– «..hvorved Syndens Menneske bliver aabenbaret og Guds kjærlighed bekræftet«; Forfattet og til Trykken befordret af John Erichsen Bjørge i Aggershuus Stift; nærmere bestemt : John bodde i «Øijer» (Øyer) i Gudbrandsdalen og gikk bort allerede i 1822.
Men ca. 2 år før han gikk bort, fikk han trykket dette korte skrift hos Christoffer Grøndahl i Christiania, gjennomsett av Hans Nielsen Hauge. Det er Johns testamente og samtidig et personlig vitnesbyrd fra ham om et kort liv i kamp for å vinne frem til fred med Gud. Og han fant frem til målet; John Bjørge var svært aktiv og avholdt blant troende venner, ikke minst blandt dem som ble regnet for Hauges venner, dette tross sine unge år, og var svært ivrig i sin gjerning for å hjelpe og veilede andre på den samme troesvei;
– les denne fantastiske lille boken – på 32 sider – her :
– eller les boken i original (1820-utgave) her : Sandheds_Stadfæstelse_-_1820
«O ! kommer (kom !/red.) Venner, lad os frydes;
Ved Sandheden vi skal frigjøres
Og vinde Seier ved vor Troe :
Om Fienderne de end bruse,
Og synes de os sønderknuse,
Guds Naade den dog i os boe».
Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre ! at du haver skjult det for Vise og Forstandige, og aabenbaret det for de Umyndige. Ja, Fader ! thi det var saaledes behageligst for dig. Matth. 11 Cap. 25, 26 V.
Jeg paakaldte, og Viisdoms Aand kom til mig. Jeg holdt den ypperligere end Scepter og Throne, og jeg agtede Rigdom intet at ligne ved den. Thi det Skin, som gaaer fra den, udslukkes ikke. Baade lærde jeg uden Svig og meddeler uden Avind. Viisd. 7. C. 7,8, 10, 13 V. (Visdommens bok/Deuterokanoniske b.).
Forerindring.
Jeg føler Tilskyndelse til at paaminde og formane mine Medmennesker til at kjende, elske og troe Gud, samt arbeide paa sin Næstes Lyksalighed; i den Henseende har jeg forfattet dette lille Skrift, hvori jeg har beskrevet min egen Omvendelse.
Maaske Læseren kan undre sig over, at jeg taler saa frit om Antichristen; jo, jeg vil tale Sandhed for den Allerhøiestes Aasyn; og at jeg er dertil dreven, er og Gud bekjendt dog ikke tvungen, men frivillig.
De Blinde see ikke Ødelæggelsens Vederstyggelighed; men enhver som har faaet opladte Øine, skal see at den har sat sig i Guds Tempel.
Jeg vil udgive disse Blade i det Haab, at de blive de Oprigtige til Troens Bestyrkelse og Frimodighed; men de Onde til Overbeviisning og Dom, derfor kalder jeg Bogen saaledes. Dog vil jeg advare Enhver, som mig selv, at han ikke bedømme disse Ting med egen Fornuft eller tager det ene Ord fra det andet, men tager den hele Sammenhæng, saa forklarer det ene det andet.
Jeg troer at Gud, som skjenkte mig sit underlige Lys, giver mig Naade og Frimodighed til at forsvare hans Sandhed, i hvad det skal gjælde. Hvo som ikke kan fatte dette, han bedrøves er derover; det Vigtigste er, at lære at kjende Christum og træde i hans Fodspor; hver, som søger Herren af ganske Hjerte, han faar Veiviisning udi alle Ting, som udkræves at vide til Salighed; dog maae de vogte sig, at de ikke tale bespottelig om de Ting, de vide intet af, 2. Petri 2,12 eller, som Prætorius siger, tilskrive enten Phantasien eller Satan den Helligaands Virkning; hvilket dem i Sandhed skulde vorde til en stor Synd, og høist strafværdig Guds Bespottelse; men prøver alle Ting og beholder det Gode.
_________________________
FORMANING OG LÆRDOMS GRUNDE.
_____________
Stræber alvorlig at indgaae igjennem den snævre Port; thi mange skal, siger jeg Eder, søge at komme ind, og skal ikke kunne; Luc. 13 Cap. 24 V.
Disse Christi Ord ere at lægge paa Hjerte for os, thi om vi end har kjendt et levende Kald, dersom vi ei bestandig og alvorlig jager efter det foresatte Maal, saa kan det ikke hjælpe. Derfor siger Jesus : mange skal søge, og ikke kunne, hvilket gjør, at der bliver faa Udvalgte.
Alle Mennesker ere vel kaldte, men faa er det, som giver den Helligaands Virkning Rum til nogen Opvækkelse af Syndens Søvn. og søge af Hjertet at fornegte sig selv; — og mange af dem skal ikke finde, altsaa bliver det vist saa, hvilket den gode Gud ikke er nogen Aarsag til, men Menneskens frie Villies Misbrug; thi de vil forbeholde og hykle med sine kjæreste Skjødesynder, derfor bliver Veien dem for trang, thi da kan de ikke bekomme den Guds Kjærligheds Kraft, som er mægtig til at
– 5 –
forbrænde og dræbe det, som ei gaaer ind i Christi Forening.
