– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 2 – 9 :
Det er allerede tidligere omtalt, at der især ved Hauges Reiser ved det nittende Aarhundredes Begyndelse paa forskjellige Steder i Gudbrandsdalen var fremkaldt en lovende kristelig Vækkelse, særlig i visse Strøg af Øiers Prestegjæld. Hovedsognet grændser mod Syd til Faaberg; den søndre Del kaldes Sørbygden.
Høit oppe i denne Grænd, næsten øverst i Dalskraaningen, ligger to Gaarde ved Siden af hinanden; det er nordre og søndre Bjørge. Paa sidstnævnte Eiendom blev John Bjørge født 1795. Faderen, Erik Mikkelsen, var fra Annekset Tretten, Moderen, Anne Johnsdatter, fra Hovedsognet, en Søster af den bekjendte Haugianer Johannes Johnsen Kraabøl, som allerede er skildret i første Bind.
Ved John Bjørges Fødsels og Barndomstid herskede der i Sørbygden næsten overalt et stort aandelig Mørke; mange var henfaldne til Drik, adskillige til Slagsmaal, ja der indtraf endog nogle Selvmord. Alt dette gjorde selvsagt et dybt Indtryk paa den begavede, tænksomme og stemningsrige unge Gut. Han skriver : “Fra den første Tid jeg kom til saa stor Forstand, at jeg kunde tænke noget, da havde jeg Tanker om Gud og Evigheden og vor Udødelighed. Min Moder var et gudeligsindet Menneske; hun formanede mig til at søge Herren af mit ganske Hjerte og tænke paa min Skaber i min Ungdom m.m. Jeg havde Følelse for Guds Ord, lærte mange Bønner og Sukke og bad Gud om hans Aands Oplysning, at jeg maatte blive hans Barn, men vidste ikke, hvorledes jeg kunde blive anderledes, end jeg var.
Min Moder sagde : “Vi skal ikke alene lade af at gjøre ilde, men og lære at gjøre Guds Vilje”. Hvad Ondt og Godt var, havde jeg ikke Forstand paa, hvorfor jeg bad Gud aabenbare mig sin Vilje, saa vilde jeg gjøre den. Naar jeg tænkte paa Døden, blev jeg bange og syntes, jeg ikke var færdig til at dø; jeg bad inderlig : “Herre ! tag mig ikke bort midt i mine Dage !” Dette varede til mit niende Aar (1803).
Men efterhaanden tabte jeg meget af denne Agt for Gud og hans Ord. Adskillige Lyster begyndte at herske hos mig; derimellem havde jeg Angest i min Aand og gjorde Gud Løfter, at jeg vilde forbedre mig; men naar Leilighed gaves, og jeg kom i Selskab med andre, var jeg overvundet igjen. Imidlertid plagedes jeg af onde Tanker med Vantro om Gud og Evigheden og min egen Udødelighed; den vilde gjøre Ordet til Løgn; dette vidste jeg var af den onde Aand og bad Gud bevare mig derfra.
Tildels indskjød Fienden, at jeg skulde forkorte mit Liv; disse Tanker var mig aldeles imod; men Fienden holdt mig med Skamfuldhed, at jeg ikke kunde faa tale derom med nogen; tilsidst betroede jeg dette for min Moder og straks tabte denne Fiende sin Magt. I mit trettende Aar (1807) blev jeg saa syg, at jeg troede, mit Endeligt var nær. Nu begyndte jeg atter at betænke nøie min Vandring og Sjæls Tilstand og fandt mig uden Guds Naade og Venskab, om jeg da havde vandret bort; jeg bad Gud om Naade og Tid, saa vilde jeg omvende mig.
