af Norge, uden han har besøgt en eller flere Gange; sammen med Iver Olsen Gabestad naaede han lige til Finmarkens Grændser.
I 1803 sendte Hauge ham til Danmark, hvor han besøgte kristelige Venner paa forskjellige Steder og talte Guds Ord.
Den følgende Vinter tilbragte han hos de Vakte i Raarup Sogn i Jylland. De Gamle, der kjendte Ole Bache, omtaler ham som en baade stille, dyb og tillige meget forsigtig og klog Mand, som tænkte mere, end han talte.
Hans Vennebrev, hvorav der findes en Del bevarede, er varme, forstandige og rige paa kristelig Erfaring i Forbindelse med stort kristeligt Alvor. Efter at have boet i Hjembygden noget længere end Broderen, kjøbte han under Hauges langvarige Fængselstid Helgerud i Lier, hvor han levede mange Aar, ialfald til omkring 1827.
Sin Lægmandsvirksomhed fortsatte han med usvækket Varme og Iver, men med stadig større Visdom og Erfaring, saalænge Kræfterne tillod det. Hans Helbred blev ved det omfattende og anstrængende Reiseliv adskillig svækket.
Efter sidstnævnte Aar, antagelig omkring 1830, flyttede han til Hobøl i Smaalenene, hvor han kjøbte en Gaard ved navn Bjoner; her fortæller gamle Folk, at han døde i Fred 1840 og ble jordfæstet af Provst Maschmann paa Hobøl Kirkegaard; men nogen Oplysning herom har ikke været at finde i Kirkebøgerne der nede, trods Sogneprestens gjentagne Undersøgelser; det ser derfor ud til, at han er udeglemt (Fallesen, Theologisk Maanedsskrift VI. 121-138. Meddelelser fra flere samtidige Lægmænd og Sognepresten i Hobøl).
NB : se link til kirkebok/ministerialbok for Hobøl for året 1836, der vi finner dødsopplysninger om Ole Olsen Bjoner – sannsynligvis den samme Ole Olsen Bache som Heggtveit antok døde i 1840.