– i boken : “Billeder fra Hauges tid“. Oslo 1934. Indremisjonsselskapets Forlag.
I forordet til boken står følgende : Det som her er fortalt har jeg hentet dels fra den muntlige tradisjonen i Øyer, Fåberg og Veldre, med støtte av opplysninger fra arkivene, dels fra H.N. Hauges skrifter, A.C. Bang : “Hans Nielsen Hauge og hans Samtid” og H.G. Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede”.
Av billedene er nr. 3, 4, 6 og 14 velvilligst utlånt fra samlingen til bygdebok for Øyer. Jeg bringer herved en hjertelig takk til alle som har fortalt mig fra gamle dager, og ikke minst til bygdehistorikeren Tor Ile, Øyer, for verdifull hjelp. Veldre, 30. januar 1934. Sigrid Svendsen.
Gjengitt fra s. 48 – 58 : En av Hauges unge venner.
Høit til værs med en imponerende utsikt over dalen like fra Jørstad i Fåberg til Trettens grense, ligger Bjørge-gårdenes grå husklynge. Ennu står nogen av bygningene fra begynnelsen av forrige (19.) århundre, og gir det lille gårdstunet på Søndre Bjørge et forunderlig gammeldags koselig preg.
Her gikk ut og inn en ung gutt, som blev en av dem Hauge satte størst forhåpninger til, nemlig Jon Eriksen Bjørge. Han var født 1795 av foreldre Erik Mikkelsen fra Tretten og Anne Jonsdatter. Hun var søster av Johannes Kraabøl.
I hans barndom var denne del av Øyer, Sørbygden, et særlig mørkt sted. Mange var henfalne til drikk, ja det hendte også at nogen drepte seg selv. Jon var en begavet og tenksom gutt. Under sin fromme mors veiledning vokste han opp som et gudfryktig barn, “som lærte bønner og sukke, om bad om Guds Ånds hjelp”.
Ugudeligheten i nabolaget gjorde også inntrykk på hans følsomme sinn, og hjalp til å nære alvorstankene. “Fra den første tid jeg kom til så stor forstand at jeg kunde tenke noget, da hadde jeg tanker om Gud og evigheten og vår udødelighet”.
Han levde det barnlige bønneliv med Gud inntil han var i 9-års alderen. Da begynte det å tape seg. Det blev så meget annet som optok ham, især når han var sammen med kamerater. Innimellem var han engstelig og lovte Gud, at nu skulde han forbedre sig, «men når jeg kom i selskap med de andre, var jeg overvunnet igjen».
Som han nu blev større var han også til dels plaget av onde tanker, tvil på Gud, ja endog dette at det var best å forkorte sitt liv. Men han var for sky til å snakke med nogen om det og få hjelp. «Til sist betrodde jeg dog dette til min mor, og da tapte denne fiende sin makt».
Til et personlig valg kom han under en sykdom, da han var 13 år gammel. Han trodde dengang at døden var nær. Han tenkte over hele sitt liv og bad Gud om nåde og tid, så vilde han omvende sig. Gud hørte ham og gjorde ham frisk, og Jon blev også sitt løfte tro.
Nu begynte det nye liv med Gud for ham. Han blev så glad i Guds ord, at han satte det høiere enn alt annet i verden. Samtidig viste også Gud ham mere og mere av hans egen medfødte dårlighet. Men da tydde han alltid til sin Frelser og bad om å bli bevaret. «Når jeg var i enrum, falt jeg på mine kne og utøste mitt hjertes begjæring for Gud, og undertiden blev jeg så hjerteglad at det ei kan utsiges».
De fornøielser han før hadde vært med på i verdslig selskap, syntes han nu var «stinkende å tenke på», og for kameratene bad han : «O Herre, gi nåde til deres omvendelse, og drag deres sinn til dig, så de kan kjenne hvor god du er».