Jeg blev frisk igjen, beholdt mit gode Forsæt og fandt saadant Liv i Guds Ord, at jeg agtede det høiere end alt i Verden og blev mere og mere var min Elendighed. Jeg stred Nat og Dag i Bøn til Gud, at han vilde bevare mig i sin Sandhed. Naar jeg var i Enrum, faldt jeg paa mine Knæ og udøste mit Hjerted Begjæring for Gud; undertiden blev jeg saa Hjerteglad, at det ei kan udsiges. De Fornøielser, som jeg før havde havt i verdslige Selskaber, syntes jeg nu var stinkende at tænke paa. Og naar jeg saa mine Kammeraters Leg, var jeg bedrøvet og bad ofte saaledes : “O Herre ! giv Naade til deres Omvendelse og drag deres Sind til dig, at de kan kjende, hvor god du er !”
Men Skamfuldheds Aand holdt mig, at jeg ganske lidet kunde bekjende i Ord, hvad jeg troede; ja ikke engang for de fortrolige; dog Kristi Ord var for mig : “Den, som bekjender mig for Menneskene, den vil jeg bekjende; men den, som nægter mig, den vil jeg ogsaa nægte” etc.
Disse Ord, og den Guds Kjærlighed, som brændte i mit Hjerte, drev mig undetiden til at tale noget for dem, som jeg var i Omgang med, hvorved jeg fandt mig meget bestyrket. Dette varede et Aars Tid” (til omkring 1809).
Nogle Aar efter Johns Vækkelse døde hans kjære Moder. Senere giftede hans Fader sig igjen med en brav Kvinde ved Navn Kari, der blev en omsorgsfuld og kjærlig Moder for de Børn, som var betroet hende. Imidlertid gik det tilbage med Sønnens aandelige Liv. Han skriver : “Ved en Hændelse var der nogen, som gik paa Ski i Sneen for syndig Lysts Skyld; jeg vaagede ikke over mit Hjerte, men gav Syndelysten Rum, og Fienden indskjød, at det ikke var saa farlig for en Gangs Skyld m.m., hvilket jeg samtykkede i.
Men jeg erfarede, at “en liden Surdeig syrer hele Deigen”; “Det gaar ei an, sit Hjerte her at dele, En liden Lyst det ganske verdslig gjør” etc. Dette udartede mer og mer, sa jeg tilsidst fik Dristighed næsten til alle verdslige Fornøielser : Dands, Kortspil m.m. Dog havde jeg ingen Fred deri; men den elendige Syndelyst og Verdens Kjærlighed drev mig; dog holdt Gud mig ved Haanden, at jeg havde Frygt for hans Ord, men Ulyst at følge dem. Naar nogen spottede Sandheden, vilde jeg dog forsvare den. I saadan Tilstand levede jeg indtil mit tre og tyvende Aar (1817); da blev min Lyst til Dands borte; dog var jeg i den Grad Slave under mine Selskabsbrødre, at jeg tvang mig ofte til at deltage med dem for derved at beholde deres Venskab.
Imidlertid var der (paa Bjørge) en gammel Dranker, som var behersket af Fritænkeri; denne hængte sig (en Søndag, medens de andre var ved Kirken); derover plagedes jeg af forskrækkelige Tanker, som jeg søgte at bortdrive, men kunde ikke. Engang kom det for mig : “Jeg skal omvende mig til Herren, saa bliver jeg ikke alene kvit saadanne Plager, men faar Fred i min Aand”. Jeg fornyede da mine Løfter om at tjene den levende Gud, begyndte ivrig at bede og betragte Guds Ord og blev mere og mere vâr min Elendighed. Ligesom Fienden før havde trøstet mig i Synden, saa begyndte han nu at gjøre min Overtrædelse saa stor, at den ikke kunde tilgives, og mindede mig om, at jeg før havde erkjendt Sandheden og var faldt; “nu hører ikke Gud dig ikke“.