Men derover beholde de Brændemærke i sin Samvittighed, 1. Tim. 4 C. 2 V., som hindrer den sønlige Aand, og den indvortes Øvelse bliver dem forborgen (skjult/red.), de ere sandselige og ikker aandelige; dog disse kan og øve noget Godt saalænge deres Temperament bifalder, men naar der kommer Fristelse, da ere de let overvundne; disse svage, de beskylder de Oprigtige, der drives af Guds stærke Kjærlighed, for Høimodighed.
Vort Kjød og Blod og bedragelige Hjerte er den nærmeste Fiende og heel bedragelig, at vi altid har fornøden at arbeide paa at lære at kjende os selv; thi af Hjertet udgaaer onde Tanker, og disse ere de, som gjør Mennesket ureent, siger Jesus; og derfor driver han paa Aarvaagenhed, beder altid og ikke bliver træt m.m., thi det Onde kommer først i en løs Tanke, siden i Villie, og dernæst til Gjerningen; derfor behøver vi altid at være vaagen i vor Aand, tage alle onde Tanker fangen under Troen, og prøve Aanderne om de ere af Gud, og da skal Enhver, som vil fornegte sig selv, og allene spørger med Paulus, Herre hvad vil du jeg skal gjøre ? Ap.G. 9C. 6 V. ikke savne Veiledelse af Guds Ord og Aand; hvilket stadfæster Sandheden i de Troendes Hjerter med en levende Erfarenhed, thi Livsens Aands Lov i Christo Jesu haver frigjort dem fra
– 6 –
Syndens og Dødens Lov, Rom. 8 C. 2 V.
Dersom Sandheden faaer frigjprt Eder, skal I være ret frie, Joh. 3 C. 36 V. Det er : alle de, som Gud faaer virket en sand Omvendelse hos, de fatter Christum i sin Synds Erkjendelse ved Troen, hvilken renser deres Hjerter fra Synden, ved hans Døds Kraft dræber de den gamle Adam og vandrer i et nyt Levnet, den skal Sandheden frigjøre.
Thi for det første frigjør Sandheden de Troendes Samvittighed, det før omtalte Vidnesbyrd, med en frivillig Aand, til at udrette Guds Befalinger; for det andet, saa frigjør den dem fra de udvortes Modstandere; thi om de end i Ord og Gjening modstaaer, saa har hine Lys og Samvittigheds Dom hos sig. For det tredie, skal den tilsidst frigjøre paa hiin store Doms Dag; thi da skal den Retfærdige staae med megen Frimodighed for deres Aasyn, som ham trængte (forfulgte/red.), og som intet agtede paa hans Arbeide. Viisd. 5 C. 1 V.
Derfor bliver stadige i den Frihed, som Christus frigjorde os med, og lader os ikke atter falde under Trældommens Aag, Gal. 5 C. 1 V. at vi ikke mere skulde være unge Børn, som skulde lade os røres som Bølger, og omdrives af hvert Lærdoms Veir, formedelst Menneskens Spil, formedelst Trædskhed til Vildfarelses Snedighed; Eph. 4C. 14 V.
Derfor I troe Sødskende ! Lader os staae i en sand Forening indbyrdes,
– 7 –
og dertil behøver vi først en sand Hjertens Renselse, hver hos sig.
For det andet, Aabenhjertighed, thi derved bliver vi forenet i vore Bønner med og for hverandre, og meddeelagtige i Sorg og Glæde.
For det tredie behøver vi en kjærlig Skarpsindighed til at overbevise hverandre om Feilene, thi da faaer Djævelen ikke Anledning til at adskille os med Mistanke, thi da kan alt blive prøvet efter Guds Ord; og derved være hverandre underdanige i Guds Frygt.
Naar man beskuer sit naturlige Ansigt i et Speil, da kan man see den mindste Plet eller Ureenhed, saaledes bør vi sætte Loven for vore aandelige Øine, som nøie aabenbarer vore Skrøbeligheds Feil, hvilket smertelig føles til Ydmygelse og bliver aftoet (vasket ren/red.) i Christi Blod; men dersom Synden forbeholdes i Villien, da bliver det dybere Saar, og kan ikke læges, uden den onde Materie bliver udrenset og Synden hades, thi naar Træet ikke bær god og moden Frugt, da kan man mærke at Roden har Skade, om det end er grønt; derfor maae vi udrense det Onde af Hjertens Rod, saa det ei skulde betage vort aandelige Liv i Gud, eller den Saft som vi skulde bekomme af Viinstokken Christus, saa vi kunde bære Saligheds Frugter og renses fra al Kjøds og Aands Besmittelse, at vi kunde bevares i Guds rene Kjærligheds Omsorg for alle Mennesker, og ei beblandes
– 8 –
med naturlig Kjærlighed, hvilket ikke er let at mærke; dog bliver den til Enkelte, eftersom Sindet bifalder, efter timelig Omstændighed og Personens Anseelighed m.m., saa hades endda ikke Sunden fuldkommelig, derfor er den ikke reen; vi har nok Aarsag til at elske i forskjellige Grader, det har vi Exempel paa, om den Discipel Jesus elskte, dette bliver ikke efter Naturens Valg, men efter Aandens Lys og Forening, og hvor den ægte Kjærlighed bliver overflødig, der hades og Synden alvorlig, baade hos sig selv og andre; vandre vi saa, at vi beholder Fred med Gud og en god Samvittighed, da bliver vor Bøn sammenføiet med Lovsang, fordi vi føle Guds uforskyldte Naade mod os; men Frygt for at tabe denne dyrebare Skat driver os til Bønnen, at vi kan bevares i Sandheden.
