– hentet fra bokverket av H.G. Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Chra. 1912 – 1920.
– fra s. 713 – 715 :
Omkring 1835 og udover reiste M.I. Wefring, A.N. Haave, Jens Johnsgaard og mange flere gjennem disse Bygder (Lesje og Lesjeskogen), hvormed en hel Del blev vakte.
Blandt de ældste, næst de allerede omtalte (Rolf Brækken, Sivert Kjensletten, Ole Ødegaarden, Marthe Skogen), var Peder Jacobsen Nestande, født der i Prestegjældet Aar 1800. Han udtalte engang, da der blev en ny Vækkelse : “Saadan var det ikke i min Opvekst; den ene levede som den anden, og ingen sagde noget. Det eneste vi hørte var af Mor, som sagde til mig og mine Brødre, naar vi gik ud om Kveldene paa Ungdomsfornøielser : “Nu maa I vogte Eder, Gutter, saa I ikke gjør noget galt”.
Ved “galt” mente man noget grovt, som Uenighed, Slagsmaal og lignende, der maatte henregnes til aabenbare Laster.
Peder var i sin Ungdom en kvik og livlig Gut, en flink Violinspiller og derfor uundværlig i “Leik og Lag”. Kammeraterne kunde ligesom ikke more sig uden ham; han levede i denne Tid udvortes ærbart som Folk flest, men var urolig i Samvittigheden og utilfreds med sin Tilstand. Saaledes gik Tiden hen indtil noget over den voksne Alder.
Om hans aandelige Gjennembrud har en af hans Sambygdinger fortalt. Det gik meget enfoldig til. Han som mange andre i Bygden reiste hyppig udover (nedover) Gudbrandsdalen og solgte Sild og anden Fisk. Paa disse Ture pleiede han ofte at hvile paa Mælumsvangen i Kvam, nordre Fron. Konen i Huset var den bekjendte Gjertrud Pedersdatter fra Romsdalen; hun havde en særegen Gave til at tale med den enkelte om aandelige Ting og eiede desuden en sjelden vakker og gribende Sangstemme.
Engang Peder Nestande omkring 1835 tog ind der, talte hun som sædvanlig med ham om Nødvendigheden af at “søge Herren, medens han findes, og kalde paa ham, den Stund han er nær”.
Peder blev meget urolig over sin Sjæls Tilstand og kom til Sindsforandring. Fra den Tid var han en alvorlig og forsigtig Kristen.
Nogle Aar senere (1840) besøgte Gjertrud Bygden Lesje paa Gjennemreise til sin Fødeegn og holdt da, som hun pleiede, Opbyggelser der. Hendes aandelige Paavirkning i disse bestod “fornemmelig i Sang, Bøn og en indtrængende Formaning til Bod, Omvendelse, Tro og Helliggjørelse”.
Stedets Sogneprest og Kirkesanger var begge Modstandere af den kristelige Livsbevægelse og dømte hende haardt. De ytrede bl.a. til mange : “Hun skulde ikke have Lov til at reise slig og forvirre Folk, men burde sættes fast !”
Dette fik Peder Nestande ogsaa høre og blev meget nedslaaet, da han dengang ikke eiede saa stor aandelig Erfaring. Han skrev da et Brev til Gjertrud herom. Hun sendte snart et Svar, der beroligede og blev ham til Veiledning. I dette anfører hun bl.a. følgende Linjer af en Sang :
¤
“Lad dem kun snakke hen, som bedre ei forstaa,
Slig Snak er ikke værd Engang at tænke paa”;
¤
ved dette Brev, “der ogsaa indeholdt fornøden kristelig Undervisning, blev han meget styrket og opmuntret”. Fra den Tid var han en ivrig Guds Ords Bekjender baade i sin Hjembygd og over hele Gudbrandsdalen og Romsdalen. Han var egentlig ingen stor Begavelse som Prædikant, men talte praktisk kristelig, enfoldig og hjertelig, ja brændte af Omsorg for sine Medmenneskers aandelige og timelige Vel.
Hans Fremgangsmaade i Opbyggelserne var, som almindelig dengang, at læse et Kapitel i Johan Arndts “Sande Kristendom” eller en Prædiken af Luther, Francke, Pontoppidan eller Hauge; derpaa fulgte Bøn, Salmesang og en kortere, gribende Formaningstale.