Jeg kom da i Tvil om Guds Naade og tænkte, det havde været bedre, at jeg ei havde kjendt Retfærdigheds Vei. Som jeg saaledes stred, faldt det levende paa mit Hjerte : Ja, det bliver vel værre; men søg alvorlig, saa skal de endnu finde Naade. Jeg blev glad og lovede : Kan du skjænke mig din Naade og Venskab, O Gud, da vil jeg ikke agte, hvilken Smærte, det end skal koste i mit Sind. Det varede dog ikke længe, før Angesten begyndte igjen. Jeg søgte blandt de Opvakte efter Veiledning og Trøst; men intet kunde hjælpe; saa fik jeg (1817) en af Hans Hauges Bøger, som kaldes “Religiøse Følelser”, og læste om de Fristelser, en Del andre havde havt, især Ole Svanøen; men det beroligede mig ikke.
For dem var det en Fristelse, som tjente til det Gode; men jeg var fortabt og fordømt; thi jeg havde foragtet min Førstefødsels Rettighed; jeg havde syndet mod den Helligaand, hvilket aldrig kan forlades evindelig. Undertiden kunde jeg finde gode Tanker tændte i mig med en liden Gnist af Haab om Guds Miskundhed; men dette varede ikke længe.
Jeg var nu (1817) bleven Soldat og kom paa Exercits. Engang begyndte de at dandse paa Stedet, hvor jeg boede; nu kjendte ogsaa jeg slig Lyst dertil, at jeg neppe før havde følt den saa stærk. Dette vidste jeg efter mit indvortes Vidnesbyrd og Guds Ord, var en aabenbar Synd; men den onde Aand forstod saa mægtig at forblinde mig, at jeg tilsidst troede, det ei stred mod Guds Bud, og derfor kunde stille min Angest. Dette blev dog den sidste Gang, jeg dandsede.
Siden tiltog Vantroen om Guds Naade mere og mere; dog bad jeg stedse til Gud, men kunde ikke haabe Frelse, da jeg syntes, det var forsilde; — mange søgte at trøste mig, dog uden Nytte. Undertiden blev jeg saa grebet af denne Angest, at jeg ei magtede at arbeide; om Aftenen, naar jeg lagde mig til Hvile, føltes det, som jeg var i Djævelens Vold; om Morgenen, naar jeg vaagnede, ligesaa. Ak ! tænkte jeg, det havde været bedre, at jeg ikke havde været født; jeg faar den største Straf i Helvede m.m.
I denne Tilstand gik jeg en hel Sommer (1817); om Høsten blev jeg saa mat, at jeg neppe kunde gaa og blev af Angesten syg i mit hele Legeme, mest i Hovedet; min Lyst til Mad tabtes; men jeg arbeidede i Bøn til Gud og tænkte, om jeg end kjæmper mig tildøde, vil jeg dog ikke ophøre, saa længe der er Liv; det var nu paa det Yderste med mig. Som jeg saaledes stred, blev der ligesom taget af mig en Byrde; mit Legeme blev sundt, og jeg følte ingen Angest i min Aand, men ei heller nogen Tillid til Gud; tænkte jeg paa Helvede, frygtede jeg dog ikke.
Jeg blev forundret over mig selv og troede, at nu havde Gud aldeles forladt mig til Fordærvelse; tidligere har jeg frygtet for Straffen, men nu gaar jeg med Frimodighed i Helvede; var Angesten der igjen som før, havde jeg været i langt bedre Tilstand.
Djævelen var nu tilstede og indskjød saadanne Tanker : Nu kan du leve frit i Synden den korte Tid, du er i Verden; du kommer tildsnok i Helvede.
Dette vilde jeg dog ikke samtykke i, men tænkte ved mig selv : Om jeg end er forskudt fra Gud, saa vil jeg ei gjøre noget, som er Synd. Da dette havde varet lidt, begyndte Angesten igjen; men jeg var nu noget bestyrket ved mit Forsæt.
En Søndag gik jeg til Kirke; da jeg kom hjem, faldt mig disse Tanker ind : Hvad nytter det, at jeg gaar did eller blandt dem, som er i Naade hos Gud ? jeg har allerede Forsmag paa den evige Pine. Jeg blev saa urolig, at jeg ikke kunde være stille noget Sted, men gik ud paa Marken; jeg standsede et Sted og sukkede til Gud; da begyndte Bønnen at falde særdeles let, saa jeg blev forundret. Jeg udøste for ham mit Hjertes Nød; siden tænkte jeg : Maaske Herren endnu kan forbarme sig over mig; jeg skyndte mig hjem og formanede de Tilstedeværende at omvende sig.