Elskelige ! værer (vær/red.) al menneskelig Øvrighed underdanig for Herrens Skyld.
I, som ikke kjende Eders Syndenød, men leve efter Eders Naturs Fordærvelse i al Ureenhed, troer dog Guds sande Ord, saa skal I finde, at det er paa høi Tid at omvende sig; hvor snart kan vi ikke staae i Evigheden ? hvor ilde har den da ikke gjort imod sin arme Sjæl, som haver foragtet Guds herlige Naade, og isteden for evig Salighed kastet sig i den evige Død.
Men nu har vi Naaden og Saligheds Dag, Nu er det Tid at klarere sin Sag; og Jesus siger
– 9 –
hos Joh. 12C. 36 V. : medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kan blive Lysens Børn. Da skal enhver erfare, hvor godt det er at have Guds Naade og Venskab i Tiden og siden evig Salighed.
Betænker dog først Eders Sjæls Trang, og ydmyger Eder under Gud; betragt hans Ord, som Pontoppidan siger : suk til Gud om hans Ands Oplysning, læs med god Andagt og alvorlig Eftertanke, med villigt Forsæt at ville leve derefter, saa skal I kjende, om Lærdommen er af Gud, osv.
I, som staae i Kaldelsen, og er betaget («fratatt»/red.) Eders Syndefred, da Guds Aand tugter, ja og drager Eder med søde Følelser, o ! bliver dog ikke længer staaende i Børnefødselens Sted, betænker dog, at et Barn paa hundrede Aar skal døe.
Ja ach ! hvor stor Skade er det ikke, at modstaae Guds Aand og ei bliver troe efter den første Kjærlighed ! Lader os fra nu af fornye Herren vore Løfter, afstaae fra alle Synder, de mindste med de største, og flittig bruge de Naadegaver, som Gud giver; om vi havde det mindste Lys, saa betænker dog, at det er uforskyldt og en stor Naade af Gud; og de som er troe over det Lidet, dem vil Herren sætte over Mere.
Jeg skriver Eder til, I som leve udvortes ærbare; men dog ikke har lagt nogen ret Grundvold til en sand Omvendelse. Viid, at det
– 10 –
Herre, Herre ! hjælpe ikke, om I end læste og bad Nat og Dag, saa kan det intet gjælde, dersom I ikke udrenser det Onde af Hjertens Rod, og kjender Eders Syndenød.
Derfor siger Herren : fordi du siger : jeg er riig, og er bleven riig, og har intet Behov : og du veed ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen, Aab. 3 C. 17 V., ja disse ere de værste at faae overbeviste, lad ikke Bogstaven døde Eder, saa I skulde blive bedragne ved Dagenes Ende, med en død Troe og falsk Indbildning om Guds Naade; prøver Eders Troe, saasom Pontoppidans Forklaring over Katechismus lyder.
I, som nylig har taget ved Troen, men ere dog faste i Eders Forsæt, jager efter denne Kjærligheds Ild, saa den ikke skulde formørkes, at Eders Friheds Aand tabes; men frygt altid af Kjærlighed for at gjøre den milde Gud imod; han er trofast, som os kaldte, han vil selv fuldkomme sin Gjerning i os, naar vi selv ikke hindre hans Magt, hvilket skeer ved Lunkenhed og Sikkerhed, thi derved faaer vore Fiender Leilighed til at forblinde os, og fange os i sine Garn, som udkastes hvert Øieblik og Stund; derfor lader os altid være vaagen i vor Aand og prøve os nøie, at vor Villie maatte altid være underlagt Gud; — og følge det, Aanden driver os til; — være fornøiet med Guds Villie,
– 11 –
om han end unddrager sin følelige Nærværelse, naar vi gaae frem i Oprigtighed efter Vidnesbyrdet og udretter Guds Befalinger, da finder vi Føde deri. I skal have Fred i mig siger Jesus.
I, som ere mere erfarne; eller som Johannes kalder Fædre ! Joh. 2 C. Giver Agt paa eder selv, og dem, som er mindre bekræftet, og lader os give Agt paa hverandre, til Tilskyndelse, til Kjærlighed og gode Gjerninger, saa vi ikke forlade vor egen Forsamling, som Nogle have for Skik, men formane hverandre; og det saa meget desmere, som I see, at Dagen kommer nær til, Ebr. 10 C. 24, 25 V.
Forkynder vor Herres Evangelium, at det nu er Tid at forarbeide son Salighed med Frygt og Bævelse, bruger de Kræfter, som Herren giver, til at ære ham i Ord og Gjerning; om vi end kjende os fattige, og saarede af Fienderne, da have vi desmere Medlidenhed med de Oprigtige, og oprette de hængende Hænder og de forsmægtede Knæe; Ebr. 12 C. 12 V.
Jager efter Fred med hver Mand, og Helliggjørelsen, uden hvilken ingen kan see Herren; 14 V., saa I see til, at ikke nogen holder sig tilbage fra Guds Naade, at ikke nogen Bitterheds Rod, som maatte fremvoxe, gjør Splid, og mange skulde ved den besmittes, 15 V., men holde os fast ved Herren med Bønnen; og ved
– 12 –
alle gode Øvelser indvortes og udvortes, da bliver vi opvarmet af Guds Kjærlighed, som overvinder alle Ting, saa vi maae sige med frit Mod : Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte for, hvad et Menneske skulde gjøre mig, Ebr. 13 C. 6 V., og i Bønnen vende al vort ganske Hjertes Attraae til Gud, med en sand Ydmyghed, saa vi altid erkjende vor Uværdighed for ham til den mindste Naade, da kjende vi, at det er en stor Naade af Gud, at vi kan bede, og derfor bede vi des flittigere.