Det falt vanskelig for ham å bekjenne med ord for sine kamerater. Men så tenkte han på hvad Jesus har sagt : «Den som bekjenner mig for menneskene, ham vil og jeg bekjenne for min far og hans engler. Men den som fornekter mig, ham vil og jeg fornekte».
Dette ord og den Guds kjærlighet som brente i hans hjerte drev ham somme tider til å vidne for dem han var sammen med, og han kjente hvor han selv blev styrket ved det.
Dette varte omkring et års tid. Da begynte det igjen å gå tilbake med hans åndelige liv. Og også denne gang var det kameratskapet som gjorde det.
Begynnelsen var at han blev med dem ut på ski engang — det var vel ikke så farlig å være litt sammen med dem igjen ! Så fikk de innflytelse over ham, så han blev med på ting som han visste var galt, skjønt han i grunnen ikke hadde lyst til det. «Dette utartet mere og mere, så jeg til sist fikk dristighet til næsten alle verdens fornøielser, dans, kortspill m. m. Dog hadde jeg ingen fred deri».
Således blev han gående med ufred, overbevist om Guds vilje, men uten å kunne løsrive sig fra kameratene, til han var 22 år gammel.
I denne tid var hans kjære mor død. Senere blev faren gift med en bra kvinne, som hette Kari. Hun blev en omsorgsfull mor for de barn som var betrodd henne.
Nu var der på en av Bjørge-gårdene en gammel mann som drakk. Han var «behersket av fritenkeri». En dag da folk kom hjem fra kirken, fant de ham hengende i et tau. Han hadde drept sig.
Det gjorde naturligvis et sterkt inntrykk på alle der. Og Jon kom inn i mange slags forferdende tanker. Da tok han den beslutning å omvende sig til Gud igjen. Han begynte ivrig å be og lese Guds ord, og fikk se mere og mere av sin egen elendighet.
Sjelefienden kom nu til ham på en annen måte. Før hadde han trøstet ham i synden, men nu sa han at overtredelsene var så store at de ikke kunde tilgis. For han hadde jo før smakt Guds nåde. «Nu hører han dig ikke !»
Der var en ung gutt til på gården, omtrent jevnaldrende med Jon, tjenestegutten Arne. De delte værelse, og Arne var vidne til hans nød og strid. Således blev han også påvirket denne tiden.
En gang kom det så levende for Jon : «Søk alvorlig, så skal du ennu finne nåde». Det lettet ham litt, men så var det ikke lenge før angsten begynte igjen.
Således gikk han i angst og nød en hel sommer. Det var nettop den sommeren han var på eksersis. På moen gjorde de bare narr av ham som gikk der så nedtrykt, eller satt og leste i Bibelen eller en av Hauges bøker («Religiøse Følelser»), Og kapteinen rådet ham til å ta brekkpulver, «for å fordrive den forvirrede ånd». Men så ille som Jon Bleken blev han dog ikke behandlet.
Engang fikk de ham også til å danse igjen der, skjønt han visste at han ikke burde gjøre det. Og etter det blev hans angst bare verre.
Han kom hjem igjen fra moen, og mange forsøkte å trøste ham, men det nyttet ikke.
«Om høsten blev jeg så matt at jeg neppe kunde gå, og blev av angsten syk i hele mitt legeme, mest i hodet. Jeg mistet lysten på mat. Men jeg arbeidet i bønn til Gud og tenkte, om jeg enn kjemper mig til døde, så vil jeg dog ikke ophøre, så lenge der er liv. Det var nu på det yderste med mig».
Men så kom reaksjonen : Han følte ingen ting lenger, hverken godt eller ondt. Han blev likesom aldeles kold for alt. Da trodde han at Guds Ånd helt hadde forlatt ham. Og han syntes det var langt bedre om han hadde vært i sin forrige tilstand.
Da kom djevelen stikkende med den fristelse : «Nu kan du leve fritt i synden den korte tid du er i verden. Du kommer tidsnok i helvede !» Men dette viste han fra sig idet han tenkte : «Om jeg enn er forskutt av Gud, så vil jeg ikke gjøre noget som er synd !».
