– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.
– fra s. 610 – 614 :
Den egentlige Banebryder for det aandelige Liv og al kristelig Virksomhed i Gran blev dog Kirkesanger Ole Larsen, født den 15. Februar 1820 (Meddelelse fra Sønnen, Kirkesanger Anders Olsen og Oplysninger fra Dattersønnen, Universitetsdocent Oluf Kolsrud. Mangeaarigt personligt Bekjendtskab).
Forældrene var Husmand Lars Johnsen, født 1. September 1781, og Hustru Berthe Amundsdatter fra Gaarden O, født 29. Juli 1778. De blev gifte 14. Mai 1805 og boede længe i Aaserud, som dengang hørte til Hvinden.
Men faa Aar efter deres yngste Søns Fødsel flyttede de til Gammebakken under Gaarden øvre Gamme, ca. 3 Km. sydvest for «Søsterkirkerne» i Gran.
Her voksede da Ole Larsen op under haarde Husmandskaar, strængt opdraget i Arbeidsomhed og Nøisomhed. Som ganske ung Gut maatte han følge sin Fader, naar denne Kl. 4 om Morgenen begyndte at tærske paa Gaarden.
Lars Johnsen var en stor og stærk Mand med en kraftig Vilje og vistnok med udpræget Sands for Ret og Sandhed. Han fordrede ubetinget Lydighed af sine Børn. Han døde 20. April 1846.
Moderen var en liden, tænksom og flink Kvinde, som kunde «klare sig med lidet». Hun gik bort 13. Mai 1857, 79 Aar gammel.
Disse havde dog neppe Betingelser for at paavirke sine Børn i kristelig, men vel i moralsk Henseende. De var opvoksede i en ond og mørk Tid, da Guds rene Ord og Kristi Evangelium var dyrt i Landet. At deres yngste Søn i flere Aar havde til Legekammerat den nærboende Thorvald Buckholz, senere Distriktslæge i Gran, var vist af Betydning for Udviklingen af hans store og alsidige Begavelse.
Det var derfor ikke underligt, at han under sin Skolegang hos Kirkesangeren i Gran tidlig blev benyttet som Hjælpelærer ved de Stave- og Læseøvelser, som i den Tid anvendtes i de bedre Almueskoler.
Han var i sin Ungdom en munter og livlig Gut, glad i Musik, Sang og Læsning.
Efter en kort Prøve af Provst og Sogneprest til Jevnaker Peter Christian Boye (1790-1880) blev han i 1838 ansat som Lærer i midtre Gran med 15 Spd. (60 Kroner/1910) i aarlig Løn og tog nu fat paa sin Skolegjerning med stor Lyst og Iver.
Den 13. Juli 1844 blev han ægteviet med Maren Larsdatter Hofsmarken, født 1. November 1816, Datter af Gaardbruger Lars Larsen, oprindelig fra Helmenbakken, og Hustru Pernille Hansdatter fra Molstadkværn.
Samme Aar «pantekjøbte» han Husmandspladsen Melbostadbakken, hvortil han flyttede 22. Februar 1845.
I 1850 blev han ansat som Kirkesanger ved Tingelstad og Grinaker, dengang Annekskirker til Gran, og i 1853 overtog han Lærerposten i vestre Tingelstad.
I slutningen af 1865 blev Tingelstad nye Kirke indviet, og Vaaren 1867 kunde han tilflytte Tingelstad Klokkergaard lige ved den nye Kirke. Her havde han «fast Skole». Om hans Liv og Virksomhed som Lærer i de første 15 Aar (1838-1853) mærkes, at hans lyse Humør, musikalske Sands og store Virkelyst gjorde ham meget afholdt af de fleste. Han arbeidede energisk paa sin egen fortsatte Uddannelse gjennem Læsning og Selvtænkning og drev sin Skole med en Dygtighed og Flid, som dengang utvilsomt var saare sjelden.
Da han var yderst daarlig aflønnet, selv efterat han blev Kirkesanger, fik han straks store økonomiske Vanskeligheder at kjæmpe med, især da Familien øgedes; dette m.m. tjente til at udvikle ikke alene hans Energi, men ogsaa den Tro paa Guds faderlige Forsyn, som allerede dengang holdt ham oppe, naar Modet ellers var nær ved at synke.
Vaaren 1853 hændte der noget, som fik afgjørende Betydning for hele hans senere Liv. En Haugianer fra Modum, Gaardbruger Gul Pedersen Tingelstad (1808-1873), kom til Gran og holdt flere Opbyggelser der.