Saa lad os da altid ofre Gud Lov-Offer formedelst ham, der er en Frugt af de Læber, som bekjende hans Navn, Ebr. 13 C. 15 V.
Lader os vogte os for Efterladenhed, som baner Vei til Affald i Ondskabs Synder, og er tit de største; ja forhindrer Guds Gjerning i os og den Frugt, som vi ved Flittighed kunde bære; derfor lader os altid bede Gud om et lydagtigt Hjerte, lade hans Aand tugte og fordømme Synden i Kjødet; saa vil Herren selv rense os og give en fast Tillid, saa vi bede i Troen intet tvivlendes, Jac. 1 C. 6 V., thi vil Gud give os langt over det, vi forstaae at bede om.
Alt dette veed de, som ere erfarne, bedre end jeg kan beskrive det; — og tilsidst vil jeg paaminde Eder med det samme som mig selv : at vi altid forestilte os Guds allerhelligste Nærværelse, Tidens Korthed og Evighedens Længde; da skal vi være troe og
– 13 –
flittige til at vandre for Herren denne korte Tid vi har at leve her i Verden; saa skal vi, naar vor Strid har Ende, istemme den nye Sang for Stolen og Lammet.
Hils dem, som os elske i Troen. Naaden være med Eder Alle ! Amen.
_____________________________
Om mine indvortes Følelser, og den Maade, Gud har kaldet og arbeidet paa mit Hjerte, indtil denne Tid; hvilket jeg med Ærbødighed for Gud vil betragte; thi jeg kan ikke dølge Guds Kald.
Vel har det kommet mig for, at det kan være at kaste Helligdommen for Hunde, dog haaber jeg at det kan komme de Oprigtige til Nytte, derfor bortdriver jeg alle Forhindringer; og hvormeget det bør aabenbares, det vidner Aanden, naar man ikke vandrer imod hans Forlov.
Dog ansætter jeg ikke mine Følelser til nogen Regel for Andre; saa de skulde gjøre nogen Fordring til Gud, at han skulde føre dem paa den samme Maade; nei Gud veed selv hvad enhver kan bedst tjene.
Jeg er født udi Aaret 1795 paa Gaarden Bjørge i Øiers Sogn. Fra den første Tid
– 14 –
jeg kom til saa stor Forstand, at jeg kunde tænke noget, da havde jeg Tanker om Gud og Evigheden og vor Udødelighed.
Min Moder var et gudeligsindet Menneske, hun formanede mig til at søge Herren af ganske Hjerte, og tænke paa min Skaber i min Ungdom, m.m.
Jeg havde Følelse for Guds Ord, og lærte mange Bønner og Sukke, og bad Gud om hans Aands Oplysning, at jeg maatte blive hans Barn, men vidste ikke, hvorledes jeg kunde blive anderledes end jeg var. Min Moder sagde : vi skal ikke alene lade af at gjøre ilde, men og lære at gjøre Guds Villie.
Hvad Ondt og Godt var, havde jeg ikke Forstand paa, hvorfor jeg bad Gud vilde aabenbare mig sin Villie, saa vilde jeg gjøre den.
Da jeg tænkte paa Døden, blev jeg bange og syntes jeg ikke var færdig til at døe, og bad inderligen : Herre ! tag mig ikke bort midt i mine Dage; dette var til mit niende Aar. Siden begyndte jeg at tabe denne Agt for Gud og hans Ord; adskillige Lyster begyndte at herske hos mig; derimellem havde jeg Angest i min Aand, og gjorde Gud Løvter at jeg vilde forbedre mig; men naar Leilighed gaves og jeg kom i Selskab med Andre, da var jeg overvunden igjen.
Imidlertid plagedes jeg af onde Tanker, med Vantroe om Gud og Evigheden og min egen Udødelighed, som vilde gjøre Ordet til Løgn;
– 15 –
dette vidste jeg var af den onde Aand, og bad Gud bevare mig derfra.
Tildeels indskjød Fienden, at jeg skulde forkorte mig selv; disse Tanker vare mig aldeles imod, men Fienden holdt mig med Skamfuldhed, at jeg ikke kunde faae tale derom med nogen; tilsidst udbrød jeg med dette for min Moder og strax tabte denne Fiende sin Magt.
I mit 13de Aar blev jeg saa syg,at jeg tænkte det havde blevet min Død. Nu begyndte jeg at betænke min betænke min Vandring og Sjels Tilstand, og fandt mig uden Guds Naade og Venskab, om jeg da skulde henfaldet; jeg bad Gud om Naade og Tid, saa vilde jeg omvende mig.
Jeg blev sund igjen og beholdt mit gode Forsæt, og fandt saadant Liv i Guds Ord at jeg agtede det høiere end alt det i Verden var; og blev mere og mere vaer min Elendighed; jeg stred Nat og Dag i Bønnen til Gud, at han vilde bevare mig i sin Sandhed.
Naar jeg var i Enerum faldt jeg paa mine Knæe og udødte min Hjertens Begjæring for Gud; undertiden blev jeg saa hjerteglad, at det ei kan udsiges.
