gulbrand haave : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket “Den norske Kirkes i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905-1911;

 

– fra s. 168 – 170 :

Høit oppe i Dalen (Gudbrandsdalen/red.) boede en Lægmand ved Navn Gulbrand Haave (efter Sylfest Lunds Nedtegnelser af Gulbrand Haaves Fortællinger om sit Liv samt Meddelelser fra Kirkesanger O. Lund i Skiaker (Skjåk/red.)).

Han har selv fortalt en Del af sit Liv omtrent saaledes :

“Jeg blev født 1779 af fattige Forældre paa en Plads i Skiaker. Deres Levevei bestod i at brænde Kul, som de solgte til Bønderne deromkring.

Med dette Arbeide hengled ogsaa mine Barneaar; men da jeg blev voksen, begyndte jeg at tænke paa at drage ud i Verden og prøve min Lykke. Til Slaataannen reiste jeg over Fjeldet til Jostedalen og fik Plads hos en Mand der; denne var godt inde i Kortspil, hvilket jeg heller ikke var ulysten paa, og vi reiste derfor til Sæteren hver Søndag for at spille Kort. Men det gik galt; jeg spillede bort min Ugeløn efter hvert og kom lige fattig hjem om Høsten, som jeg reiste.

Saa begyndte jeg at tænke paa at lære et Haandværk og fik blive med en Bygmester. Vi reiste 1802 til Lyster (Luster/red.) ved Sognefjorden, hvor vi skulde opføre et Vaaningshus.

Mens vi arbeidede derpaa, fortalte vor Vært, at en Mand ved Navn H.N. Hauge skulde holde Opbyggelse i en af Nabogaardene, og han spurgte, om vi vilde være med. Jeg tænkte da, at hvis jeg ikke havde havt to Synder paa min Samvittighed, vilde jeg have været ligesaa hellig som Hauge.

Det ene, som plagede mig, var, at jeg havde taget et Grev, der var blevet igjen ved Milen efter dem, som havde kjøbt Kul; det andet, at jeg ei hjalp min Moder til at faa hente Presten, da hun ønskede det; hun døde, og min Ulydighed blev tung at bære.

Saa gik jeg til Opbyggelsen. I det samme, jeg lukkede Døren op og fik Hauge at se, ja før jeg hørte et Ord af ham, blev mine Synder som Sand i Havet. Hans kjærlige og alvorlige Tale greb mig dybt; jeg blev vakt og fik et nyt Liv. Jeg følte nu en uimodstaaelig Trang til at gaa over Fjeldet til min Hjembygd og fortælle et Par Mænd der det store og herlige, som var vederfaret mig. Mod at betale 1 Spd. (4 Kroner) fik jeg leiet en Mand i mit Sted.

Jeg tog da paa Hjemveien og havde at tilbagelægge 7 Mil; men Sjælen gjorde Legemet let. Jeg kom snart til disse Mænd og talte med dem; de kom begge til Sindsforandring.

Jeg reiste snart tilbage og blev i Lyster, til vi var færdige med den før omtalte Bygning; saa drog jeg hjem igjen.

Da jeg var saavidt varm i min Sjæl, at jeg umulig kunde lade være at tale Guds Ord for mine Medmennesker, blev jeg arresteret og dømt til 1 Maaneds Strafarbeide paa Kongsvinger Fæstning. Saa blev jeg transporteret fra den ene Lensmand til den anden. Underveis kom jeg til en Lensmandsfamilie, hvoraf Mand og Kone var i idelig Kiv og Trætte. Jeg søgte i Kjærlighed at paaminde dem om, at dette ei var bra, men mit velmente Forsøg paa at forlige Ægtefællerne havde tilfølge, at Manden lagde mig i Bolt og Jern sammen med Forbryderne i sit Arresthus.

Disse holdt sig lystige, drev og dansede hele Natten, medens jeg med min Bolt krøb under Bænken og sov saa godt, at jeg aldrig har sovet bedre.

Endelig kom jeg til Kongsvinger, hvor jeg skulde udstaa Straffen for min Lægmandsvirksomhed, men den slap jeg forholdsvis let igjennem, da jeg kom i god Forstaaelse med Arrestforvareren. Han havde nemlig Smaagutter, der var forlegne for Kjælker; jeg fik straks travlt med at gjøre saadanne for dem. Efter udstaaet Straffetid gav man mig Fripas paa den Betingelse, at jeg underveis skulede se indom Fogderne og faa deres Paategning. Da jeg kom ind til en af dem, blev det en Hjertesag for mig at læse et af Hauges Skrifter, og jeg spurgte ham, om jeg kunde faa Lov dertil. Han svarede : “Det ser ud til, at du er samme Skurken som før !

