– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 198 –
Blandt Haugianerne i Nordhordland maa nævnes Hans Olsen Torskø (Oplysninger og Meddelelser fra Nils Halvorsen i Ølen og andre samtidige Haugianere. Oplysninger fra Sønnen, Emissær Johannes Hansen Torskø i Bergen), født 3. Februar 1802 i Mangers Prestegjæld straks nordenfor Bergen, ved Alverstrøm.
Hans Forældre var Gaardbruger Ole Hansen og Hustru Mette. De sad i middelmaadige Kaar; Livet i Hjemmet henrandt stille og rolig.
Opdragelsen var efter Datidens Syn paa Livet og Skoleundervisningen yderst tarvelig. Læreren øvede ingen Indflydelse paa ham. Han blev konfirmeret i Mangers Kirke af Sogneprest J.H. Wulff (1747 – 1839). Det fortælles, at denne var en dygtig Prest; men det lykkedes ham ikke at paavirke den unge Gut.
Efter Konfirmationen drev denne med almindeligt Bondearbeide paa sin Faders og andre Gaarde samt deltog i Fiskeriet i Nærheden.
1829 indgik han Ægteskab med Elisabeth Johnsdatter fra Sæbø Anneks til Manger, født der 7. Marts 1807.
Nogle Aar efter, ved Begyndelsen af Trediveaarene, reiste han til Stavanger, hvor han bandt Fiskenot og Garn. I denne Tid blev han vakt ved at læse Bønnerne i Kingos Salmebog. Mens han arbeidede, stængte han Døren til Nothuset og sang Salmer, bad og talte Guds Ord, som om han havde en stor Forsamling for sig, uagtet han var ganske alene; saa stærkt og varmt var hans aandelige Liv.
Nogle af de gamle Haugianere, der gik forbi, hørte dette, bankede paa og spurgte, om han vilde være med dem til deres Bedehus paa Valbjerget. “Hvad bestiller I der?” sagde han. De svarede : “Vi synger Salmer, beder til Gud, læser hans Ord og formaner hverandre til at tro paa Jesus og følge efter ham i et helligt Liv”. Jo, det vilde han gjerne; det kjendte han til og havde havt for sig, naar han var alene med sit Arbeide.
Saa blev han med dem, og en flittigere Deltager i deres Sammenkomster havde de aldrig seet.
John Haugvaldstad og de andre Ældste lod ham deltage med Bøn og Formaningstale og opdrog ham til en af de originaleste Opbyggelsestalere, Vestlandet har havt.
“Han var en begavet Mand, havde store Evner”, men ingen Lærdom eller Dannelse. Efter at have strævet en Tid haardt under Loven, kom han i Firtiaarene til et mere evangelisk Syn. De Gamle mente, at han lignede Johannes den Døber i Eiendommelighed, Aand og Kraft; han straffede Synden, formanede til Omvendelse og Kristi Efterfølgelse i et forsagende, helligt Liv og Levnet, men pegede altid, lig Døberen, paa det Guds Lam, som bar Verdens Synd.
Det er karakteristisk, at han bl.a. kunde hele det 53. Kapitel af Esaias udenad.
En, der boede sammen med ham under et Missionsmøde, har fortalt, at nævnte Kapitel var hans sædvanlige Morgenbøn; det fremsagde han, straks han vaagnede. Han virkede meget nidkjært og opofrende i lang Tid og til stor Velsignelse.
“I Femtiaarene arbeidede han i Hillevaag ved Stavanger paa et Notloft, som dengang eiedes af en Køller (Køhler ?), der var en stor Driftsbestyrer. Ved Siden heraf virkede han utrættelig fra sin første Vækkelse og til sin Død som Guds Ords Forkynder. Foruden i Manger reiste han flittig sydover til Haugesund, Kobbervik, Skudesnæs, Stavanger og videre lige til Christianssand og udstrøede overalt den himmelske Sæd”.
