– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tidsalder. Oslo 1912-1920.
Fra s. 158 :
Under Hauges Besøg i Christiania og Omegn vaktes flere til nyt Liv ved hans Opbyggelser. En af disse var Peder Hansen Nordlid, der synes at have været en begavet og ildfuld Vækkelsesprædikant, der virkede ivrig ved Ordets Forkyndelse baade i Omegn af Christiania, oppe i Nummedal og i Smaalenene, men han var neppe synderlig klar til at lede de Nyvakte.
Ogsaa han blev fængslet i 1799 og udstod Forfølgelsen standhaftig (slik som Torkel Olsen Gabestad og Mikkel Nilsen Hauge); efter nogle Aars nidkjær Virksomhed forsvinder han imidlertid sporløst.
Heggtveit skriver et annet sted i sitt verk følgende, der også Nordlid nevnes :
Det fortelles at mens Hauge i året 1799 var på reise nordover, brøt der ut en forfølgelse mot hans venner på Østlandet. Den 27. mai blev Peder Hansen Roer innsatt i Kristiania tukthus. Han var blitt arrestert av lensmann Gram, mens han virket på Eiker. Tre dager efter delte fire andre av Hauges venner samme skjebne. Det var gårdbruker Berger Jørgensen Vette, hans husmann Peder Mathiesen Vetteeiet, Peder Hansen Nordlid og Torkel Olsen Gabestad. De blev arrestert under virksomhet i Høland. Utpå høsten samme år blev Hauges bror Mikkel Hauge, samt hans søskenbarn Paul Gundersen fengslet på Eiker. Gundersen var dragon og blev av den militære domstol idømt en måneds festningsarbeide. Av de øvrige seks, som alle var innsatt i Kristiania tukthus, blev Peder Vetteeiet, Berger Vette og Peder Nordlid løslatt allerede i juni på grunn av at de var familiefedre. De andre tre blev flere ganger tilbudt friheten på betingelse av at de sluttet med å reise omkring og tale Guds ord. Peder Roer bukket under for fristelsen og gav den 7. mai 1800 erklæring om at han aldri mer vilde tale offentlig, og blev da straks løslatt. Hans frafall vakte stor sorg blandt vennene. Mikkel Hauge og Torkel Gabestad holdt derimot ut og blev sittende på tukthuset bortimot to og et halvt år. Da hadde man ingen utvei med dem lenger, og slapp dem derfor løs.
Det står også om Peder Hansen Roer følgende i første bind av samme Heggtveit-verk, på s. 152 – 153 :
En fuldstændig Modsætning til den nys omtalte (Søren Nielsen Røer) var Peder Hansen Roer, der formentlig dengang havde tjent paa Gaarden eller boet der en Tid og saaledes faaet sit Navn.
Ogsaa han blev tidlig greben af Vækkelsen og var en af de første Lægmænd, som gik ud at virke for Guds Rige. I nogle Aar gjorde han mange Reiser og var meget ivrig og nidkjær, men uden Besindighed og aandelig Forstand. I sine Opbyggelsestaler var han heftig og uviselig og tordnede somoftest løs paa en aldeles uforsvarlig Maade.
Han kunde nok for en kort Tid skræmme Folk op, men evnede aldeles ikke at lede og veilede til Frigjørelse og Fred. Det lader ogsaa til, at hans eget Kristenliv har været meget lidet dybt; det havde derfor ikke Rod, naar Fristelserne og Stormene kom.
Under sin Opbyggelsesvirksomhed paa Eker blev han fængslet 27. Mai 1799 af Lensmand Gram, forhørt af Retten og dømt til Tugthusstraf “for Omflakkeri og Prædikeri og Prædikelyst saa lang Tid, indtil han vilde love at afstaa fra sit forrige Foretagende”.
Han sad nu i Christiania Tugthus til 7. Mai 1800, da han slap fri ved at afgive “den Forsikring, at han aldrig mere vilde tale offentlig for en samlet Almue, men stræbe at fortjene sit Udkomme paa en anden Maade”.
At han saaledes kjøbte sig Friheden gjorde et smerteligt, ja rystende Indtryk paa Samtiden. Han levede siden fredløs og urolig, pint og plaget i sin Samvittighed.
Efter at have boet en Tid paa Wærlesanden i Moss, hvor Fiskere og Arbeidere væsentlig havde sit Tilhold, flyttede han til Eker, hvor han døde paa Konnerudværket i stor Fattigdom omkring 1830.
“Det fortaltes, at han aldrig gjenvandt sin Troesfrimodighed, men var nedtrykt og forsagt, uden nogen Omgang med kristelige Venner; de, der kjendte ham, mente, at hans kummerlige Tilværelse var en Følge af, at han havde fornægtet Sandheden” (Meddelelse fra forskjellige samtidige Haugianere i Smaalenene, Skouger og Lier samt Tugthusprotokollen for 1799).