i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling.
fra s. 573 – 576 :
Først lidt om Johannes Tretterud : Som den ældste i Torpe (Torpo v/Ål i Hallingdalen) omtales Johannes Tretterud, en af Hauges personlige Venner. Han var tilstede ved Opbyggelsen paa Helling i Aal, da Hauge blev arresteret og ført til Lensmandsgaarden Sundre og indsad i Arrest i den bekjendte gamle Thingstue; han var ogsaa Øienvidne til det dramatiske Optrin mellem Lensmandskonen Richter under den senere Dandsemoro der. Disse Begivenheder fortalte den Gamle ofte levende og gribende under dyb Bevægelse. “Han var en Israelit uden Svig”.
— Foruden sidstnævnte fandtes i samme Sogn en Haugianer ved Navn Erik Engebretsen Opheimsjordet, hos hvem der stadig blev holdt Opbyggelser, naar Lægprædikanter kom til Bygden.
— Fremfor alle maa dog omtales Ingebret Thorkelsen Opheimshaugen (Optegnelser og mundtlige Oplysninger fra I. Thorkilsen selv og andre samtidige Haugianere), født i Torpe 4. December 1831, søn af Thorkel Engebretsen og Hustru Birgit Olafsdatter. De mindes som arbeidssomme, dygtige og agtværdige Folk. Moderen døde i sin Hjembygd 1872 i en Alder af 78 Aar; Faderen, derimot i Huset til sin ældste Datter, Guri Brækko i Gol, 97 Aar gammel, begge i levende Tro paa sin Frelser.
Sønnen la tidlig for Dagen en klar Forstand, et hurtigt Nemme, en ypperlig Hukommelse samt stor Lære- og Læselyst.
Allerede i Seksaarsalderen kunde han udenad mange Spørgsmaal og Svar i Pontoppidans Forklaring bare ved at høre Søstrene læse sine Lekser.
Syv Aar gammel begyndte han paa Skolen. Læreren Halvor Jacobsen var Skrædder og drev sit Haandverk ved den ene Bordende, medens Børnene sad rundt ham og leste høit paa sine Lekser, “jo høiere, jo bedre”.
Han omtales som en agtværdig Mand, men havde ringe Lesefærdighed og kunde selv lidet baade regne og skrive; dog var han flink til at skrive smukke Bogstaver.
I 1841 blev han opfordret til at søge Afsked; de fik da til lærer Ole Knudsen Feet, som var noget flinkere; Skolen begyndte og sluttede hver Dag med Salmesang og Bøn.
Ingebret Thorkelsen gjorde store Fremskridt; 11 Aar gammel kunde han udenad Katekismen, Pontoppidans Forklaring, Herslebs Bibelhistorie, en hel Del Salmer i Kingos Kirkebog og det meste af Brevet til Romerne.
Under begge de nævnte Lærere fungerede han ofte som deres Medhjælper. Efter at have gaaet paa Skolen hver Vinter til sit fjortende Aar, tegnede han sig til Konfirmationsundervisning hos Sogneprest Gabriel Hofgaard Stenersen (1798-1850), mødte til Overhøring 5 Gange og fik den Ros i alles paahør, “at han var den bedste Konfirmand, Presten havde havt i hele sin Virketid”, og “skulde derfor være sikker paa at staa som No. 1 paa Kirkegulvet”.
Men verken Lærerne eller Presten øvede nogen aandelig Indflydelse paa den unge Gut.
Dette var derimot tilfældet med Moderen, som regelmæssig Morgen og Aften læste Guds Ord for sin Familie og formanede baade han og de andre Børn til at være snille og vogte sig for det Onde; naar Sønnen gik til Ungdommens Fornøielser, stod hun med Taarer i Øinene og bad ham la det være, og “hun var ham til stort Besvær med sin milde Bebreidelse”.
Han hørte ofte Haugianere holde Opbyggelser, havde Tillid til dem og blev paavirket; men det kom endnu ikke til noget virkeligt Gjennembrud.
Han levde ærbart, gjorde sig aldrig skyldig i Udskeielser og havde ikke i sit hele Liv været beruset en eneste Gang. Da han var stor og stærk og blev “Frikar”, vidste han ikke noget gildere end at tage Rygtag, dandse Halling og gjøre Rundkast; i alt dette var han en Mester, som ingen kunde gjøre Rangen stridig; men han indlod sig aldrig i Slagsmaal.