En søndag gikk han til kirken. Men da han kom hjem igjen, tenkte han : «Hvad nytter det at jeg går dit eller blandt dem som er i nåde hos Gud ? Jeg har allerede en forsmak på den evige pine». Ved dette blev han så urolig at han ikke kunde være stille noget sted, men gikk ut på marken. Nu orket han ikke be heller, men stanset og sukket op til Gud.
Da begynte bønnen plutselig å falle ham særdeles lett, så han blev forundret over det. «Jeg utøste for ham mitt hjertes nød».
Og han fikk det håp at Gud kanskje ennu kunde forbarme sig over ham. Dette gjorde ham så glad, at han skyndte sig hjem, og formante de tilstedeværende til å omvende sig. Og da han om kvelden kom inn på sitt værelse og blev alene, begynte han å kjenne en så stor glede over Guds nåde, at han umulig kunde stå stille. Senere la han sig på sengen, og da var det som om Gud besøkte ham. «Denne glede vokste mere og mere. Til sist blev jeg bestrålet av et lys fra Guds herlighets trone. Jeg så i troen det tre-enige vesen og fikk en levende forsikring om Guds nåde. Jeg fortrød nu min ulydighet mot Gud, og lovet å tjene ham av alle krefter».
I den tid som nu kom, var han så glad at han ikke kunde annet enn stadig be, synge, love og takke for Guds nåde. Og han lå våken det meste av natten av bare glede. Til dem som var i huset sa han at de måtte ikke tenke underlig om ham, han kunde bare ikke være anderledes.
Ellers tok han sig i vare for å tale meget om «denne store nådes besøkelse», både til troende og vantro. For da kjente han at hovmod vilde trenge sig inn. Det gikk nu en tid. Så blev disse søte følelser borte. Da blev han redd igjen. Men Gud lærte ham, at han ikke hadde forlatt ham for det. Og en gang senere, mens han var på en reise, kom dette himmelske lys igjen, og denne underlige oplevelse av Guds nærhet. Det var mens han gikk alene en mils vei.
Den store forandring som var foregått med «’n Jo Bjørge», vakte naturligvis opsikt, og det blev en underlig vekkelsens tid i Sørbygden. Han kunde ikke annet enn å snakke til alle han traff, og be dem omvende sig, så skulde de også få erfare Guds store nåde. En hel del ungdom kom til eftertanke, og mange også til en virkelig omvendelse.
En av de venner han vant med sig var tjenestegutten Arne Bjørge, som også blev et vidne i bygden.
Først hadde han bare hatt frimodighet til å tale med den enkelte. Men så begynte han å lese Guds ord og be til Gud mens folk i huset hørte på. Derefter holdt han små opbyggelser på plassene rundt om Bjørge. Ungdommen var påvirket og hørte ham gjerne.
Det var en ung pike, som forteller at hun en kveld skulde gå til et slikt sted, hvor hun så ungdommen samlet sig. Hun visste ikke hvad slags samling det var, men tenkte helst de skulde ha moro. «Men jeg blev forundret», sa hun, «der satt de med salmebøker, og mange begynte å synge, og ’n Jo leste og bad så hjertelig til Gud». Der blev hun vakt.
«Fra den stund gikk jeg aldri på dansemoro mere».
Mange kom til ham igjen og fortalte at de hadde vært forandret i sitt sinn siden han snakket til dem, og især om helligdagene kom folk gående opover til Bjørge for å tale med ham om sin sjel.
De eldre troende gledet sig over ham og tok ham med på sine møter.
Senere kom han til nabobygdene Fåberg, Gausdal og Ringebu, og i 1819 virket han både på Hedemarken og Toten.
Han stod i brevveksling med Hauge, som var glad i ham, og kanskje «i Jon Bjørges virksomhet har tenkt sig en fortsettelse av sin egen». (A. C. Bang.)
Jon hadde også en del trekk til felles med Hauge. Den plutselige og følbare åndsmeddelelse under gjennembruddet, den brennende omsorg for andres frelse, evnen til å få folk i tale og til å forstå dem.
