– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Chra. 1912-1920;
– fra s. 245 – 246 :
Den sidste i dette mærkelige Trekløver (i tillegg til Haldo Eliassen Sæther og Ingebrigt Knudsen Sneve) var Elling Jensen Sæther.
Han hørte egentlig hjemme i Soknedalen Anneks til Størens Prestegjæld. Flere Samtidige har fortalt, at han var et uægte Barn, født paa en af Gaardene Hov eller i en Husmandsplads, der ligger under en af disse.
De Gamle omtalte ham som en i aandelig Henseende rigt udrustet Mand, med stor Lærelyst og forholdsvis betydelige Kundskaber; i sin Bibel og Kristendom havde han en enestaaende klar og dyb Indsigt. En kort Tid efter sin Konfirmation blev han Lærer og i en ung Alder grebet af den haugianske Vækkelse.
Efter at have virket en Tid i Fødebygden baade som Lærer og Lægprædikant med stor Dygtighed og Nidkjærhed blev han forflyttet til Opdal som Omgangsskolelærer, hvor han fik Logi hos Enken Anne Sæther, med hvem han nogle Aar senere giftede sig; ogsaa hun hørte til Haugienerne.
Deres Ægteskab blev børnløst; men Konen havde tre Børn efter sin første Mand.
M. I. Wefring (Mads Iver/red.) skriver : “Elling Sæther var en begavet Lægprædikant og udøvede som saadan og ved sin sagtmodige og viselige Vandel en ledende Indflydelse paa Vækkelsen”.
Og en anden vidner : “Han var en ægte Type paa de gamle bekjendte Haugianere; noget stræng, men førende et eksemplarisk Liv og bekjendende den klare Sandhed efter Guds aabenbarede Ord og vor enfoldige Børnelærdom”.
En af Presterne sagde, at Elling Sæther “var en sand Nathanael”.
Af Karakter var han sindig og rolig, stø og fast; han nød stor Agtelse og eiede en mærkelig Indflydelse paa sine Omgivelser og i vide Kredse.
Fra Trediveaarene og udover, men især fra Femtiaarene, mærkede man tildels betydelig Vækkelse i Opdal. “Der var da”, skriver en nu afdød Lægmand, “enfoldigt Liv, Enighed og Varme. Udover fra Sekstiaarene begyndte denne Tilstand at forandres.
Blandt de søgende Sjæle var en Del Ungdom. Enkelte af disse syntes, de ældre Venner var formeget lovbundne, ja aandelige Trælle, og trivedes ikke godt sammen med dem. Maaske var det saa,at de ældre Venner fra Hauges Dage i sin Bekjendelse for lidet fremholdt Evangeliet. Hovedvægten blev lagt paa Omvendelse og Helliggjørelse; der taltes mindre om Retfærdigjørelsen.
Men jeg tror, at de gamle Haugianere havde Naaden i Kristus klar for sit eget personlige Vedkommende, ja meget mere klar end mange, der nu idelig taler om “Blodet”, og roser sig af, at et langt større Lys er opgaaet for dem.
Mon der ikke er Fare for, at den mere evangeliske Forkyndelse kan misbruges, saa Retfærdiggjørelsen fremholdes paa en grundig Hjertets Sønderknuselse og den derpaa følgende Helliggjørelses Bekostning ?
Til alle Tider viser Erfaringen, at vor dybt fordærvede Natur vil til en af Siderne, paa en Afvei, og kanske den Retning, vor Tid drives af, særlig er tilbøielig til at misbruge Friheden til en Anledning for Kjødet. Og da mener jeg med gamle Pontoppidan : “Man maa støtte Vognen, hvor den vil glide af Veien”.
Opdølingerne er et let, livligt Folkefærd, snart paavirket af Følelsen, men ofte uden den rette Fasthed i Karakteren og derfor let bøielig for alle slags Lærdomsveir.
Saalænge Elling Sæther levede, holdtes Vennesamfundet nogenlunde sammen. Flere andre gamle erfarne Mænd var der ogsaa i Menigheden, som ved sin Virksomhed bidrog hertil. Men fornemmelig efter Sæthers Død besøgtes Opdal af adskillige ukjendte Prædikanter, især fra Sverige, vistnok mest af dem, der lidet fik virke i sit eget Land og blandt sit Folk. Disse udrettede ikke noget godt, men mange sørgelige Frugter blev tilbage”.
Efter et langt Livs tro Virksomhed i Guds Vingaard, hvorunder han tillige var “et Baand i Brødres Kjæde i Tider truende med Brøst“, fik Elling Sæther gaa ind til Sabbatshvilen, der er tilbage for Guds Folk, den 29. Januar 1872.