– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912-1920.
– fra s. 244 – 245 :
Ved Siden af Haldo Sæther maa omtales hans Sambygding og Ven Ingebrigt Knudsen Sneve, der var født sammesteds 3. April 1774, en Søn af Gaardbruger Knud Sneve og Hustru Dordi (Oplysninger fra O.E. Meslo efter Familiens og Samtidiges Fortællinger. Episoden med Sogneprest Thomas Rønnow, da han nægtede de to Haugianere Absolution og Nadvere og jagede dem ud af Kirken, er nøiagtig efter Haldo Sæthers og Ingebrigt Sneves egen Fortælling til flere samtidige Haugianere i Opdal. M. Wefring, “MInder”, S. 29).
Ogsaa han var en begavet, tænksom Mand, der erhverved sig ikke liden Kundskab og Indsigt ved ihærdigt, personlig Arbeide uden nogen Veiledning. I hans Forældres Hjem holdt Hauge sin første Opbyggelse i Bygden 1799, og under denne kom Sønnen til Omvendelse.
To Aar senere gjæstede atter Hauge denne Dal og boede da hos Ingebrigt Sneve, hvor han blev greben af Lensmanden og sat i Arrest. Ved denne Tid overtog Ingebrigt sin Faders Gaard, i 1806 giftede han sig med en Gaardbrugerdatter fra Sundseth i Rennebo, med hvem han fik et Barn. Efter hendes Død indgik han 1811 anden Gang i Ægteskab med Gunhild Aas, der var Datter af en Gaardbruger i samme Bygd som den første.
“Begge hans Hustruer var vakte under den nævnte kristelige Bevægelse, som Hauge fremkaldte der i 1799 og 1801″.
Ingebrigt Sneve levede et kristeligt Husliv, var en alvorlig og oprigtig, forsigtig, stille og beskeden Kristen, der nød almindelig Agtelse og Tillid i Bygden, ja langt udenfor denne, men aldrig traadte frem som Forkynder af Guds Ord i Forsamlingerne; han havde dog en stor Bønnegave, som mange nød godt af i Sammenkomsterne. Desuden vidnede ha om sin Tro i det daglige Liv gjennem Samtaler med den enkelte samt en lysende Vandel og hørte til de Kristne, “der var omgivet af Høiagtelsens Glorie”, men som “vokste i eget Øie, nedad for hver en Dag”, og derfor ikke vidste noget selv om sin Vekst.
Et elskeligt Træk, der klart vidner om Ægtheden og Arten af Haldo Sæthers og Ingebrigt Sneves Kristendom, maa her meddeles. Nogle Aar efter deres Vækkelse, antagelig 1802 eller 1803, vilde de gaa til Alters for den nye Sogneprest, Thomas Rønnau, der dengang optraadte som en fanatisk Rationalist.
De var indtegnede til Altergangen hos Kirkesangeren, havde i Stilhed hørt Skriftetalen og knælede allerede ved Alterringen for at modtage Absolutionen, da Presten fik Øie paa de forhadte Haugianere. Han standsede pludselig, viste dem bort fra Alteret, ja befalede endog to af Medhjælperne at føre dem ud af Kirken.
Istedetfor at blive forbitrede og gaa bort i Vrede, som kanske de fleste vilde have gjort, satte de sig sorgfulde udenfor Væggen ved Sakristidøren. De slog op sin Kirkebog, og Øiet faldt paa følgende : “Hvi vil du dig saa klage Og give kjære Sjæl, Dig saa med Sorrig plage, Tro dog din Frelser vel”.
Denne herlige Trøstesalme af Johs. Heermann, der lød for dem som et Ord fra Gud, læste de helt tilende; da lysnede og letnede det allerede.
Saa sad de lyttende ved Døren, sang Salmerne med Menigheden, hørte Bønnerne, Liturgien, Teksterne og Prædikenen; under denne bad de for sig selv, Presten og Menigheden om Velsignelse. Da saa Nadverformaningen blev oplæst og Nadverordene fremsagte, bad de begge alvorlig om, at den Frelser, som vidste, hvor inderlig de ønskede at være Gjæster ved hans Bord, men var afskaaret Adgangen, vilde forbarme sig over dem og give umiddelbart den rige Naade og Gave, han skjænker sine i Sakramentet.
Og da Bernhards kjendte Nadversalme : “Jesu din Hukommelse” blev sunget, følte de en slig Glæde og Salighed i Sjælen, som om de allerede var hjemme hos Herren. De takkede da inderlig for Frelserens undsigelige Goghed mod dem, følte sig bekræftede i Livssamfundet med ham og forunderlig forenede med den stridende Menighed paa Jorden og den triumferende i Himlen.
Denne stærke Kjærlighedsfølelse drev dem atter til at bede for Presten, for Opdals Menighed og alle Mennesker, hvorefter de, opløftede i Sindet, befæstede i Troen og bekræftede i det indvortes Menneske, i salig Forvisning om at være frugtbærende Grene paa Vintræet Kristus, vendte hjem, dygtiggjorte til at fortsætte den gode Strid og være Herrens Vidner.
Ved dette sit ægte kristelige, næsten ideale Forhold baade nu og senere vandt de omsider Presten for Herren, saa han blev en troende Kristen, en ret Menighedens Hyrde, deres varme Ven og en trofast Deltager i Arbeidet for Guds Riges Fremvekst.
En nu afdød Haugianer skriver : “Jeg undres, om mange af vor Tids Kristne vilde taale saaledes en slig Behandling ! Da vilde det vise sig, om vi havde lært noget af ham, der var sagtmodig og ydmyg af Hjertet !”
— Efter at have vidnet paa denne og lignende Maade om, hvad Kristi Kraft formaar i de Hjerter, som helt hengiver sig til ham og er øieblikkelig og ubetinget lydige mod hans Aand og Ord, døde Ingebrigt Sneve Vaaren 1859. Hans Hustru Gunhild, der var en alvorlig, stilfærdig og i det timelige meget dygtig Kone, gik hjem til sin Frelser omkring 1858. De havde fire Børn, der “alle artede sig vel og blev huslige og velbjergede”.
Der hvilede Velsignelse over dem.