– hentet fra H.G. Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Første Halvdel 1796-1820. Christiania 1912-1920.
– fra s. 150 – 152 :
Den første av Hauge’s medarbeidere som foretok lengre reiser utenfor hjembygden for å forkynne Guds Ord, var Søren Nielsen Røer i Rygge. Han var født på sin fedrenegård, etter hvilken han bar sitt navn, den 20. mars 1775. Foreldrene, Niels Sørensen og hustru Gjertrud Malene Røer, var opplyste og rettskafne folk, som gav sine barn en god oppdragelse, etter de tiders måte og nøt alminnelig aktelse; faren var hedret med medaljen for borgerdåd.
Deres sønn vokste opp som en brav, håpefull ungdom; da Hauge begynte å virke, var han en av du første som ble grepet av Ordet og kom til liv i Gud; ikke lenge etter følte han selv trang til å vitne om sin tro og formane andre til omvendelse. Etter først å ha virket i hjembygden, dro han i 1797 ut på en lengre reise : innover til Christiania, bortover til Drammen og oppover Numedal like til den øverste bygd.
Her ble han middelet til den senere så kjente Tollef Olsen Bache’s vekkelse; Bache forteller om dette bl.a. følgende : ” Jeg modtog ham (Søren Nielsen Røer) som Gjæst, men ikke som den, jeg satte synderlig Tillid til. Det blev bekjendt, at han var kommen, og om Aftenen kom sammen en Mængde Mennesker. Jeg besluttede nøie at prøve hans Ord og Handlemaade. Hvad hans Væsen udviste, saa syntes jeg, det var mere kristeligt end mit eget og deres, jeg før havde omgaaets med; men saa tænkte jeg, det kunde være et taget Skin. Da nu en Del Folk var samlet, talte han adskillig privat om Vigtigheden af at forbedre sig; dette bifaldt jeg, og da de var forsamlede, sang han en Salme og derefter begyndte sin Tale, som grundede sig paa Skriftens Udsagn, at naar de vilde blive salige, saa maatte Omvendelse ske; uden dette kunde de ingenlunde komme ind i Himmeriges Rige.
Jeg fandt, at Talen var overensstemmende med Kristi og Apostlernes Lære, og ved denne Leilighed forsvandt den Tvil, jeg havde næret om ham. Jeg fattede da Fortrolighed til ham, men aabnede endnu ikke mit Hjerte. Derfra reiste han længere op i Dalen og kom paa sin Tilbagereise til mig igjen, hvor han atter holdt Forsamling, og da han nu vilde reise tilbage (udover Dalen), gjorde jeg Følge med ham (et Par Miil). Vi havde og nogen Samtale paa Veien, og jeg spurgte ham, hvorledes han var kommen til Sindsforandring, som han opgav mig var skeet ved, at han fik lære at kjende sin Fordærvelse med mere.
Vel havde jeg forhen været i adskillig Bekymring over mig selv, mrn jeg havde ikke lært at kjende Fordærvelsens Afgrund i mig. Vi kom Lørdags Aften til vort Bestemmelsessted og blev vel modtagne. Vi benyttede nu Tiden sammen til langt ud paa Natten med Samtale om, hvor vigtigt det var at gjenkjøbe Tiden. I det nye Testamente læste han og forklarede adskillige Stykker, som vandt vort Bifald. En Længsel efter Forbedring optændtes i min Sjæl, der formeredes end mere ved den Samtale, vi havde; jeg fandt hos mig selv, at skulde dette ske, maatte Sindet forandres, men Maaden, hvorledes Sagen skulde gribes an, var mig endnu skjult.
Om Morgenen, da jeg vaagnede, faldt dette mig straks i Sindet; Guds Ord havde jeg nu fattet Lyst til, og som det nu var Søndag, saa tog jeg Kirkebogen straks fat og sang i Guldbergs Salmebog No. 387 (Nu hjælp mig Gud, som hjælpe kan”), der gjorde et dybt Indtryk paa mit Hjerte, saa jeg syntes at erkjende Guds Godhed mod mig, som havde opholdt mig til denne Tid og ei bortrykket mig i mine Synder; men da jeg sang det 5. Vers, faldt de Ord paa mit Hjerte : “Aldrig ser jeg, Gud, dit Rige, uden det af Naade sker”.
