– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912-1920.
– fra s. 243 – 244 :
Det er allerede tidligere berørt, at under Hauges Besøg i Opdal blev ikke faa vakte til Liv i Gud og mange paavirkede.
Den ældste af Lederne var Haldo Eliassen Sæther, født paa Mellem i Opdal 1765 (Oplysninger fra O.E. Meslo i Drivdalen efter Familiens og samtidige Haugianeres Fortællinger. M. Wefrings “Minder”, S. 29).
Forældrene var almindelige Gaardmannsfolk, der opdrog ham til Arbeidsomhed og Nøisomhed.
Om nogen egentlig Skolegang og Undervisning blev der næsten ikke Tale. Da han imidlertid var en begavet og lærelysten Ungdom, tilegnede han sig alligevel paa egen Haand ikke saa liden Kundskab.
Han blev vakt ved Hauge under dennes Virksomhed i Bygden 1799 og var fra den Tid en alvorlig og stø Kristen, et Lys for sine Omgivelser og hele Bygden. Sidstnævnte Aar blev han gift med Marit Pedersdatter Sneve, født der 1781. Ogsaa hendes Forældre var Gaardbrugerfolk.
“I den første Tid af deres Ægteskab lod det til, at ogsaa hun var paavirket af Guds Ord og Aand; men dette viste sig senere ikke at være fra Hjertet, ja hun blev endog en Modstander og rigtig en Sandheds Fiende overfor sin kristelige Mand; men han bar alt med en stille, sagtmodig og taalmodig Overladenhed i Guds Vilje”.
Disse Trængsler havde dog ved Guds Naade en gavnlig Indflydelse og drev ham til stadig Aarvaagenhed og Bøn samt en flittig og ret Brug af Guds Ord og Alterens Sakramente.
Dermed udvikledes og styrkedes hans Kristenliv, saa det opnaaede en sjelden Fasthed og Støhed.
“Han førte et eksemplarisk Liv baade som Ægtefælle, Fader og blandt alle, som han kom i Berørelse og Omgang med; ja han var i den Grad agtet og afholdt, at selv mange af de mest ligegyldige og frække maatte erkjende, at skulde nogen være en sand Kristen, saa maatte det være Haldo Sæther“.
Han holdt sig meget tilbage, men kunde en og anden Gang være at formaa til at holde Bøn paa Opbyggelsesmøder; og “dette gjorde han paa en saa ydmyg, beskeden og hjertelig Maade, at mange Tilhøreres Hjerter blev bevæget”.
M.I. Wefring (Mads Iver W.), der besøgte ham flere Gange i Trediveaarene, skriver : “Haldo Sæther holdt ikke Opbyggelse, men havde ved sin kristelige og barnlige Omgjængelse udelt de Troendes Agtelse; han var særdeles godt hjemme i den hellige Skrift og de lutherske Kirkefædres Skrifter. I Samtaler citerede han ofte Johan Arndt og Biskop Erik Pontoppidan. Saaledes mindes jeg, at da han engang talte om Nødvendigheden af at agte paa Guds Aands daglige Tilskyndelser og ikke unddrage sig hans Tugtelse, anførte han en Sætning af Pontoppidan : “Med den, som Gud følger i Hælen med Riset, skriver han ikke tilbogs”. Naar Haldo Sæther, Ingebrigt Sneve og Elling Sæther saa, hvorledes Guds Ord virkede paa de Unge, saa, hvorledes flere og flere lod sig drage til Herren, glædede de sig ubeskrivelig; men ved Siden af denne Glæde udtalte de ogsaa sin Frygt for, at Synden og Verdens Tillokkelse, for hvilke Ungdommen ikke mindst er udsat, igjen kunde faa Magt over dem og føre Hjerterne fra Herreb. “Det er ikke nu”, sagde Haldo Sæther i en Samtale, “som da vi blev vakte ved Hauge. Nu har Verden skiftet Ansigt. Nu forfølger den ikke længer de Kristne med Bolt og Jern, nu viser Verden sig i Almindelighed venlig; om den ikke slutter sig til os, forener sig med os og tager Del i vort Arbeide, saa er den ophørt med at forfølge os; ofte lægger nu ogsaa Presterne for Dagen, at de agter de Troende. Dette er jo fra en Side glædeligt; men det medfører paa den anden Side den Fare, at Grændsen mellem Verden og de Troende ikke længer er saa iøinespringende. Men nu gjælder det for de Troende at vogte sig for denne Tids Farer, nemlig ikke at skikke sig lig denne Verden”.
Efter et Liv “rigt paa Tro og gode Gjerninger” hensov Haldo Sæther 18. Juni 1848.
“Alle Børnene artede sig vel baade i sine Forældres Hjem som ogsaa siden, da de blev gifte hver paa sin Gaard, fik Familie og levede som hæderlige Ægtefæller og Forældre i hver sin Kreds”. Den ældste af dem, Ingebrigt Haldorsen Sæther, blev født Aar 1800. Han var en anseet og dygtig Storthingsmand paa mange Thing og døde 1875.
Den anden Søn, Peder Haldorsen Sæther, født 1802, var flere Gange Storthingssuppleant og døde 1886. “Disse to indehavde i sin Tid mange kommunale Tillidshverv, saa at de fleste saa op til dem paa dette Felt med megen Agtelse. De havde rigtig nok et kristeligt Syn paa det hele, men hvorvidt de selv var grebne af Kristendommens Sandhed er ikke godt at sige”.