De Fornøielser, som jeg forhen havde havt i verdslige Selskaber, de vare mig stinkende at tænke paa. Og naar jeg saae deres Leeg, da var jeg bedrøvet og bad ofte saaledes : o Herre ! giv Naade til deres Omvendelse, og drag deres Sind til dig at de kan kjende dig hvor god du er !
– 16 –
Men Skamfuldheds Aand holdt mig, at jeg ganske lidet kunde bekjende i Ord hvad jeg troede; ja ikke engang for de Fortrolige; dog Christi Ord vare for mig : den, som bekjender mig for Menneskene, den vil jeg bekjende, men den, som negter mig, den vil jeg og negte etc. Disse Ord, og den Guds Kjærlighed, som brændte i mit Hjerte, drev mig undertiden til at tale noget for dem, som jeg var i Omgang med; hvorved jeg fandt mig meget bestyrket. Dette varede et Aars Tid.
Ved en Hændelse var der nogen, som gik paa Skie for syndig Lysts Skyld i Sneen; jeg vaagede ikke over mit Hjerte, men gav Syndelysten Rum, og Fienden indskjød, det er ikke saa farligt for een Gang Skyld m.m., hvilket jeg samtykket med; men jeg erfarede, at en liden Surdei syrer Deien hele. Det gaaer ei an, sit Hjerte her at dele, En liden Lyst den ganske verdslig gjør, etc.
Dette udartede sig meer og meer, at jeg tilsidst fik Dristighed næsten til alle Vellyster, Dands og Kortspil m.m.
Dog havde jeg ingen Fred deri; men den elendige Syndelyst og Verdens Kjærlighed drev mig; dog holdt Gud mig ved Haanden at jeg havde Frygt for hans Ord, men Ulyst at følge dem. Naar Nogen bespottede Sandheden, da vilde jeg dog forsvare den.
I denne Tilstand levede jeg indtil mit tre og tyvende Aar; da blev min Lyst til Dands borte, dog var jeg saadan Slave
– 17 –
under mine Selskabsbrødre, at jeg tvang mig ofte imod Villien, for derved at beholde deres Venskab.
Imidlertid var der en gammel Dranker, som var behersket af Fritænkerie; denne hængte sig; derover faldt mig ind forskrækkelige Tanker, som jeg søgte at bortdrive, men kunde ikke.
Engang faldt mig ind disse Tanker : jeg skal omvende mig til Herren, saa bliver jeg ei alene qvit saadanne Plager, men jeg faaer og Fred i min Aand; jeg fornyede mine Løvter, at tjene den levende Gud, begyndte at bede og betragte Guds Ord og blev mere og mere vaer min Elendighed.
Ligesom Fienden før havde trøstet mig i Synden, saa begyndte han nu at afmale den saa stor, at den ikke kunde forlades : foreholdt mig, at jeg tilforn havde erkjendt Sandheden og faldet, Nu hører Gud dig ikke; jeg faldt i Tvivl om Guds Naade, og tænkte, det havde væet mig bedre, at jeg ikke havde Retfærdigheds Vei.
Som jeg saaledes stred, faldt det levende paa mit Hjerte : ja det bliver vel værre; men søg alvorlig, saa skal du endnu bekomme Naade; jeg blev glad og lovede : kan jeg bekomme din Naade og Venskab, o Gud ! da vil jeg ikke agte om hvad det skal koste for Smerte i mit Sind; men det varede ikke længe før Angesten begyndte igjen.
– 18 –
Jeg søgte iblandt de Opvakte efter Veiledning og Trøst, men intet kunde hjælpe; jeg bekom en af Hans Hauges Bøger, kaldet Religiøse Følelser, og læste om de Fristelser, som endeel andre havde havt; især Ole Svanøen; men jeg kunde ikke tage Deel i deres Fristelser, thi for dem var det en Fristelse som tjente til Gode, med jeg er fortabt og fordømt, thi jeg har foragtet min Førstefødsels Rettighed, jeg har syndet imod den Helligaand, som aldrig kan forlades evindeligen; undertiden kunde jeg fine gode Tanker tændte i mig med en liden Gnist af Haab om Guds Miskundhed; men dette varede ikke længe.
Jeg var nu bleven Soldat, og kom paa Exercise; engang begyndte de at dandse paa Stedet, hvor jeg logerede, nu kjendte jeg saadan Lyst til at dandse, at jeg neppe havde havt saadan Lyst dertil før; dette vidste jeg efter mit indvortes Vidnesbyrd og Guds Ord, at det var en aabenbar Synd; dog var den onde Aand saa mægtig til at forblinde mig, at jeg tilsidst troede det ikke var Synd, og derved kunde stille min Angest, men dette blev den sidste Gang jeg dandsede.
Siden tiltog Vantroen om Guds Naade mere og mere; dog bad jeg til Gud stedse, ja imod Haabet; men for mig syntes jeg det var forsilde, — mange søgte at trøste mig, men det kunde intet hjælpe.
– 19 –
Undertiden blev jeg saa betagen af denne Angest, at jeg ikke mægtede at arbeide; om Aftenen, da jeg lagde mig til Hvile, da syntes jeg at jeg var i Djævelens Vold, om Morgenen, da jeg vaagnede, ligesaa; ach ! tænkte jeg, det havde været mig bedre, at jeg ikke havde været født; jeg faaer den største Straf i Helvede, m.m.
