– i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.
– på side 495 :
«Blandt de ældste Haugianere i Sogndal maa nævnes Hattemager Ellend Rasmussen (Brev og Meddelelser fra Peder Nagløren).
Han opgives at være født paa indre Hafslo 1792 og har selv fortalt følgende : «Jeg var 9 Aar gammel, da Hauge i 1801 reiste gjennem Bygden. Under Opbyggelsen paa Feet stod jeg mellem Fars Knæ; han sad tæt ved Hauge. Da denne var færdig med sin Tale, lagde han Haanden paa mit Hoved og sagde : «Kunde du blive bevaret som et Guds Barn, saa var du lykkelig !» Der gik gjennem mig en Fornemmelse av hans Haand, som jeg syntes længe at kjende, og Ordene glemte jeg aldrig.
Ellend holdt sig altid fra Letsindighed og søgte op de Troende.
Da han var noget over Konfirmationsalderen, gik han i Farver- og Hattemagerlære. Ikke længe efter at han var færdig, nedsatte han sig i Sogndalsfjæren og boede der til sin Død.
I lang Tid var hans Hus det eneste Sted i Fjæren, hvor Pilegrime kunde komme ind og faa Herberge. Og skjønt det tidt faldt besværlig for hans Hustru, var dog deres lille Hjem ofte opfyldt af Venner.
Han var en af «de stille i Landet». Han talte aldrig paa offentlige Møder.
«Da hans Arbeidsløn kom ind gjennem Smaaskillinger, var der dem, som syntes, at han var formeget paapasselig; men naar han vidste, Nogen var i Nød, holdt han ikke hverken 5 eller 10 Daleren (20 eller 40 Kroner) for god».
«Engang», skriver en samtidig Ven, «modtog jeg hemmelig af ham 100 Daler (400 Kroner), som jeg skulde dele imellem hans to Broderdøtre; han havde selv ikke Børn. Jeg var hos ham to Dage før hans Død. Paa mit Spørgsmaal, hvordan han befandt sig, svarede han : «Jeg ligger her tør og tom for Følelse; men jeg liter (stoler) paa Ordet». Dertil maatte jeg sige : «Da har du nok !» Så skiltes vi med Haab om det glade Gjensyn hisset».