johannes kraabøl : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”; Første Bind; Haugianismens Tid – Første Halvdel 1796 – 1820. Christiania 1905-1911;

– fra sidene 166 – 168 :

I Nabobygden Øier (nabobygd til Fåberg, der Blegen-familien hadde tilhold/red.) levede gjennem et langt Liv en af Hauges mest ægte Venner, Johannes Johnsen Kraabøl (væsentlig efter indsamlede Oplysninger af Kirkesanger Johs. Arnesen i Øier, der tillige kjendte Kraabøl fra Barndommen af).

Han blev født 1770, og var Søn af Gaardbruger John Kraabøl og Hustru Kirsti; de omtales som alvorlige og gudfrygtige Folk, der ved Guds Naade opdrog sin Søn i Tugt og Herrens Formaning.

Under deres stadige Tilsyn vokste han op og var meget flittig til at lære den kristelige Børnelærdom samt deltage i alt timeligt Arbeide. Som Konfirmant havde han ikke liden Indsigt i Guds Ord og følte dybt Alvoret ved at bekræfte sit hellige Daabsløfte.

Han vedblev at føre et stille og arbeidsomt Liv, og ingen kunde sige, at han i udvortes Gjerning havde krænket sin Daabspagt.

Da hans Forældre blev gamle, overlod de Gaarden til ham, og han drev den altid med megen Flid og Omtanke. I Aaret 1806 giftede han sig med en troende Pige, Kirsti Larsdatter Prestegaarden fra Trettens Anneks til Øier. De fik 5 Børn, som alle var meget stille, flittige og alvorlige Mennesker og havde stor Agtelse for Guds hellige Ord.

Om Johannes Kraabøls aandelige Liv berettes, at han allerede i 8–10 Aars Alderen var meget paavirket; den trofaste Helligaand fik ogsaa snart ført ham til det Maal, at det blev hans høieste Lyst at tjene Herren i Bekjendelse og Gjerning; men det største af Alt var dog, at han blev bevaret i Ordet og i Troen indtil Livets sidste Ende.

Han brugte selv Guds Ord flittig og holdt hver Søndag Andagt ikke alene hjemme, men tillige omkring i Hovedsognet, stundom ogsaa i Annekset, især hos sine Aandsfrænder paa Johnsgaard. Af og til gjæstede han sin Ven John Blegen i Faaberg, og engang fulgte han med den bekjendte Lægprædikant Elling Eielsen udover til Birid for at bekjende Guds Ord.

Hans Opbyggelser var meget enkle. De begyndte med en Salme af Kirkebogen eller Brorsons “Troens rare Klenodie”; derpaa holdtes en kort og hjertelig Bøn, hvorefter Johannes læste med stor Andagt og ofte under dyb Bevægelse en Prædiken enten af Luther, Francke, Pontoppidan, Arndt, Hauge eller andre. Saa blev atter holdt Bøn og Forbøn for Konge og Øvrighed, hvorefter man sluttede med Fadervor; derpaa blev sunget et eller flere Salmevers.

Tilsidst talte Johannes nogle hjertelige Formaningsord til Forsamlingen. Mange mødte op til disse gudelige Sammenkomster og alle, som havde nogen aandelig Trang, fik rig Velsignelse for sin Sjæl. Naar troende Brødre var tilstede, kunde en eller to deltage med Bøn.

Men var han flittig til at bruge Guds Ord i Hjemmet og utrættelig til at holde Andagter rundt om, saa forsømte han ei heller den offentlige Gudstjeneste. Selv om Veiret var noksaa haardt og Foret paa den lange og bratte Vei meget slemt, var hans Plads i Kirken aldrig tom.

Det var saa opbygligt at se den alvorlige Mand paa Veien til Forsamlingerne eller Kirken, iført mørkegraa, gode Vadmelsklæder, en rød, strikket Toplue med en sort Kant omkring paa Hovedet og en stærk Vandringsftav i Haanden.

Naar han saa tog Huen af og det lange, vakre, sølvgraa Haar kom tilsyne, og han satte de store Hornbriller paa og tog sin Kirkebog op, fik man straks Indtryk af en meget andægtig Mand. Han satte det kirkelige Embede høit, agtede de indsatte Ordets Tjenere og gik flittig til Alters.