Dette var noget usædvanligt i den Del af Prestegjældet, og den videbegjærlige unge Lærer vilde gjerne faa Rede paa, hvad dette var. Han overvar derfor flere af Lægmandens Samlinger, dog uden at modtage noget dybere Indtryk.
Men da han Paaskeaften var tilstede ved en Opbyggelse hos Even Lynne, hvor der til Slutning blev sunget Sangen : «Farvel nu alle Venner kjær«, blev han saa stærkt grebet af Guds Kald, at han bestemte sig til at vende om til Gud.
Og som det nu var «det ene Fornødne» for ham at finde Frelse og Fred for sin egen Sjæl, saa fik han ogsaa straks Omsorg for andres Frelse. Ikke længe efter sin Vækkelse holdt han Opbyggelse i sit eget Hjem Melbostadbakken, idet han læste en Betragtning af Otto Jacob Hooff over Efs. 4, 22-24.
Allerede 14 Dage efter havde han Opbyggelse hos sin nærmeste Nabo, Skomager Anders Hansen Berget, og siden uafbrudt næsten hver Søndag og Lørdagaften hele Aaret. Hermed begyndte hans 40-aarige Virksomhed so Lægprædikant (1853-1893). Kun faa i vor Tid kan fuldt ud sætte sig ind i de Vanskeligheder, som han havde at kjæmpe med.
Miskjendt og forladt af sine mange gamle Venner og ikke mindst af sine Kollegaer vandt han dog snart nogle faa trofaste kristelige Venner, som satte stor Pris paa hans Vidnesbyrd om Synd og Naade.
Saaledes skriver han ved Slutningen af 1856 : «I Aarets Løb har jeg med Guds Hjælp holdt en Mængde gudelige Forsamlinger og desuden havt mangen livsalig Naadestund, hvorfor Herren være lovet og priset evindelig».
— De fleste Opbyggelser holdtes i en Husmandsplads eller mindre Gaard. Men det var Høitidsstunder, naar Stuen var renskuret og Gulvet bestrøet med frisk, duftende Ener, og Husets Folk saa Klokkeren med sit venlige Aasyn nærme sig. Og mange kunde senere aldrig glemme, hvad de dengang oplevede.
— Den 6. December 1860 stiftedes Grans Missionsforening hos Iver Hole i Tingelstad. Længe før (1840) var Jevnakers Forening stiftet; dette var vistnok den nærmeste Anledning til, at Ole Larsen forholdsvis tidlig blev bekjendt med Hedningemissionen, der siden hele hans Liv mer og mer omfattedes af hans Hjertes varmeste Interesse og utrættelige Arbeide og Offervillighed. Han havde da ogsaa den store Glæde at kunne faa stiftet omtrent 20 Kvindeforeninger i Prestegjældet, før han flyttede derfra, og i de fleste af disse var han ofte tilstede ved deres Møder.
Han var altid en usædvanlig rask Fodgjænger, og neppe nogen kan rigtig begribe, hvorledes han uden at gaa træt kunde komme saa vidt omkring ved at gaa paa sin Fod.
— Af særlig Betydning og til stor Opmuntring blev det for ham, at han i biskop Dr. A.Chr. Bang, som fra 1868 – 1872 var pers. Kap. hos Sogneprest S.B. Bugge i Gran, fandt fuld Forstaaelse og en personlig Ven, ligesom hans Frue ogsaa viste ham varm Interesse. Han tilbragte mange hyggelige Timer i deres gjæstfrie Hus og fik Adgang til at laane en hel Del af Prestens Bogsamling, hvilket blev til megen Velsignelse for ham og hans Gjerning baade som Lærer og læg Guds Ords Forkynder.
I disse Aar stiftede han for første Gang Bekjendtskab med kristelige Forfattere som Rudelbach, Martensen, Søren Kierkegaard, Hans Knudsen m.fl.
Særlig yndede han sidstnævntes «Jesu Lignelser», en Bog, han studerede atter og atter og aldrig kunde blive færdig med.
Knudsens Kristendomsopfatning følte han sig i Slægt med og i høi Grad tiltalt af. Biskop Bang bevarede siden sin gamle Kirkesanger i kjærlig Hukommelse og har i sine Erindringer sat ham et vakkert Minde.
Spørger man, hvorledes han var som Menneske og Kristen, saa maa det med al mulig Styrke fremhæves, at han var en helt igjennem aandelig sund, alsidig, praktisk og virksom Mand med udpræget Virkelighedssands og en dyb Afsky for alt Skinvæsen og Forfængelighed.