Nu fandt jeg Synden hos mig levende, ingen kunde nu mere formaa at indgyde i min Sjæl nogen falsk Trøst; jeg følte, jeg var uden Guds Naade og ved Synden fordærvet, og skulde jeg faa Del i den Salighed, som er i Kristo forhvervet, saa maatte jeg ei blive ved Erkjendelsen over Synden, men en sand Omvendelse maatte foregaa i mig, saa mit Sind og Hjerte maatte forandres. Jeg besluttede nu hos mig selv at fornæge alt det, som Ordet forbyder, og søge at forbedre mig, hvad det end skulde koste. Efter at jeg havde gjort dette Overslag, fandt jeg straks til min store Forundring Kræfter til at afstaa fra de Laster, jeg forhen var tilbøielig til”. Se hva det sies om dette hos Bache :
Herfra dro Søren Nielsen Røer hjem igjen. Det sees av et brev fra denne tid, at han var en varm og dyp kristen og sunn i troen, samt i besittelse av et nokså klart evangelisk syn. Gjennom flere år reiste han atskillig i det søndenfjelske Norge som Guds Ords forkynner, inntil han i 1805 etter oppfordring av H.N. Hauge overtok lensmannsbestillingen (jobben) i Tune etter dennes bror Ole og samtidig forpaktet gården Hauge, den den gamle ikke maktet selv lenger å drive gårdsbruket, og hver av sønnene var opptatt på annen måte. Søren Nielsen Røer fikk i de 10 år han bodde her, svært liten anledning til å virke som legpredikant, da hans arbeid og gårdsbruk krevde all hans kraft og omtanke.
Det var, som kjent, den gang urolige og vanskelige tider; som lensmann måtte han være på farten sent og tidlig; en gang var han ikke ute av klærne på 14 dager på grunn av krigen med Sverige. Da hans far døde, frasa han seg lensmannsjobben og flyttet i 1815 tilbake til Rygge for å overta farens gård. Her tilbragte han i stillhet resten av sitt liv, aktet av sine sambygdinger, hedret med flere tillitsverv, dyktig og driftig i det timelige. Av og til virket han i hjembygden ved å avholde oppbyggelser og omtales alle dager som en oppriktig, varm og forsiktig kristen. Han pleide også å foreta kortere reiser for å tale Guds Ord, idet han dro ut søndagene og kom igjen dagen etter.
Hans hjem var et tilfluktssted for alle som hadde Gud og hans Ord kjært. En ung mann fra Ringerike, som var vakt og kommet til liv i Gud, ble utstøtt av sine foreldre; han tok tjeneste hos en verdslig mann, hvorfra han imidlertid snart måtte flytte. Som hjemløs vandret han omkring, inntil han kom til Røer, hvor han fant seg så godt til rette, at han ble der til sin død, uten noensinne å ville motta lønn; han la alltid for dagen den største plikttroskap og var alltid en pryd for det kristne samfunn. For øvrig var forholdet mellom husbond-folk og tjenere mønstergyldig; gamle folk har fortalt at gutter og piker ofte ble i tjenesten inntil de giftet seg; de pleide da å få utstyr og på den måten bli hjulpet til et hyggelig hjem.
“Det Indtryk”, skriver hans Sønnesøn,”jeg fik af min Bedstefader, var især, at han havde et mildt, men paa samme Tid meget bestemt Udtryk; især var der et Drag om Munden, der vidnede om stærk Vilje og en fast Karakter. Han eiede ogsaa en Sands for Orden, der var mer end almindelig, og som satte sin Stempel paa Alt i Huset. Det var en fast Regel, naar jeg havde bedet min Morgenbøn, at han spurgte mig : “Naar blev du et Guds Barn ? Svar : I Daaben. Hvem har skabt dig ? Gud Fader. Hvem har gjenløst dig ? Guds Søn. Hvem helliggjør dig ? Gud den Helligand”.
Det Indtryk, som disse Spørgsmaal efterlod, har aldrig været ganske udslettet; saaledes var især det første altid et Vidnesbyrd for mig om, hvad jeg havde tabt, og tilsidst blev denne Overbevisning fra Barneaarene et Tilknytningspunkt, som den gode Gud betjente sig af, da han kaldte mig til Omvendelse” (Brev fra Sønnesønnen Niels Røer i Rygge af 31. August 1901).
Han hadde visstnok samme kirkelige oppfatning som Hauge, var alle dager en flittig kirkegjenger og nadverdgjest og døde i fred i 1853, Han var av middels høyde, noe fyldig i ansiktet, med et mildt, vennlig og bestemt uttrykk og hadde i det hele tatt et ærværdig ytre.