– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821-1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 143 – 144 :
I Hellelands Prestegjæld ved Egersund blev der ved Hauges gjentagende Besøg en stor Vækkelse. Af denne fremgik mange dygtige Haugianere, hvoraf nogle allerede er omtalte paa de Steder, hvorhen de flyttede.
Der bosatte sig ogsaa Haugianere fra andre Kanter.
Bygdens rigest udrustede om ikke virksommeste Lægmand var formentlig Lensmand Halvor Torjussen Aarrestad (Meddelelse fra flere samtidige Haugianere. “Samling af religiøse Breve”, udgivet af J. Grendahl, Christianssund 1880, Side 49-51, Hellelands Kirkebøger), født 1798.
Han kom til Vækkelsei sin Ungdom ved af Hauges Venner, blev Lensmand i Helleland 1836 og virkede som saadan Resten af sit Liv.
I Begavelse var faa hans Lige, særlig med Hensyn til skarp, klar Forstand og sund Dømmekraft. Uagtet han var den mest anseede Lægmand paa de Kanter, i Besiddelse af en sjelden dyb Indsigt i Guds Ord og en enestaaende rig Erfaring, var han dog ikke meget aktiv i de kristelige Forsamlinger, som han dog flittig besøgte og af og til i tidligere Dage kunde deltage i baade ved Bøn og kristelig Formaningstale.
Hans Styrke var den skriftlige Fremstilling og Samtale med den enkelte.
Til at løse vanskelige Spørgsmaal, greie Floker og give træffende Raad og Veiledning i vanskelige aandelige og timelige Tilfælder var han mageløs.
For at give et Indtryk af hans Kristendom og Personlighed meddeles følgende Brudstykke af et Vennebrev, dateret 14. Februar 1854 :
“Der er intet saa virksomt Middel til at skade Aanden som Ros og Smiger. Giver vi Agt paa os selv, da skal vi erfare, at dersom en sand Grundvold er lagt i Hjertet, saa fører Trængselen til Gud. Naar vi bagtales, belyves og miskjendes, ja foragtes, da opvækkes Aanden til en alvorlig Indtrængen til Gud.
Vi faar da Øie paa vor sande Usselhed; dette ydmyger os, og vi tænker som saa : Maa jeg kun have Herrens Naade og Yndest, saa er dette mig nok, og saa skjøtter jeg om intet mere. Forsmædelse er uundværlig for vort syge Hjerte, Bifald og Agtelse derimod fører vor Sjæl fra Gud og til os selv.
Vi kan ei taale Paamindelse og vil intet høre om vore Feil. Da vi har den onde Egenkjærlighed, saa vil Ros og Smiger behage os, og vi vender vort Øie med Begjærlighed did, hvor vort Navn nævnes med Bifald, og i denne Tilstand er Hjertets Trang til Naaden temmelig liden, og om vi beder, bliver det helst Ord, som ikke trænger frem til Hjertet, men er enten laante eller lærte forud.
Jeg har havt Anledning af og til at se saadanne Breve, som ovenfor er talt om, og det har meget bekymret mig, at ellers velmenende Mennesker ved sin gode Mening skal skade en anden.
De tænker, han er saa stærk, han taaler nok, at jeg giver ham mit Bifald tilkjende; men de betænker ikke, at vor Hovedfiende, Satan, frister alle, og især dem, som har aandelige Talegaver.
Den største Kjærligheden, vi kan bevise hverandre her i Usselheden, er ikke at ophøie og berømme hverandre, men tvertimod at fremdrage det, som kan bøie og hjælpe os til at bekjæmpe vor Naturs Vanart og den Tilbøielighed til eget Tykke og Selvbehag, af hvilket Arvegods vi alle har faaet vor rigelige Del. Gud hjælpe os alle og enhver i sit Sted og Stilling at søge og finde Fred for det arme Hjerte. Den findes ikke hos os selv; thi alt, hvad der er hos os, er besmittet af Synd.
Vi tilstaar og bekjender dette, men Hjertet vil dog saa nødig tro det, at hele vort inderste Væsen er saa aldeles igjennem ondt; det koster saa meget at ofre alt og ikke kunne medføre andet, naar vi fremstiller os for Naadestolen, end en uren Synder, som i lang Tid gjennem nye Forsætter har sagt : “Jeg vil betale dig det altsammen, hav Taalmodighed med mig”; men som maa bekjende, at det altid er blevet Løgn.