— Om Aftenen gik jeg i mit Sengekammer; da begyndte jeg at kjende en følbar Glæde i min Aand, saa jeg umulig kunde være stille; senere lagde jeg mig paa Sengen. Denne Glæde voksede mere og mere; tilsidst blev jeg bestraalet af et Lys fra Guds Herligheds Throne; jeg saa i Troen det treenige Væsen og fik en levende Forsikring om Guds Naade.
Den store Vantro blev borte i samme Øieblik; vel havde jeg saa store Glæder i min første Opvækkelse, at intet i Verden var at ligne dermed; men denne aandelige Oplevelse var i en langt høiere Grad; jeg fortrød nu min Ulydighed mod Gud og lovede at tjene ham af alle mine Kræfter. Jeg kunde nu ikke andet end altid bede, synge, love og takke Gud for hans Naade, saa det var ganske lidet, jeg fik sove om Natten en Tid.
Jeg frygtede for dem, som var i Huset, at de kunde tænke underlig om mig og foreholdt dem, at jeg kunde ikke anderledes.
Denne store Naades Besøgelse tog jeg mig i vare for at tale meget om hverken med de Oplyste eller Verdsligsindede, da jeg kjendte Høimodighed (Hovmod) vilde trænge sig ind. Jeg formanede alle Forekommende til et kristeligt Liv; men det varede ikke længe, før Gud unddrog sig igjen, og Vantroen om hans Naade opkom; thi jeg var ikke øvet i at vandre i Troen. Jeg bad da heftig til Gud, at han for sin Søns Skyld ikke vilde skjule sin Naade for mig; thi jeg havde nu noget mere Haab til Gud end før.
Som jeg saaledes bad inderlig, kjendte jeg klart, at Bønnen trængte ind til Guds faderlige Hjerte; jeg troede, at hans Søn bad for mig; derved blev jeg meget bestyrket, men var dog i Bedrøvelse.
Da dette havde varet en Tid, og Angesten blev større og større, blev jeg atter besøgt af det omtalte aandelige Lys. Jeg var da paa en Reise, og det varede ved, medens jeg gik en Mils Vei. Det er nu over et Aar, siden Gud saaledes besøgte mig (Sommeren 1818)”.
I en saadan forandret Tilstand forandret Tilstand blev han et kraftigt Middel til at virke paa sine Omgivelser; og en hel Del Ungdom kom til Eftertanke og mange ogsaa til en virkelig Overgang fra Mørket til Lyset.
Da han fik større Frimodighed, begyndte han at læse Guds Ord og bede til Gud, medens Folk i Huset hørte det. Saa holdt han smaa Opbyggelser i Pladsene rundt om Bjørge. En Enke, der boede paa Nabogaarden, har fortalt, at hun engang gik til et slikt Møde sammen med nogle andre Unge, men havde ingen ret Forestilling om Forsamlingens Art og Hensigt. Hun antog, at det var et muntert Ungdomsmøde; men da hun kom frem, fik hun andre Tanker : “Jeg blev forundret; de sad med Salmebøger; mange begyndte at synge, og John læste og bad saa hjertelig til Gud. Fra den Tid gik jeg aldrig i Dandsemoro mere“.