I denne Tilstand gik jeg heel Sommer; om Høsten blev jeg saa mat. at jeg neppe kunde gaae, og blev af Angesten sygelig i mit hele Legeme, besynderlig i Hovedet; min Lyst til Mad tabtes; men jeg arbeidede i Bønnen til Gud, og tænkte, om jeg end arbeider mig til Døden med Bønnen, saa vil jeg dog ikke aflade, saalænge Livet varer; det var nu paa det yderste med mig.
Som jeg saaledes stred, da blev det ligesom taget af mig en Byrde; mit Legeme blev sundt, følte ingen Angest i min Aand; men ei heller nogen Tillid til Gud; tænkte jeg paa Helvede, saa frygtede jeg dog ikke; jeg blev i Forundring over mig, og tænkte, nu har Gud aldeles forladt mig til Forhærdelse, før har jeg frygtet for Straffen, men nu gaaer jeg med Frimodighed i Helvede; havde jeg havt Angest igjen, da havde jeg været i langt bedre Tilstand; Djævelen var nu tilstede og indskjød i mine Tanker : nu kan du leve frit i Synden, den korte Tid du har at leve i Verden, du kommer tidsnok i
– 20 –
Helvede. Dette vilde jeg ikke samtykke med, men tænkte ved mig selv, om jeg end er forskudt fra Gud, saa vil jeg dog ikke gjøre noget, som er Synd; som dette havde varet lidet (en liten stund/red.), begyndte Angesten igjen; men da var jeg noget bestyrket af dette Forsæt.
En Søndag var jeg ved Kirken, som jeg kom hjem faldt mig ind disse Tanker : hvad nytter det at jeg gaaer i Kirken eller iblandt dem, som er i Naade hos Gud, jeg har allerede Forsmag paa den evige Pine.
Jeg blev saa urolig, at jeg ikke kunde være stille paa noget Sted, men gik ud paa Marken og vandrede; jeg standsede paa eet Sted og bad, da begyndte Bønnen at falde særdeles let, at jeg faldt i Forundring, og udøste mit Hjerte for Gud om min Nød, siden tænkte jeg : maaske Herren endnu kan forbarme sig over mig; jeg skyndte mig hjem og formanede de Tilstedeværende at omvende sig.
Om Aftenen gik jeg i mit Sengekammer; da begyndte jeg at kjende en følbar Glæde i min Aand, at jeg umulig kunde være stille, dog tilsidst lagde jeg mig paa Sengen.
Denne Glæde tiltog mere og mere; tilsidst blev jeg bestraalet med et Lys fra Guds Herligheds Throne, at jeg i Troen saae det treenige Væsen, og bekom en levende Forsikring om Guds Naade; den store Vantroe ble borte i samme Øieblik;
– 21 –
vel havde jeg saa store Glæder i min første Opvækkelse, at intet i Verden var at ligne derimod, men dette var i en langt høiere Grad; jeg fortrød nu min Ulydighed imod Gud og lovede at tjene ham af alle Kræfter; jeg kunde nu ikke andet end altid bede, sjunge, love og takke Gud for sin Naade, saa det var ganske lidet jeg fik sove om Natten en Tid, men sang og bad; jeg frygtede for dem, som vare i Huset med mig, at de kunde tænke underlig om mig derover og foreholdt dem at jeg kunde ikke anderledes.
Denne store Naades Besøgelse tog jeg mig vare for at tale meget om, baade for de Oplyste og Verdsligsindede, da jeg kjendte Høimodighed vilde trænge mig; jeg formanede alle Forekommende til christeligt Liv; men det varede ikke længe før Gud unddrog sig igjen og Vantroen om hans Naade opkom, thi jeg var ikke øvet at vandre i Troen; jeg bad da heftig til Gud, at han for sin Søns Skyld ikke vilde unddrage sin Naade fra mig, thi jeg havde nu noget mere Haab til Gud end før.
Som jeg saaledes bad inderligen, da kjendte jeg klarligen at Bønnen trængte sig ind til Guds faderlige Hjerte, og troede, at hans Søn bad for mig; derved blev jeg meget bestyrket, men var dog i Bedrøvelse.
Som dette havde vedvaret en Tid og Angesten blev større og større; — da blev jeg derefter besøgt med
– 22 –
det samme Lys igjen, da var jeg paa en Reise, og det varede ved medens jeg reiste en Miils Vei. — Det er nu over et Aar siden Gud saaledes besøgte mig.
Fra den Tid kjendte jeg en heftig Drift til at bekjende Sandhedene og da havde det en særdeles Kraft til at virke paa mange; at endeel, naar jeg engang havde talet med dem, kom til mig igjen og sagde, at de havde været forandret i sit Sind, siden de talede med mig, men forstod sig ikke paa hvad som virkede paa dem; jeg følte et særdeles Liv i Guds Ord, og min eneste Lyst var at tale derom; mange søgte til mig om Helligdagene og ofte har jeg været paa andre Steder, hvor Folk har havt Begjerliged.
Det meste, som har smertet mig, er at mange af dem, som gjorde Begyndelse til en sand Omvendelse, har faldet paa Afveie og til falske Aander, og derved tabt den indvortes Erfarenhed, og siden faldet i Synden igjen; og endeel kan have aflagt nogle udvortes Laster og stole paa den udvortes Gudsdyrkelse, uden Hjertets Renselse.