“Peder Nestande”, skriver en af de Gamle, “var et Lys for sine Omgivelser; han vandrede stedse med Herren for Øie og søgte i Ord og Gjerning at ære sin Frelser og vinde Sjæle for ham. Mange blev vakte ved hans Paavirkning, deriblandt fantes flere senere meget anseede Guds Ords Bekjendere”. Han var den mest indflydelsesrige blandt de aandelige Ledere i Bygden og virkede lige til sin Død i 1857 til stor Velsignelse for Unge og Gamle ved sin faste lutherske Holdning i en stærkt aandelig bevæget Tid”.
En samtidig Meddeler har udtalt : “Jeg tænker med Vemod paa hin Tid, hvor enfoldig de gamle Haugianere havde det sammen, og hvilken Kjærlighedens og Endrægtighedens Aand dengang raadede blandt Vennerne i Modsætning til mange Steder senere. De havde mere af det Sind, de første apostoliske Kristne eiede; de var som disse ét Hjerte og ét Sind”.
“I en længere Tid fremover arbeidede Herren mere i det skjulte paa adskillige i Bygden indtil 1851, da en større Vækkelse kom over Lesje ved Gaardbruger Syvert Gravaune (1815 – 1896) og Hans Pedersen Lingjerde (1819 – 1913). Med adskillige blev det da en fuld aandelig Overgang, deriblandt ikke faa Familiefædre.
Nu aabnedes ogsaa mange Huse for gudelige Forsamlinger, og flere begavede unge Mænd deltog fra den Tid i Opbyggelserne. Blandt disse nævnes særlig en Søn af den rigeste Mand i Bygden samt en ældre Skolelærer.
Der blev en stor og glædelig Forandring i Menigheden, og Kristendommen, der idethele forhen var ringeagtet, blev nu en Livssag.
Aldrig var der nogen brusende Vækkelse; Guds Aand virkede mere stille gjennem Erkjendelsen; men de, som vaktes, blev faste i sit kristelige Forsæt og udvikledes til forsigtige og alvorlige Kristne, hvilket ogsaa til den senere Tid har vist sig.
Under den Lammerske Bevægelse fra Midten af Femtiaarene og udover kom en Del af de Nyvakte i største Tvil om forskjellige kirkelige og kristelige Spørgsmaal, især angaaende Barnedaaben; men det gik snart over, og kun nogle faa blev revne med.
Vennerne i Lesje har altid havt en sund og grundig kristelig Kundskab og er hidtil blevne bevarede i den luthersje Lære og i Aandens Enhed. Hertil bidrog ogsaa meget, at Bygden fra Vækkelsens første Tid har havt Besøg af erfarne, ældre, fuldt ud lutherske Bekjendere, som Daniel Arnesen, Jens Johnsgaard, A.N. Haave, O. Kallem, N.T. Ylvisaker, Herman Rustad, Lars Olsen, J.N. Fjeld og ikke mindst Prof. G. Johnson, samt at Lederne i Bygden har holdt fast ved den evangelisk-lutherske Lære.
Den Tid vaagede ogsaa Hauges Venner nøie over den gamle, prøvede Sandhed, og de frygtede meget for, at noget skadeligt skulde snige sig ind. Især holdt de trofast ved sin lutherske Børnelærdom og de gamle kjærnefulde lutherske Salmer.
I 1848, da den omarbeidede Forklaring af Wexels m.fl. blev indført i Lesje paa enkelte Steder, opstod der Strid særlig i Anledning af Spørgsmaalet i Lærebogen om Kristi Nedfart til Helvede, hvor der svares, at han prædikede Evangelium for Aanderne, som var i Forvaring. Da Biskop J.L. Arup kom paa Visitats til Lesje om Sommeren det nævnte Aar, berørte han den omarbeidede Forklaring og spurgte, om de vilde vælge den som Lærebog i Skolen.
Peder Nestande svarede da : “Jeg tror, vi holder paa den, vi har, indtil vi faar en bedre”.
Dette Svar gav Biskoppen sit Bifald, og Bogen kom heller ikke til at blive stort benyttet i Lesje; det Saxdorfske Udtog (utdrag/red.) af Pontoppidans Forklaring var mest i Brug lige til den senere Tid.