— Han blev snart anmodet om at holde Opbyggelser her og der i Sognet, og de ældre Troende sluttede sig i inderlig Kjærlighed og Glæde til ham. Han skriver om denne sin første Virksomhed saaledes : “Fra den Tid (Sommeren 1818) kjendte jeg en stærk Drift til at bekjende Sandheden, og da havde det en særdeles Kraft til at virke paa mange. Naar jeg paamindede forskjellige om deres Saligheds Sag, kom en Del atter til mig igjen og sagde, at de havde været forandrede i sit Sind, siden jeg traf dem; men de forstod ikke, at det var Guds Ord og Aand, som virkede paa dem. Jeg følte et særdeles Liv i Guds Ord, og min eneste Lyst var at tale derom. Mange søgte mig om Helligdagene, og ofte har jeg været paa andre Steder, hvor Folk havde aandelig Begjærlighed. Det har smærtet mig dybt, at mange af dem, som gjorde Begyndelse til en sand Omvendelse, kom paa Afveie og til falske Aander, har tabt den indvortes Erfaring og er siden faldt i Synden igjen; en Del kan og have aflagt nogle udvortes Laster og stolet paa den udvortes Gudsdyrkelse, uden Hjertets Renselse.
I Førstningen var jeg meget plaget af Menneskefrygt og syntes, det var bedst for mig at tale med nogle faa. Men da jeg blev mere bekræftet i Sandheden, faldt Talen mig lettest, naar mange kom sammen. Ja, jeg havde saadan Følelse, naar jeg talte Guds Ord, at jeg ofte ikke sandsede, hvad jeg sagde, men var ligesom udenfor mig selv. Var der nogen, som modstod, da fik jeg ofte overflødigt at overbevise dem med; jeg var altid opløftet til Gud med Lov og Taksigelse og syntes, at hans Godhed var stor imod mig; thi da jeg var i den gruelige Angest, besøgte han mig med sin store Naade.
Jeg bad ogsaa, at han vilde give mig Naade til at bære ham Frugter og hjælpe mig til at løse andre af Syndens Snarer. Nu synes jeg, at han allerede har bønhørt mig heri. Ofte kom det for mig, at jeg skulde gaa til den og den, og tænkte : Naar jeg faar tale med ham, da virker det, hvilket og skede. Naar jeg var i Enrum, faldt mig undertiden ind Vers af Salmer og vigtige Grunde (Sandheder) af Guds Ord, som jeg ikke vidste, jeg havde seet eller læst; ja Gud skjænkede mig Lys til at kjende manges Sind alene ved det, jeg saa og betragtede dem.
Naar jeg skrev til nogen, da faldt det særdeles let foruden lang Betænkning. Men Gud gav mig ogsaa Lys til at kjende Aanderne fra hverandre paa visse Kjendetegn. Den onde Aand tilskyndede mig at kræve Aabenbarelser af Gud; i det samme foreholdt han mig det, som var imod Guds Ord; naar jeg saa vilde prøve det paa Prøvestenen, da vilde han ikke være med, men hviskede, at jeg skulde stole paa mig selv og arbeide med egen Forstand. Den onde Aand har heller intet Liv med sig , men Døsighed.
Den gode Aand derimod drev mig til Bøn og at erkjende min Uværdighed for Gud til den mindste Naade, og at jeg af mig selv ikke formaaede at gjøre noget Godt samt tilskyndede mig til at prøve alt efter Guds Ord, der fører Liv og Fred med sig“.
Han udvidede i 1819 si Virksomhed ikke alene til Nabobygderne, Faaberg, Gausdal og Ringebo, men ogsaa til Ringsaker, Næs paa Hedemarken, Birid, Vardal og Thoten. Overalt samlede han mange Folk om sig og blev et Middel til manges Vækkelse og Omvendelse.
Hans store Begavelse, faste Overbevisning, vundet gjennem svære aandelige Anfægtninger, rige kristelige Erfaring og dybe Indsigt i Guds Riges Hemmeligheder og Frelsens Vei gjorde ham særlig skikket til at være en Veileder for andre.
Hertil kom hans brændende Kjærlighed til sine Medmennesker og inderlige Omsorg og virksomme, offervillige Arbeide for deres tilmelige og evige Vel.
