– hentet fra Mads Iver Wefring : «Minder fra mit Reiseliv». Kristiania 1897.
– gjengitt s. 21 -22 :
Fra Vaage (Vågå) fortsatte vi Reisen til Lom, hvor vi holdt Forsamlinger i Hovedsognet, Skiager (Skjåk) og Bæverdalen. I dette Prestegjæld traf vi flere ældre og prøvede Kristne, der allerede i en land Aarrække havde kjendt D. Arnesen og som ved Hauges eller hans Venners Paavirkning samtidig var blevne vundne for Kristendommen. Ole Onstad, Gulbrand Haave og Sivert Høvre hørte til Arnesens fortrolige Venner.
Det var opbyggeligt og gribende at se den inderlige, barnlige Glæde, hvormed disse gamle mødte hverandre. Især blev Samtalen livlig, naar den dreiede sig om deres Vækkelsestid og om Guds Tro-
– 22 –
fasthed og hans kjærlige Førelser, hans naadige Bevarelse uagtet al Skrøbelighed og Troløshed fra deres Side. Ligesom Mødet efter flere Aars Mellemrum bar Festlighedens Præg, saaledes var ogsaa Skilsmissen hjertelig og ofte blandet med Taarer. De syntes altid, at Samværet var for kort.
Ole Onstad var ligesom flere i Lom indflyttet fra Lyster (Luster). Han var en i Bygden høit anseet Mand og blev paa Grund af sin praktiske Forstand meget benyttet i Kommunens Tjeneste.
Det blev mig fortalt, at da han engang som Bygdens Ordfører var tilstede ved et Amtsformandskab paa Lillehammer, kom en Dag en meget indviklet Sag til Behandling og fremkaldte en land Diskussion uden at der opnaaedes Enighed.
Onstad, der af Beskedenhed nødig vilde kaste sig ind i Debatten, udtalte til sin Sidemand sin Formening om, hvorledes Sagen rettest burde ordnes; den, til hvem han henvendte sig, bad om at maatte faa Lov til at fremsætte hans Udtakte Tanke som Forslag med Angivelse af sammes Ophavsmand. Da dette var gjort, sagde Amtmanden : «Ja her har vi en grei Løsning paa Gaaden !» Og Forslaget blev enstemmig vedtaget.