«Gud skjenket mig lys til å kjenne manges sinn alene ved det at jeg så og betraktet dem». De voldsomme åndelige brytninger han hadde vært oppe i selv, hadde gitt ham erfaring og innsikt, så han var skikket til å være en veileder for andre.
Han kunde bedømme åndene, også hos sig selv : «Den onde ånd tilskyndet mig til å kreve åpenbarelser fra Gud. I det samme foreholdt han mig det som var imot Guds ord. Den gode ånd derimot drev mig til bønn, og til å erkjenne min uverdighet for Gud til den minste nåde, og at jeg av mig selv ikke formådde å gjøre noget godt, samt tilskyndet mig til å prøve alt efter Guds ord».
Denne ydmyghet viste sig i hans fremtreden. Samtidige forteller at han var beskjeden, ydmyg og forsiktig i all sin vandel.
Vi har et brev fra Hauge til Jon Bjørge, skrevet 14. oktober 1819.
Efter å ha takket Gud for ham, sier han :
«Jeg kunde ikke rettere forstaae, end at Gud havde besøgt dit Hjerte med et sært høit og helligt Kald, og givet dig en stor Maade av sin Kjærlighed, betroet dig en himmelsk skat av flere Pund»;
— men fortsetter så :
«Kun, kjære Broder ! at du vogter dig for den farlige Hovmod, den elendige Lunkenhed og den skadelige Frygt; thi vi ere overbeviste om, at vor Herre er streng over dem som han betror Pund, at han vil kræve Regnskab om vi ere saa efterladne eller frygtsomme, at vi grave det ned i Jorden. Jeg formaner dig Broder, ved Guds Aand, at du tager dig vare for disse Farer, saa undgaaer du de Skrækkedomme, de true med. Lad os altid vaage, altid have en sønlig Frygt, og endelig grave dybt for at erkjende i Grunden vort Hjertes Fordærvelse»1’).
Jon Bjørge besøkte Hauge på Bredtvedt i 1819. Senere virket han i Drammen, på Eiker og i Valdres, og blev mangfoldige mennesker til vekkelse.
I 1820 utgav han en lite skrift : «Sandheds Stadfæstelse», som Hauge så igjennem.
Han modnedes merkelig hurtig.
Når den overstrømmende glede til sine tider blev borte for ham, så tok han det slik at han kunde vel ikke bære mere av dette på grunn av sin naturs skrøpelighet. «Når han har unddratt sig, da har jeg også i tillit til ham villet gå frem efter min overbevisning og vært fornøiet med Guds vilje. Om han herefter behager å dra utenlands, så vil jeg ved hans nåde være fornøiet med å tjene ham i opriktighet, hvorledes han enn vil føre mig gjennem tiden».
Jon Bjørge stod i et stadig arbeide, og utover i 1821 begynte han å føle sig trett. Men en kar skulde jo ikke la sig merke med at han var trett. Han begynte å hoste, men det var ikke brukelig i den tiden å gjøre noget vesen av en forkjølelse.
Det gikk, inntil han ut på vinteren 1822 blev rent elendig. Da søkte han doktor. Og så var det tæring på et langt fremskredet stadium.
I mars 1822 skriver han til Hauge om dette, og sier at sykdommen har vært ham til åndelig velsignelse. Han har nu fått tid til å overveie forskjellig, som han før ikke har vært opmerksom på hos sig selv. «Gud give mig at stride ret ! Det kan ei ske sovende at vinde Livsens Krone. – Jeg formaar ikke mere. Men skulde det være siste gang jeg skriver til dig, Broder, da vil jeg inderlig takke dig med Kone og øvrige Husfolk for al eders Godhed imot mig ! Kjære Søskende, hold fast ved den levende Gud, og lad ingen Ting i Verden drage Sindet og Hjertet fra ham; thi det er hastig endt, men at elske vor Herre bestaar».