I Førstningen var jeg meget plaget af Menneskefrygt, og syntes det var bedst for mig at tale med nogle Faa; men som jeg blev mere bekræftet, da faldt Talen mig lettest, naar mange kom sammen; ja jeg havde en saadan Følelse naar jeg talede Guds Ord, at jeg ofte ikke
– 23 –
sandsede hvad jeg sagde; men var ligesom uden for mig selv; var der nogen som modstod, da fik jeg ofte overflødigt at overbevise dem med; jeg var altid opløftet til Gud med Lov og Taksigelse, og syntes at hans Godhed var stor imod mig, thi da jeg var i den store Angest, da besøgte han mig med sin store Naade, da bad jeg, at han vilde give mig Naade til at bære ham Frugter, eller løse andre af Syndens Snarer; nu syntes jeg, at jeg ogsaa var bønhørt heri.
Ofte faldt det mig for, at jeg skulde gaae til den og den, og tænkte at naar jeg faaer tale med ham, da virker det, hvilket og skeede; naar jeg var i Eenrum da faldt mig undertiden for Vers af Psalmer og vigtige Grunder af Guds Ord, som jeg ikke vidste jeg havde seet eller læst; ja Gud skjenkede mig Lys til at kjende Manges Sind alene ved det jeg saae og betragtede dem.
Naar jeg skrev til Nogen, da faldt det særdeles let foruden lang Betænkning.
Men Gud gav mig Lys til at kjende Aanderne fra hverandre paa disse Kjendetegn : først, den one Aand tilskyndte mig at kræve Aabenbarelser fra Gud, og i det samme foreholdt mig det som var imod Guds Ord, og naar jeg vilde prøve det paa Prøvestenen, da vilde han ikke være med, men vilde at jeg skulde stole paa mig selv, og arbeide med egen Forstand, tilmed har den onde Aand intet Liv med sig, men en
– 24 –
Døsighed; — derimod den gode Aand drev mig til Bøn, og at erkjende min Uværdighed for Gud til den mindste Naade, og at jeg intet formaaede af mig selv til noget Godt, og tilskyndte mig til at prøve alt efter Guds Ord, der førde Liv og Fred med sig.
Mine Følelser har for det meste været saa opflammede, at jeg undertiden har maattet erkjendt i mit Hjerte for Gud, at jeg ikke har Kræfter til at bære saadanne Forlovelses-Dage; og naar han har unddraget sig, da har jeg syntes at jeg ogsaa har vildet gaaet frem efter min Overbeviisning og været fornøiet med Guds Villie, da har jeg erfaret, at jeg ikke har havt Kræfter til at bære de gode Dage for min Naturs Fordærvelse; saaledes har Gud handlet med mit Hjerte til denne Tid; om han herefter behager at drage udenlands, saa vil jeg ved hans Naade være fornøiet med at tjene ham i Oprigtighed, hvorledes han vil føre mig igjennem Tiden.
De Ord ligger mig paa Hjerte : den, som meget forlades, skal meget elske; dette maa jeg anvende paa mig, og beder hjertelig, at Herren vil bevare mig i Sandhed, at jeg kan komme fra en Klarhed i en anden, indtil mit sidste Aandedræt. Det skee !
– 25 –
Milde Gud og Fader ! du som af din store Kjærlighed har givet os dit rene og livsalige Ord, hvilket er en Livs Lugt (lukt/red.) til Livet for dem, som i en levende Troe søger dig, saa du i dem faaer stadfæstet din Sandhed i Hjertet; men derimod en Døds Lugt til Døden for alle Naadens Foragtere; kjære Fader ! oplys enhver, som vandrer vanvittig, at han faaer see sin Elendighed, og søge dig medens du findes; ja bevar du os i din Sandhed ved en stedsevarende Aarvaagenhed i Ydmyghed, at vi kan træde fra et forringet Trin til et andet, og altid kjende vor egen Afmagt til det Gode.
Forklar du Ordet i vore Hjerter med en levende Erfarenhed, at vi ei skulde være ufølsomme for dit Ord og Aandens Mindelser, men blive opfyldte med din Aands Kraft og stærke Kjærlighed til at udrette dine Befalinger i Viisdom og Frimodighed indtil Enden.
O Gud, giv os Agtpaagivenhed paa dine Bud og din Søns Røst og den med en frivillig Lyst at efterfølge, at vor Villie og Forlængsel altid maae være inderligere end vore svage Kræfter formaae at udrette; saa vil du holde os ved Haanden, i hvad os møder af Fristelser og Trængsler, indtil Dagenes Ende. Amen.
– 26 –
Her vil jeg berett om en Person, nemlig : Knud Rasmussen.
Jeg skylder at anføre den Aarsag, som bevæger mig hertil; dog den sees nok i det Efterfølgende, men endeel kunde svare : at jeg ikke havde med andre Mennesker at bestille, det er ikke mit Kald m.m.
Jeg derimod, som en Christen, troer, at det er min og alle sande Christnes Pligt, at oplyse og lede vore Medmennesker til det Gode, samt overbevise og modstaae det Onde.
Da benævnte Person er især i disse Egne meget bekjendt, og har ikke Faa som troer og ophøier ham, og endeel af Uvidenhed tillægger mig og mine Troesbrødre det samme Levnet og Lære, som han; saa vil jeg her offentlig berette om ham, ikke af Had for at forfølge ham, men kun opgive hans Lære og Levnet, samt det Væsen, hans ivrigste Forsvarere udvise.
Naar dette prøves med Bibelen og vor Børnelære, samt de flere gudelige Skrifter, da maa Træet kunne kjendes paa Frugterne.
