– i bokverket : Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Chra. 1912-1920. Første Del.
– fra s. 150 :
En ældre Broder af ham (Elling Hansen Høidal), Johannes Hansen Høidal, der opgives født 1770, optraadte ogsaa i sine yngre Aar som Lægprædikant paa forskjellige Steder og var meget varm og oprigtig, men ikke videre begavet.
Hans Taler omtales som en Blanding af Formaning og Bøn og var ofte billedrige; stundom sagde han : “Dersom ikke dit Navn bliver skrevet i Livsens Bog, og du faar et Kjødhjerte istedetfor dit Stenhjerte, faar et nyt Navn paa en ny Sten, bliver du fortabt”.
Han græd selv ofte under Opbyggelserne; Tilstrømningen til dem var i Almindelighed ikke stor.
En Gang i Raade gik en Mand paa Stylter udenfor Vinduerne og spottede; han brak senere sine Ben. I det daglige Liv var Johannes Høidal meget ivrig til at formane Folk, enten man vilde høre ham eller ei. Naar Aanden kom over ham, sprang han fra sine Arbeidsfolk, selv om det var i de travleste Aannetider, og gik rundt om i Husene og talte med Folk om Nødvendigheden af at søge Herren, medens han findes.
Alle sine Dage var han den samme varme, alvorlige og ivrige Kristen, der vidnede baade ved Ord og Eksempel for sine Medmennesker. Af ydre var han en stor, staut Skikkelse og gik i sin Bygds gamle Nationaldragt med Knæbukser, hvori der sad Sølvspænder.
Han skal have boet paa Frakkestad i Raade, hvor det fortælles, at han døde omkring 1843, men i Stedets Kirkebog har han ikke været at finde (efter Meddelelse af Lærer Sogn i Tune m.fl.).