Hauge tar avskjed med ham i følgende brev :
«Kjære Broder Jon Bjørge !
Hjertelig tak for din Skrivelse, som jeg i Aften modtog; det var mig meget følsomt, saavel at se din Strid og dybe Erkjendelse, som at du forestiller dig i denne Sygdom en snart forestaaende Død. Jeg hørte i Vinter, at du hadde faat din Sygdom av en Forkjølelse med Hoste og ondt for Brystet, og at det var Tæring, der almindelig hos unge Folk ikke længe opholder, før Døden kommer. Vist synes jeg det er tungt, efter dine særdeles Gaver og Hjertens Arbeide, der har og kunde endnu virket til Menneskers Salighed, at det skulde så snart i Tiden ophøre og du kaldes herfra i de bedste Aar, og jeg, et svagt Menneske, muligt overleve dig; men hvad ere vi, at vi torde gaae irette med Gud ? Nei, hans vise Øie med Sine veed bedst den saligste Tid at kalde dig herfra til sin Herlighed.
Men, kjære Broder ! Hold uafladelig ved at bede og love vor kjære Gud og Frelser; fortvivl ikke, naar mørke Angester og Tvivl møde din Sjæl; vær ikke bange, naar mange Feiltrin og Synder forestilles dig; haab paa Guds Barmhjertighed, meest i de største Angester, og lad ham luttre dig i Elendigheds Ovn. — Søg i Alt Naadens Kilde, at blive renset fra de vedhængende Synder, og overgiv dig blot til Gud med din Aand, og lad ham skjænke Troen, saa at, om du døer, da skal du leve. Bed Gud for mig og alle, som herefter annamme hans saliggjørende Naade, at de maatte komme efter igjennem Døden, beredte at samles med alle de Troende i de levende Lande.
Skulde disse Ord være de sidste jeg skriver dig til, da siger jeg dig hermed hjertelig Tak for hvert Ord og hvert Trin, du har traadt, for at deltage i vort fælles Arbeide til Menneskenes Salighed. Lev vel, Broder ! Lev evig vel; det ønsker din Medtjener i vor Herres Jesu Naade, Amen.
Bredtvedt, den 5te Marts 1822.
Hans Nielsen» (Hans Nielsen Hauge : Breve)
Mens Jon Bjørge ennu var såpass at han orket å gå, strevet han sig omkring til sine venner og bekjente i bygden for å si farvel. Han gikk fra Sørbygden like til Mælum, som ligger oppe i bakkene nordenfor Øyer kirke, for å være sammen med Arne og Marit Mælum enda en gang.
Da han gikk derfra, fulgte Marit ham efter sedvanlig høflighet ut på trappen. Men eftersom det vel var siste gang de såes, var de kommet inn i en samtale om de evige verdier, og Marit blev med et stykke nedover veien. Hun glemte sig og gikk flere kilometer, inntil Jon gjorde henne opmerksom på at nu gikk hun fra den vesle i vuggen (meddelt av kirkesanger Arnesens sønn og svigerdatter, lærer N. Arnesen og frue, Oslo).
Fra Mælum gikk Jon Bjørge til Bryn, hvor det også var et samlingssted for Haugianere. Her ble han liggende i to uker, og fikk den omhyggeligste pleie. Da han efter denne tur kom hjem igjen til Bjørge, blev han for alvor liggende. Mange venner møtte op for å våke hos ham. Men stedmoren blev nu den flinkeste og stadigste til å passe ham.
Kirsti Gillebo var der den dagen han døde, og hun kom til vennene på Bryn med dødsbudskapet. Jon var blitt så svak til slutt, at han vanskelig kunde snakke. Det siste de hørte ham hviske, var dette vers :
«Når liv og ånde vil forgå i dødens bitre stunde,
o, at vi da din virkning så i hjertet føle kunde,
at vi vår sjel med god forstand befale må i Jesu hånd,
i evig ro å gjemmes».
Så sovnet han stille inn 5. juni 1822, bare 27 år gammel.