Arbeidsom, sparsommelig og nøisom kunde han slaa sig igjennem med lidet uden at knurre, medens han altid var villig til at tjene og hjælpe, naar det gjaldt virkelig Nødlidende og især Guds Riges Sag.
— Under hans jævne Væsen og lyse Humør skjulte det sig et dybt Gemyt med stærke Følelser og en Jernvilje som hos faa. Saaledes følte han dybt og saart al den Miskjendelse og Modstand, han ofte var udsat for; men ved stadig Bøn og Aarvaagenhed vandt han Frimodighed til at bære dette og al anden Gjenvordighed med stor Taalmodighed, noget der var ligefrem forbausende for dem, som kjendte hans Livsforhold bedst.
Sine mange og haarde aandelige Kampe gjennemstred han i Stilhed. Det var derfor kun til nogle faa fortrolige og prøvede Venner, han meddelte sine dybeste Sorger og bitreste Erfaringer.
Mange er de, som nød godt heraf og takker Gud for al den Hjælp, Trøst eller Raad, han ved Guds Naade fik bringe dem.
— Som han selv stadig bad om og kjæmpede for at leve hele sit Liv, — Hverdag som Søndag — for Gud som hans Barn og Jesu Kristi Discipel og Efterfølger, saa var det hans største Glæde at finde eller fremelske dette Sindelag hos sine medforløste Brødre og Søstre.
Men neppe noget smertede ham dybere, end naar han mærkede noget af Farisæernes Surdeig – «Hykleriet» (Luc. 12,1) hos sig selv eller andre, ligesom al Selvros og Selvtillid, Selvtilfredshed og Selvgodhed etc. var ham en Væmmelse.
Derfor var og blev Guds blotte Naade i Kristus Jesus altid mere og mere hans eneste Tilflugt, Rigdom og Ære i Liv og i Død.
— Som Lærer var det – særlig efter hans Vækkelse – hans Hovedoppgave at lære sine Elever at læse nøiagtig, smugt og flydende og med fuld Forstaaelse; dernæst at finde en rask og sikker Løsning af de i Livet sædvanlig forekommende Regneopgaver samt at vænne dem til Orden, Flid og Udholdenhed og fremfor alt at tilegne sig Kristendomskundskaben saaledes, at de kunde leve et sundt, sandt og inderligt Kristenliv i virksom Tro og utrættelig tjenende Kjærlighed til Gud og Næsten.
— Da han ikke besad seminaristisk Uddannelse, men havde tilegnet sig en betydelig alsidig Viden og stor Færdighed til at undervise vækkende, klart og frugtbringende til Sjæleevnernes harmoniske Udvikling og Opdragelse alene gjennem Selvstudium og praktisk Øvelse, vil det ikke undre nogen, at han satte mindre Pris paa visse bestemte Theorier og Methoder i Undervisningen.
Han gik først og fremst den Vei, han troede sikrest og snarest førte til det fastsatte Maal. Han var meget glad i Lærergjerningen, og det var med dyb Sorg han 14. April 1880 tog Afsked som Lærer og Kirkesanger paa Grund af Tunghørighed efter at have virket blandt de Unge i 42 Aar.
Ogsaa som Lægprædikant lagde han for Dagen de tidligere anførte Karaktertræk. Hans Forkyndelse var fremfor alt klar, rolig, dyb og alsidig og sigtede paa at ramme Samvittighederne, vække Sind og Sands og vende Opmærksomheden fra det nærværende og synlige mod den tilkommende og synlige Verden.
Navnlig fremhævede han ofte al den Tid og Møie som de fleste Mennesker anvender til at sørge bedst mulig for sit legemlige Velvære, medens de samme straks undskylder sig med, at de «mangler Tid» eller klager over det Besvær, som følger med en alvorlig Omsorg for Sjælens Frelse.
— Han havde en klar Erkjendelse saavel af Menneskenes medødte, dybe Fordærvelse som af Guds Naade i Kristus og forstod derfor med stor Visdom og taalmodig Kjærlighed at lede Sjælene frem til en fast Tro paa Kristi Forsoning, medens han med Bekymring fulgte en overfladisk Forkyndelse om Synd og Naade, som næsten uundgaaelig førte til Naadens Misbrug og Fordærvelse (kfr. Matth.7, 24-27).
For Tolderen vidste han altid at finde Plads ved Kristi Kors; men for Farisæerne eller Hyklerne kjendte han ingen Vei forbi Selverkjendelsens «trange Port», hvis de skulde finde frem til det Haab, «som ikke beskjæmmes».
