– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 802 – 804 :
I Brunkeberg i øvre Thelemarken levede en anden rigtbegavet Lærer. Det var Zacharias Knudsen Gravdal (Især Oplysninger fra min (H.G. Heggtveit/red.) Bedstefar, Halvor Jørgensen Heggtveit, og min Fader, Gunleik Halvorsøn Heggtveit; Gravdal var dengang Husmandsplads under Heggtveit, men har nu længe været ubeboet; Breve fra Zacharias Gravdal og flere af hans Elever; sml. N.I. Willes «Beskrivelser over Sillejords Prestegjeld», Kjøbenhavn 1786; Lampes «Bergens Stifts Prestehistorie» paa forskjellige Steder for Slægtens ældre Led; (se Registeret); Siljords ældste Kaldsbog for Zacharias Johnsen Schanckes Vedkommende; Kviteseids Ministrialbog).
Stedet, hvor han boede, ligger i Østkanten af Sognet, næsten lige ved Grændsen mod Seljord.
Han nedstammede fra Biskop Anders Foss, født i Danmark 1543 og død i Bergen 1607. Dennes Datter Magdalene blev gift med Provst, Mag. John Mogensen Schancke. Af deres Børn blev Sønnen Zacharias S. Prest i Seljord 1633 og virkede der til sin Død 1689. Ti Døtre blev gifte med Bønder; en af dem opgives at være Zacharias Gravdals Bedstemoder.
Han blev født 1742 sandsynligvis i Seljord. Om Faderen Knud fortælles det, at han som ung Gut, medens han gjætede, blev hentet hjem fra Skogen og udkommanderet. Han laa ude i Krigen i mange Aar; formentlig hørte han til de Tropper, som den daværende danske Konge (Fredrik V/red.) for Betaling leiede bort til Anvendelse i tyske Krige paa hans Tid.
Knud var tidt i Fare, men blev altid og ofte underfuldt bevaret; det berettes, at han aldrig indlod sig paa at røve og plyndre. Det eneste, han tog, var en Hammer, en Tang, en Syl, en Ske og en Træskaal, som han daglig have Brug for.
Da han efter mange Aars Forløb kom hjem som middelaldrende Mand, havde han disse Sager med sig og bevarede dem omhyggelig til Erindring om den lange og tunge Tid, han tilbragte udenlands.
Han omtales som en gudfrygtig og brav Mand, der opdrog sine Børn vel.
Sønnen Zacharias havde ypperlige Evner og stor Læselyst, men liden Anledning til at lære. Den daværende Sogneprest i Seljord, Hans Amondsen Wille, var en flink Theolog og eiede mange gode Bøger. Disse laante han i stor Udstrækning til Zacharias, ja underviste ham endog privat.
Omkring 1760 blev denne Lærer og fortsatte hermed i Vintertiden lige til sin høie Alderdom, ialt omkring 60 Aar. Undervisningen dengang omfattede væsentlig Kristendomskundskab og Læsning samt for de flinkere og ældre tillige Skrivning og Regning.
At hans Undervisning i Modersmaalet var ualmindelig dygtig for sin Tid sees af Breve, skrevne af hans Elever.
Hans egen Haandskrift er tydelig og vidner om stor Øvelse; Stilen er naturlig og forstandig og røber et godt Kjendskab til Retskrivningen dengang. Det samme kan siges om bevarede Breve fra hans flinkeste Elever : senere Lensmand i Seljord Halvor Gunleikson, dennes Brødre Sven og Sveinung Gunleikson samt deres Brodersøn, Folkedigteren Gunleik Olsen Aase.
Fra omkring 1790 og udover blev hans Undervisning i de nævnte Fag end mere grundig og dygtig, paa samme Tid som han ogsaa begyndte at fortælle Historie og Geografi for sine ældre Elever. Det vides, at han fra Kjøbenhavn skaffede sig nyere Hjælpemidler og fulgte mærkelig godt med i Udviklingen paa Skolens Omraade. Oplysningstidens fremskridt i denne Henseende forstod han at benytte med Skjønsomhed, men var helt uberørt af Rationalismen.