Der gaves intet andet Sted at undgaa Blodhævneren end i Fristæderne blandt Israeliterne.
For os gjælder det samme; der gives intet Middel, som kan give Hjertet en stadig Fred, undtagen Jesu Blod og Død. Der gives en Tilstand, som jeg kjender, da man i Trældommens Aand stræber at vise Lydighed mod Guds Bud, endskjønt Synden lever i inderste Hjerte og spiller der med Behag. Man søger da ved Anstrængelse at dæmpe den, og dette kalder man Striden.
Løber Kampen vel af en Dag, er man tilfreds; men falder den slet ud, da vover man ikke at gaa til Faderen og erkjende sin Tilstand, men begynder atter paa egen Haand at stride, eller ogsaa glemmer man det og adspredes i timelige Ting, indtil Angestens Svie har lagt sig, og saa kommer Lunkenhed og et jordisk Sind.
Her fattes den sønlige Aand, som kan raabe Abba Fader.
Alene Jesus kan løse det bundne Hjerte, og naar vi under hin Stræben som hin blodsottige Kvinde, har bortkastet al vor Formue paa unyttige aandelige Læger, og det er altid blevet værre, saa bliver det os godt at høre, at Jesus annammer Syndere.
Det er mærkeligt, hvad vi læser i Lignelsen om det vildfarende Faar, at da det af Hyrden var gjenfundet, maatte han bære det hjem; det kunde ikke engang gaa selv, men da det for vildt, da kunde det løbe langt bort.
Maatte vi faa Naade til at give ham vort Hjerte, som han beder om, og komme netop som vi er, med hele vor Skyld og Brøde, saa han efter sit Løfte fik borttage Stenhjertet og give os et Kjødhjerte og gjøre ved sin Naade, at vi kunde vandre i hans Budords Skikke”.
Sin Lensmandsbestilling og sit Gaardsbrug passede Aarrestad med største Dygtighed, nød almindelig Høiagtelse, blev hædret med mange Tillidshverv og var ogsaa Storthingssuppleant for Stavanger Amt 1842.
— Han var faamælt, meget tænksom og forsigtig i sin Tale. Af og til kunde han sige sin Mening paa en baade spøgefuld og alvorlig Maade.
Engang havde han en Tjenestepige, som vilde snakke bestandig og grov og spurgte om alt muligt. Hun kunde ikke engang holde Mund, medens han barberede sig, men spurgte : “Hvorfor har Kvinderne ikke faaet Skjæg ?”
Da svarede han : “De kan ikke tie stille, med de rager sig ! Derfor har Gud været god mod dem og ikke givet dem Skjæg, saa de slipper at skjære sig istykker under Barberingen !”
Som han havde et skarpt Hoved, saaledes kunde ogsaa hans Ytringer, naar det behøvedes, falde skarpe, rammende og ofte ogsaa med frygtelig Vægt. Der var hos ham en brændende Kundskabstørst, baade naar det gjaldt aandelige og verdslige Ting.
“Jeg læser alle mulige Bøger”, sagde han engang, “og finder Lærdom i alt; de gode siger mig : Saa skal det være; af de daarlige faar jeg den Kundskab : Saa skal det ikke være”.
— Men der skal stor aandelig Modenhed og kristelig Skjønsomhed og Aarvaagenhed til uden Skade at kunne læse Ondt og Godt, prøve alt og beholde det bedste. Han kunde gjøre det; men de fleste vil tage Skade og kan komme til at lide Skibbrud paa Troen derved. Derfor kræves hellig Forsigtighed.
— Han døde i Troen paa sin Frelser 1. Juni 1864. Han var gift med Inger Næset fra Egersund, f. 1797, Datter af Lars Næset, der aabnede sit Hus for Hauge og dennes Venner.
Under et Besøg her 1804 lagde Hauge Haanden paa den lille Ingers Hoved med de Ord : “Herren lade dig bestandig blive et Guds Barn”, et Ønske der fik en glædelig Opfyldelse.
Hun døde paa Aarrestad 11. October 1880 i en Alder af 83 1/2 Aar. Deres Søn, Tørres Halvorsen Aarrestad, gik i Faderens Fodspor; han blev dennes Eftermand som Lensmand og giftede sig med Gunder Ougendals Datter Karen, født 1820; de var begge kristeligsindede og glade i Venner. Deres Søn Halvor Tønnesen Aarrestad, født 1865, er nu Lensmand i Helleland.