— Det var en ikke ringe Trøst for ham, da han blev nødt til at slutte som Lærer, at han straks blev opfordret til at arbeide som Emissær i «Drammens Kreds» for det norske Missionsselskab. Virkefeltet omfattede dengang hele Buskeruds, Jarlsbergs og Laurvigs samt Bratsbergs Amt.
Og han besøgte flere Gange (fra 1880 – 1890) eller fra sit 60. til det 70. Aar hele denne store Kreds, idet han næsten stadig vandrede paa sin Fod og havde Møde næsten hver Dag i de 6 Maaneder af Aaret, han arbeidede som Emissær. Desuden foretog han i sin Fritid om Sommeren flere private Besøg til Venner paa Hadeland og Land, Valders og Thoten.
Dette fortsatte han ogsaa, efterat han Høsten 1890 havde sluttet sin Virksomhed i Hedningemissionens Tjeneste og blev ved dermed lige til han fik den Sygdom, som endte hans virksomme Liv.
Blandt hans bedste Minder hørte de mange Gange, han fik Anledning til at være tilstede ved større Møder for indre og ydre Mission.
Særlig var det kjært for ham at deltage i Kredsforsamlingerne for Hedningemissionen og gjæste Aarsmøderne i Randsfjord og Valders Fællesforening for indre Mission. Disse store kristelige Stævner var til rig Opmuntring og styrkede ham baade til Legeme og Sjæl. Ikke mindst den lange og besværlige Reise til sidstnævnte Møder , som han ofte foretog lige op til Vang i Valders, var rene Festdage baade for ham selv og de Venner, han var i Følge med.
Thi som Banebryder fra en mørk og kold Tid var han inderlig glad, naar han fik være sammen med Troessøskende paa Veien til det samme Hjem. Og da blev Tiden under Samtale, Bøn og Sang ikke lang. Det vil alle kunne stadfæste, som var Vidner hertil.
— Den 30. April 1879 døde hans Hustru; det følgende Aar tog han Afsked som Lærer og Kirkesanger og flyttede til sin Søn Ole Bakke, og da denne kjøbte Gaarden Brørby i Jevnaker og flyttede did 1892, fulgte den Gamle med ham og boede der sine sidste Dage.
Allerede Aaret efter, den 9. Februar 1893, døde han af Mavebetændelse efter et meget smertefuldt Sygeleie paa et Par Uger. Det vakre, fredfulde Udtryk han havde i Livet, beholdt han ogsaa efter Døden, et ydre Vidnesbyrd om, at den trætte og tro Tjener havde faaet gaa ind til sin Herres Glæde.
I Livet og i Døden gav han Gud Æren, takkede ham for alt og priste hans store, usigelige Naade baade mod ham og Menneskeslægten.
Den 20. Februar næstefter blev han under stor Deltagelse af Venner og Bekjendte fra nær og fjern begravet paa Jevnaker Kirkegaard.
I sit Ægteskab havde han syv Sønner og en Datter. De blev opdragne paa god gammel haugiansk Vis til «Gudsfrygt, Arbeidsomhed og Nøisomhed».
Af disse har Kirkesanger Anders Olsen, født 8. September 1848, traadt i Faderens Spor som Lærer, Missionsven og læg Guds Ords Forkynder; han har leveret mange vigtige Bidrag til denne Bog.
Ole Bakke, født 18. September 1850, er Gaardbruger og har tillige virket længe for den indre og ydre Mission. Sønnen Bernt Tingelstad, født 5. November 1852, er Farmer i Oregon, U.S.A. En af dennes Sønner, Oscar Tingelstad, er Professor i Pædagogik og Filosofi ved Luther College i Decora.
Datteren Berthe Marie Bakke, født 22. Marts 1855, blev i 1884 gift med Knut Nilsson Kolsrud, født 27. August 1861, nu Lærer ved Hofsvangen Fastskole og Kirkesanger ved Hof Hovedkirke paa østre Thoten.
Af deres Børn er Oluf Kolsrud, født 7. Juli 1885, Cand. theol. og Universitetsstipendiat i Kirkehistorie. Sigurd Kolsrud, født 31. October 1888, er Cand.mag. og Amanuensis i Rigsarkivet.
O. Larsens yngste Søn, Johan Olsen Tingelstad, født 16. Mai 1861, er Professor i germanske Sprog ved Stat-Universitetet i North Dacota.