Han var nemlig en af de ældste Vakte i Thelemarken, en dybt kristelig Mand med stærke Krav til sig selv og en alvorlig og uafladelig Stræben efter Helliggjørelse i Livet, samtidig som han havde fuld Forstaaelse af Frelsen i Kristus og Naadekilderne efter den lutherske Opfatning.
Han eiede tillige et udpræget Syn for det humanes Betydning.
Ifølge paalidelig gammel Beretning gav han sin meget yngre Samtidige, Presten H.J. Wille, sin Velgjørers Søn, vigtige Meddelelser til dennes Beskrivelse over «Sillejords Prestegjæld», der blev trykt i Kjøbenhavn 1786.
Særlig gjælder disse Primstaven, Mærkedagene, Bryllups- og Høitidsskikke samt Overtroen i sin Almindelighed deroppe dengang. Det var ham, som fik sin nævnte yngre Ven til at tage med dise betydningsfulde og interessante Folkeminder i Beskrivelsen; det gjør denne værdifuld fremfor alle samtidige Skrifter om Norges Bygder.
— Da han var en stærk, noget hæftig Natur, voldte dette, at han ofte kom i svære aandelige Kampe, som hans Naboer vidste at fortælle om; men han vandt den Seier, Klarhed og Fred, som er lovet de Oprigtige af Hjertet.
Under Hauges Besøg i Egnen Høsten 1802 havde Zacharias Anledning til at være tilstede ved flere af dennes Opbyggelser baade i Seljord og Kviteseid. Dette fik stor Betydning for ham; han sluttede sig fra nu af med Varme og Hengivenhed til Hauge og hans Venner og optog selv en lignende Virksomhed inden sin Kreds.
Som mange i hin Tid var han ikke helt fri for at være noget overtroisk. I sine sidste Levedage havde han den store Sorg at miste sin begavede og haabefulde Søn Knud, som var bleve Lærer i Bygden i den Gamles Sted. Da Sønnen en Vaar endelig vilde være med og se paa, medens man flødede Tømmer i Bygdarelven, fik han sin Fader til at holde Skole for sig og drog selv glad afsted.
Uvant og uforsigtig som han var, gik han for nær Elven og blev slaaet ud i denne af en Tømmerstok, han dreiede paa, og som blev grebet af Strømmen.
Man fandt ham om en liden Stund med sønderknust Hoved; Liget blev baaret hjem til Faderen, der holdt skole paa Heggtveit, tæt ved. Den Gamle blev saa greben og overvældet af Sorgen, at man maatte holde ham fast.
Han kom dog snart til Besindelse og kjæmpede sig i Børn og Tro som en Kristen gjennem denne tunge Prøve, uagtet det stod haardt paa, som ventelig kunde være.
Sin Styrke og Trøst søgte han i Guds Ord; det brugte han flittig.
Naar der ikke var Gudstjeneste ved Brunkeberg Annekskirke, læste han altid en Prædiken samt sang og bad hjemme. Hyppig kom Naboerne til hans ensligliggende Plads Gravdal, paa den sydøstre Side af Vandet «Vigdesjaa», for at oplives og opbygges ved hans lærerige Samtaler og Fortællinger eller overvære hans Andagter.
I hans lille, tarvelige Hjem var der net og rent, blankskuret og ordentlig, saaledes som almindelig hos Haugianerne.
Han døde i Fred efter et aandelig stormfuldt og bevæget Liv den 20. Februar 1822 og ligger begravet ved Brunkeberg Kirke.
I timelig Henseende var han nøisom og tilfreds med sine Kaar, som Flid og Vindskibelighed bevarede for at blive tunge. Han levede i et langt og lykkeligt Ægteskab med en Kvinde, der hed Gunhild. Hun var som niaars Pige fra Betlerstien bleven optagent af hans Husbond og opdraget og oplært til en dygtig og driftig Husmoder.
Han var liden af Vekst, men velbygget; Ansigtet alvorligt og udtryksfuldt, Øinene blaa, Haaret langt og i Alderdommen hvidt; han barberede sig, men bar lidt Skjæg rundt Kjæverne.
Saavidt vides, efterlod han sig tre Børn foruden den allerede omtalte, nemlig en Søn Høie, der først boede paa Gjervold og siden blev Lensmand i Vinje, hvor han angivelig døde 1843, samt to Døtre.
Der lever endnu adskillige af hans Efterkommere.