I sin Fremtræden var han efter Samtidiges Vidnesbyrd beskeden og ydmyg samt forsigtig i sin Vandel, et Lys og Eksempel for andre. Af et Brev fra H.N. Hauge, dateret 14. Oktober 1819, sees, at John Bjørge har skrevet til ham Sommeren 1819 og deri fortalt, at han havde færdigt et gudeligt Skrift, som i 1820 blev trykt i Christiania under Titel “Sandheds Stadfæstelse”.
I nævnte Skrivelse fra Hauge fortælles ogsaa, at Bjørge Høsten samme Aar agtede at besøge ham paa Bredtvedt, og det sees af bevarede Breve, at han Efteraaret 1819 har udført dette sit Forsæt og desuden gjæstet Drammen og Omegn.
Det følgende Aar (1820) foretog han en Reise udover Bygderne til Bredtvedt, derfra til Drammen, Eker, Kongsberg og Egnen deromkring.
Paasken 1821 virkede han i Ringebo og senere paa Vaaren samme Aar i Aurdal i Valders. Overalt var mange Folk samlede og adskillig aandelig Bevægelse; han blev til Velsignelse for mangfoldige, baade Unge og Gamle, da han havde en sjelden Naadegave baade til at vække og veilede.
Han var et af disse begavede Mennesker, som udvikles tidlig, modnes hurtig og udretter en stor og betydningsfuld Livsgjerning af blivende Betydning i Løbet af faa Aar.
Til sine Venner paa de forskjellige Steder, hvor han havde virket, sendte han hjertelige og erfaringsrige kristelige Breve, hvoraf endnu adskillige er bevarede.
Sin Selvbiografi afslutter han saaledes : “Mine Følelser har for det meste været saa opflammende, at jeg undertiden har maattet erkjende i mit Hjerte for Gud, at jeg ikke har Kræfter til at bære saadanne (aandelige) Forlovelsesdage. Og naar han har unddraget sig, da har jeg ogsaa i Tillid til ham villet gaa frem efter min Overbevisning og være fornøiet med Guds Vilje; thi jeg har erfaret, at jeg ikke har havt Kræfter til at bære de gode Dage for min Naturs Fordærvelse. Saaledes har Gud handlet med mit Hjerte til denne Tid; om han herefter behager at drage udenlands, saa vil jeg ved hans Naade være fornøiet med at tjene ham i Oprigtighed, hvorledes han end vil føre mig gjennem Tiden. De Ord ligger mig paa Hjerte : “Den, som meget forlades, skal meget elske”; dette maa jeg anvende paa mig og beder hjertelig, at Herren vil bevare mig i Sandhed, saa jeg kan komme fra en Klarhed i en anden indtil mit sidste Aandedræt. Det ske !”
I den Tid, Bjørge tjente som Soldat, led han adskillig Ondt. Hans Kaptein forstod ham ikke, men raadede til “at tage Brækmiddel for at fordrive den forvirrende Aand”.
Hans stærke og langvarige aandelige Kampe, Nattevaagen og dybe Anfægtelser svækkede naturligvis Helbreden, og da han tillige under sin rastløse, uegennyttige Virksomhed for Sjæles Frelse ofte gik vaad, frøs og paa flere Maader led Ondt, gik Sykeligheden over til Tæring.
