– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– les annet interessant om Hans Hansen Pillarviken her :
– fra s. 800 – 801 :
I nordre Del af Gudbrandsdalen virkede i over 50 Aar Hans Hansen Pillarviken (Botten-Hansens Biografi af H.H. Pillarviken i “Illustreret Nyhedsblad” for 1863 No. 26; Professor L. Daaes Biografi af Botten-Hansen (Pillarviken/red.?) i “Vidar”; ogsaa i Særtryk; Meddelelser af Ivar Kleiven; Oplysninger fra flere af hans Elever).
Han var født i Ottadalen, paa den nysnævnte Gaard i Vaage (Vågå/red.) og var en mærkelig alsidig Begavelse med en stærk Tørst efter Læsning og Kundskab.
Det er derfor let forstaaeligt, at han slugte alt, hvad han kunde overkomme, og dette var naturligvis af den forskjelligste Art, for det meste Bøger, som han enten fik laant af Embedsmænd eller havde kjøpt paa Auktion efter saadanne.
Allerede tidlig blev han grebet af den haugianske Vækkelse og begyndte 17 Aar gammel som Skolelærer i Kvams Anneks, nordre Fron.
Efter at have virket her sine Værnepligtsaar tog han Ansættelse i Sels Anneks til Vaage. Saa vandrede han længe om fra Gaard til Gaard. Omsider fik han med Bistand af H.P.S. Krag, som var Sogneprest her fra 1830 til 1842, sin Omgangsskole forandret til en Slags Fastskole, for hvilken han med Møie og personlig Opofrelse fik opført eget Lokale, ikke langt fra Gjæstgiverstedet Laurgaard.
Samværet med Krag, der var en ypperlig Skolemand, blev meget udviklende for Hansen. Denne omfattede ogsaa altid sine Skolebørn og betydningsfulde Gjerning med en brændende Interesse og en rørende Kjærlighed og Offervillighed; men Lønnen for det utrættelige og enestaaende Arbeide var 12 Spd. (48 Kroner) om Aaret for 40 Skoleuger og Kosthold “i Naturen” (in natura), som man spøgende har sagt.
Han underviste praktisk, livfuldt og med fremragende Dygtighed i alle almindelige Skolefag, særlig dog i Kristendomskundskab, som han lagde Hovedvægten paa. Dernæst kom Norsk, Regning, Historie, Geografi etc.
De viderekomne Elever fik tillige Veiledning i Gramatik og Retskrivning; til dette Brug havde han selv udarbeidet en liden Sproglære, der var et mærkeligt Arbeide, især naar man betænker, at han selv ingen Undervisning havde faaet.
De flinkeste gav han desuden Veiledning i at skrive Breve og forskjellig andet, som de siden i Livet skulde faa praktisk Brug for.
Om Sommeren holdt han oftere Søndagsskole i Skolehuset eller omkring paa Gaardene; til disse indfandt sig ogsaa Børnenes Forældre og andre Interesserede. Sammenkomsterne var derfor en Blanding af Undervisning, Overhøring og almindelig Opbyggelse, helt igjennem livfulde, fængslende og tiltalende baade for Børn og Voksne. Herigjennem og ved sin Skole øvede han stor Indflydelse i flere Retninger.
Adskillige af hans Eleverhar siden været levende Vidner om, hvilken mageløs dygtig Lærer han var.
Sin første Undervisning og Dannelse med en afgjørende Paavirkning for hele Livet ga han den senere bekjendte Literaturhistoriker og Universitetsbibliothekar Paul Botten-Hansen, død 1869. Det samme gjælder mindst i ligesaa høi Grad hans Søstersøn Hans Thorsen Stensrud, der døde som Prest 1858.
Blandt hans mest fremragende Elever hørte det mærkelige Trekløver, Brødrene Fredrik Haugen (1820 – 1911), Paul Haugen (1824 – 1905) og Engebret Haugen (1826 – 1891), alle landskjendte som Skolemænd.
Haand i Haand med Hansens Skolegjerning gik en mærkelig Forfattervirksomhed; men det meste og bedste af hans Frembringelser blev desværre utrykt.
Professor Ludvig Daae skriver : “Mellem disse var der – fingerede Breve efter J.S. Sneedorffs og den Rahbekske “Tilskuers” Mønster, allegoriske Syner i Lighed med Ewalds “Lykkens Tempel”, Dialoger efter Suhms Forbillede o.s.v. !”
— I 1843 lykkedes det ham at faa trykt paa Lillehammer en liden Samling af Salmer. Han kaldte den : “En enfoldig Sjæls sjungende Andagt i nogle gudelige Sange til Sjælens Glæde og Forlystelse i Gud“.
Den er et smukt Vidnesbyrd om hans eget rige aandelige Liv og bærer desuden paa flere Steder Præg af, at han heller ikke ganske var uden Anlæg til at skrive Vers; men han havde aabenbart ikke sin Styrke paa det Omraade.
Ved Siden af Lærergjerningen, især om Sommeren, var han en flittig og dygtig Arbeider; han omtales tillige som en flink Træskjærer.
I 1840 opsagde han sin Skolepost og fik en Pension paa 8 Spd. (32 Kroner) om Aaret; den blev imidlertid i 1857 af Storthinget i Betragtning af hans fremragende Dygtighed forhøiet til 32 Spd. (128 Kroner).
Han vedblev ogsaa efter sin Fratræden at virke som Lærer, for det første kun privat, men siden som “vikarierende eller konstitueret Skoleholder” indtil sin Død 21. April 1863.
— Der findes ikke Spor af, at hverken Grundtvig eller Ole Vig har øvet nogen mærkbar Indvirkning paa ham. Han læste deres Skrifter med Interesse som mange andres og var engang tilstede ved et Skolelærermøde, hvor Ole Vig bl. a. talte og vandt hans Bifald; men han var alle Dage i et og alt Haugianer, har flere af hans samtidige Bygdefolk fortalt.
Hansen indsamlede i Trediveaarene de Sagn om Slaget ved Kringen, hvilke Provst Krag forøgede noget og udgav i Trykken 1838. Samlingen er oversat paa Engelsk af Thomas Michel i hans bekjendte Skrift om Skottekrigen og paa norsk Landsmaal ved Andreas Austlid.
Hansen meddelte ogsaa P. Chr. Asbjørnsen vigtige Folketraditioner. Til Gjengjæld gav denne et helt usandt og skammelig forvrængt Billede af H. i en af sine Skildringer.
Slægten udvandrede til Amerika og tog med sig alle hans efterladte Manuskripter.