Saa kom jeg hjem igjen og blev gift med Marit Skanser; som ubemidlede Folk reiste vi til Romsdalen, og her traf vi sammen med en troende Mand ved Navn Halvor Ophus, som syslede med Rødlue-Vævning. Jeg lærte dette Arbeide og drev det en Tid; derefter begyndte jeg at kjøbe smaa Gaarde, som jeg brugte en Stund, men siden solgte med Fordel.

Saa fæstede jeg mig en liden Plads hos den bekjendte Guds Ords Forkynder Lars Kyllingen, øverst i Gryttens Prestegjæld. Straks efter at vi var blevne Eiere af 2 Kjør, hændte den Ulykke, at en anden af Lars’s troende Husmænd, Erik Gjershougen, mistede sin ene Ko. Da jeg fik høre dette, begyndte jeg at tænke over, om jeg skulde give ham den ene af vore; jeg gik ind og spurgte min Kone om hendes Mening. Hun sagde : “Vil du give ham den ene Ko, maa du gjøre det straks, medens Medfølelsen er varm; ellers kunde du snart ikke have Raad til at gjøre det“.

Jeg fulgte hendes Anvisning, og vi var begge glade og lykkelige derved.

Efter en Tids Ophold i Romsdalen reiste vi til Lesjeskogen, hvor jeg kjøbte en liden Gaard, men blev heller ikke der ret længe; jeg besluttede at reise tilbage til min Fødebygd Skiaker, hvor en stor Gaard som hed Haave, var tilsalgs.

Da jeg efterhaanden var bleven Eier af 1600 Spd. (6400 Kroner) vovede jeg at kjøbe den, og Gud lagde sin Velsignelse til vort Arbeide.

— Da min ældste Datter blev gift, overlod jeg Gaarden med Løfte om Føderaad til min Dødsdag. Men da min Virkelist i det Jordiske endnu var tilstede, og en større Gaard i Vaage kom paa Handel for nogenlunde godt Kjøb, fik jeg en ung Mand til sammen med mig at kjøbe den. Vi drev den i Fællesskab nogle Aar, med saa begyndte Kræfterne at aftage; jeg sluttede som Gaardbruger og reiste hjem til Haave”.

Ved Siden af sin timelige Virksomhed var han flittig til at holde Opbyggelser især om Søndagene og i Høitiderne, mest paa Hjemstedet, men ogsaa i de omliggende Bygdelag.

Hans Gaver som Taler var ikke store, men da han var hjertelig og velment og altid førte et eksemplarisk Liv, hørte man paa ham med Tillid, og hans Ord havde Virkning og blev til Velsignelse. Han var godgjørende, og det var ikke bare den ene Gang, at han gav bort Kjør til Trængende.

Arbeidsomhed fulgte ham lige til det sidste. Selv da han blev rammet af et Slagtilfælde, der gjorde ham lam i i den høire Haand, bad han sin Datter om at binde en Karde fast til denne, saa han kunde karde Uld med den anden, at Tiden ikke ved Lediggang skulde falde lang.

Tilslut blev han sengeliggende og var noksaa skrøbelig; Venner besøgte ham af og til; naar forskjellige af dem sang, bad og læste, kunde de spørge : “Du taaler vel ikke mere nu ?” Han svarede almindelig : “Jo, jeg har havt og har mit Liv i at høre om Jesus, og i Fortrøstning til hans Naade vil jeg nedlægge min Vandringsstav”. I saadan Tro døde han 8. Juli 1857.

“Gulbrand Haave”, skriver en, der kjendte ham godt, “var liden af Vækst, dog nogenlunde stærkbygget, havde sort Haar og Skjæg og blaa Øine. Han var i Besiddelse af rig aandelig Erfaring og Sindighed; Trængsler bar han med stor Taalmodighed. Hans Opbyggelsesforedrag var praktisk opbyggelige, noget slæbende og med en eiendommelig Betoning” (Meddelelse fra Kirkesanger O. Lund).

 

Skriv inn søkeord..