Før sin Konfirmation drev han mest som Gjætergut, siden med forskjellige Slags Arbeider — begyndte tidlig at gjøre sig en “Svarvestol” og dreide Skaaler og Fat, især om Vinteren. I Sommertiden tog han ikke Tjeneste som de andre, men valgte Akkordarbeide og drev, da han var kjæmpestærk, saa haardt baade i Slaatten og ellers, at han arbeidede mindst for to og tjente af den Grund meget godt. Ved Siden heraf begyndte han ogsaa som Skomager og Snedker, gjorde sig selv en liden “Spindel” og lavede Spinderokke, ja var endog en dygtig Hjulmager og en flink Smed — rask og hændig i alt Arbeide.
Herved tjente han adskillige Penge som han satte paa Renter for efterhaanden at kunde sikre sin Fremtid.
Efter Opfordring af sin første Lærer reiste han til Næs, hvor Sogneprest Steen Eilert Berner (1809-1866), der var en flink Skolemand, holdt 3 Maaneders Uddannelseskurser for vordende Lærere. Han havde med en Anbefaling fra før nævnte Halvor Jacobsen, hvori denne bl.A. skriver : “Han har været min Undergivne fra Begyndelsen efter den moralske Lov”.
Dette vakte, som man kunde vente, stor Munterhed hos Presten og hans Datter, “de lo begge, saa Taarerne trillede”. Da han var færdig, tabte han imidlertid lysten til Skolestuen og fortsatte i stedet med de foran nævnte Arbeider.
Saa gik Tiden indtil omkring 1850. Engang han dansede, gjorde sine mesterlige Rundkast og satte et Kors med Hælen i taket, forstrakte han sig, falt ned og blev liggende en liden Stund bevidstløs. Da han vaaknede, gik det syndige Liv med forfærdeligt Alvor op for ham; “det var min sidste Dans”, sa han senere; “Gud vilde ikke, at jeg skulde gjøre flere slige Kors, men selv tage op mit Kors og følge efter min Frelser paa den trange Vei, som fører til Livet”.
Han gik nu henved et Aar i “en fortabt Tilstand, under stærk Følelse af sin Synd og Guds Dom”. Sine Kamerater og kjæreste Fornøielser havde han for bestandig brudt med og hengav sig i Stilhed til Læsning af slige Skrifter, der refsede og dømte Synden strængt, som “Domsbasunen”, R. Baxter, “Opfordring til de Uomvendte”, samt L. Linderoths og Jacob Otto Hoofs Skrifter.
Når andre hvilede, gik han tilside, græd, bad, læste og kjempede, saa han blev dødstræt. Forældrene og Folkene i Bygden troede at han var bleven sindsforvirret.
Da kom den bekjendte Lægmand John Nielsen Fjeld fra Valders til Torpe for at holde Opbyggelser. Han begyndte Samlingen med Salmen : “Jesu, din søde Forening at smage” og talede derefter især over Ordende i Joh. Ev. 15,5 : “Uden mig kan I slet intet gjøre”.
Dette Vidnesbyrd “løste Taget” for ham; han fik Syn paa Jesus og Naaden, kunde tro sine Synders Forladelse, kom til Frigjørelse og Fred og “følte sig rent som i Himlen efter det forrige Trælleliv”.
Han fulgte nu med Lægmanden opover Aal og Hol for at befæstes i Troen og Sandheden. Saa reiste han hjem igjen, levede i Stilhed og fortsatte de forskjellige, tidligere nævnte timelig Arbeider indtil Midten af Marts 1855, da han sammen med Lars Paulgaard gjorde en Tur til Valders for at besøge Haugianere og vidne for andre om det Naadens Under, Gud havde gjort med ham, reiste tilbage om Hemsedal og derfra hjem.
Saa var han optaget med sine timelige Sysler til Slutningen af October 1855, da han efter Opfordring af Lars Paulgaard og Erik Venjum drog over Filefjeld for at bekjende Guds Ord rundt om i Sogn; Juleaften tilbragte han paa Venjum i Hafslo.
“Han havde rige Gaver, en klar, sund og alsidig Kristendomsopfatning, stor Frimodighed og en brændende Kjærlighedens Omsorg for sine Medmenneskers evige Frelse. Især eiede han en mærkværdig Evne til at skildre Syndens Følger for Tid og Evighed, vække de Sovende og veilede de Vakte til Frelsen i Kristus Jesus”, har en af de Gamle sagt.
I Slutningen af Februar 1857 boede han nogen Dager paa Gaarden Li, øverst i Fortundalen hos en kristelig Kone ved Navn Guri. Her digtede han, har han selv fortalt : “Kan du synge den nye Sangen”, som Jacob Traasdahl senere fik fat paa i Afskrift under en Reise i Sogn, ændrede lidt og optog i sin Sangbok. Den var en Tid kjent og sunget over det hele Land.
