– i bokverket “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”; Andet Bind. Anden Afdeling. Haugianismens Tid – Anden Halvdel 1821 – 1850. Christiania 1912-1920;
– hentet fra s. 710 – 711 :
En Lægmand, der ogsaa stod betydelig over det almindelige, var Ole Lund (fleraarigt personligt Bekjendtskab, Brevveksling med ham), født i Skiaker i 1831.
Om hans Hjem og Ungdom vides kun lidet. Efter sin Konfirmation drev han i nogle Aar Skrædderhandverket, blev tidlig paavirket af Egnens egne og de mange tilreisende Haugianere, men kom først til Vækkelse i den voksne Alder.
Efter Anmodning af Stedets Prest blev han Lærer i sin Hjembygd 1861, men søgte siden Vikar og gik et halvt Aar paa Tønset Lærerskole, hvor han havde den senere bekjendte Seminarlærer Jens Jensen til Veileder.
Han tog Eksamen der i 1866 og fortsatte saa sin Virksomhed som Lærer og Kirkesanger i sin Hjembygd, indtil han efter 34 Aars nidkjær og dygtig Tjeneste i 1895 tog Afsked.
I denne lange Tid holdt han ved Siden af den egentlige Gjerning ofte Opbyggelser paa Hjemstedet og i nærmeste Omegn. Han havde en dyb Indsigt i Guds Ord, stod urokkelig paa vor lutherske Bekjendelses Grund, var i Besiddelse af rig kristelig Erfaring og en betydelig Evne til at fremstille sine Tanker klart og sammenhængende.
Der var ved hans Vidnesbyrd noget forsigtigt, troværdigt og paalideligt, som gav Tillid og gjorde dybere og varigere Indtryk end stærke Ord og kraftige Følelsesudbrud.
Sin Gaard Austin i Nordberget havde han af “udyrket Mark opryddet og dyrket”.
Desuden var han “i sin Tid stærkt benyttet i det kommunale Liv. Han var i flere Perioder Medlem af Herredstyret, Ordfører og Valgmand, ligesom han ved Siden deraf indehavde en Række andre kommunale Tillidshverv”.
Efter sin Afsked syslede han med Jordbrug, men virkede især for Guds Riges Fremme. “Da det er min Lyst”, skriver han selv, “at søge Aandsnæring i Guds Ord, saa bruger jeg almindelig om Helligdagene at lade Folk komme sammen til Opbyggelser, hvor vi læser, beder og synger sammen”.
Da han nu havde Tiden mere til sin Raadighed, foretog han ogsaa af og til som Guds Ords Forkynder Reiser sydover Gudbrandsdalen og videre til Christiania og Omegn og var alle Steder en kjærkommen, anseet og agtet Lægmand.
Han var tilstede ved Afsløringen af H.N. Hauges Bautasten paa Bredtvedt Midtsommer 1904, hvor han bagefter den egentlige Høitidelighed paa Opfordring holdt en vakker liden Tale. Desuden virkede han som Medlem af den Komite, der indbød til og ordnede med de store kirkelige Lægmandsmøder i Christiania i 1906 og 1907.
Vor dyrebare lutherske Kirke laa ham varmt paa Hjerte; derfor ængstedes han for den moderne Theologi, der baade ved Universitetet og blandt Presterne mere og mere vinder Indgang; thi han saa i den en ny Rationalisme, et dybt aandeligt Frafald fra vor lutherske Kristentro.
For at skaffe Kirken tryggere Kaar vilde han , at der skulde arbeides energisk og vedholdende for gode Reformer; men han var af dem, som mente, at man burde gaa frem med stor Forsigtighed og Omtanke, saa man ikke fik noget værre.
Det var imidlertid hans Haab og Tro, at Kirkens Hoved og Herre nu, som saa mange Gange tidligere i Kirkens Historie, vilde føre sin Sag til Seier og lade en ny Aandens Vaar oprinde for os, naar hans velbehagelige Time kommer. Indtil dette sker, gjælder det særlig, mente han, baade for den enkelte og Kirkesamfundet i levende Tro at holde enfoldig fast ved Guds aabenbarede Ord og vor lutherske Bekjendelse, saa ingen faar røve vort dyreste Eie, og samtidig virke mest mulig for at vække og nære et sundt og sandt Kristenliv blandt os.
I sine senere Leveaar havde han tunge Prøver og Sorger; men han bar dette som alt med stille Taalmodighed.
En begavet Søn, der var Læge i Chicago, døde ved et Ulykkestilfælde, og en anden særdeles evnerig Søn, Kunstmaler Ivar Lund, gik ogsaa pludselig bort ved et heftigt Udbrud af en Brystsygdom, han tidligere under Veiarbeide havde paadraget sig, men som længe syntes at have været overvundet.
Disse Tildragelser drev den Gamle kun tættere ind i Guds Favn og til endda større Iver og Flid i sin Kristendom.
De stærke Legemskræfter blev omsider nedbrudte; han blev tilslut næsten døv og blind, men var aandsklar, tillidsfuld og trøstig.
Efter omkring 5 Ugers Sygdom “afgik han ved Døden i Troen paa Jesus” 20. October 1912. Han har meddelt gode Oplysninger til denne Bog.