Naar han holdt Opbyggelser, tog han sædvanlig et Guds Ord til Tekst; var der nogen i Forsamlingen, som kunde begynde med Bøn, bad han denne gjøre dette og en anden at slutte, ellers udførte han alt selv. Somme Tider forklarede og anvendte han det oplæste Bibelafsnit eller talte ud af sin egen rige Erfaring; han brugte ogsaa at tale i Tilslutning til et Bibelsprog, Salmevers, et Stykke af Børnelærdommen eller vidnede ganske frit uden nogen særskilt Tekst, alt eftersom det passede, og han fik Naade til.
Han tiltalte helst Viljen og Samvittigheden og havde en forunderlig Evne til at ryste, vække og gribe de Sløve, Ligegyldige eller aabenbart Lastefulde og vise dem Veien til ham, som er given os af Gud til Visdom, Retfærdighed, Helliggjørelse og Forløsning.
Et af de Steder, han kanske virkede mest, var vistnok Haugesund; her tog Vennerne, særlig Samson Fresvig, sig omsorgsfuldt og kjærlig af ham.
Torskø syntes, at de Troende klædte sig for fint og levede for flot i denne By; han vilde, at de Kristne skulde lægge Vind paa den største Enkelhed, Tarvelighed og Nøisomhed i Modsætning til Verden.
Engang indbød han de foran omtalte Haugianere, Samson Fresvig, Jens Risøen og hans Broder John samt Ditlef Møller til at besøge sig paa Torskø i Julen. De kom og blev i største Enkelhed Juleaften beværtede med – Poteter og Smaasild. Han bad dem tilbords og sagde : “Spis, mine Venner ! Maden er god; jeg har faaet den af Vorherre !”
Saa takkede han Gud i en hjertelig Bøn, og de nød sit tarvelige Maaltid, hvorefter han aller sluttede med en gribende Bøn.
Derpaa sang, bad og talte de om Barnet i Krybben, og hvorfor der nu var Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed. Om Kvelden redte han paa Gulvet meget simple Fladsenge og bad dem lægge sig der sammen med ham. Saa vendte han sig til Væggen og sagde : “De var maate aat ‘en gamle Adam !”
Men han oversaa vistnok, at den gamle Adam kunde trives godt, ja endog blive tyk og fed ved en saadan Julekost. Og dette forsømte hans Gjæster heller ikke i Kjærlighed at gjøre opmærksom paa og advare ham for. “Den gamle Adam drukner ei saa let; den Fugl kan svømme”, har Luther saa træffende sagt.
Engang han virkede i Strandebarm, blev han haardt syg, og Smærterne var voldsomme, saa man troede, at hans sidste Stund var kommet. Han knurrede og klagede ikke, men bad, medens Smærterne voksede, følgende noget eiendommelige Bøn : “Ja, læg paa, du Far; du faar selv bære det !”
Sygdommen tog en heldig Vending, han blev straks bedre og kunde fortsætte sit uegennyttige Vingaardsarbeide som før til Glæde og Velsignelse for mangfoldige.
Hans eget Kristenliv var mange Gange haardt anfægtet, men alligevel et forvisningsfuldt Troesliv, der hvilede i Jesus og hans Naade.
Lige til sin Død vidnede han ved en alvorlig og frimodig Bekjendelse og et eksemplarisk Liv om sin Tro paa Frelseren. En, der stod ham meget nær, skriver følgende om hans Bortgang : “Naar han drog ud paa sine Opbyggelsesreiser, sagde han altid, naar han sted over Dørtærskelen : “Nu i Jesu Navn !” Ligesaa naar han skulde stige over Tidens Dørtærskel og ind i Evigheden, da var de samme Ord hans sidste : “Ja, nu i Jesu Navn !”
“Saaledes døde han i Troen paa sin Frelser” 20. December 1865.
— Hans Torskø var middelshøi, kraftig bygget, med kloge, blaa, udtryksfulde Øine og et alvorligt, næsten strængt Udtryk i det stærkt furede Ansigt, hvor der af og til kunde være et Drag af Sørgmodighed.
Han bar halvlangt Helskjæg.
Han og Hustru levede “et helt kristeligt Husliv”; “hun døde salig” 1873. De hviler begge paa Manger Kirkegaard.
En af deres Børn var den begavede Emissær Johannes Hansen Torskø i Bergen.