Han skriver i et Brev til Hauge af 7. Marts 1822 følgende :
“Da Broder Jens Johnsgaard skriver, vil jeg med det samme give dig tilkjende min Tilstand. Legemlig er jeg ret sygelig, saa det kan se ud til, at det bliver min Død; en Doktor troede, at jeg har faaet Tæring. Dog synes nok Sygdom at tjene mig til Nytte i det Aandelige, da mange Ting, som før har ligget skjult i Sind og Hjerte, er blevne mig aabenbarede, som kan have hindret mig i mit Saligheds Løb, især at jeg ikke saa nøie har vaaget, som jeg skulde; thi sin egen Ære og Høimodighed (Hovmod) har ofte sat Skygge for Lyset. Dog kan jeg aldrig fuldtakke den kjære Gud, som har holdt mig ved Haanden; jeg ved ikke andet, end det fremfor alle Ting har ligget mig paa Hjerte at leve Gud til Velbehag. Da jeg nu i mange Uger har været ganske stille hjemme og ingensteds har kunnet komme, saa har jeg og faaet Naade til at overveie mange Ting; men saa har og mange onde Fristelser været forhaanden; dog befinder jeg Guds Trofasthed stor imod mig, usle og uværdige, og har Haab om at faa en frelst Slæl af blot Naade, dersom jeg gjør ret Vold for at trænge mig ind. Herren være lovet, som i Tide gav mig min Tilstand tilkjende og drog Sindet og Viljen til sig. Men nu finder jeg, at det ei kan ske sovende at vinde Livets Krone. Gud give mig at stride ret og være levende overladt i hans Vilje i Liv og Død ! jeg formaar ikke mere; men skulde det være sidste Gang, jeg skriver til dig, Broder, da vil jeg inderlig takke dig med Kone og øvrige Husfolk for al Eders Godhed imod mig ! Kjære Søskende ! Hold fast ved den levende Gud og lad ingen Ting i Verden drage Sindet og Hjertet fra ham; thi det er hastig endt; men at elske vor Herre bestaar. Jeg maa erkjende, at Du, Broder, har været et Middel i Guds Haand til min Sjæls Forædling; Herren selv være din Belønner, især for den sidste Gang, jeg var hos Eder. Siden har jeg bestandig kjendt mere til de mange Farer, som er i Veien og har talt med mine Medmennesker derom. Tilsidst er I alle kjærlig hilsede fra mig, Eders svage Broder i Kristo. Bed for mig ! det samme vil jeg gjøre for Eder”.
Da Hauge under 5. Marts 1822, altsaa to Dage før det foran meddelte Afskedsbrev er afsendt, takker for en Skrivelse, han allerede har modtaget fra Bjørge, maa dette gjælde et andet Brev fra Vaaren 1822. Hauge tager Farvel med sin Ven og Medarbeider 5/3 1822 paa følgende Maade :
“Hjerteli Tak for din Skrivelse, som jeg i Aften modtog; det var mig meget følsomt saavel at se Din Strid og dybe Erkjendelse, som at Du forestiller dig i denne Sygdom en snart forestaaende Død. Jeg hørte i Vinter, at Du havde faaet din Sygdom af en Forkjølelse med Hoste og ondt for Brystet, og at det var Tæring, der almindelig hos unge Folk ikke længe opholdes, før Døden kommer. Vist synes jeg, det er tungt, efter dine særdeles Gaver og Hjertens Arbeide, der har og kunde endnu virket til Menneskers Salighed, at det skulde saa snart i Tiden ophøre, og Du kaldes herfra i de bedste Aar, og jeg, et svagt Menneske, mulig overleve Dig; men hvad er vi, at vi tør gaa irette med Gud ? Nei, hans vise Øie med sine ser bedst den saligste Tid at kalde Dig herfra til sin Herlighed.
Men, kjære Broder ! Hold uafladelig ved at bede og love den kjære Gud og Frelser; fortvil ikke, naar mørke Angester og Tvil møder din Sjæl; vær ikke bange, om mange Feiltrin og Synder forestilles dig; haab paa Guds Barmhjertighed, mest i de største Angester, og lad ham lutre Dig i Elendigheds Ovn; bliv stadig i Din Længsel til ham; sørg fremforalt for din Sjæls Frelse !
Glæder Gud dit Hjerte, da vogt dig for Høimodighed og den fordærvelige Begjærlighed; om den Glæde vedvarer, da tak og lov Gud er alene i Glæden, men og i Haabet, om han lader det blive mørkt; søg i alt Naadens Kilde, at blive renset fra de vedhængende Synder, og overgiv Dig til Gud med Din Aand og lad ham skjænke Troen, saa at, om Du dør, da skal Du leve. Bed Gud for mig og alle, som herefter annammer hans saliggjørende Naade, at vi maa komme efter gjennem Døden, beredte at samles med alle de Troende i de Levendes Lande.