Knud Rasmussen Norgaarden af Gusdals (Gausdals/red.) Præstegjeld i Gudbrandsdalen er nu omtrent 27 Aar gammel og beretter selv i sine Breve i Januar 1818, at han i Søvne drømte han var i Kirken for at faae Syndernes Forladelse,
– 27 –
og at han var ganske reen, uden det Klæde, han havde om Halsen; at han saae store Grave under Stolene i Kirken m.m.
Da han vaagnede, tænkte han at det betyder, han snart skulde døe. Han bad da Gud være ham naadig m.m. Tre dage efter hørte han i Øret at en stor Almue sang for ham; derefter hørtes i Øret mange Sange, som han sang; ogsaa blev han talet til i Øret om sin Sygdom og meget andet, som at han skulde tage en Pude af Halsen, som havde faaet af en Kone til Lægedom, naar han tog den af Halsen blev han frisk; saa fortæller han, at det saa meget har været i hans Legeme m.m.
Om sin Lære skriver han : at Sabbathen har været overtraadt i Blindhed hos Unge og Gamle, vel besøgt Kirken; at Glandsen og Kjødets Flor har vendt dem derifra, ellers straffer han paa nogle udvortes Laster, berører endeel historiske Stykker i det gamle Testamente.
I en Samtale, jeg havde med ham, fornegtede hna Menneskets frie Villie, hvilket mange andre og har hørt af ham; thi han erklærer, at han ikke selv kan raade sig, men maatte følge det, som drev ham.
For at forsvare denne Sætning beraabte han sig paa den Guds Aand, han havde, samt at alle Guds Mænd, som ere skreven om i Bibelen, vare ogsaa drevne imod deres frie Villie.
Omvendelse lærer han vel om, men det
– 28 –
gaaer ud paa det udvortes og enkelte Laster, at man skal tvinge sig derfra. Igjenfødelsen og om Strid mellem Aand og Kjød kunde jeg ikke forstaae han havde nogen Erkjendelse om, som jeg holder for Troens-Kjendetegn; thi naar han talede om Strid, sagde han : vi skal modstaae med Guds Forjættelse.
Tilegnelsen syntes det for mig han tilegnede sig, eller lærte om Jesu Forsoning, uden Opofrelse til Syndernes sande Omvendelse.
Den Tale eller Røst, som taler i hans Øre sagde han da og stedse siden den Tid, har talt og lært ham, alt hvad kan skal lære og gjøre. Især falder meget i et Slags Vers.
Angaaende hans Levnet, da er han streng afholden fra de bedre Slags Mad og alle stærkere Drikke, som Viin, Brændeviin m.m.
Mod de finere Spiser, saavelsom Viin kan Apostelen Pauli Ord 1 Tim 4 C. 3 V. 5 C. 23 V. 2 Tim. 3 C. 1-9 V. overbevise er Feil.
Misbrug kan gjøres i alt, især Brændeviin, men vel anvendt, er det til Sundhed og Styrke (vitenskapelig feil/red.), saa faar den, som misbruger det, selv have Skaden. Dette er min Mening.
Knud kan slet ikke arbeide, har ikke Lov, siger hans Venner, at lægge et Træe i Ovnen; han vandrer omkring i flere Sogne, og taler for de mange, som søge ham, disse vel, for han ikke raader sig selv, ikke kan faae Hue paa sig, ikke bære ædle
– 29 –
Metaller eller Penge paa sig.
Han gjør Mirakler, der meest bestaaer i at lægge Hænder paa de Syge, og naar nogen er syg i Nærheden af ham, kan han ikke faae tale før det er udført.
Sædeligheden forbyder mig efter Rygte at tale om hans Adfærd heri. Jeg har ikke faaet nogen Kundskab om nogen er bleven virkelig sund ved hans Haandspaalæggelse paa det syge Sted.
Han spaaer om adskilligt, snart at en døer, eller og at et eller andet Sted ligger Kjemper begravne, saa at naar han kommer der bliver han holdt, m.m.; saadant beretter hans egne Venner.
I Henseende til hans moralske Charakteer, da kan den, saavidt Frugterne skulle udvise Træets Art, ikke bedømmes; thi da han intet udretter, og intet har, saa tager han mod sit Ophold hos dem, han logerer hos, og intet giver.
Hans Sind synes nok blandet med Vrede og Letsind, men især er dette synligt paa hans ivrigste Forsvarere, da de synes at ville anfalde dem, som modsige Knud, med Grovheder.
Deres Bitterhed paa mig og flere som frygte Gud og ikke kan troe deres Mesters Lære og saakaldte Under har næsten ingen Grændser.
Knud selv siger i en Skrivelse : at mine Lige (de som er enige med John/red.) havde sagt, at hans Lære ikke er ret;
– 30 –
hvilket siger han : at synes har reist sig ene af Ærgjærrighed, og taler bittert om os.
Jeg troer at ædeltænkende og mere oplyste Mennesker kan prøve saadan Aand, og bedømme den endog i Forhold til Skaberens Orden i Naturen.
Jeg har troet mig pligtig, overensstemmende med Pauli Ord og de flere Apostler, at det nu efter 2 til 3 Aars Forløb var nødvendigt at fremsætte disse Ting, og jeg skal bevise deels ved Breve, deels ved Vidner, om fornødiges, alt hvad jeg haver sagt.
Gud, vor Gud, styrke os til at modstaae det Onde, og blive faste i det Gode efter det sande sammentagne Guds Ord ! det er mit Ønske.