Han holdt af Skolen og hørte ofte paa Undervisningen i Religion. Naar Omgangsskolen var i hans Hjem, samtalte han ofte med Læreren om mange Ting i Naturens og Naadens Rige til megen Belærelse og Velsignelse for denne.

Disse gjensidige aandelige Udvekslinger foregik om Aftenen lige til Sønnekonen bar frem Kveldsmaden, og han saa næsten altid glad og opløftet ud. Men han gav sig ikke i Snak med nogen, som han ei kjendte, og paa Kirkeveien taug han ganske stille, dersom ikke en eller anden Troende gav sig lidt i Samtale med ham. Han talte stedse med stor Varsomhed og Forsigtighed, førte et nøisomt Arbeidsliv og var selvfornægtende i Alt, ei ulig den gamle Thomas a Kempis, og som denne en meget ydmyg Mand, hvorpaa der kunde anføres flere karakteristiske Eksempler.

Naar Troesbrødre besøgte hans gjæstfrie Hjem, var han glad som et Barn en Julekveld. Samtalen dreiede sig mest om det indre Liv; Grundtonen var Klage over sig selv samt Lov og Tak til Gud for hans trofaste Godhed imod enhver af dem. De dvælede derhos ved Nødvendigheden af at vaage og bede og altid føre en sand Kristens Strid imod det Onde i og omkring dem, at de i sin Tid ved Guds Barmhjertighed kunde faa dø den Retfærdiges Død.

“Johannes Kraabøl”, skriver en bekjendt Geistlig, «var en i særlig Grad indadvendt Personlighed; han gjorde Indtryk af, at han bar sin Sjæl paa Hænder; han var saare forsigtig i Ord og Omgjængelse; hans Ydre kunde minde om en Profets; hans magre og blege Ansigt, hans hvide, lange Haar, og hans forstandige og ildfulde Øine havde noget imponerende ved sig; naar man engang havde seet ham, glemte man ikke hans Udseende.

Da jeg spurgte ham, naar han kom til Vækkelse, svarede han, at han ikke kunde erindre, at der var skeet nogen egentlig Sindsforandring med ham; han havde, tilføiede han, fra Barndommen staaet i Bønnens og Troens Forhold til sin Frelser; men da han lærte Hauge og hans Virksomhed at kjende, sluttede han sig til ham med Liv og Sjæl. Han har forfattet og (1844 ?) udgivet en Samling af «Religiøse Sange». Flere af disse blev benyttede ved gudelige Forsamlinger og aandede af kristelig Inderlighed og Alvor.

En af de mest bekjendte og hyppigst benyttede af hans Salmer har følgende Begyndelse : «O Jesus, som fra Øst og Vest Indkalder til din Bryllupsfest” etc. (Wefring, “Minder”, S. 43).

Sine Aandsevner og Sandser fik han beholde usvækket lige til sin Død; Legemet blev dog noksaa skrøbeligt i den høie Alderdom. Sit sidste Leveaar laa han tilsengs fra Jul til henimod Slutningen af April. Han gik ofte nøie tildoms med sig selv; hyppig var det mørkt og tungt for ham; det saa ud, som om han var alvorlig i Smeltedigelen.

Ikke sjelden sagde han med Salmedigteren :  “Skal paa min Modgangs Vintervei Maimaaned aldrig dages ?»

Mange saa indom ham, og da talte han til de Besøgende mangt et Alvorsord; men kom der nogen ind Stuen og vilde snakke om Ting, som kun adspredte Tankerne og besværede Hjertet, udbrød han alvorlig : «Jeg vil ikke høre Bulder !»

Ofte bad han høit med disse Ord : «Kjære Gud, forbarm dig over mig ! Kjære Gud hjælp mig vel frem !»

Desuden læste han udenad en Mængde Bibelsprog og fremsagde tidligere lærte Bønner og Salmer. Provst Nissen var oppe og meddelte ham Nadveren; da talte han med megen Frimodighed om Guds uforskylde Hjælp og Naade mod ham lige fra de unge Dage.

Han beholdt Bevidstheden, til han opgav Aanden. Det sidste, man hørte, var : «Fader vor, du som er i Himmelen»; med disse Ord paa Læberne hensov han i sit Hjem 20. April 1855 (Meddelelser fra Kirkesanger Johs. Arnesen).

Skriv inn søkeord..