Skulde disse Ord være de sidste, jeg skriver Dig til, da siger jeg Dig herved Hjertens Tak for hvert Ord og hvert Trin, Du har traadt for at deltage i vort fælles Arbeide til Menneskenes Salighed. Lev vel, Broder ! Lev evig vel ! der ønsker Din Medtjener i vor Herres Jesu Naade, Amen“.
Da hans Sygdom tiltog mere og mere, sagde nogle Venner til ham : “Du skal vel snart faa slippe herfra Du, som har været saa tro i dit Kald”.
Men John svarede ydmygt : Gud maa vel tage mig bort, fordi jeg ikke har været tro mod ham.
Efterat han allerede var bleven meget svag, gik han omkring til Kjendte og Venner for at tage Afsked med dem. Da han havde været paa Mælum hos Arne og Marit, vilde sidstnævnte, der især var en bekjendt og anseet Haugianer, følge ham nogle Skridt paa Veien; men under hans lærerige og fængslende aandelige Tale glemte hun sig, saa hun fulgte med nogle Kilometer og mærkede det ikke, før John gjorde hende opmærksom paa, at hun gik fra den “Vesle i Vuggen”.
— Derefter gik han til nogle andre Venner, Kristen og Marit søndre Bryn, ikke langt fra Øier Hovedkirke, hvor der var et almindeligt Opbyggelses og Samlingssted for Haugianerne. Her blev han i 2 Uger og nød den omhyggeligste Pleie, da han nu foreløbig maatte gaa tilsengs; en ældre, troende Søster af Husfaderen, der sædvanlig kaldtes “Marit-Faster”, havde Tid og Vilje til at tjene de Troende.
Saa gik han hjem til Bjørge og var fra den Tid stadig sengeliggende. Mange besøgte ham paa hans Syge- og Dødsleie. Ved en saadan Leilighed, fremsagde han ved Afskeden med lav Stemme, næsten hviskende et Vers af Christian Andreas Bernsteins Salme : “I Herrens Udvalgte, som Hellighed øve”; det lyder saaledes :
“Ak, lader os alle hverandre erindre, At ingen sig lader fra Kronen forhindre !
Naar Verden og Satan vil bruge sin Magt, Saa staar vi forenede alle paa Vagt;
Vor Fader, han hører de samlede Sukke, Mod enige Hjerter tør Satan ei pukke,
Hvo vil de forenede Aander udslukke ?“
Mange mødte op for at vaage; men “Stedmoderen blev den flinkeste og stadigste til at passe ham”.
De sidste hviskende Ord af den Døendes Læber var tredie Vers af Bartholomæus Ringwalds Salme : Gud Helligaand i Tro os lær : “Naar Liv og Aande vil forgaa I Dødens bitre Stunde, O, at vi da din Virkning saa I Hjertet føle kunde, At vi vor Sjæl med god Forstand Befale maa i Jesu Haand I evig Ro at gjemmes“.
Saa sovnede han stille ind.
Flere af hans Venner var tilstede; blandt disse en troende Enke, Kirsti Gillebo, der senere blev gift med en bekjendt Haugianer Ole Larsen Furuset i østre Aker. Paa Hjemveien gik hun indom paa Bryn og berettede om Johns Hjemgang. Hun lagde bevæget til : “Jeg har benyttet mig forlidet af Johns Arbeide blandt os“.
Han døde i April 1822 kun 27 Aar gammel.
En stor Skare fulgte den afholdte bortgangne Lægmand til Graven. Stedets Sogneprest, Peder Dybdahl (1748 – 1828), talte bevæget ved hans Grav; han havde altid agtet og elsket John Bjørge, “der var en stadig Kirkegjænger og satte det kirkelige Embede høit”.
Ja den hensovede Guds Ords Bekjender “var en kjærlighedsfuld og fredsstiftende ung Mand, som ved sin Død blev dybt savnet af mange; men hans Ihukommelse blev til Velsignelse; thi han døde den Retfærdiges Død“.