Et Par Dage senere gik Thorkelsen paa Ski fra den sidstnævnte Gaard forbi Fanaraaken og over Sognefjeld. Underveis blev der Snestorm, han for vild og maatte om Kvelden grave sig fra Læsiden ind i en stor Snefon og sad der vaagen til Dagen randt.
Da han brød sig Vei gjennem Sneen ud igjen, var det Klarveir og stille; Solen gyldte det store Mylder af Fjeldtinder, som han saa rundt om; han følte sig overvældet af Guds Storhed og Godhed samt sin egen Ringhed og begyndte at synge Kingos bekjendte Salme : “Nu rinder Solen op af Østerlide, forgylder Klippens Top og Bjergets Side ! Vær glad, min Sjæl, og lad din Stemme klinge, Stig op fra Jordens Bo, og dig med Tak og Tro til Himlen svinge”.
Han kunde den helt udenad, sang den tilende, følte sig mægtig styrket og opløftet og kom om Kvelden i god Behold til Lom.
Så fortsatte han gjennem Gudbrandsdalen, Biri og Valders til Hemsedal og kom hjem i Slutningen af April 1856.
Da han begynte denne Reisen eiede han ca. 400 Spd. (1600 Kroner/1910), som han havde tjent ved eget Arbeide; nu var der gjort et godt Skaar i denne Sum; men han fortsatte ligevel sit uegennyttige, ulønnede Virke for Guds Rige.
Naar Pengene var opbrugt, arbeidede han hjemme om Sommeren alt muligt for at blive sat istand til at fortsette sin betydningsfulde Gjerning.
Paa denne Vis gjennemreiste han det østenfjeldske, søndenfjeldske og vestenfjeldske Norge delvis flere Gange samt en god Del af Trondhjems Stift.
Oftest arbeidede han i Hamar og Christiania Stifter og havde rige Oplevelser.
Mange Steder var Begjæret efter at høre Guds Ord stort, Tilstrømningen til Opbyggelserne betydelig og Virkningerne synbare; men ikke sjelden var Modstanden haard og Ugudeligheden aabenbar.
Han blev endog i Slutningen af Marts 1860 under en Reise over Fjeldet fra Ringebu til Valders forfulgt og overfaldt af en kjæmpestor Mand med en dobbeltløbet, ladet Pistol og en stor skarpslebet Kniv, men klarede sig i Kampen, talte alvorlig til Morderens Samvittighet, tog Vaabnene fra ham og fortsatte saa til Etnedalen.
Dette Liv med legemligt Arbeide om Sommeren for at tjene Reisepenge og uafladelig, kristelig Reisevirksomhed om Vinteren fortsatte Thorkelsen uafbrudt indtil 1865, da han efter Opfordring af den bekjente hvalfanger Svend Foyn slo sig ned i Tønsberg for at bestyre dennes Arbeiderboliger og virke blandt Befolkningen på Stedet.
Her arbeidet nu Lægmanden, saa længe Gud gav Kræfter til at virke. I den første Tid af Opholdet i Tønsberg foretog han to-tre litt længere Reiser til Smaalenene, Grevskaberne og vestover lige til Stavanger, men foretog i Aarenes Løp en Mængde kortere Ture og var i Regelen borte en Maaneds Tid.
Siden Femtiaarene har han været en flittig Deltaker i kristelige og kirkelige Møder; han fulgte med Opmærksomhed det store Mødet paa Hamar 1856, overvar Lægmandsmødet i Drammen 1860 og har deltaget i de fleste Kreds- og Missionsgeneralforsamlinger, Lægmandsmøder, Stifts- og Landsmøder, der har været afholdte i Landets fem sydlige Stifter.
De sidste større Sammenkomster af denne Art, han deltog i, var de store, kirkelige Møder i Christiania 1903 og det følgende Aar.
Ikke længe efter blev hans Kræfter svækkede og nedbrudte ved en ondartet Influenza. Fra den Tid følte han sig afkræftet og svak, men fulgte dog med Interesse al kristelig Virksomhed for Guds Rige.
Saa kom pludselig den sidste Reise. Et Brev forteller følgende om dette : “Thorkelsen fik gaa hjem til Gud 17. Februar 1916 Kl. 5 1/2 om Eftermiddagen. Han døde stille og uden Smerter eller Dødskamp og var ved Bevidsthed lige til det sidste”.